Nej, forældre – I ødelægger ikke jeres børn, hvis I siger nej til demKasper Keinicke19. april 2025Jeg er på vej ud af lågen efter en endt arbejdsdag som pædagog i en daginstitution, da en far råber mig an. Han går målrettet hen imod mig: “Du skal aldrig sige ’nej’ til Lukas igen, for så kommer han til at føle det, som om at du skælder ham ud«, siger han vredt. Jeg låser lige min cykel op, mens jeg overvejer, hvordan jeg kan få talt situationen ned igen på en stille og rolig måde. Så vender jeg mig rundt og svarer: »Jeg skal selvfølgelig være bevidst om, at jeg ikke siger for meget ’nej’ til børnene. Men det betyder ikke, at jeg aldrig kommer til at sige nej igen. Det er nogle gange nødvendigt at sætte en personlig grænse og sige nej til de børn, jeg arbejder med«.
Tendensen til, at forældre kommer til at sidestille et nej med skæld ud, er bestemt ikke ny. Tværtimod er den blevet kraftigere igennem det seneste årti. Jeg har forståelse for, at nogle forældre er endt der, hvor de får blandet tingene lidt sammen. De skal forholde sig til et hav af eksperter, som i samme åndedrag kan finde på både at mene, at forældre siger for meget nej til deres børn, og at de ødelægger deres børns selvværd, hvis de skælder ud. Hver for sig giver udsagnene god mening, men når de bliver sat sammen til, at et ’nej’ er det samme som at skælde ud, kan det blive problematisk for den måde forældre ser og opdrager deres børn.
Jeg tænker, at alle træder ind i forældrerollen med en intention om at give deres børn det allerbedste med på vejen. Men hvis forældre opdrager deres børn i troen på, at et ’nej’ er det samme som at skælde ud, så er der en vis risiko for, at børnene kun får øje for sig selv og får svært ved at begå sig i sociale sammenhænge.
Jeg mener, at det er en forudsætning for livsduelighed, at børn får nogle erfaringer med at få og håndtere et ’nej’, hvis de nogensinde skal lære at samarbejde, kunne indgå i forpligtende fællesskaber, stå ved sig selv og kunne sætte deres personlige grænser. Jeg får lyst til at tilføje, at det at kunne håndtere den frustration, der kan opstå, når man får et nej, er et absolut must for at kunne begå sig i sociale sammenhænge, hvor man ikke altid kan få det, som man gerne vil have det.
Jeg vil opfordre til, at forældre for en stund sætter eksperterne ud på sidelinjen, og står ved sig selv og deres dømmekraft. Forældre ved jo dybest set godt, hvordan de gerne vil have det. Vælg ’kampene’ med omhu og sørg for at være en anerkendende, tydelig og troværdig forælder, som kan sætte personlige grænser og sige nej på en rolig og afbalanceret måde.
Hvis forældre overhovedet skal lytte til nogen, så opfordrer jeg til at prikke pædagogen i deres barns daginstitution på skulderen. De kender forældrene og de kender børnene. De vil med glæde hjælpe, og står klar til at reflektere over det ansvar og den opdragelsesrolle, man har som forældre. Pædagogerne kan først og fremmest hjælpe forældre med at få taget de nødvendige ’nej’ er’. Men de kan også minde forældre om ikke at komme til at sige for meget ’nej’, for det er bestemt heller ikke fordrende for et godt børneliv.
Debatindlægget blev bragt i Politiken d.19/4-25. […]Læs mere…
Ny aftale om folkeskolenJeanett Thybo31. oktober 2024Jeg bliver bekymret.
Da et flertal i folketinget i sin tid lavede længere skoledage, skar man i sfo’ernes budgetter. Av for den, tiden i SFO kostede, i følge politikerne, rigtig mange penge, som man selvfølgelig ikke længere skulle have i SFOens budget nu børnene i stedet gik i skole.
Nu sadler man om og tilbageruller tiltag og ideen om at bare børnene går meget i skole, så bliver de klogere. Uheldigvis så var de eneste som blev klogere politikerne, og børnene måtte, som fagpersoner tæt på praksis kunne spå, betale med deres trivsel. Børn har brug for en alsidig udviklende dag, som rummer både god skole, tryghed og nærvær samt en faglig fritid. Det glæder mig at se at flere partier er begyndt at få øjnene op for en mere alsidig skolegang og flere muligheder for selvbestemmelse lokalt. Jeg håber i mit stille sind at kommunerne forstår den opgave de nu har, i at prioritere børnenes hele dag. Et godt fundament bygges ikke kun i skoletiden.
Det som virkelig bekymrer mig, er at jeg læser at den tid som børnene nu kommer tilbage i sfo, faktisk vurderes til at være gratis at drive. Den økonomi som spares ved at lave kortere skoledage, lægges i en timebank til brug ind i undervisningstiden. 2,5 milliarder er der sparet på det fritidspædagogiske område siden 2013, det kan mærkes.
Faktum er, fritidsdelen er så hårdt maxet ud, at det ikke længere er muligt at drive dygtig pædagogik og støtte det stigende antal børn med støttebehov. Mine kollegaer går ned med flaget, fordi man må gå på kompromis med sin faglighed og følelsen af at kunne lykkedes i sin opgave ikke længere synes inden for rækkevidde. Det presser en allerede presset profession og hverdag.
Jeg læser mange fine intentioner på SKOLEdelen og håber så inderligt, at når virkeligheden rammer, så lykkedes de gode tiltag for børn og unge. Men en lærerig dag slutter ikke når skolen lukker, og min faglighed fortæller mig at skal man lykkedes med denne opgave så kræver det en heltidssikret hverdag. Kvalitet opnås når behov opfyldes og udfordres over hele barnets dag.
Min bøn til kommunerne og politikere. Husk børnenes faglige fritid.
Jeanett Thybo Skolepædagog […]Læs mere…
Lad os slippe af med pædagogerne.Jeanett Thybo31. oktober 2024Endelig er vi ved at nå en så lav andel af pædagoger, at vi kan begynde at tjene penge på det. Tænker kun politikere. Lad os gå med på denne tanke og forestille os en snak over en kop kaffe på borgmesterkontoret under budgetforhandlingerne dette år.
“Pædagogandelen falder drastisk. En kæmpe post på vores budget har vi effektiviseret så grundigt, at der er langt færre som søger job som pædagog.”
“Noget helt andet er den høje løn som uddannet personale skal have, bare for at passe børn. Nu er der plads til flere unge mennesker, som trænger til at tjene lidt penge til en jordomrejse i deres sabbat år. Børnene kommer aldrig til at kede sig, der kommer nye voksne hele tiden.”
“Ja, ved du hvad? Når der er så få pædagoger, så behøver de faktisk heller ikke at bruge så meget tid på at holde personalemøder. De er jo ikke ret mange til at blive enige om hvilken pædagogisk retning, de skal sætte for børnene eller finde den rette pædagogiske udvikling til udsatte børn. De gør bare det de mener de kan nå.”
“Endnu bedre er det, at når der er så få pædagoger, så har de ikke tid til at lave pædagogiske tiltag som dokumentation til støtteressource ansøgninger og sparringsansøgninger hos PPR. For slet ikke at tale om hvor meget vi sparer på psykologisk bistand rundt omkring. Det er jo gaven der ikke vil stoppe med at give.”
“De unge ufaglærte kan sagtens lege med børnene. Alle kan jo ligesom tegne en hund ud af tallet 25 eller lege en gemmeleg hvis der er for mange børn, man får brug for gemmer sig lidt.”
“Jeg tror faktisk også at forældrene ville blive glade for ikke, skal skulle bekymre sig om deres egen udvikling af forældrerollen. De kan bare gøre helt som de selv vil, for der står ikke nogen pædagoger og forsøger at guide dem ind på nogle andre mindset, end dem de selv er opvokset med. Du ved den sociale arv.”
“Det er altså også meget nutidigt tænkt af os. Kigger vi lidt længere frem, så får vi jo en generation, som bliver mega gode til at arbejde alene. For det er klart, at det med at deltage i fællesskabet og danne relationer, det kan man ikke forvente at ufaglærte kan lære børnene. Men flere og flere arbejder jo også foran en computer dagen lang og hvis ikke de kan finde ud af at snakke med andre mennesker, så bliver de jo drøn effektive.”
Stærk ironi kan forekomme! Kan vi blive enige om at denne tanke ikke er god nok. Det MÅ gøres bedre. Lad os se i budgettildelingerne hvordan man politisk investerer i dag-og fritidstilbud. […]Læs mere…
Sammen Om FritidspædagogikkenMichael Madsen29. marts 2024“Vi lærer ikke af vores erfaring, men af at reflektere over vores erfaring.”
Jeg er optaget af fritidspædagogikken, pædagoguddannelsen og de mange tanker, som rører sig på det fritidspædagogiske felt. Jeg er udelukkende været drevet af nysgerrighed, motivation, vilje, passion og af, at skabe forandringer for vores børn, fag og vilkår.
#Fritidspædagogikken har ikke en opskrift! Opskriften, den skal vi selv forme og afprøve i vores praksis, for at skabe et godt børneliv og en SFO hvor børnene gerne vil komme hver dag, og ikke vil hjem fra.
Det kræver MOD, at man som pædagog og pædagogstuderende tager spontane beslutninger og tør stole på sin faglighed, uden at være bange for at begå fejl eller møde modstand. Det kræver også MOD, at gå nye veje, at være insisterende, nysgerrig, at tro på de endnu ukendte potentialer og ikke vide svaret på forhånd.
#SammenOmFritidspædagogikken afspejler et behov for at se tingene i et andet perspektiv, samt at finde en anden måde at håndterer “fritidspædagogikken” på. At skabe en ”SFO hvor børnene gerne vil komme hver dag, og ikke vil hjem fra”. Gerne med fokus på de magiske øjeblikke, børns medbestemmelse, egne erfaringer, en eksperimenterende praksis og overvejelser om at være legende og modig – både som børn og voksne i den fritidspædagogiske praksis.
SFO’en danner rammen om børnenes frie tid, hvor nye relationer på tværs af alder opstår og plejes og hvor børnene kan spejle sig selv i hinanden, i forskellige fællesskaber. Og med fokus på relationsdannelse, trivsel, medbestemmelse, at gøre sig umage, børns frie tid, udviklings- og læringsmuligheder og meget mere.
Vi skal motivere, inspirerer og være nysgerrig på hinanden i praksis, både som pædagoger og pædagogstuderende, så vi kan styrke og dyrke fritidspædagogikkens mange glæder, værdier og magiske øjeblikke… og så må vi gerne gøre os umage..
HUSK, vi bliver ikke målt på det vi tænker eller tror. Vi bliver målt på det vi gør!
Så kære Børne- og undervisningsminister (Mattias Tesfaye), jeg håber at du NU kaster dig over fritidsområdet! Det fortjener børnene, deres forældre og pædagogerne. […]Læs mere…
#AtVæreNogetForNogenMichael Madsen29. marts 2024Indebærer i den pædagogiske praksis, at være en betydningsfuld, pålidelig, empatisk, tilgængelig og støttende voksen for børn.
Det indebærer ofte at lytte, forstå og reagere på børns behov, trivsel og skabe et positivt læringsmiljø, hvor de føler sig set, hørt og værdsat. Samt hjælp til at navigere gennem udfordringer og svære situationer. Guide og inspirerer børn til at forfølge deres drømme, til at være en ven, der støtter, trøster og giver et kram.
#AtVæreNogetForNogen handler også om at investere i relationer, bygge tillid og bidrage til børns trivsel og succes på både kort og lang sigt, samt at fungere som en rollemodel for positiv adfærd og værdier.
Det handler også om at skabe et inkluderende miljø, hvor alle børn føler sig velkomne og respekterede, uanset deres baggrund eller evner. #AtVæreNogetForNogen handler om at være en positiv kraft i børns liv og hjælpe dem med at vokse og blomstre på forskellige områder.
Kender du det?? – Ja det kender du helt sikkert og hver gang formår du at vise børnene at du har set dem og hørt dem. At de betyder noget og er værdifulde. At du tror på dem. – JA bare det smil de sender tilbage når de føler sig set og hørt. De overlever på den anerkendelse de får af mig og jeg giver mig gerne tid til at nå dem alle sammen.
SUPERHELT..? – det ved jeg ikke om jeg er. Det er jo ikke fordi jeg tager en kappe på og tror jeg er en helt! – jeg er bare Michael og helt almindelig. […]Læs mere…
Er vi klædt godt nok på til sager om psykisk vold? Signe Hegestand25. januar 2024Af Psykolog Signe M. Hegestand.
Siden 2019 har psykisk vold været strafbart, og det mener jeg, at vi, som faggruppe bør klædes på til, da vi gennem vores arbejde netop vil være nogle af dem, der kan være med til at sikre at denne form for vold opdages, og i allerhøjeste grad være med til, at de udsatte mennesker hjælpes. Men måske opdager vi slet ikke volden?
