Blogs

Seneste indlæg

Svækket retssikkerhed for voldsramte kvinder og børnElin Andersen7. september 2023Tænketanken Justitia udkom sidste uge med en yderst relevant rapport om sagsbehandlingen ved landets Familieretshuse, hvor de rejser en række skarpe kritikpunkter af den instans der er sat i verden for at hjælpe sårbare familier – men de følger heldigvis også op, med en række matchende gode og konkrete løsningsforslag. Alt for mange sager om samvær og forældremyndighed risikere i dag at blive afgjort på forkert grundlag, konkluderer de. Og her taler vi om familier, som i forvejen er udsatte og sårbare. Der er reelt set tale om et overgreb fra Staten. Og det er også sådan det føles, for den borger der kommer i klemme… Som fx en af mine klienter, som ikke har set sin 9 årige datter i halvandet år, og som ikke har talt med hende de sidste to måneder. Det skyldes dels en yderst manipulerende eks-kæreste. Men mest to inkompetente kommuner og en halvhjertet indsats fra et Familieretshus. Instanser, der egentligt havde til opgave at hjælpe. Du inviteres her på en kort rundtur ned i min klienters sko – og til hermed proaktivt at aktivere dine medfødte spejlneuroner – for at fremme din indlevelse og forståelse af hendes situation: Forestil dig du har været udsat for psykiske vold fra din partner igennem otte år, og da du føder jeres datter begynder den fysiske vold. Volden tiltager med årene, i takt med at dit selvværd svækkes. Først da volden bliver så voldsomt at din partner nær får dræbt dig, finder du modet til at gå fra ham. Din partner fodre kommunen med løgne om dig, og kommunen nærer nu mistillid til om DU har rent med i posen. Du må rende til misbrugscenteret i hele tre forløb, der alle afkræfter deres mistanke – for blot at konstatere at den stadig er anført i journalen. Som i øvrigt er fuld af ”fejl og mangler”, der ikke bliver rettet selvom du eller andre påpeger dem. Flaskehalsen peger af en eller anden grund stadig på dig! Så pludselig flytter din eks-kæreste til en anden kommune. Og nægter at udlevere jeres datter, til aftalt samvær med dig. Din ekspartner tager stram styring med situationen, som han plejer. Og påstår at jeres datter ikke ønsker at se dig. Efter et år, får I dog lavet en aftale via Familieretshuset om at du kan ringe til din datter én gang om ugen, på et fast klokkeslæt, til max en times samtale. Men så pludselig har din datter ikke tid til at snakke – hun skal tømme opvaskemaskinen osv., pudsigt nok lige som du ringer. Sidste uge skrev hun til dig, i en sms, at hun ikke ønske at tale mere med dig. Men hvorfor skulle en 9-årig pige turde sige sin mening højt, når hun bor under tag med en far der aldrig har vist hende ømhed og interesse. Som altid har været humørsyg, styrende, selvcenteret og vredladen. En far som altid være ydmygende og spydig overfor ens mor – og som sågar flere gange har slået hende guld og blå. Og som nu synes at formå at manipulere selv kommuner, skoler, og jurister… ? Det er ikke nemt… at være datter her. Og mere end tungt for en mor at opleve, at kommunen og Familieretshuset ikke evner at hjælpe.. men tvært imod forværre ens sag, ved at blåstemple og fastholde voldsmandens agenda. Kan vi være det her bekendt, som samfund? Nej, det kan vi ikke! Ovennævnte triste situation kunne måske være undgået, med disse tiltag: En strammere lovramme for kommunerne at navigere i, så borgerens basale rettigheder sikres. Fx krav om at opgaverne udføres af uddannede og kompetente personer. Ligesom der med fordel kunne være en løbende evaluering af den kommunale sagsbehandling. Endnu en revidering af funktionærloven ville også være på sin plads, så det var muligt at fyre funktionærer ved grov forsømmelse i eller misbrug af deres stilling. En evindelig omplacering af kommunalt ansatte som disse, er hverken holdbart eller acceptabelt. Ift. sagsgangen i Familieretshuset, så har Justitia jo allerede en rækker gode bud på forandringspotentialer. Så lad os bare komme igang med en opjustering! […]Læs mere…