Psykisk vold, er et begreb, der dækker over flere underkategorier af vold fx økonomisk og seksuel vold. Man kan sige, at hele voldsbegrebet er blevet udvidet. For at vi kan tale om psykisk vold, så skal der ses en adfærd, der gentagende ydmyger, krænker, isolerer, truer, manipulerer og nedgøre. Når vi taler om psykisk vold ift til børn, så betegner man handlinger eller hændelser, der viser barnet, at det er mislykket, uønsket, værdiløst, uelsket eller utilstrækkeligt, som værende psykisk vold. Det centrale er, at der er gentagende handlinger, verbale udtryk og afvisninger.
Når nu vi ved, at psykisk vold er den mest udbredte voldsform. Det Kriminalpræventive Råd (2021) anslår at 108.000 danskere i alderen 16-74 år udsættes årligt, og en rapport fra Vive (2020) anslår at 5 % af danske børn er udsat for psykisk vold selv, og 5% er vidne til det. Helt nye tal fra VIVE (2024) finder i en befolkningsundersøgelse, at 29 % af alle kvinder siden de var 15 år, har oplevet mindst et tilfælde af fysisk, seksuel eller psykisk partnervold, det samme gælder for 12 % af mændene.
Vi ved, at den psykisk vold, er den form for vold, der har de mest alvorlige og gennemgribende konsekvenser for offeret. Jeg mener, at vi psykologer, har den faglige kompetence, der kræves for kunne genkende og beskrive, når vi opdager og møder denne komplekse voldsform. Jeg mener også, at vi som faggruppe sidder i mange forskellige funktioner, hvor vi vil støde på volden. Om vi sidder i PPR, og møder et barn med mistrivsel. Om vi sidder, som børnesagkyndig og udarbejder FKU’er eller BFU’er, om vi sidder, som parterapeut eller individuel kliniske psykolog. Så vil vi møde mennesker, der er voldsudsatte. Men den voldsudsatte kan have meget svært ved at beskrive, det de oplever, og ofte er det slet ikke erkendt, at de er voldsudsatte.
En undersøgelse fra Lev uden Vold (2023) slår fast, at der er en arvelighed i volden. Børn, der vokser op med vold i deres barndomshjem, har en større risiko for selv at ende som voldsudøver ift deres partnere (4,6 gange større risiko), eller selv at ende, som voldsudsat i deres parforhold (3,6 gange større risiko) sammenlignet med børn, der vokser op i hjemmet uden vold.
Jeg er selv et af disse børn, og jeg mener, at vi som faggruppe, skal have større fokus og viden om voldsområdet, således, at vi kan bidrage med at mindske vold i de nære relationer, og få brudt den sociale arv. Derfor mener jeg, at voldsfaglighed bør fylde mere i vores uddannelse, og som felt i vores profession. Vi har fagligheden til at gøre en forskel. […]Læs mere…
Elementor #884Susanne Birgitte Zajac24. januar 2024Jobcentrene er nedlagt. På papiret, i hvert fald, men
beskæftigelsesindsatsen fortsætter, både for de ledige, for
kontanthjælpsmodtagere, sygedagpengemodtagere og andre i en mere eller mindre
udsat position i forhold til deltagelse på arbejdsmarkedet.
Vil jobcentrene blive savnet? Givetvis ikke, hvis man
spørger en interessegruppe som Jobcentres Ofre med deres fokus på manglende
eller fejlbehæftet sagsbehandling i forhold til sygemeldte borgere eller
debattør Lisbeth Riisager Henriksen, som i mediet NB-beskæftigelse 11/1/2024
skriver om vanskelighederne ved at få tilkendt førtidspension og igen henviser
til at ”jobcentrene slår folk ihjel”.
Faktum er, at lovgivningen på beskæftigelsesområdet lige nu
– eller stadigvæk, når man har arbejdet i systemet i mange år som psykolog i
den kommunale beskæftigelsesindsats – ikke altid er meningsgivende og sjældent
spiller godt sammen med anden lovning, som borgere, der af mange forskellige
årsager kommer ind i det kommunale beskæftigelsessystem og er der i kortere
eller længere tid, også kan være i kontakt med. Dette blev eksempelvis italesat
flere gange ved stormødet om alvorlige syge borgere i sygedagpengesystemet
foranlediget af Beskæftigelsesministeriet og med deltagelse af ministeren selv
i september 2023. Andre benspænd i den aktuelle lovgivning er eksempelvis
overgangen fra fuld sygemelding til fuld raskmelding for den ledige, der ikke
som den sygemeldte med et arbejde har mulighed for en gradvis tilbagevenden,
eller ventetiden på udredning og behandling i sundhedssystemet (eks i forhold
til ADD / ADHD / ASF – autismespektrumforstyrrelse) der koblet med udmøntningen
af beskæftigelseslovgivningen bevirker, at mange risikerer at miste
tilknytningen til arbejdsmarkedet, og evnen til selvforsørgelse påvirkes. Og
ikke mindst: at sygemeldte risikerer at miste en stor væsentlig del af deres
forsørgelsesgrundlag, hvis deres sygemelding / fravær trækker ud. Mange rammes
på økonomien ved overgang til jobafklaring og ressourceforløbsydelse, som er på
kontanthjælpsniveau.
Med nedlæggelses af jobcentrene har politikere og andre
interessenter på alle niveauer fra Christiansborg til kommuner og andre aktører
i civilsamfundet fået en enestående mulighed for at tage det herskende
menneskesyn og mindset på området op til overvejelse. Der er brug for at gentænke
indsatser, der ikke bare går på tværs, men også er integrerede og
meningsgivende for modtagerne. Men i lige så høj grad også medvirker til at
bevare værdighed og forsørgelsesgrundlag.
Mange stemmer fra blandt andet Jobcentrets Ofre og andre
debattører ønsker at adskille indsatsen til sygemeldte og andre udsatte fra
beskæftigelsesindsatsen. Det giver mening – og så alligevel ikke helt. For mange sygemeldte og andre udsatte ønsker
en tilknytning til arbejdsmarkedet, til et fællesskab, der giver identitet og
mening. Det er indsatsen, rammerne, præmisserne og ressourcerne, der skal
gentænkes. […]Læs mere…
Psykologen som meningsdanner. Hvorfor ligger det ikke mere naturligt for os?Monica Nielsen24. januar 2024Psykologien kan ikke være garant for at skabe en enkelt holdning eller mening i den offentlige debat, fordi det er et mangefacetteret felt, der betjener sig af at få øje på nuancer, modsætninger, dilemmaer og forskelle.
Når man kort skal formidle, at man mener noget om noget, er der derimod behov for at skærpe argumentet og stille det lidt på spidsen.
Samtidig er rigtig mange psykologers arbejdsliv politisk influeret, og der er behov for at tale tilbage til den ”offentlige holdning” for, at psykologer kan løse til deres arbejdsopgaver på en ordentlig måde.
Jeg mener, at vi som faggruppe har behov for at præcisere for den brede offentlighed, at den enkelte godt kan have faglige holdninger om sit fagfelt uden at være repræsentant for hele psykologien og psykologer generelt. Der er brug for, at vi som psykologer giver hinanden plads til at mene noget forskelligt offentligt, men også at vi tør tale højt om, at psykologer ikke nødvendigvis mener det samme.
En del af DP’s arbejdsprogram for 2021-24 handler om, at psykologien skal bruges til gavn for samfundet. At der skal arbejdes for at påvirke eksterne parter og interessenter til at træffe gode beslutninger med udgangspunkt i psykologernes profession, viden og kompetencer. I den anledning har DP i samarbejde med tænketanken Cevea kørt uddannelsesforløb under overskriften ”meningsdanner”.
Jeg har fået privilegiet at deltage på meningsdannerkurset. Da jeg mødte op den første dag, var det med blandede følelser: På den ene side var jeg meget spændt, og fuld af ideer til steder, hvor mit indspark måske kunne gøre nytte. På den anden side var jeg mere end almindeligt nervøs. Ikke for at møde uenighed. Men for om andre psykologers syn på mig ville ændre sig, hvis jeg sagde noget i den brede offentlighed, som ikke var til at misforstå. En venlig medkursist spurgte mig ”altså sådan noget imposter syndrome..?” Men det var ikke helt det. Det handlede ikke om mit udgangspunkt for at være på kurset og sige noget. Det handlede om hele psykologstandens udgangspunkt for at være tydelige og sige noget. For hvordan kan psykologer sige noget som helst, når vi nu er så pinligt bevidste om, at der kan være mange gode grunde til at anlægge det modsatte perspektiv? Og bør vi så som minimum ikke anlægge begge perspektiver, når vi siger noget?
Vi skulle øve os på at skrive et debatindlæg. Et af spørgsmålene var: ”Hvem er du i konflikt med?”. Her skærpedes mit ubehag. Jeg ser ikke mig selv som specielt konfliktsky; snarere omvendt. En meget stor del af min arbejdstid går med at opsøge konflikter, og finde ud af, hvad vi kan mødes om, for at kunne komme i samarbejde. Det var derfor meget kontrainituitivt for mig at opstille en konflikt med mig selv som den ene part.
Jeg summede videre med mit debatindlæg.
Og så skete der noget magisk: En medkursist havde skrevet et ualmindeligt velargumenteret oplæg og læste det op. Det fik en anden medkursist til at række hånden op og sige ”Hvor er det skarpt formuleret. Jeg er helt uenig. Jeg får sådan lyst til at skrive et modsvar med det samme!” Og så smilede de til hinanden. Ikke sådan et ulvesmil, hvor man bare ser tænderne. Nej, sådan et rigtig smil, der nåede øjnene og signalerede ”her har vi gang i noget fedt med hinanden”.
Det smil flyttede noget for mig. For selvfølgelig kan jeg stille mig tydeligt frem uden at miste indsigten i, at der findes nuancer. Selvfølgelig kan jeg mene noget om noget, selvom det er dilemmafyldt. Min dygtige kollega kan sagtens have det modsatte perspektiv. Men det må da ikke forhindre mig i at sige noget.
Kommunikationsbureauet Radius har de sidste 15 år lavet en undersøgelse af den danske befolknings tiltro til forskellige faggrupper. Her ligger psykologer lunt i svinget sammen med pædagoger og tandlæger. Tendensen ser for opadgående ud for os. Vi er en faggruppe, der bliver lyttet til, og som den brede befolkning har tiltro til. Det ville da være ærgerligt, hvis vi aldrig fik brugt den taleposition til at gøre gavn af frygt for at stikke ud eller blive set skævt til af fagfæller.
Vi skal vende den brede befolkning af med at forvente, at ”psykologerne” nødvendigvis har en samlet holdning til alting. Men for at vi kan gøre det, må vi også vende os selv til, at uenighed ikke nødvendigvis er det samme som grøftegravning og konflikt. Vi kan være med til at skabe en sober og kvalificerende demokratisk debat, der kan være udviklende for andre at følge med i.
Hvis du slet ikke genkender min angst for som psykolog at tale offentligt, siger jeg undskyld for at have spildt de sidste minutter af dit liv. Hvis du har det som jeg, vil jeg invitere dig med på rejsen: Lad os stå lidt klarere frem i vores fagligt funderede holdninger. Og hvis du mener det helt modsatte, vil jeg sige – uden ulvesmil – ”Velkommen, skriv mig et modsvar”. […]Læs mere…
Psykolog: Ud med antikampagner – sæt fokus på at skabe indre motivation for ansvarlig brug af porno hos ungeLise Føns23. januar 2024Vi har et aktuelt behov som samfund for at tage hul på samtalen med børn og unge om deres eksponering for og brug af porno. Både for generelt at støtte vores børn og unge til at udvikle et sundt og afslappet forhold til deres seksualitet med online medieforbrug som vilkår, samt ud fra behov for at forebygge seksuelle overgreb inspireret af hardcore porno eller pornoafhængighed.
Hvordan vi for fremtiden hjælper vores børn og unge med at udvikle modstandskraft overfor mere skadeligt mediebrug er en højaktuel debat. Børns Vilkår har nyligt anmeldt Meta, Google, X og TikTok til Datatilsynet for at overtræde samtykkeregler for børn på sociale medier. Dette er vigtige og nødvendige tiltag, der kan beskytte vores børn og unge mod for tidlig og uønsket eksponering for online porno. Fra politisk side sættes dog lige nu udelukkende fokus på de tiltag, der kan rettes mod tech giganternes ansvar.
Jeg husker selv første gang jeg som forælder blev konfronteret med, at en af mine drenge havde set online porno, hvor min impuls var vrede mod udbyderne på internettet, og det første vi som forældre gjorde var at opsætte filtre på alle devices. Min tanke nu er at jeg ikke hjalp bedst længere ud i fremtiden, fordi jeg ikke også satte fokus på at understøtte den indre motivation.
Som psykolog, der til daglig arbejder med unge efter seksuelle overgreb, vil jeg pege på, at vi ikke må begrænse vores indsats for at minimere skadelige effekter af hardcore online porno til kun restriktioner, aldersfokus eller antikampagner. Disse tiltag overser nemlig betydningen af unges behov for selvbestemmelse, som vi kun kan påvirke ved at understøtte indre motivation. Her ved man fra adfærdspsykologien, at ydre motivation som belønning og straf, ofte påvirker både indlæring og indre motivation negativt.
For motivation er nøgleordet. Vores unge eksponeres alligevel for online porno evt. når de så er krydset aldersgrænsen til 15 år. Her bliver vi nødt til at forholde os til, at 30% af unge i udgangspunktet ikke ønsker at tale med nogen om porno, som en ny undersøgelse fra Mediesundhed viser. Og hermed bliver disse 30% netop gruppen vi ønsker at skabe adgang til. Når man er ung er sex ofte skamfuldt og derudover er man som ung i gang med at etablere sin identitet og vil naturligt gøre modstand mod at blive styret udefra eller moraliseret. I forhold til at skabe holdbar indre motivation, er det væsentlige at individet har en oplevelse af, at det der sker er i overenstemmelse med det de selv ønsker.
Vi skal have indre motivation og selvbestemmelse med ind i tiltag for at skabe ansvarlighed omkring brug af online porno for unge. Derfor skal vi facilitere rammer der kan skabe adgang til hver ungs refleksioner. Derfor har det kæmpe betydning når vi skal skabe dialog med de unge om emnet, at der skabes strategisk optimale rammer for at kunne opnå en indre motivation. At kunne forholde sig kritisk og ansvarligt til indholdet af porno kræver mere dybdegående refleksion end man kan opnå gennem traditionel undervisning. Dette kunne formodentlig for nogle unge opnås i mindre grupper af unge, hvor dialogen understøttes af en professionel, men mere sandsynligt med effekt er at skabe tilbud med gratis sexolog samtale til alle unge, hvor der kan skabes tryghed for dem, der har sværere ved at tale om emnet og et fortroligt rum én til én. […]Læs mere…
Universitetsreform: Det rigtige tiltag?Aya Kouadio21. januar 2024I januarmåned er der eksamenssæson på de danske kandidatuddannelser. Så er næste skridt specialet. Man skal igang med sidste skub, inden det længeventede (og frygtede) arbejdsmarked venter på den anden side. Her i januar har vi også hørt fra forskellige studerende om ledighed og overgangen til arbejdsmarkedet.
Danmarks Studieundersøgelse viser at 42% af nyuddannede kandidater oplever overgangen til arbejdslivet som svær. 35% af disse dimettender har beskrevet manglende formidlingsevner omkring sine kompetencer som én af grundene til dette. Regeringen har anset de 42% som alarmerende og derved opbygget en universitetsreform omkring dette. Der er et ønske om, at erhvervskandidatuddannelser skal tilvælges og på programmet i højere grad.
Men hvad med resten af kandidatuddannelserne? Jeg synes at det ovenstående indikerer, at måden universitetsuddannelserne er strikket sammen ikke forbereder os studerende til arbejdsmarkedet. Som jeg nærmer mig slutningen af min kandidatuddannelse, savner jeg personligt mere viden om arbejdsmarkedet for psykologer og egne kompetencer.
Jeg ved, at jeg ikke er alene. Dimittender fra psykologistudiet har endda lav ledighed på nuværende tidspunkt, men føler man sig overhovedet forberedt til at løfte den opgave, vi så får? Til at anvende al den viden vi har fået med os fra et 5-årigt studie, men med blot 65 dages praktik?
Regeringen vil gerne øge erhvervserfaring på universiterne gennem erhvervskandidatuddannelser. Men har universiteterne ikke også et ansvar om at løfte deres opgave for os kandidatstuderende? Er det helt umuligt at sætte workshops, undervisning, foredrag på programmet, så vi studerende kan øve os i at formidle vores kompetencer?
Har I ikke fagforeninger? A-kasser? Karrierservice på universiterne? I må lige tage jer sammen og søge hjælp som almindelige voksne mennesker.
Jo, der findes tilbud.
Men findes der nok? Og er de eksisterende tilbud nu også de rigtige?
Måske skulle man spørge de 35% af de nyuddannede kandidater, som ikke følte sig godt nok udrustet efter tiden på universitetet.
Én ting er i hvert fald sikkert. Universiteterne har en unik adgang til mange studerende, og derfor også en kæmpe mulighed (ansvar) for, at sætte fokus på overgangen til arbejdsmarkedet i undervisningen.
Men hvem ved?
Det kan jo være, at tilføjelsen af flere erhvervskandidatuddannelser, alene kan skabe en større parathed hos os studerende. Jeg tvivler på at det er nok. […]Læs mere…
Lad os tale mere om pornoLise Føns12. januar 2024Jeg ønsker at gøre opmærksom på, at det haster at vi som samfund og voksne træder med vores børn og unge ind i online porno eksponeringens verden. Vi skal finde nye måder at skabe oplysning om ansvarlig tilgang til porno, så vi kan støtte børn og unges udvikling af sund seksualitet og forebygge seksuelle overgreb og krænkelser.
Som psykolog møder jeg flere unge kvinder der de sidste år er kommet i min praksis for traumebehandling, fordi et frivilligt seksuelt møde er gået fra sjovt og hyggeligt til et overgreb, fordi en fyr har taget fat om hendes hals og klemt til. At blive choket uden selv at have valgt eller samtykket er et voldsomt kropsligt chok. Hvis den unge kvinde bagefter anmelder eller beskriver sin oplevelse for ham som det overgreb hun oplevede, bliver fyren i flere tilfælde også chokeret. Hun er det kropslige offer, men ulykken er for begge parter.
Nyeste statusrapport fra Center for Seksuelle Overgreb viser, at kvælningsforsøg eller halsgreb er den eneste voldsform, der er steget kontinuerligt det sidste årti. Stigningen sker samtidig med vores børn og unges øgede eksponering for online porno via egne daglige sociale medier. I en nyere dansk rapport fra Mediesundhed fortæller halvdelen af de unge, at den slags porno de ser er blevet mere voldelig, hård og ekstrem over tid, som eksempelvis kvælningssex. Meget tyder på, at den konstante eksponering for porno rykker ved de unges grænser for hvad der er normal og acceptabel seksuel adfærd.
Det første vi alle kan gøre er at tage en snak med vores børn og unge som forældre, pædagoger, lærere, vejledere og psykologer, så vi får forståelse for hvordan den enkelte møder og oplever online porno. Så kan vi skabe dialog om hvad de har brug for. Det kunne være hjælp til afgrænsning, tale med en professionel om evt. oplevelse af afhængighed eller voldsomme scener man uønsket har set og hvordan porno adskiller sig fra sex i virkeligheden. Men for at forebygge skal vi ikke vente til problemerne opstår. Så selvom det er et svært emne, bliver vi nødt til at tale mere om porno. […]Læs mere…
Børn er ikke voksne!Birgitte Agnethe Ørnstrup7. januar 2024Af Birgitte Ørnstrup, privatpraktiserende børnepsykolog, børnesagkyndig konsulent og forfatter.
Det lyder vældigt simpelt. Selvsagt er børn ikke voksne.
Men et faktum er det alligevel, at vi bliver nødt til at forstå, præcist hvorfor børn ikke er voksne. Ellers kommer vi let i situationer, hvor vi ud fra de bedste intentioner kommer til at handle, som om børn er voksne.
Det kan være, når vi som forældre bliver bekymrede og vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe vores børn. Så kan vi meget let have en tendens til at blive meget udspørgende, og vores børn kan mærke vores uro på et tidspunkt, hvor de måske snarere har brug for at mærke vores ro.
Det kan være, når vi som fagpersoner ser gode metoder virke for voksne, som vi også vil bruge til børn, og vi mister fokus på, at for børn er metoden ikke alt men helt afhængig af kontekst, fx om barnet er trygt og har sine vigtigste voksnes hjælp til det svære.
Eller det kan være, når vi som samfund vil arbejde for ligeværd også for børn, og at børn også skal inddrages i vigtige beslutninger i deres liv, men vi glemmer, at for børn er det ikke nok at spørge. At børn har brug for rette betingelser for at kunne udtale sig om det, der er deres, på en måde og i et sprog, der er foreneligt med præcist at være barn.
Har vi ikke blik for, at børn er børn og ikke voksne, så ender vi med, at barndommen ikke længere kan være den livsperiode, hvor små mennesker udvikler sig påvirkeligt og afhængigt af det miljø og de vigtige relationer, der er deres. Hvor fokus bliver så meget på barnet, at barnet kan risikere at miste noget af den beskyttelse, det er at være del af noget større og mere ansvarsfuldt. At ligeværd bliver det samme som lige ansvar.
Vil vi arbejde for, at de børn, der har brug for hjælp, får rette og tilstrækkelig hjælp, så må vi først og fremmest forstå det konkrete barn og hvilken hjælp, der vil gavne præcist dette barn. Denne vurdering vil om børn altid indeholde en forståelse af de konkrete livsbetingelser og udfordringer, barnet står i, og vil altid indeholde en forståelse af, at barnets vigtigste voksne, ofte forældrene, er vigtige for at forstå barnet men også for at hjælpe det videre.
Vil vi arbejde for, at børn inddrages i netop de beslutninger, der drejer sig om dem og er vigtige, så må vi skabe rette betingelser for, at børn kan ytre sig, men også for at børn bliver forstået og forstået korrekt. Samtaler med børn om vigtige emner kræver børnefaglighed, herunder en forståelse af barnets dybe afhængighed af sine vigtigste voksne. Giver man barnet ret til at blive hørt, skal man også give barnet ret til at blive forstået herunder blive forstået som et barn og på et barns præmisser.
Børn er ikke voksne. De er børn. De er lige så meget værd, og de har ret og brug for at blive forstået med det, der er vigtigt for dem. Skal vi forstå og hjælpe børn, kræver det en merforståelse og en børnefaglighed. Så kan vi forstå børn som børn, og vi kan som voksne hjælpe og tage det ansvar, der er vores. […]Læs mere…
Rettidig indsats.Mette Bohn Jespersen6. januar 2024Offentligt ledelse er ingen let sag – særligt ikke i sundhedssektoren. Vi hører hele tiden om nedskæringer, strejker og nedslidt personale. Alt sammen et fokus, der tages fra patienten og borgeren, der er målgruppen for sundhedsvæsenet. Der snakkes om, hvordan personalet skal kompetence udvikles, superviseres og klædes på til de enkelte opgaver. Men hvis personalet er nedslidt, og der i forvejen er mangel på hænder, er det vel ikke kompetenceudvikling, der kaldes på? Jeg tror i hvert fald ikke, det nødvendigvis kommer patienten eller borgen til gode.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) rådgiver og formidler viden inden for det specialiserede social- og specialundervisningsområde. Her kan kommuner blandet andet ansøge om gratis hjælp til komplekse problemstillinger på sagsniveau. Seneste tiltag, fra oktober 2023, er et tilbud om kompetenceudvikling på opholdssteder og døgninstitutioner.
VISO leverer stærke faglige vurderinger og tiltag, men det er også et vanvittigt dyrt batteri at rulle ud, hvis ikke modtageren er klar på, hvad det koster af tid at få implementeret den konkrete viden eller vurderinger.
I mit arbejde som neuropsykolog, er jeg ofte udsendt som konsulent i regionalt og kommunalt regi. Her er min opgave typisk som neuropsykolog at supervisere personale eller at udrede og vurdere konkrete borgere med komplekse problemstillinger, ofte erhvervet hjerneskade, og på baggrund heraf indføre og undervise personalet i hjernen, kognitive udfordringer og rette pædagogiske tilgang.
Al for ofte har jeg oplevet, at det har vist sig ikke at være borgeren, der har voldt personalet det største problem, men mere personalemangel, al for lidt tid til intern faglig sparring samt en fraværende leder, der ikke har hørt medarbejdernes råb om hjælp.
I en konkret sag, der træder særligt frem, var jeg som VISO-specialist udsendt på et bosted. Efter en kort introduktion er jeg i gang med undervisningen, og som en ekspert i pædagogiske virkemidler, tager jeg en runde, hvor jeg spørger de enkelte personaler, hvad de oplever problemstillingen med den pågældende borger er. Kasper, der er socialpædagog og en af borgerens primære personaler, svarer lidt fåmælt; ”Jeg synes, egentlig det største problem er, at vi skal sidde her og bruge tid på at høre dig fortælle en masse om hjernen.”
Der blev helt stille. Lederen rømmede sig, og jeg skyndte mig som den trænede psykolog, at sige ”Jeg hører dig, det kan jeg godt forstå”. Men jeg var i vildrede. Kasper havde jo ret, det er bestemt ikke tiden til undervisning og ny læring, når man forsøger at slukke en brand, men samtidig vidste jeg jo også, at branden (her den udadreagerende adfærd hos borgeren) ikke blev slukket uden de rette redskaber.