Der skal flere gryn på bordetTobias Tang Møllehave7. september 2023Om tre og et halvt år ser vi ind i en skæbnesvanger fremtid, hvor vi forventer en nedgang på mindst 20% i antallet af pædagoger på arbejdsmarkedet. Problemet er indlysende, og vi må tage affære nu. Her præsenterer vi tre forslag til at gøre pædagogfaget mere attraktivt: Øget løn, forbedrede arbejdsvilkår og bedre karrieremuligheder inden for faget. 1. Øget løn Det er klart, at hvis pædagoger var en del af det private erhvervsliv, ville deres løn langt overgå, hvad de modtager i dag. Efterspørgslen efter pædagoger er massiv, og alligevel holder kommunernes landsforening lønniveauet kunstigt nede. Lønkommisionen har bekræftet, at pædagoger i øjeblikket tjener alt for lidt i forhold til deres vigtige arbejde. Det er på høje tid, at regeringen træder til og sikrer en lønstigning for alle pædagoger. 2. Forbedrede arbejdsvilkår Pædagoger oplever ofte en betydelig administrativ byrde med rapportering og dokumentation, der tager tid væk fra deres kerneopgave – at støtte og udvikle børn. Det er på tide at overveje, om nogle af disse opgaver kan outsources til specialister, såsom konsulenter, der kan udføre opgaver som sproglige vurderinger. Dette ville give pædagoger den nødvendige ro og tid til at fokusere på deres væsentlige arbejde. 3. Specialistuddannelser og løn svarende til kandidatniveau Danmarks Pædagogiske Universitet tilbyder allerede en række fremragende uddannelser, men der er en mangel på relevante stillinger i praksis for disse kandidater. Regeringen og kommunerne bør overveje at oprette en pulje til specialpædagoger, der arbejder direkte med børnene. Dette vil hæve lønniveauet for specialisterne og give dem en grund til at forblive inden for dagtilbud, hvor der er akut brug for deres ekspertise. En lignende ordning kunne også indføres for skolelærere for at styrke både pædagogernes og lærernes stolthed i deres vigtige arbejde. Afsluttende tanker At styrke pædagogfaget kræver en samlet indsats fra politikere, kommuner og uddannelsesinstitutioner. At investere i lønforbedringer, forbedrede arbejdsvilkår og karrieremuligheder er afgørende for at sikre, at vi har dygtige pædagoger, der er dedikerede til at forme vores børns fremtid. Vi kan ikke vente tre og et halvt år. Tiden til handling er nu. […]Læs mere…

Vreden er undervurderet – og vi bliver syge af at undertrykke den!Mari Hauge Grønkjær7. september 2023Der er brug for en aftabuisering af vreden som følelse, fordi alternativet skaber angst, depression og ensomhed. Jeg møder den 36-årige kvinde Laura efter at hun er blevet henvist til psykologbehandling for angst og depression. Hun aner ikke hvor det kommer fra eller hvorfor hun har det sådan. Hun har jo et godt liv – en sød kæreste, to skønne børn og en vellykket karriere. Hun har altid set det som en styrke at hun kunne styre sine følelser og komme hurtigt videre. Hun får også tit at vide, at hun er mentalt stærk og en driftig kvinde. Men hun føler sig ikke glad længere, og hun er begyndt at råbe mere af sine børn og blive mere kritisk overfor sin mand. Hun kan mærke stress i kroppen, og hun har det som om hun ikke kan få ro. Vi udforsker hvordan Laura har lært at tage hånd om sig selv og sine følelser, og det kommer frem at hun som barn blev sendt på værelset når hun blev vred, eller også blev hun omtalt som ”for meget.” Laura lærte at undertrykke sin vrede – en rigtig smart mekanisme for et barn, der har brug for dets forældres accept og omsorg: ”Hvis jeg lærer at styre mine følelser, vil du bedre kunne lide mig, og så kan du også tage bedre hånd om mig.” Lauras trykkoger er i voksen alder omsider blevet overbelastet, og hendes nervesystem kan ikke længer holde til presset. Laura er langt fra den eneste med denne ”trykkogerproblematik”. Vi er flere generationer, der er vokset op med budskabet om at ”du kan komme tilbage igen når du kan opføre dig ordentligt!” Problemet er, at vi, indirekte, siger det samme til voksne mennesker i dag. Arbejdsgivere sender deres medarbejdere til psykolog for at få styr på deres følelser og jobcentre sender stressygemeldte på mindfullnesskursus for at falde til ro. Vi lader vores børn være vrede og undertrykker vores egen vrede – det kan vi ikke holde til! Resultatet bliver, at vi vender vreden indad. Vi bliver triste, ængstelige og vi føler os utilstrækkelige. For mange munder det også ud i uhensigtsmæssige raseriudbrud, ofte på vores børn, som utilsigtet kommer til at udløse vores største triggerpunkter. Vi mærker dårlig samvittighed, bliver kritiske overfor os selv, hvilket fører til mere brænde på utilstrækkelighedsbålet. Hjernen kommer på overarbejde i en desperat jagt efter at forstå hvad der sker, vi sover dårligt om natten og alle døgnets timer bliver en tiltagende kamp. Som psykolog ved jeg, at vi kan afhjælpe mange menneskers følelse af utilstrækkelighed og udbrændthed ved, at få fat i den sunde vrede. Den sunde vrede er den, der fortæller os, at noget ikke er rigtigt eller retfærdigt, den, der får os til at sige fra når noget ikke er i orden. Her har vi som samfund en vigtig opgave med at hilse den sunde vrede velkommen. Fortællingen om vreden må ændres, og vi fagpersoner – psykologer, lærere, sundhedsplejersker, jobkonsulenter, sundhedsplejersker og andre – må gå først! Vi må lade os inspirere af aktivisterne, der går på gaden for at sige ”STOP!” Vi må invitere de unge til at udtrykke vrede over det alt for store pres de står i. Vi må lade de stressygemeldte sige fra overfor urimelige arbejdsforhold, og vi må hjælpe forældre med at udtrykke vrede på en spiselig måde overfor deres børn, så børnene forstår at vrede er ok og ikke farligt. […]Læs mere…

Velfærdsborgere i udmattelse: Sluk nu den krisesnakPernille Andrés Blidsøe6. september 2023Som privatpraktiserende psykolog oplever jeg, hvordan de senere års store kriser har indflydelse på vores individuelle velbefindende – og dermed kræfter til at håndtere de mindre kriser, der er en almindelig del af livet. Først tændtes en brændende platform: Vi fik en kollektiv chok-opvågnen i vores privilegerede del af verden, helt uvante med de kollektive kriser af den kaliber. Endda fik vi den besked af Statsministeren, samfund vi kender, aldrig bliver det samme igen”. Hør lige dén en gang til: ”Det bliver aldrig det samme igen” – derfra løb det løbsk. Det første år vendte mange tidligere klienter med ellers velbehandlet angsttilstande tilbage, nogle var påvirkede i en sådan grad at de udviklede sundhedsangst. Jeg oplevede altså på nærmeste hold, hvordan frygten bredte sig og eskalerede til tilstande af ængstelse og angst. Men social påpasselighed, hjemmearbejde og ’familie-grupper’ blev til ensomhed, med deraf følgende meningsløshed og depressivitet. Det var ganske enkelt helt umuligt for mig i vinteren 2021 at have videosamtaler. For mange klienter var jeg den eneste de var fysisk tilstede med. Måske vi klarede den. Måske vi kom godt videre. Der findes også de dejlige og livsbekræftende historier, par der fandt sammen og nu har nr. 2 barn på vej, glade og stærke i deres fællesskab, som blev bygget i den sociale isolation. Og manges oplevelse af at komme gennem kriserne, med endnu flere fine kompetencer og i gode udviklingsprocesser. Men børnefamilierne der gennemlevede nedlukninger, hjemmeskoling, pres og udmattelse, de kærlighedsforhold er slidte. Nu er vi i skilsmissernes tid. Gennem de 12 år med parterapi har jeg ikke oplevet så mange skilsmisser. For nogle er det godt at smide håndklædet i ringen, at konstatere at de aldrig opnår det kærlighedsliv de længes efter. Men for langt de fleste par begræder vi sammen, at det var sådan det skulle ende for dem. Fordi de er gode par, med stor overensstemmelse i værdier, behov, længsler, udsyn og drømme. Men de er slidte. Pres, byrder, svære følelser er alt sammen noget der kan tænde vores trusselsystem – og vi kan leve i stress rigtig længe, uden at være bevidste herom. Til det pludselig bare er alt, alt for meget. Så… kære os alle. Og særligt – Kære Landsledelse, politikere, embedsmænd og ikke mindst pressens folk, medierne og offentligheden. Sluk nu for det krisefokus. Vi skal nok sammen klare alle de forfærdeligheder der findes, livets lidelse, konflikterne, manglen og forråelsen og SoMe-virkelighedens forvrængning af dét at være menneske, persona. Men vi har brug for, blot for et øjeblik at trække vejret, mærke solen i ansigtet og falde lidt til ro. Skifte den kollektive tilstand fra forhøjet alarmberedskab til forbundethed med hinanden – her i vores meget, meget privilegerede del af verden. Brug nu vores kollektive bevidsthed, vores midler, vores forbundethed med hinanden fornuftigt. Tak! […]Læs mere…