Runden kørte færdig og i pausen, sagde lederen, at hun var nødt til at smutte videre til et andet møde. Efterladt var jeg med udbrændte medarbejdere, der kun havde fået sat lige nøjagtig den tid af, det tog for mig at fortælle dem om hjernen og den pågældendes borgers funktionsniveau – ingen tid til implementering og opfølgning.
Det er ikke nødvendigt at sige, at lige præcis den opgave ikke blev løst særligt godt eller effektivt. Og jeg tvivler på, at der er ændret et eneste tiltag omkring den pågældende borger. Jeg brugte til gengæld rigtig lang tid på at skrive en lang forkromet faglig udrednings- og vurderingsrapport, for jeg følte jo lidt, de skulle have noget med sig – men den er nu helt sikkert endt i en skrivebordsskuffe.
Så hvordan kan vi sikre os, at sociale puljemidler eller kommunernes øremærkede penge til sundhed og rehabilitering bruges der, hvor de kommer borgeren til gavn? Uden at vi nødvendigvis lægger al ansvaret hos det i forvejen ekstremt hårdt arbejdende personale. Som psykolog er jeg naturligvis fortaler for at klæde personale fagligt på til at kunne løfte en særlig kompleks borgeropgave, men jeg er endnu større fortaler for rettidig indsats, det vil sige den rette indsats på det rette tidspunkt og ikke mindst dér, hvor det batter. Så kunne man forestille sig, at det var de offentlige ledere, der skulle klædes bedre på til at lave nødvendige omstruktureringer, til at turde sætte borgeren i fokus gennem bedre visitation og til at kunne se sine medarbejderen i øjnene ved at afsætte tiden, før man kalder på eksperten. […]Læs mere…
Mistrivsel – et spørgsmål om alder og køn?Birgitte Agnethe Ørnstrup6. januar 2024Af Birgitte Ørnstrup, privatpraktiserende børnepsykolog, børnesagkyndig konsulent og forfatter.
Længe har jeg tænkt: Det må komme! Det der nye ungdomsoprør….
Tallene har længe været alarmerende. Altså ikke bare sådan lidt, men så meget, at den faglige diskussion nu er, om det at mistrives mentalt og have belastningssymptomer næsten er ved at være mere almindeligt, end det er ualmindeligt. Særligt for de unge kvinder er det gået helt galt. Vi ved fra gentagne undersøgelser, at unges mentale sundhed over en årrække har været dalende, og hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand mellem 16 og 24 år rapporterer ved seneste nationale måling i 2021 (Den nationale sundhedsprofil, sundhedsstyrelsen, marts 2022) om dårligt mentalt helbred, og over halvdelen af de unge kvinder oplever at være stressede.
Om disse tal tænker jeg efterhånden anderledes. Måske det ikke endnu en gang er et spørgsmål om, hvad de unge skal gøre mindre eller mere af? Måske vi snarere bør stille os det spørgsmål, hvad vi selv, vi voksne, os med magten, bør gøre mere eller mindre af?!
Det undrer mig. Hvordan kan tal om så megen mistrivsel især blandt unge kvinder stå upåagtet hen? Når tal så tydeligt peger i retning af, at så mange unge piger og kvinder ikke kan trives i det samfund, vi har skabt, og den tid vi er en del af, hvor bliver så vores oprør af?! Os der er de voksne og ansvarlige, os med magten, os der mest direkte står for skud ift. det samfund, vi har skabt.
Ikke blot tallene siger det. Vores egne erfaringer siger det også. Der findes nok ingen af os, der ikke selv kender det. Vi kender børn og unge, der har det svært enten i egen eller bekendtes familier. Vi kender det som forældre eller bedsteforældre, venner eller kollegaer. Ja så almindeligt er det, at det efterhånden bliver svært at finde de familier, der ikke har et barn eller en ung, der på et tidspunkt er alvorlig bekymring for. Hvor selv små børn vægrer sig ved at gå i skole. Hvor unge sygemeldes fra ungdomsuddannelserne. Hvor halvdelen af 19 årige har gået til psykolog.
Vi må erkende, at noget synes at have bidt sig fast. Vi er ude over en tendens, og ser ind i måske endda en ny måde at betragte mental sundhed på. En måde hvor det er mere normalt end unormalt at patologisere menneskelig sårbarhed, hvor ikke blot diagnoser er blevet flere men måske selve vores normalitetsbegreb er blevet mindre.
Når prognoserne bliver for dunkle, så får vi en tilskyndelse til at tvivle, og således er der også røster, der ganske rigtigt husker os på, at mange børn og unge jo også trives i dansk børneliv, i skolen og til fritidsaktiviteter. Også sproget har forandret sig, og generationer skal finde hinanden. Man vil måske kunne mene, at de unges ytringer om lidelse og belastning er for meget eller ligefrem noget pjat. Vi lever i en tid, hvor vores sprog om det indre, identitet og helse ændres. Ord og begreber der før henførte til personlighed og personlige egenskaber er i dag i højere grad psykologiseret og ofte patologiseret som psykisk lidelse og diagnoser. Men vi kommer ikke udenom, at det, der måske også rummer en grad af generationsforskelle, også rummer en realitet og i dag påvirker rigtig mange børnefamilier. At det for unge kvinder i dag måske endda er ved at være mere almindeligt at have det mentalt meget svært, end det er ualmindeligt!
Så hvad skal vi gøre, og hvad kan vi gøre? Hvordan kan vi ikke blot tale om en mental sundhedskrise blandt børn og unge, og se til mens især de unge kvinder mistrives, og måske endda får svært ved de udfordringer som voksenlivet indebærer.
Jeg mener, at vi må starte med at erkende problemet, og at vi som de voksne har et ansvar og en forpligtelse til at sætte ind med det, vi faktisk allerede nu kan sætte ind med. Og at vi må åbne op for den forskning og den hypotesedannelse, der kan hjælpe os på at blive klogere på de forståelser, vi endnu mangler. Vi skal ikke tro, at en enkel forklaring er nok. Eendimensionelle forklaringer dur ikke til komplekse problemer. Det er ikke realistisk at tro, at enten sociale medier, eller mere opmærksomhed mod at diagnosticere, ene er forklaringer på, at børn og unge får det svært, eller andelen af børn og unge med psykiske diagnoser er stigende. Der er brug for, at vi søger og finder forklaringer mere bredt og ikke forenkler i en grad, hvor vi tror, at alt er klaret med et enkelt tiltag.
Skal vi være de troværdige voksne, der ser og erkender vores del af ansvaret, og ikke ene og alene enten individualisere problemerne, som noget hørende til i den unge selv, eller forenkler problemerne til at være en ungdomskultur, der er blevet for sart. Ja så må vi handle på, at problemerne er der. Vi må forstå, at når de yngste i vores samfund får det sværere og sværere, så skal vi se på de betingelser for liv og trivsel, der netop også er tidlige, og vi skal tænke i forebyggelse og god trivsel blandt de helt små langt mere, end vi gør nu. Det kan vi godt. For vi ved godt, hvad der skal til, for at små børn kan trives og udvikle sig. Når de unge og især de unge kvinder så massivt giver udtryk for, at de ikke trives i det liv, der er deres. Så ved vi noget men endnu ikke alt. Vores viden er her mere mangelfuld, da vi også skal forstå en ”ny udsathed”, der ikke er karakteriseret ved samme risikofaktorer, som vi ellers kender til. Vi kender heller ikke nok til forklaringerne på de kønsforskelle, der afspejles i tallene. Her er vores hypoteser flere end vore forklaringer. Men det vi dog ved, det er, at det efterhånden er mere almindeligt at være ung kvinde og have ret massive former for belastning og lidelse, end det er at være ung kvinde med de mere almindelige udfordringer, som også tidligere generationer kender til.
Spørgsmålet er: Vil vi være det bekendt? […]Læs mere…
Nyt folkeskoleudspil underkender social digital dannelseSofie Boye Kromann6. januar 2024Digitale krænkelser er en del af hverdagen for rigtig mange børn og unge.
Desværre er varetagelsen af elevers sociale digitale dannelse, og det heriboende fokus på forebyggelse af digitale krænkelser, intet sted at finde i regeringens nye udspil Forberedt på Fremtiden. Udspillets initiativer på det digitale område rækker nemlig ikke længere end til valgfaget teknologiforståelse, som skal indføre interesserede elever i (ganske vist) vigtige teknologiske elementer som kodning, mønstergenkendelse og datastruktur.
Udspillet underkender således den mindst lige så vigtige viden om, hvad diverse digitale teknologier gør ved os. Hvordan vores brug af disse teknologier influerer vores sociale relationer og vores forhold til os selv. Og ikke mindst, hvordan manglende viden om-, sprog for- og opmærksomhed på de vidtrækkende negative konsekvenser, som misbrug af de digitale teknologier kan medføre. Jeg forestiller mig f.eks. at en nylig nøgenbilledespredning har haft ekstremt ubehagelige psykologiske og sociale konsekvenser, for den pige, der er offer i sagen, ligesom jeg ved at sagen får konsekvenser for min venindes nieces jobmuligheder, eftersom min venindes niece er en af dem, der spredte billedet, og nu er dømt for børneporno. Endvidere har det enormt negativ indflydelse på den psykologiske tryghed og det medfølgende læringsmiljø i de skoleklasser, hvor sådant misbrug og digitale krænkelser forekommer.
Og det gør de. Ofte.
En ny rapport fra Rambøll viser bl.a., at knap halvdelen af alle danske børn og unge har oplevet digitale krænkelser, samtidigt med at forsvindende få, deler deres oplevelser med en skolelærer. Faktisk er det kun 5 procent, som taler med en skolelærer om deres oplevelser. Dette peger på, at skolerne ikke formår at skabe rum for- og håndtere elevernes digitale færden og trivsel.
Det nye udspil var en oplagt mulighed for at geare folkeskolen til dette, og støtte den i sit formål om at indføre eleverne i deres medansvar og ret til beskyttelse, i et liv der ikke længere kan afgrænses fra det digitale. Der er brug for, at alle elever modtager kontinuerlig undervisning i social digital dannelse og rettigheder. Der er brug for, at alle får lige muligheder for at forstå og tage kritisk stilling til, hvordan de påvirkes af- og agerer i den nutidige uadskillelige online-offline verden. Og der er brug for, at alle får lige mulighed for at opsøge og modtage den rette hjælp, når der er fare på færde.
kan dette inkorporeres ? det er uambitiøst, at nyt folkeskoleudspil ikke prioriterer at ruste elever til at navigere i den integrerede sociale-digitale fremtid, der for længst er blevet deres nutid. […]Læs mere…
Den politiske retorik om krigen i Gaza forværrer flygtninges traumatiske tilstandAhmad Massood Popal6. januar 2024Danske politikere har et afgørende ansvar for, hvordan de formulerer sig om krigen i Gaza, da deres ord direkte påvirker en sårbar gruppe, der i forvejen forsøger at hele de dybe sår fra krig.
Krigen i Gaza raser nu i sin tredje måned, og de globale reaktioner har sat gang i intense debatter verden over. I Danmark har politikere og meningsdannere ikke undladt at deltage i disse diskussioner. Den måde krigen bliver omtalt på, har en alarmerende indvirkning på den psykiske tilstand hos traumatiserede flygtninge. Retorikken har desværre resulteret i en psykisk forværring hos mennesker, der allerede bærer på dybe ar fra krig.
Nogle af de mest foruroligende reaktioner inkluderer statsministerens angreb på en journalist, der spørger om hendes sympati også gælder palæstinensiske ofre, eller Statsministerens udtalelse om at Israels ret til selvforsvar ”vil betyde nogle ofre”. Disse reaktioner skaber en fornemmelse af uretfærdighed og usynliggørelse af palæstinensere og flygtninge fra krigshærgede områder. Selvom retorikken i Danmark har udviklet sig under krigen, mangler der en afstandtagen til visse udtalelser og en fordømmelse af Israels krigsforbrydelser i Gaza.
Mens traumatiserede flygtninge, der allerede lider af psykiske lidelser, står over for krav om integration og beskæftigelse i Danmark, skaber retorikken om krigen en følelse af isolation hos flygtninge, der ikke blot er ofre for krigen, men nu også udsættes for stigmatisering i deres nye hjemland. Skarpe udtalelser fra politiske kommentatorer som Joachim B. Olsen, der kalder Israels angreb for ”en velfortjent huskekage”, risikerer at gøre de traumatiserede flygtninge til syndebukke og forstærke deres følelse af uretfærdighed.
I mit arbejde med traumatiserede flygtninge, har jeg været vidne til, hvordan politikernes udtalelser kan forværre symptomerne på posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Billeder og videoer fra krigens rædsler er allerede belastende for patienterne, men reaktionerne fra danske politikere, der understøtter Israels handlinger, forværrer yderligere deres mentale tilstand
En af mine patienter, 27-årige Sara (anonymiseret), en palæstinensisk flygtning fra Syrien, har oplevet en forværring af sine PTSD-symptomer. Hun fortæller grædende, ”Det handler ikke kun om døde børn og kvinder. Det handler om danske politikere, der støtter et folkemord.” Sara er blot én af flere patienter, der beretter om forværring af deres psykiske symptomer som en direkte konsekvens af politikernes retorik.
Politikernes ord fungerer som en påmindelse om de smertefulde begivenheder, flygtninge har oplevet, og forstærker følelsen af tab og sorg. Det er afgørende, at politikere vælger deres ord med omhu for at undgå at retraumatisere de traumatiserede flygtninge. Det anslås, at 30-50% af flygtninge fra asyllande i Danmark lider af traumer, og politikernes ord kan have en afgørende indvirkning på deres mentale tilstand.
På trods af FN’s har karakteriseret Israels krigshandlinger som et folkemord, er det alligevel nødvendigt at adskille politiske holdninger fra den menneskelige tragedie. Selvom dagene i krigens forløb i højere grad tydeliggør hvem der henholdsvis er David og Goliat, bør politikere og meningsdannere være bevidste om deres indflydelse på den nationale samtale og stræbe efter at skabe en atmosfære af forståelse og empati, der støtter de traumatiserende flygtninge i deres helingsproces. Det er påkrævet for at opbygge et samfund, der bygger på tolerance, respekt og solidaritet, selv midt i krigens kompleksitet. Det er ansvar som politikerne ikke længere kan forsømme! […]Læs mere…
Vi skal have de lange briller på for at standse trivselskrisenMonica Nielsen6. januar 2024En del af unges stigende mistrivsel kan ledes tilbage til, at vores demokratiske system tænker kortsigtet i forhold til børn og unges udvikling. Når forskellige tiltag indenfor daginstitutioner og skole skal planlægges, laves der alt for mange midlertidige løsninger, der omlægges eller sløjfes efter en valgperiode eller to. Politikere præsenteres for hurtige forklaringer og fristes af hurtige løsninger. Resultatet bliver et dagpasningssystem, der med tiden et blevet mere udsultet i kerneopgaven, men hvor flygtige og politisk vedtagne indsatser forsøger at løse akutte problemstillinger.
I de senere år fylder unges mistrivsel stadig mere i mediebilledet. Der udgives løbende rapporter, der fra den ene eller anden vinkel dokumenterer fænomenet.
Forklaringerne er komplekse og svære at formidle tydeligt i et broget og hurtigt skiftende mediebillede, der foretrækker enkle og letforståelige forklaringer. Og netop disse hurtige forklaringer, kommer til at friste vores politikere til at lave hurtige løsninger.
Jeg er psykolog og underviser i specialpædagogiske metoder i folkeskolen. Jeg møder ofte et billede af, at det som lærer er blevet sværere at få alle elever med. Lærerne arbejder på højtryk, men når de standser op, møder jeg spørgsmålet: ”Har børn ikke ændret sig? Er de ikke blevet mindre robuste og mindre fællesskabsparate? Og hvordan forklarer du det som psykolog?”.
Der findes et væld af faktorer, der har indflydelse på, hvordan det er at være barn og ung i dag: Skærme, sociale medier, perfekthedskultur, strømninger i børneopdragelse og alt muligt andet. Man kan som fagperson og politiker hurtigt blive fanget af at ville skyde forhindringerne for unges trivsel ned – en ad gangen. Det kan måske også være hjælpsomt lige her og nu. Problemet er bare, at der hele tiden opstår nye ”trivselsforhindringer”.
Hvis vi vil fremelske robusthed hos vores børn, mener jeg, at vi skal lægge investeringen, hvor den så at sige får det største afkast. Vi skal ikke bare fjerne forhindringer, vi skal ruste vores unge til at overkomme vanskeligheder og udfordringer. Fra et udviklingspsykologisk perspektiv er tilgængelige og responsive voksne i barnets første leveår den mest afgørende faktor i forhold til fremtidig trivsel. Hvis børn skal kunne overkomme vanskeligheder, må de have velregulerede nervesystemer. Børn får velregulerede nervesystemer ved at være op ad voksnes velregulerede nervesystemer. Voksne kan holde deres nervesystemer velregulerede ved at have kompetencerne i orden og ved at have tid til at løse deres opgave.
Og når vi nu har et samfund, hvor langt de fleste børn benytter offentlige pasningsordninger i 0-6-alderen, har vi en unik mulighed for at booste kommende generationers mentale sundhed her. Minimumsnormeringer er et fint skridt på vejen, men fremtiden er ikke sikret med dem. Dels er de ikke tilstrækkeligt store til at gøre en reel forskel, dels er det i praksis blevet meget vanskeligt at rekruttere uddannede pædagoger nok. Netop pædagoguddannelsen er en af de faktorer, der skal være med til at sikre værdien af øgede normeringer. Det skal være en attraktiv og anerkendt position at arbejde som pædagog i Danmark.
I et økonomisk perspektiv ser ud til at være en god forretning: International forskning peger på, at tidlige investeringer i børns dagtilbud også kan være med til at sænke kriminalitet og sikre uddannelse samt tilknytning til arbejdsmarkedet. Og den rigtigt gode (og rigtigt kedelige) nyhed er, at afkastet bliver større, jo ældre barnet bliver.
Så til hele folketinget og alle de regeringer, der kommer: Der er brug for langsigtede investeringer i småbørnsområdet. Der er brug for, at uddannede pædagoger i årevis kan lave velfungerende vuggestuer og børnehaver, hvor der er overskud til at facilitere leg og se børns initiativer. Hvor der er tid til at efterbearbejde konflikter. Hvor man som barn sammen med en voksen kan træne at sætte sig i andres sted og at sætte egne grænser. Vi skal permanent væk fra tanken om dagtilbud som et opbevaringssted, mens forældrene er på arbejde. Vi skal begynde at se dagtilbudsområdet som et sted, hvor vi former fremtidens robuste unge og dermed også skaber et økonomisk afkast.
Bliver det dyrt? Givetvis. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være? […]Læs mere…
Er det særlige mere normalt, end vi tror?Catrine Madsin6. januar 2024“Kan det virkelig passe, at jeg er den eneste, der har brug for hjælp til at regne ud, hvordan man gør? Vi har vel alle sammen brug for at kende vores skema mere end en uge før og er usikre på, hvem man kan være i gruppe med, hvad der skal foregå i timerne, og hvordan man finder sin plads i fredagsbaren, er vi ikke?”
Dette spørgsmål er jeg for nyligt blevet stillet igen fra en ung under uddannelse. Jeg hører ofte lignende spørgsmål fra unge, når vi taler om, hvordan deres opstart på et studie er gået.
De unge, jeg taler om her, er en del af den statistik, der omtales i en nylig rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), og som er illustreret i Dagens Tegning i Politiken d. 4/1-24. I EVAs rapport beskrives det, at 19% af de førsteårsstuderende på de videregående uddannelser opgiver, at de har en funktionsnedsættelse (fx ADHD, autisme, angst, ordblindhed og fysiske handikaps). Dette høje tal må medføre, at vi er nødt til at se på, om vi må ændre retning i vores tilrettelæggelser af vores uddannelser, hvis op til 20 % har funktionsnedsættelser og deraf særlige behov – er det særlige så mere normalt, end vi tror?
Som psykolog med speciale i autisme og ADHD taler jeg ofte med og hører ofte om unge og voksne, der er mere udfordret end flertallet på bl.a. at få lavet gode studievaner samt at finde ind i de sociale fællesskaber. Når jeg taler med undervisere, er der ofte en stor frustration over, at de kun sjældent føler sig klædt på til at hjælpe dem, der har funktionsnedsættelser og særlige behov. Og samtidig opleves denne gruppe at fylde mere og mere i skoler og på uddannelser.
Hvis man har en funktionsnedsættelse, er det muligt at søge specialpædagogisk støtte på de videregående uddannelser. Denne støtte har mange både gavn og glæde af. Måske skal vi samtidig hjælpe hinanden med at kigge nærmere på, hvad der efterspørges af de unge med funktionsnedsættelser? Hvad er individuelle behov, og hvad er faktisk mere almindelige behov?
Når jeg taler med unge og voksne med autisme og ADHD, er det ofte relativt konkrete ting, der ønskes hjælp til, fx:
at få en skriftlig dagsorden / plan for, hvad timer og opgave indeholder
at få helt konkrete skabeloner og eksempler at lave opgaver ud fra
at blive hjulpet ind i en gruppedannelsesproces, hvor man lærer om egen arbejdsstil og opdager dem, man matcher med (akkurat som man også gør mange steder, når man sammensætter teams på arbejdspladser efter endt studietid)
På nogle uddannelser er disse ting heldigvis en selvfølge, men overraskende mange steder, er flere af punkterne ikke altid en selvfølge.
Hvis vi ser bort fra, at ønskerne kommer fra unge med diagnoser, så kan man måske selv løbe listen igennem og se på, hvor mange af tingene, de fleste af os ville have glæde af.
Måske kan vi starte med at se på, om det særlige er så særlige er mere normalt, end vi tror? Eller om vi kan vende tilbage til at tilbyde mere af det, der er til gavn for de fleste samtidig med, at vi tilbyder individuel støtte til dem, der har behov for det? […]Læs mere…
En nytårstale til Mette Frederiksen: Den tidlige børne – og familieindsats skal starte før fødselAnna-Katherine Højland6. januar 2024En nytårstale til dig Mette Frederiksen: Den tidlige børne- og familieindsats skal starte før fødsel
Af Anna-Katherine Højland: Privatpraktiserende perinatalpsykolog, supervisor og underviser. Cand.psych.aut., Specialist i klinisk børne- og ungepsykologi & klinisk psykologi, jordemoder, sonograf & forfatter.
Godaften & Godt Nytår!
I to nytårstaler har du direkte anvendt muligheden for at tale om forhold af dele af hele familiedannelsesområdet; først om at ville være børnenes statsminister (1. januar 2020) og senest for blot få dage siden (1. januar 2024) om hjælp til fertilitetsbehandling, herunder også til barn nr. 2 for de mennesker, der lider af reproduktive udfordringer og sygdom.
Det er glædeligt.
Jeg vil gerne i dette indlæg tale om det perinatalpsykologiske speciale og dermed pege dit blik i den retning Mette Frederiksen.
Det periantalpsykologiske speciale
Det perinatalpsykologiske speciale er vigtigt for vi sammen tværprofessionelt kan bidrage til at få ufødte børn, nyfødte, spædbørn og deres forældre og hele familier i trivsel og god udvikling og dermed hindre og reducere forekomsten af psykisk mistrivsel, mentale helbredsudfordringer og mental sygdom.
Perinatalpsykologien handler bl.a. om alle de naturlige og også de komplicerede, behandlingskrævende psykologiske processer der knytter sig til at danne familie, være gravid, føde, være ufødt barn og nyfødt barn og at skabe en sund forældre-barnrelation.
Psykologisk ekspertise er fraværende på stort set alle fødesteder i Danmark
”Ja, jeg har en tid til jer her og nu. Vi mødes kl 10 i morgen i klinikken”, svarer jeg manden der er helt nybagt far og som helt grådkvalt ringer til mig for at få en akut tid til ham, hustruen og barnet 2 uger gammelt. ”Er det korrekt, at du godt kan en søndag?” ”Ja – jeg samler alle akuthenvendelser om søndagen i klinikken”.
Manden der ringede for hjælp til hans hustru og den helt nye familie var i alvorlig psykologisk krise og svært påvirkede af et traumatisk graviditets – og fødselsforløb. De rakte ud efter hjælp i det etablerede system, men fik ikke rettidig hjælp.
De var desperate i forbindelse med de var blevet forældre til et barn efter 5 års fertilitetsbehandling og med en traumatisk oplevelse i forbindelse med graviditeten, fødslen og de to dage på barselsafdelingen inden de blev udskrevet.
De anede ikke hvor de skulle søge hjælp. De havde forsøgt alle vegne. Chefens kone, der var psykolog, havde henvist dem til mig.
Jeg har mangeårigt hjulpet i sager som disse og lever dagligt af det og har travlt. Familier med behov for psykologisk hjælp er mange.
Meget kan dog hjælpes tidligere om vi tværprofessionelt og sammen udvikler svangreomsorg og fødselshjælp og løfter blikket på inddragelse af perinatalpsykologer og deres ekspertise og systematiske henvisningsmuligheder hertil.
Den tidlige børne – og familieindsats skal starte før fødsel
Jeg har tidligere talt om, at den tidlige børne og familieindsats bør starte før fødsel (Oplæg ved Høring i Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg 10. maj 2017) og tidligere offentligt udtalt, at vi i Danmark har en forældet svangreomsorg og fødselshjælp (Politiken 19. dec. 2020).
I forlængelse af din nytårstale Mette Frederiksen, vil jeg komme med en perinatalpsykologisk, kort nytårsappel til dig.