Stop uddannelsespresset: Der er værdi i omvejeneKaroline Debois6. september 2023Jeg husker, da jeg for en hel del år siden så Apple-grundlæggeren Steve Jobs’ tale fra 2005 til Stanford Universitets afgangselever. Talen ramte mig som et godstog. Stik imod tiden tendens hyldede Jobs dét ikke at gå den lige vej i uddannelsessystemet og dét at hvile i troen på, at der er masser af værdi i omvejene. Med sit eget liv som eksempel talte Jobs om, at selvom værdien ofte først ses klart bagefter, skal man stole på sin mavefornemmelse, følge sin nysgerrighed og give sig selv lov til at sadle om, selvom andre (eller man selv) kunne synes, at man spilder tiden.  Selvom Steve Jobs tale er 18 år gammel, er den mere relevant end nogensinde. I mit arbejde som psykolog, oplever jeg, at flere og flere børn og unge kommer med stress, depression eller mistrivsel, fordi de er så bange for at spilde tiden, hvis de ikke hele tiden yder 100 % i alle fag eller ikke ved, hvad de vil længere fremme i livet. Nogle har sågar en følelse af, at de risikerer at ødelægge deres liv, hvis de vælger ”forkert”, når det kommer til eksempelvis uddannelsesvej. Jeg mener, at den stigende mistrivsel, jeg oplever og som også dokumenteres af tallene fra Sundhedsstyrelsens rapport fra 2022, hvor mistrivslen blandt unge er steget 37% på ti år – særligt blandt de 15-19-årige – har stor sammenhæng med de livsvilkår, vi byder børn og unge i uddannelsessystemet. Angsten for at vælge forkert og spilde sin tid, mener jeg, udspringer af det samfundspres, der blandt andet er bygget op af mange års politiske uddannelsesreformer. Reformer der har haft til hensigt at få unge hurtigere gennem uddannelse og som har skabt et miljø, hvor man tidligere og tidligere skal tage stilling til, hvad man vil være og som får elever helt ned på mellemtrinnet i folkeskolen til at føle, at de kan ødelægge fremtidige uddannelseschancer, hvis de ikke toppræsterer i alle fag. Det stemmer ikke overens med det faktum, at det er de færreste børn og unge, der allerede i folkeskolen og sågar i gymnasiet ved, hvad de vil eller vil komme til at interessere sig for i fremtiden. Jeg tog omveje i min uddannelse og har i nogens øjne ”spildt tiden”. Men jeg var gået glip af meget nyttig livserfaring og havde brugt mange år (måske resten af mit liv) på at mistrives, hvis jeg ikke havde holdt fast i, at jeg ikke behøvede at vide på forhånd, hvad jeg ville være og hvor jeg skulle ende op; hvis jeg ikke havde givet mig selv lov til at vælge forkert, vælge om og starte forfra. Jeg var ikke nået dertil, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde turde holde fast i at følge min interesse og nysgerrighed, selv da den skiftede fokus: Hvis jeg havde ladet mig stoppe af et for lavt snit til direkte adgang på universitet eller havde ladet mig gribe af andres bekymring om, at jeg havde spildt tiden ved først at studere på RUC og siden stoppe, samle point til kvote 2 og starte forfra på psykologi på KU. Jeg har ikke bare fået den uddannelse, jeg henad vejen fandt ud af var den rigtige for mig, jeg har også lært utroligt meget på omvejene. Den læring jeg fik i de år, der på papiret ser ud som om jeg har ”spildt tiden”, er noget af den læring jeg trækker alleroftest på i mit arbejde. Det havde jeg ikke kunne forudse. Men der er ikke mange, der offentligt hylder omvejene, som nyttige trædesten, der ikke bare er spildtid. Dette er også grunden til, at Steve Jobs tale og budskab til ungdommen stadig er så vigtigt, trods nogle år på bagen. Der skal være nogen at spejle sig i og i samtalerne med pressede børn og unge ender jeg ofte med at bruge mit eget eksempel for at hjælpe med at skabe lidt albuerum og give værdi til de omveje, vi tager. Hvis man hviler i, at de også har værdi, selvom den røde tråd ikke er klar på forhånd, gør det mere plads til tage det