Med afsæt i snart 30 års klinisk erfaring som jordemoder og psykolog ved jeg, at gravide, fødende og nye familier har hårdt brug for også psykologiske indsatser (psykologisk screening, udredning og behandling) før og lige efter graviditet og fødsel og hårdt brug for psykologisk opfølgning i barnets første leveår.
Jeg ved også, at mange professionelle i feltet selv mangler krisepsykologisk hjælp, psykologisk supervision, undervisning og kompetenceløft i det felt, hvor der de seneste årtier er kommet massive mængder af nye viden til takket være solid forskning.
Jeg ved, at regningen for uidentificerede og ubehandlede psykologiske problemstillinger vedrørende fertilitet, graviditet, fødsel og barsel er høj og blandt mange andre forhold også bidrager til den stigende mistrivsel hos børn og unge og hele familier på kort og lang sigt.
Tillige ved vi, at den unge generation er i stor psykisk mistrivsel og at de netop er de næste gravide og nye familier i Danmark. Vi ved derfor også, at psykologiske udfordringer i familiedannelsesområdet venter os forude og i stigende omfang.
Mette Frederiksen – Løft blikket og øg ambitionerne
Familiedannelsesområdet er samfundets vigtigste genstandsfelt.
Løft svangreomsorg – og fødselshjælp og opfølgning af nye familier til verdens bedste forebyggende og tidlige, tværprofessionelle børne -og familieindsats.
Der er hårdt brug for det.
Familier, ufødte og nyfødte børn, forældre og familier lider fordi der mangler perinatalpsykologisk ekspertise i Danmark i svangreomsorg og fødselshjælp og opfølgning fra fødsel.
Mental sund familiedannelse sker ikke af sig selv.
Jeg vil hermed opfordre dig til, at løfte blikket og ambitionerne højere endnu og sikre udviklingen af en national plan til sikring af hjælp til den bedste mulige mentale, psykologiske sundhed for ufødte børn, spædbørn og familier i familiedannelse og dermed for adgang til psykologisk screening, udredning og behandling.
Der skal sikres systematiske henvisningsmuligheder til specialiserede psykologer fra jordemødre, læger og sundhedsplejersker og sikres mulighed for gratis psykologhjælp til gravide, der psykologfagligt/tværfagligt vurderes at have behov herfor.
Tidlig indsats kan ikke ske tidligt nok!
Der skal sikres muligheder for kompetenceudvikling af sundhedsprofessionelle vedrørende periantalpsykologisk viden og sikres udvikling af psykologer med speciale i perinatalpsykologi. Sidstnævnte forhold er jeg selv aktuelt i fuld gang med at udvikle.
For ja, børn og nye kommer til verden og vi skal hjælpe mennesker med reproduktive sygdom og fertilitetsudforinger med at få børn.
Men det er ikke nok.
Vordende og nye familier skal samtidigt sikres rettidig og højt specialiseret psykologisk ekspertise under processen med at skabe en familie, bære og føde et nyt liv og sikre dets trivsel, udvikling og omsorg.
Hele familier skal sikres let adgang til hjælp med at være og blive familier i mental trivsel.
Vi har tilgængelig viden om hvordan – dog eksisterer der en alvorlig, dyb kløft mellem hvad vi ved og hvorledes der handles i frontlinjen i forhold til gravide, fødende og nye familier.
Psykologiske udfordringer og sygdom eksisterer i forbindelse med graviditet og fødsel
Graviditet er ikke en sygdom, siges det i folkemunde og endda forsat blandt professionelle i feltet.
Nej – graviditet er ikke en sygdom – omend det netop er den tid af livet, hvor vi ved, at vi mennesker har den allerstørste risiko for mentale helbredsudfordringer og psykisk sygdom. Dette er relativ ny viden for mange.
Dette faktum må tillige ses i lyset af, at graviditet er en stor eksistentiel mulighed, eksistentiel byrde og betyder nødvendige og eksistentielle revurderinger for de kommende forældre. Graviditet og fødsel er også den hastigste menneskelige transitionsproces nogen mennesker kan opleve.
Perinatalpsykologiske og mentale helbredsudfordringer og belastninger er hyppige og oversete. Graviditet, fødsel og barsel er ikke kun altid naturlige processer, hvor vi er fritaget for psykologiske udfordringer, belastninger og psykisk sygdom.
Samtidigt ved vi, at unges mistrivsel er høj – og det er som sagt den del af baggrundsbefolkningen, der kan forventes at blive gravide i nær fremtid.
Appel: Gør svangreomsorg og fødselshjælp til en tidlig, systematisk børne -og familieindsats
Kære Mette Frederiksen – gør Danmarks svangreomsorg- og fødselshjælp og hele familiedannelsesområdet til verdens bedste tidlige børne- og familieindsats ved også at inddrage højt specialiseret psykologisk ekspertise, der systematisk, landsdækkende er tilstede under graviditeten, før fødslen og i barnets første leveår.
Netop i denne tid af menneskers liv grundlægges fysisk som psykisk sundhed på kort og lang sigt -og det kan medvirke til at skabe sunde familiedannelsesprocesser, der kan medvirke til at reducere mistrivsel, omsorgssvigt og fejludvikling.
Mental sund familiedannelse sker ikke af sig selv. Udviklingen af en mental sund forældre-barnrelation og tryg tilknytningsudvikling sker ikke af sig selv.
Mange vordende og helt nye familier er påvirkede af uidentificerede, udiagnosticerede og ubehandlede mentale helbredsproblemer med store konsekvenser for også deres børn og relationsudviklingen.
Disse psykologiske problemstillinger og mentale helbredsudfordringer er større i hyppighed end de somatiske komplikationer man screener for i svangreomsorg og fødselshjælp.
Således står den mentale sundhed forsat og fuldstændigt i skyggen for fokus på somatiske tilstande og mulige komplikationer i svangreomsorg og fødselshjælp.
Vi må simpelthen nu udvikle den danske svangreomsorg og fødselshjælp til next level, og inddrage alt vi ved der kan betyde, at vi arbejder med den tidlige børne – og familieindsats også før fødsel.
Det vil indbefatte systematisk psykologisk ekspertise, supervision og undervisning af professionelle i feltet i frontlinjen, systematisk psykologisk screening, udredning og behandling af gravide familier for perinatale mentale helbredsproblemer og at vi f.eks. behandler fødselsangst, perinatal depression, traumatiske graviditets- fødsels – og barselsforløb og yder krisepsykologisk ekspertise når noget går galt.
Det vil indbefatte psykologer involvereret i at supportere jordemødre, læger og sundhedsplejersker i psykologisk svangreomsorg, fødsels- og familiedannelsesforberedelse.
Vi ser ind i nye år fremover.
Jeg ønsker mig din næste nytårstale indeholder følgende:
Vi har nu en national handleplan klar i familiedannelsesområdet – der sikrer perinatalpsykologisk hjælp til gravide, fødende, ufødte børn, spædbørn og deres familier – uanset hvordan barnet og familien er blevet til og uanset familieform.
Lad os sammen hjælpes med at passe godt på vores gravide, små nye borgere og deres familier.
Tidlig indsats kan ikke ske tidligt nok! […]Læs mere…
Sådan passer du bedre på dine kæreJoël Cyril Boukris6. januar 2024Vi kan blive endnu bedre til at passe på hinanden, når vi rammes af svære livsomstændigheder. Ofte siger vi til den ramte: “Sig til hvis du har brug for hjælp”, men det er sjældent egentlig en hjælp.
Vi ønsker alle at passe på vores venner og familiemedlemmer, men når disse rammes af svære omstændigheder såsom kræft, sorg eller anden ulykke, så hører jeg ofte fra de ramte, at personerne omkring dem bliver rådvilde og trækker sig. De ramte oplever, at deres relationer udtrykker omsorg og velvilje ofte udtrykt i sætninger såsom: “Sig til hvis du har brug for hjælp”. Der er bestemt en positiv hensigt, når vi siger det, men for den ramte er det ofte meget svært at række ud efter hjælpen selv, og derfor skal vi gøre noget andet.
Vi rammes alle af ulykke fra tid til anden i vores liv, og det gælder selvfølgelig også for dem omkring os. I disse svære stunder, er der mange, som er for alene med deres situation. Hvert år rammes alt for mange af kræft, endnu flere rammes af sorg fordi de har tabt en nær, flere og flere rammes af psykisk mistrivsel og sygdom og der er mange andre situationer, som kan gøre, at vi har særlig gavn af støtte og hjælp fra vores nærmeste.
I min klinik på Falkoner Allé møder jeg hver dag mennesker, der har det svært. Årsagerne er mange og forskellige, men noget der går igen i deres beretninger er, hvor stor betydning deres relationer har, og hvor ondt det gør, når disse relationer bliver fjerne eller hvor godt det gør, når de er tætte. Aktuelt har jeg f.eks. et forløb i gang med en kvinde, lad os kalde hende Fie, som er i behandling for kræft. Fie bor alene, men har lidt familie og nogle venner. At gå i et kræftbehandlingsforløb er ofte virkelig hårdt: Man bliver svagere, har meget lidt energi, kæmper med at kunne spise og overskuddet til at varetage de daglige gøremål er ganske lille. Meget af hendes tid går med at være alene og prøve at tvinge sig selv til at få disse ting gjort. Hendes familie og venner siger alle velmenende, at hun “bare skal sige til, hvis hun har brug for hjælp”, men det er svært. For svært faktisk. Så hun bider tænderne sammen, og kæmper sig igennem en dag ad gangen.
De fleste af os er vant til at kunne klare os, og det forventes også meget i vores kultur, at vi klarer løjerne selv. Er man vant til det, er det svært at være “svag” eller svækket. Overfor omgivelserne ønsker man heller ikke at være til ulejlighed, og som Fie siger: “De andre har jo også travlt i deres liv.” Så det kan være vældigt svært at bede om hjælp, og det kræver at man overvinder sig selv, at man tør ulejlige folk og i det hele taget har overskud til at finde frem til, hvilken hjælp man kan bede om og har brug for. For de fleste af dem jeg taler med, er det for svær en opgave.
Vi er mange, der har mennesker omkring os, der gennemgår noget svært. Hvis du gerne vil hjælpe din ven eller dit familiemedlem eller måske bare din nabo, så tilbyd din hjælp konkret. Det kan f.eks. Lyde som: “Jeg laver en stor portion lasagne i aften, og så kommer jeg forbi med et stykke til dig i morgen.” Eller “Hvornår er din behandlingsaftale, jeg vil gerne køre dig derhen.”, “Hvis du ikke har nogen, som kan sidde med dig til lægesamtalen, så deltager jeg.” Jeg har en ven, som hvert år tager forbi en kammerat med aflagt tøj til kammeratens søn, fordi kammeraten kæmper med kronisk depression. Han ringer blot på døren og afleverer tøjet. Meningen med de her mere pågående måder, at tilbyde hjælp på er, at det skal gennemtrænge den ramtes modstand mod at være til ulejlighed, og heller ikke kræver at vedkommende selv skal række ud. De skal ikke sige ja eller selv bede om hjælpen, men man sætter dem i en situation, hvor det næsten er uhøfligt at sige nej. På den måde kan den ulykkesramte læne sig tilbage og blot tage imod. Den gode nyhed er, at det efterfølgende bliver nemmere at bede om hjælp, når først ens pårørende har bevist, at det gør dem glade at hjælpe.
FAKTA BOKS
8 Gode råd til at hjælpe
Brug dit kendskab til personen. Alle mennesker er forskellige og gode råd gælder aldrig alle.
Tilbyd din hjælp til noget bestemt
Vær opfølgende
Vær opmærksom på, at de fleste stadig tynges af deres forløb lang tid efter situationen opstod. Så giv også din opmærksomhed 1, 2, ja selv 5 år efter.
Hjælp med det, som du selv er god til. Man kan være god til at lytte, til noget praktisk eller god til at planlægge mv. Du vil selv føle dig bedst tilpas, hvis du gør det, som du selv er god til.
Hjælp gerne med det praktiske såsom mad, indkøb og rengøring og ellers bare med dit gode selskab.
Din ven eller familiemedlem sætter helt sikkert pris på dit selskab, men hold øje med tegn på træthed og lad være med at blive hængende alt for længe.