roligt, følge sin nysgerrighed og forfølge noget, der fanger interessen her og nu. Jeg er overbevist om, at hvis vi skal noget af den unge generations mistrivsel til livs, skal vi væk fra at presse børn og unge til at føle, at de for alt i verden skal gå den snorlige vej gennem uddannelsessystemet og blive hurtigt færdige. Vi skal normalisere tvivlen og ikke at vide hvad man vil, at vælge forkert og skifte mening undervejs. Børn og unge skal have lov at øve sig i at lytte til mavefornemmelsen, følge nysgerrigheden og stole på, at det hele nok skal gå i sidste ende. Det tager tid at udvikle sig og finde ud af hvem, man er og hvad der interesserer én. Vejen derhen findes bedst ved at prøve at lytte til sig selv og slippe forventningen om, at man skal regne det hele ud på forhånd. Som Jobs siger: “Du kan ikke forbinde prikkerne på forhånd, det kan du først, når du kigger tilbage. Du bliver nødt til at stole på, at prikkerne på en eller anden måde bliver forbundet i din fremtid. Du bliver nødt til at tro på noget – din mavefornemmelse, skæbne, livet, karma, et eller andet. Denne overbevisning har aldrig skuffet mig og det har gjort hele forskellen i mit liv”.  […]Læs mere…

Skal anoreksibehandling tilpasses patienten eller evidensen?Anja Svendsen4. september 2023Anoreksibehandling i Børne- og ungdomspsykiatrien er under massiv kritik fra patienter og forældre. Fortællinger om alt for stort fokus på vægt og kost, og alt for lidt på de udløsende og vedligeholdende psykologiske faktorer for spiseforstyrrelsen dominerer debatten. Så hvorfor retter psykiatrien ikke ind, når brugerne kalder på forandring? Svaret skal findes i forskningen og det teoretiske grundlag bag behandlingen. Denne tyder nemlig på, at patienternes ønsker for behandlingen ikke altid stemmer overens med, hvad der forskningsmæssigt findes effektfuldt ved behandling af anoreksi. Det første møde med forældre til børn med anoreksi er ofte meget følelsesladet i Børne- og ungdomspsykiatrien. Nåleøjet for at komme ind er smalt og børnene skal være blandt de mest lavvægtige i hele Danmark, før de tilbydes hjælp på hospitalet. De indledende samtaler er ofte præget af tårer eller vrede, hvor forældrene fortæller om at have kæmpet en brav kamp for at få deres barn til at spise og stoppe med at tvangsmotionere. Som kiloene raslede af deres datter eller søns krop, har de dog indset at dette er en kamp, de ikke kan vinde uden hjælp. Som skarp kontrast til forældrenes kald på hjælp står barnet egne ønsker for hjælpen. Langt de fleste børn med anoreksi, som jeg har snakket med ønsker ikke psykiatriens hjælp. Mange børn ønsker faktisk overhovedet ikke hjælp i forhold til anoreksien, for ifølge mange af børnene er lavvægten slet ikke noget problem.  Det er et indbygget vilkår i anoreksien, at barnet ofte synes at deres største problem er, at de ikke er tynde nok. Dermed er psykiatriens tilbud om hjælp til vægtindhentning ikke blot uønsket, men voldsomt angstprovokerende og ifølge barnet selv unødvendig.  Det som børnene derimod ofte vil tale om, er de tanker og følelser der hører med til spiseforstyrrelsen, da gener fra disse kan være meget pinefulde for barnet. Dette ser forældre hyppigt som en mere skånsom vej at gå i behandlingen, da de psykologiske gener kan blive set som et fælles ståsted for barnet og forældrene, modsat de ofte meget konfliktfyldte samtaler om vægt og kost.   Så hvorfor imødekommer Børne- og ungdomspsykiatrien ikke barnet og forældrene i forhold til dette ønske? Fordi forskningen peger på at fraværet af fokus på vægt og kost er en mindre effektfuld og mindre effektiv behandlingsform. Forskning vedrørende anoreksibehandling peger på, at hurtig vægtindhentning i starten af forløbet har en positiv indflydelse på din prognose for at blive rask af spiseforstyrrelsen, hvilket gør at det er en kamp mod uret lige fra starten af behandlingen at få vægtindhentningen i gang. Lavvægten er i sig selv en vedligeholdende faktor for spiseforstyrrelsen, og i den indledende fase af behandlingen er barnet så lavvægtig, at det er særdeles farligt for barnet at være i denne tilstand længere tid end nødvendigt.  