Spørg folk om de vil have gode råd før du giver gode råd, og vær også ok med det, hvis den ramte afviser dit råd. […]Læs mere…
Lovændringer indenfor børne- og ungeområdet skal tage udgangspunkt i praksis fremfor symbolpolitikSøren Kjeldsen6. januar 2024”Jeg vil være børnenes statsminister”, sådan sagde Socialdemokratiets daværende statsministerkandidat, Mette Frederiksen, i 2018 og fastslog, at hun ville gøre hverdagen bedre for udsatte danske børn. Men som offentligt ansat psykolog indenfor børne- og ungeområdet er det min bekymring, at implementeringen af Barnets Lov i Januar 2024 med dets ideologiske fokus på at øge barnets inddragelse og rettigheder i eget sagsforløb, skaber større pres for de fagpersoner, der skal implementere ændringen i praksis samt giver barnet for stort et ansvar i forhold til at tale egen sag.Behovet for forbedring på børne- og ungeområdet er dog tydelig og understøttes af Danmarks Statistiks konstatering af, at der i 2022 var en stigning på 9% af underretninger på årsplan sammenlignet med 2021. Samtidig har mediebilledet de seneste år været optaget af konsekvenserne af disse underretninger bl.a. gennem flere dokumentarer, der har haft fokus på anbragte børn og unges oplevelse af at blive kastet rundt i systemet uden nødvendigvis at have haft medindflydelse på egen situation.Tanken om den unge som aktiv og medbestemmende aktør i eget liv er dog ikke ny for pædagogisk praksis, men har været løbende udfordret af manglende resurser, der har begrænset mulighederne for grundig afdækning af den unges situation samt for at kunne tilbyde den mest passende indsats. Metaforen om gammel vin på nye flasker springer derfor på sinde, koblet med en erkendelse af, at der bliver færre og færre kommunale flasker til at rumme den stigende mængde af udsat børne- og ungevin.De gode intentioner bag Barnets Lov fremstår derfor i sidste ende hule, når jeg som offentligt ansat psykolog ikke oplever, der tages hånd om de resursemæssige mangler, som hæmmer mine muligheder for at tilbyde en indsats med positiv betydning for udsatte danske børns hverdag. Samtidig efterlades vi paradoksalt som fagpersoner med en frustration over ikke at blive hørt i forhold til en lovændring, hvis mål netop går på vigtigheden af medinddragelse.Når barnet gennem øget medinddragelse får ansvar for at påvirke egen sag samtidig med ikke at øge fagpersoners resurser til at handle på barnets behov, risikeres der en individualisering af udfordringerne indenfor børne- og ungeområdet. Fremfor at se på resursemanglen opstår der i stedet en romantisk fortælling om den konservative fagperson, der skal ændre sit ungesyn overfor den selvstændige unge, der blot har behov for at kunne repræsentere sig selv og bede om den rigtige indsats. Dette romantiske billede kan jeg ikke genkende, og jeg mener, at vores politikere skal blive bedre til at lytte til de borgere og personer, der er del af praksis, fremfor at svigte velmenende intentioner og de udsatte børn og unge, som de omhandler.
Af Søren Kjeldsen
cand.psych. aut. […]Læs mere…
Flygtninge i Danmark får ikke opfyldt deres grundlæggende trygheds- og sikkerhedsbehov, og det påvirker deres helbred, arbejdsevne og integrationLaura Hammer Jakobsen6. januar 2024Jeg har beskæftiget mig med traumatiserede flygtninge gennem hele mit uddannelses- og arbejdsliv. Jeg har haft tusindevis af samtaler med mennesker, hvis mod og overlevelsesdrift har imponeret og berørt mig. Mennesker, som gang på gang har været konfronteret med menneskelighedens mørkeste sider, og som alligevel efterfølgende har været i stand til at leve fulde liv med kærlighed, tillid og indimellem endda håb for fremtiden. De har dog også alle haft dybe ar på sjælen og i mange tilfælde ar så dybe, at de kunne kaldes en Posttraumatisk belastningsreaktion. Jeg har altid gjort mit bedste for at hjælpe disse mennesker. Jeg har arbejdet evidens- og manualbaseret og freestylet, når det var nødvendigt. Jeg har haft de dygtigste og mest empatiske kollegaer med mig på rejsen, som hver dag har gjort deres bedste for at yde behandling og støtte til en patientgruppe, som ellers ofte falder mellem forskellige stole i behandlingssystemet. Og jeg kan med sandhed sige, at vi har gjort en forskel. I nogle tilfælde endda forskellen på liv og død.
Og hvorfor så dette indlæg? Årsagen er, at meget af den mistrivsel, jeg oplevede hos mine patienter, ikke skyldtes traumatiske oplevelser i fortiden, men snarere den førte politik i Danmark. At den kunne være undgået. Danmark har, særligt med det såkaldte paradigmeskifte fra 2015 og 2019, gjort det til et erklæret mål at mindske permanent ophold for flygtninge i landet. Uden at gå for meget i detaljer er kravene til permanent opholdstilladelse i Danmark i dag så høje, at det, for de fleste flygtninge, aldrig bliver en mulighed. I stedet må man slå sig til tåls med det, jeg kalder permanent midlertidighed. En midlertidig opholdstilladelse til flygtninge i Danmark har som regel en varighed på et til to år. Hver gang, opholdstilladelsen udløber, skal sagen revurderes, og hver gang er der en risiko for, at Udlændingestyrelsen vurderer, at betingelserne for den midlertidige beskyttelsesstatus er ændret, og at opholdstilladelsen derfor kan inddrages. Det var det, vi så eksempler på, da Damaskus-regionen i Syrien i 2019 vurderedes at være sikker, og knap 200 syriske flygtninge i Danmark fik inddraget deres opholdstilladelser.
Vi har i Danmark sat os mellem to stole, når det kommer til integration af flygtninge. Ifølge Danmarks Statistik har 114.000 mennesker ophold i Danmark grundet asyl. Det er potentielt 114.000 mennesker, som vi har valgt at tilbyde beskyttelse, fordi de har en velbegrundet frygt for forfølgelse i deres oprindelsesland, men som vi reelt ikke tilbyder hverken tryghed eller sikkerhed, fordi de må leve fra den ene fornyelse til den næste. Det er uordentligt, og det er dyrt, for det påvirker flygtninges fysiske og psykiske helbred og forringer mulighederne for at bidrage til og integrere sig i det danske samfund. Derfor skal vi i fremtiden være hurtigere til at tilbyde tryghed og sikkerhed i form af permanent opholdstilladelse til mennesker med beskyttelsesstatus i Danmark. Vi skal løfte vores ansvar og investere i udvikling og trivsel hos en befolkningsgruppe, som sjældent repræsenteres i diskussioner om sundhed og forebyggelse. […]Læs mere…
Det er på tide at vi skaber sammenhængende tilbud til mennesker med ADHD og autisme.Tine Broholm Eismark6. januar 2024Flere diagnosticeres med ADHD og autisme end tidligere. Det nuværende system lider under mangler, og handling er presserende påkrævet for at forbedre det. Det er påkrævet, at vi retter fokus mod behandlingstilbud til mennesker med ADHD og autisme i vores samfund.
Forestil dig, at du fik en fysisk lidelse, som du skulle leve med resten af livet og som du skulle lære at tilpasse dit arbejdsliv til. Sukkersyge, hjerteproblemer, tarmlidelser f.eks. Du er oppe ved lægen, de fortæller dig diagnosen, giver dig tilbud om medicin eller nogle råd om forebyggelse og så bliver du sendt ud ad døren med et nummer til kommunen, uden mulighed for anden opfølgning. Det er svært at forestille sig.
Alligevel er det det der sker i mange tilfælde ved autisme og ADHD.
I de seneste år har efterspørgslen på udredning og behandling for ADHD og autisme været stigende. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen har dokumenteret en stigning på 90% i andelen af voksne der er i medicinsk behandling for ADHD. På trods af en markant stigning i medicineringen, har de nyeste Nationale Kliniske Retningslinjer netop understreget vigtigheden af samtidige ikke medicinske behandlingstilgange, der desværre er underprioriterede i standardbehandlingen.
Min egen erfaring som psykolog bekræfter dette problem. Gentagne gange har jeg set mennesker forlade sundhedsvæsenet uden tilstrækkelig psykologisk opfølgning eller adgang til relevante behandlingstilbud. Desværre ender mange af disse individer i forværrede tilstande, nogle gange med tilkommen angst eller depression, og har ikke fået hjælp, fordi de ikke formår at navigere systemet eller på grund af utilstrækkelige behandlingstilbud.
Der skal skabes broer mellem sundhedsvæsenet og kommunale ressourcer for at sikre en mere kontinuerlig og helhedsorienteret støtte til disse mennesker. Det er afgørende at etablere standardiserede overgange, så ingen falder mellem to stole, eller at der sikres behandling og støtte i samme regi som foretager udredning. Det er svært at forestille sig, at behandling for en fysisk lidelse ikke ville foregå i den specialiserede enhed, som konstaterede at den var der. Alligevel er det tilfældet med ADHD og autisme. Der bør være tilsvarende tilbud til mennesker med kroniske psykiske lidelser/handicap, som der ville være, hvis man havde fået konstateret en kronisk somatisk lidelse.
Et klart og veldefineret behandlingstilbud, også inden for psykiatrien, bør være tilgængeligt ved diagnosticering og bør omfatte ikke blot medicin, men også andre interventioner som psykoedukation, samtaler, samt støtte til kommunikation med det kommunale system. Forståelse af egne udfordringer og forebyggende arbejde er afgørende for at undgå yderligere psykiske lidelser, forværring af symptomer samt sikre langvarig fastholdelse på arbejdsmarkedet. Dette bl.a. fordi tal, fra analyser fra Sundheds- og Ældreministeriet samt Landsforeningen Autisme, har vist, at to ud af tre med ADHD eller autisme ikke er i arbejde. Der burde således være et økonomisk og sundhedsmæssigt incitament for at sikre en tidlig indsats, på lige fod med det vi tilbyder for fysiske lidelser.
Politisk investering er nødvendig for at skabe en struktureret og sammenhængende tilgang til behandling af ADHD og autisme. Der bør være lighed i sundhed og der bør sikres et solidt og let tilgængeligt behandlingstilbud for dem, der modtager diagnosen. Vi har set gode initiativer før, dog uden fast implementering, hvilket resulterer i betydelige regionale forskelle i tilbud. Aktuelt er der få gratis tilbud, der ofte er gruppebaserede eller omhandler hjælpemidler, men adgangen kræver ofte betydelige ressourcer for den enkelte at opnå.
Ved at investere i en sammenhængende behandlingsstrategi kan vi skabe en støttende og inkluderende ramme, der virkelig gør en forskel i disse menneskers liv og måske i højere grad sikrer deres muligheder for fastholdelse af tilknytning til arbejdsmarkedet, på samme måde som vi gør ved fysiske lidelser. […]Læs mere…
Danskerne fortjener fri og lige adgang til stressbehandlingMorten Vejs Willert6. januar 2024På trods af, at stress er en folkesygdom, mangler vi i Danmark fri og lige adgang til behandling. Forestil dig Pia, som sidder nede ved lægen og nyligt er blevet sygemeldt med alvorlig arbejdsrelateret stress. Lægen vurderer, at Pia kunne have gavn af psykologisk behandling og begynder nu, at gå den mentale tjekliste igennem: Har hun en sundhedsforsikring? Nej, Pia er en af de 800.000 offentligt ansatte i Danmark og det offentlige har ikke en sundhedsforsikring for medarbejderne. Hvad med arbejdspladsen, kunne de betale for et forløb? Det ved Pia ikke, men hendes leder har ikke tilbudt det og det virker svært at spørge om. Har hendes fagforening eller pensionskasse måske et tilbud? Det er Pia usikker på og hun kan forståeligt ikke overskue at ringe til dem, så dårligt som hun har det nu. Kunne Pia måske have en depression eller en angstlidelse, for så kan lægen skrive en henvisning til psykolog med tilskud? Men da Pias symptomer peger på alvorlig stress, ligger det udenfor kriterierne for henvisning, også selvom tilstanden nu er så svær, at det har ført til en sygemelding. Kunne Pia mon selv betale for en psykolog? Lægen ved, at Pia er eneforsørger med børn og har en beskeden løn, så det forekommer ikke umiddelbart realistisk.
Ovenstående viser det fragmenterede landskab af tilbud, som stress-ramte og de fagfolk der ønsker at hjælpe dem, navigerer i. Tilsammen udgør det en barriere for fri og lige adgang til behandling for stress. Der sker i disse år en opsplitning mellem det offentlige og sundhedsforsikringernes tilbud til behandling af psykiske vanskeligheder. Ift. stress-ramte er det særligt tydeligt, for her mangler der fuldstændig et bredt tilgængeligt offentligt tilbud og de som står uden adgang til de private tilbud, efterlader vi derfor på perronen. Det er ulighed i sundhed og det kan vi ikke være bekendt.
De som sætter rammen for det offentlige sundhedsvæsen kunne lære af de private aktører på området. De har nemlig fokus på, at tilbyde hurtig og kvalificeret psykologisk hjælp, for at forebygge langsigtede konsekvenser som sygemeldinger der trækker ud eller i sidste ende, at stress-ramte skubbes ud af arbejdsmarkedet. Fravær ifm. stress koster årligt det danske samfund 16.4 mia. kr. i tabt produktivitet og hertil kommer udgifter til sundhedsydelser, sygedagpenge samt omkostningerne for den enkelte. Det er derfor på tide, at der etableres vilkår og rammer for et sammenhængende nationalt tilbud om hjælp og behandling til stress. Der findes allerede dansk forskning af dokumenteret effektive behandlingstilbud for stress, men for få har adgang til dem. Kritikere kan indvende, at behandling koster, men det koster mere at lade være. […]Læs mere…
SFO, en fritidspædagogisk platform for børnene.Michael Madsen7. maj 2023Kære kommunalpolitikere i diverse børne- skoleudvalg rundt omkring i kommunerne.