Når barnet er meget lavvægtigt vil spiseforstyrrelsen ofte være i førersædet både når vi taler om mad og vægt, men ligeledes når vi taler om de psykologiske symptomer vedrørende spiseforstyrrelsen, og der går desværre ofte lang tid hvor tankerne er forurenet af spiseforstyrrelsen i sådan en grad, at det kan være vanskeligt at få barnet som medspiller i kampen.  En normal og sund vægt betyder ikke at spiseforstyrrelsen er helbredt, men det er det nødvendige udgangspunkt for, at vi kan nå ind til det barn, vi sidder overfor.  Mange forældre og børn ønsker ofte af hele deres hjerte, at vi kan bekæmpe spiseforstyrrelsen gennem samtale frem for gennem ændret adfærd. At vi som psykologer kan forklare den irrationelle spiseforstyrrelse, at den er kommet på afveje, så barnet på en blid og venlig facon kan vende tilbage til sit gamle liv. Sandheden er dog som oftest, at kampen mod spiseforstyrrelsen er en grænseoverskridende og brutal krig for alle involveret. Hvis det var en krig vi kunne vinde ved forhandlingsbordet i terapilokalet, så ville vi gøre dette, da det ville være langt mere skånsomt for alle involveret.  Evidens og vores praktiske erfaringer fortæller os, at vi desværre ikke udelukkende kan tale os ud af en spiseforstyrrelse, og tiden vi bruger på at forsøge at tale spiseforstyrrelsen til fornuft er dyrebar tid, hvor undervægten ufortrødent fortsætter bombardementet mod barnets krop.  Vi i psykiatrien har et ansvar for at tilpasse vores behandling på en meningsfuld og respektfuld måde i den udstrækning vi kan uden at kompromittere vores behandlingsprincipper. Barnet skal inddrages når dette kan gøres på en konstruktiv måde i behandlingen. Hverken behandler, forældre eller barn ønsker en mere indgribende eller lidelsesfuld behandling end nødvendigt. Jeg vil dog samtidig argumentere for, at vi som sundhedspersonale i det offentlige system er nødt til at kæmpe med de våben, som vi har evidens for virker bedst, selv hvis dette ikke altid er i overensstemmelse med barnets ønske for behandlingen. Jeg anerkender at behandlingen i Børne- og ungdomspsykiatrien ikke virker for alle, og at de tabte kampe har store konsekvenser for de involverede parter. Men den udbudte behandling, bør være den behandling, vi har bedst evidens for virker for flest. […]Læs mere…

Myten om det usårlige menneske er svær at afliveChristoffer Zeuthen4. september 2023Som psykolog støder jeg på mange myter om stress i mit arbejde. En af de mest sejlivede er myten om det usårlige menneske; at der findes nogle få mennesker af en ganske særlig støbning, som simpelthen ikke kan knække af stress.  Jeg stødte endnu engang på myten for nylig, da jeg hørte en debat i radioen, hvor Jacob Ellemanns tilbagevenden til dansk politik blev analyseret. Herunder spørgsmålet om, hvorvidt han stadig kunne være en troværdig kandidat til Statsministerposten efter at have været stressramt. Sympatien var stor; selvfølgelig kunne han komme tilbage igen og fungere efter stress, som så mange andre før ham har bevist, man kan det. Men lige når det kom til statsministerposten var det mere tvivlsomt ifølge en af debattørerne, Klaus Riskær;  “Der er nogle poster i samfundet, hvor stress er noget vi ligesom må sige… det ikke rigtig kan være en del af stillingsbeskrivelsen. Altså vi må være lidt immuniseret over for det. Hvis du har en flykaptajn må han meget nødig komme under stress(…) Der er sådan nogle bestemte steder, herunder statsministerposten, hvor vi må forvente at personen er stressresistent.” Det lyder måske tilforladeligt nok. At der findes visse typer af personer, der er lavet af noget helt særligt, og simpelthen ikke kan blive stressede. Problemet er bare, at det er forkert.  Meget af den forskning vi har om personlighedspsykologi og stress stammer netop ud fra et forsøg på at finde de typer, de personlighedsprofiler, der kan klare hvad som helst. Oprindeligt i rekrutteringen af unge mænd til krig. Man ville vide, hvilke personlighedstyper, der ikke knækkede, men kunne “klare mosten”. Problemet var bare, at man jagtede en type af superhelte, som ikke fandtes i den virkelige verden. Det var kun et spørgsmål om at blive udsat for belastninger af tilstrækkelig intensitet med tilstrækkelig hyppighed, så kunne alle knække. Det har man vidst meget længe inden for Psykotraumatologien, altså forskningen i, hvordan vi mennesker påvirkes af voldsom stress og traumer. Alligevel er myten ikke så nem at få bugt med.  Vi har ikke så svært ved at forstå det med de fysiske traumer. At selv de bedste fodboldspillere- om de så hedder Messi eller Ronaldo- kan blive alvorlig skadede og ude af stand til at spille en periode, er indlysende for alle. Men når det kommer til psykiske belastninger, er myten om det usårlige menneske svær at aflive.  Myten er ikke kun et problem for Jacob Ellemann, flylederen eller andre i den lille eksklusive klub af mennesker på samfundets topposter. Det er også et problem for alle os andre, der kigger, spejler og stræber efter det de står for. Hvis stress er noget som en lille gruppe af os er immune overfor, giver det brændstof til fantasien om, at lige præcis jeg måske ikke kan blive ramt. Og vedligeholder skammen, hvis det så alligevel går galt. Omvendt ville mange utvivlsomt have nemmere ved at acceptere, at de var blevet ramt af stress, hvis vi kan blive enige om, at det vitterligt er noget vi alle kan blive ramt af.  Drømmen om det usårlige menneske er svær at aflive. Men hvor ville vi dog være nået langt, hvis vi helhjertet kunne parkere myten på fantasy-hylden sammen med julemanden og alle superheltene. […]Læs mere…

Gymnasiets spændetrøjeMarie Yde Sinkjær Sørensen3. september 2023Da jeg gik på gymnasiet, befandt jeg mig i et konstant spænd mellem lærernes prædikener om karakterernes ligegyldighed og den meget klare realitet, at de er adgangsgivende for min fremtid. Jeg vidste, at jeg ville læse psykologi, og jeg vidste at det krævede et 10 eller 12 i alle fag. Mine faktiske interesser var ligegyldige, kun min præstation var vigtig, som ifølge lærerne udelukkende blev bedømt på min faglige præstation. Men hvad jeg hurtigt fandt ud af, sammen med alle andre gymnasieelever, så bliver vi bedømt på alt andet end vores faglige niveau. Vi bliver bedømt på vores attitude, udseende, selvsikkerhed og evne til at tage ordet på det rigtige tidspunkt. Vi bliver bedømt på vores evne til taktisk at sige det samme som eleven forinden, men på en lidt anden måde. Vores evne til at manipulere læreren er desværre også en del af slutresultatet; kende til deres interesser, hvilke typer personer de kan lide og ikke kan lide. Det er forskelligt om oprigtig nysgerrighed bliver belønnet, eller om spørgsmål indenfor faget bliver set som en svaghed eller manglende viden. Der er forskel på om larm eller manglende larm bliver belønnet eller straffet, alt efter hvem der gør det og hvordan. Den stille pæne pige bagerst i lokalet med middelmådige skriftlige evner får 7-10 i mundtlig. Den ikke attraktive stille dreng bagerst i lokalet med middelmådige skriftlige evner får 02-4. Jeg blev selv anbefalet at få nye venner af min en af mine undervisere, da de larmede og havde en forkert og kritisk attitude, og det trak mig med ned på trods af, at hun anerkendte, at jeg ikke deltog i larmen under undervisningen. Jeg endte med at få 10 mundtligt. Gad vide om det havde været et 12-tal, hvis jeg havde haft andre venner eller mindre kritisk? I dag er jeg kommet ind på mit studie, efter 3 års frustrationer og massivt fagligt pres. Og der er én ting, som jeg har til fælles med næsten alle på mit studie; urimelige og forskellige gymnasiale krav, som alt sammen fortæller historien om et fuldstændigt usammenhængende karaktersystem, der vurderer på alt andet end dit individuelle faglige niveau og som svinger urimeligt meget fra lærer til lærer og fra sted til sted. Det er den realitet som gymnasieelever dagligt befinder sig i, og det er en realitet som på mange måder er afgørende for resten af vores livs muligheder. Når man som ung udtrykker sig om dette møder vi tit den samme sang fra voksne; Der er jo ALTID en kvote 2, der jo ALTID andre muligheder, og at ALT ikke handler om hvilken uddannelse man kommer ind på. Men det er meget svært at tage helt til sig, når der parallelt med denne sang, synges en anden; Hvad vil du? Hvem er du? Hvad er et realistisk mål for dig? Begge sange bliver sunget hele din opvækst og det hele kulminerer i et klasselokale, hvor lærere, uvidende om deres indflydelse, bestemmer præcis hvilke muligheder du kommer til at have resten af dit liv. Vi er enige i begge udsagn på samme tid, men realiteten er, at vores karakterer og personligheder ér adgangsgivende til de videregående uddannelser. Denne spændetrøje vi bliver spændt fast i, er en stor faktor i det pres og den mistrivsel, som i denne tid får meget omtale. Jeg håber, at de tiltag, som der er på tale allerede nu, bliver til virkelighed og at dialogen der endelig er sat i gang fortsætter. Men vi skal ikke glemme, at den virkelighed unge mennesker står overfor er meget, meget reel. Vi skal stoppe med at negligere virkeligheden og påstå, at karakterer er ligegyldige og at unge mennesker bare skal slappe af eller tage sig sammen. Der er en meget virkelig konsekvens af ikke at få høje karakterer. De latterligt høje adgangsvilkår til diverse uddannelser, bliver vi også nødt til at kigge på og ændre, hvis vi vil ændre det meget reelle pres, som unge mennesker føler. […]Læs mere…

Når chefer siger ja, men medarbejdere skal sige nejAnna-Mette Thomsen23. august 2023Stress på arbejdspladsen er en udbredt problemstilling, der kan have alvorlige konsekvenser for både medarbejderes velbefindende og virksomhedens langsigtede succes. Ifølge en ny analyse fra Konsulenthuset Ballisager er det tydeligt, at mange danske virksomheder kæmper med at håndtere mangel på arbejdskraft på bekostning af deres ansattes trivsel. Trods advarsler fra medarbejdere om overbelastning og stresssymptomer ser det ud til, at manglende lydhørhed fra ledelsens side skaber en farlig dynamik på arbejdspladser landet over. Forskning viser, at effektiviteten falder, når medarbejdere arbejder mere end 40 timer om ugen. Denne faldende effektivitet er konsistent, uanset om arbejdstiden stiger til 55 eller 70 timer. Faktisk indikerer data, at de ekstra arbejdstimer over 40 timer blot udgør spild, samtidig med at de øger risikoen for stress. Stress er ikke kun skadeligt for den enkelte medarbejders sundhed, men det kan også føre til reduceret produktivitet og engagement på arbejdspladsen. Ifølge Jakob Mark, forfatteren af bogen “Fartblind,” er det afgørende for medarbejdere at kunne sige “nej” til at påtage sig flere opgaver, når de allerede er overbelastede. Den nævnte analyse viser imidlertid, at kun 17 procent af virksomhederne håndterer problemet ved at sige nej til opgaver. Denne tilsyneladende manglende mulighed for at kunne sige fra kan skabe en negativ spiral af overbelastning og stress. Jeg har siddet med adskillige medarbejdere der har oplevet, at deres advarsler om overbelastning og stresssymptomer ikke bliver taget seriøst af ledelsen. Dette mønster skaber frustration og mistillid på arbejdspladsen. Selvom nogle medarbejdere tilbydes psykologisk behandling, kan det ikke alene løse problemet, hvis ikke de underliggende årsager ikke ændres. Arbejdsmiljøet påvirker medarbejdernes trivsel og engagement direkte, hvilket igen påvirker virksomhedens præstation. Virksomheder, der ikke formår at lytte til deres medarbejdere og skabe et bæredygtigt arbejdsmiljø, risikerer ikke kun at miste deres mest værdifulde aktiver, men kan også opleve vanskeligheder med at tiltrække nye talenter i en tid, hvor rekruttering allerede er en udfordring. Stress på arbejdspladsen er ikke kun et individuelt problem, men en udfordring, der kræver opmærksomhed og handling fra virksomhedernes ledelse. Evnen til at kunne sige “nej” og skabe et sundt arbejdsmiljø er afgørende for medarbejderes trivsel, produktivitet og virksomhedens fremtidige succes. Ved at prioritere medarbejderes velbefindende kan virksomheder ikke kun undgå de negative konsekvenser af overbelastning, men også styrke deres langsigtede position på markedet. Det er på tide at ændre kurs fra at presse medarbejdere udover deres grænser til at skabe en kultur, hvor både “ja” og “nej” respekteres og medarbejdere føler sig hørt og værdsat. […]Læs mere…