Jeg er i tvivl om, i ved hvad fritidspædagogik egentlig er, og hvorfor fritidspædagoger er vigtige og nødvendige? – måske ved i det, men her får i lige et kort indblik i SFO’en som fritidspædagogisk-fritidstilbud.
SFO’en er en dannelsesplatform, som børnene står og lærer på, før de hopper videre i deres liv. Som fritidspædagogiske rollemodeller skal vi give børn noget positivt med i livet fra alle deres platforme. Vi skal give børn et fritidspædagogisk tilbud, som de trives i, og som får dem til at blive hængende sammen med deres venner og så skal vi give dem et sted, de ikke vil hjem fra.
Når klokken ringer ud fra skole, har børn brug for SFO. I SFO’en arbejdes der nemlig med den gode, fantastiske, magiske og nødvendige fritidspædagogik, som alle vores børn har brug for efter endt skoletid. SFO’en og fritidspædagogikken skaber fællesskab, medbestemmelse, frirum, frihed, udvikling, drømme, mod, dannelse, trivsel, læring, relationer og venskaber.
Børnenes møde med SFO’en handler således også om at møde et rum, hvor der sker noget, hvor fritidspædagogerne er åbne overfor, hvad der rører sig blandt børnene, og ikke mindst har et nysgerrigt blik på, hvordan de bedst understøtter børnene i deres liv.
Dét er afgørende for fremtidens SFO, hvis vi ønsker, at børn oplever fritiden og SFO’en som et selvstændigt rum – med tid med kompetente, autentiske og engagerede fritidspædagoger, som understøtter deres sociale kompetencer og tilbyder dem adgang til fællesskaber, efter endt skoletid.
Børnene har også brug for fritidspædagoger. Fritidspædagoger som er nærværende, og som kan inspirere og motivere til leg, trivsel, kreativitet og bevægelse. Fritidspædagoger, som lytter, spørg, har tid og som for det meste forstår en, og som ikke er ens mor eller far.
SFO’en som fritidspædagogisk platform, er noget særligt og kan noget helt særligt. SFO’en sætter en fritidspædagogisk ramme om praksis, som kan opleves frit, selvvalgt, trygt og nærværende. SFO’en kan skabe et rum fri for voksenbestemmelse, hvor børnene øver sig i at mestre livet på egne præmisser. Gennem samvær, aktiviteter og leg skabes et SFO- børnefællesskab, som udvikler selvstændighed, kreativitet, sociale kompetencer, livsduelighed – som er evnen til at forstå sig selv og andre og evnen til at meste eget liv, at kunne stå ved sig selv, vælge til og fra. Og oplevelsen af at være betydende for andre.
Vores børn skal have et sted, hvor de kan være sig selv sammen med deres venner. Uden hele tiden at skulle måles i alt ting. Vi skal lade børnekulturen vokse og blomstre frem hver eneste dag i SFO’en. Lad os i fællesskab styrke fritidspædagogikken i fremtidens SFO-tilbud og skabe en SFO hvor børnene gerne vil komme hver dag, og ikke vil hjem fra.
Så kære kommunalpolitikere i diverse børne- skoleudvalg rundt omkring i kommunerne. Lad os sætte den forsømte fritidspædagogik på dagsordenen. Det må være på tide! – det må også være på tide at vi drøfter fritidspædagogikken og retningen på fritidsområdet. Og så er det vel på tide, at fokus igen rettes mod, hvordan vi skaber et endnu bedre fritidsliv for alle vores børn.
Jeg tror på, at det kan betale sig at investere i børn, pædagoger og fritidstilbud. Bakker vi op omkring vores børn i de kritiske og vigtige år, vil vi få stærke unge, der har det godt, og som kan indgå i samfundet og bidrage til fællesskabet.
Fordi man skal blive til nogen, før man kan blive til noget. […]Læs mere…
Back to basicsKasper Keinicke25. januar 2023Pædagogisk arbejde er relationsarbejde.
Da jeg blev uddannet som pædagog, benyttede en af mine undervisere sig af muligheden for at give os et par ord med på vejen. Hun reflekterede over den stigende målstyring i det pædagogiske fag, og stillede lidt provokerende spørgsmålstegn ved om den øgede målstyring ville komme til at gøre nogen forskel for børnene. For i bund og grund handler pædagogisk arbejde vel om at kunne tage et barn på skødet, og yde omsorg og nærvær i et relationelt samvær. Tiden har vist at hendes bekymring på ingen måde var provokerende men en yderst relevant refleksion over udviklingen i det pædagogiske fag.
Siden årtusindskiftet har det pædagogiske fag ligget delvist underdrejet af en politisk styret organisation som har nedtonet betydningen af den responsive omsorg i form af relationel omsorg og nærvær. I stedet er definitionen af pædagogisk kvalitet i højere grad blevet koblet på den proaktive omsorgs dagsorden, hvor fagligheden har knyttet sig til om man som pædagog har kunne planlægge, udføre og evaluere pædagogiske aktiviteter og forløb med et læringsmæssigt indhold.
Jeg underkender ikke den øgede faglige bevidsthed der ligger gemt i de redskaber og den teori som følger med målstyringen, for den bidrager også til at øge fagligheden i det pædagogiske fag, men hvis man skal måle på kvaliteten af det pædagogiske arbejde, så skal vi som fag drosle ned på at måle og evaluere os blinde i målstyringens hellige navn, og i langt højere grad fokuserer på den enkelte pædagogs evne til at kunne indgå i et afstemt relationelt samvær.
Vi skal som pædagoger turde tage fat i den faglige selvrefleksion der handler om at spørge os selv og hinanden om vi er relations kompetente nok til at blive inviteret ind i børnenes leg – og om vi som minimum kan tilbyde nogle lege som børnene kan koble sig på. Det er nemlig i legens magiske univers at man får serveret det pædagogiske arbejde som man skal perspektivere og arbejde videre med på et sølvfad.
Hvis vi skal skabe højkvalitet i de danske daginstitutioner, skal vi i højere grad fokuserer på kvaliteten af det relations arbejde det pædagogiske personale tilbyder børnene. For selvom brugen af målstyring i forskellige former giver en indirekte merværdi for børnene, så må vi som pædagoger ikke glemme at gennemslagskraften i de målstyringsredskaber vi bruger aldrig, er stærkere end den relation der etableret mellem den enkelte pædagog og de børn man arbejder med. Ingen relation, ingen læring. End of story.
Debatindlægget blev bragt i BØRN OG UNGE, NR. 2, FEBRUAR 2023. […]Læs mere…
Børn har ret til et aldersvarende tilbud!Rune Olsen29. oktober 2022Mange steder i landet inklusiv den kommune, jeg selv arbejder i “Horsens”. Har man ordninger hvor de største børnehave børn, bliver indsluset i skolen i maj måned skoleåret før de starter i 0 klasse. Det bliver oftes omtalt som førskolen. Jeg mener denne praksis først og fremmest, tjener en økonomisk interesse, da en skole/SFO plads koster mindre end en dagtilbud plads. Det pålægger personalet en enorm arbejdsbyrde sidst på året, fordi der ofte ikke er lokaler til de mange nye børn, hvilket skaber praktiske udfordringer. Ofte må SFO lokaler eller eksterne lokaler komme i brug. eksempelvis fik en 6 klasse på den skole jeg arbejder på, deres primære lokale de sidste 2 måneder i et natur og teknologi lokale, for at kunne frigive kapacitet. Da der i forvejen er stigende børnetal, er mange skoler jo i forvejen udfordret på plads. Jeg har hørt lignende eksempler fra andre pædagoger rundt om i landet, så det ikke enkeltstående. Alt den omrokering, som der normalt vis er tid til når børnene går på sommerferie, forgår mens eleverne er i skole og personalet er på arbejde, det er ikke holdbart eller i orden for nogen.
Børnene der starter omkring maj er for et stort vedkommende kun 5 år. Da man skal starte i skole året man fylder 6. De har meget svært ved at forstå formålet med denne praksis. De oplever ofte at de er begyndt i skole før tid og ved ikke, hvad der forventes af dem. De oplever det som at de skal begynde i skole, 3 måneder før de reelt set starter i 0 klasse, og det giver jo logisk set god mening. Det kan været et stort kultur chok for de mange børn, der skal tages ud af deres vante omgivelser og inddeles i nye grupper og måske uden nogen af deres vante pædagoger. De skal også indgå i en SFO, hvor der er meget større frihedsgrad, plus der er færre pædagoger at henvende sig til. Fornyligt blev det kortlagt at normeringen gennemsnitlig er 1 – 18 i SFO, hvilket er langt fra det tilsigtet mål i loven om minimums nomeringer der hedder 1 – 6 for børnehavebørn, hvilket de stadig er! Man kan godt tænke at 3 måneder af et barns liv ikke gør den store forskel, men for et barn på 5 år, betyder hver måned, hver uge rigtig meget i forhold til dets modning og udvikling og “skoleparathed” som det hedder sig. Jeg mener ikke det er en holdbar løsning med denne praksis. Jeg mener børn har ret til et alderssvarende tilbud af høj kvalitet, dvs man har ret til at blive i sin børnehave til man reelt set starter i skole. […]Læs mere…
Pædagoger er nøglen til at ændre den stigende mistrivsel blandt børnKasper Keinicke26. oktober 2022Valgkampen er godt i gang, og liberal alliance tordner endnu engang i bedste new public management stil imod den offentlige sektor med budskabet om, at den skal slankes og effektiviseres så der kan leveres bedre omsorg for færre penge. I denne omgang topper de så valgkampen med budskaber som #dukangodt og jeg klarer det. Men det er vejen til mistrivsel, hvis vi alle sammen går og bilder os ind at vi kan klare alt, hvis du bare spidser albuerne, tror på at hver mand klarer sit og at du gerne må gøre grin med andre hvis det gavner dig selv.
Jeg er lige mødt ind på arbejde da jeg hører en grædende og hulkende drengestemme. Jeg løber ind på stuen, hvor jeg ser at min kollega er ved at løse en konflikt – hun peger mod et tilstødende rum med sin finger mens hun med øjnene får sagt: “åh, hvor er jeg glad for at se dig”. Da jeg kommer ind, ser jeg Jacob ligge på madrassen foran ribben med en ninja turtle dragt på. Han er hoppet ned, men kan ikke rejse sig op fordi han ruller rundt på skjoldet i den bløde madras. Ved siden af ham står Alex og tjatter til ham med sin fod og siger “kom nu, Jacob – du kan godt”. Lige bagved står Søren og Pernille og griner. Jeg løber hen og hjælper Jacob op og trøster ham. Jeg vender mig imod Alex og siger med en bestemt stemme: ”det er en børnehave det her – der skal være plads til alle, og jeg vil ikke have at du gør grin med Jacob”.
Jeg er pædagog, og jeg anerkender at børn vokser af at blive støttet i følelsen af #dukangodt, men børn kan ikke alting selv. Derfor arbejder jeg med børnefællesskaber. Jeg arbejder med dannelse ud fra et anerkendende, inkluderende og mangfoldigt menneskesyn. Jeg formidler sociale spilleregler for hvordan vi er sammen som mennesker, fordi jeg ved at det øger den samlede trivsel i børnegruppen hvis alle har det godt. Børn har brug for relations kompetente pædagoger – og tid i form af minimumsnormeringer – så de kan udvikle sig til sunde og velfungerende mennesker der står ved sig selv og finder mening med et liv i fællesskab med andre. Det er vejen til trivsel.
Liberal alliance vil afskaffe minimumsnormeringerne hvis de bliver en del af et regeringsgrundlag efter valget, selvom mistrivselen blandt børn aldrig har været større end den er nu. Nøglen til at få løst den omfattende trivselskrise starter i de danske daginstitutioner. Der er brug for flere pædagoger og en fortsat indfasning af minimumsnormeringerne. Husk at stemme for #etgodtbørneliv til folketingsvalget.
Læserbrevet blev bragt i netavisen ‘arbejderen’ d. 25/10-22. […]Læs mere…
Den Politiske vej.Bjørn Smedemark Diedrichsen20. april 2022Jeg er gennem et stykke tid blevet opmærksom på at vores folkevalgte politikkerne svines til på sociale medier og i avisernes læserbreve.
Forleden på Facebook læste jeg en blog, hvor forfatteren har undersøgt vores 20 nuværende, ministreres erhvervs baggrund.
Tekst fra bloggen: 3 af regeringens 20 ministre har aldrig arbejdet en time i den private sektor. Efter en ofte beskeden uddannelse er de gået direkte til en tjans i den socialdemokratiske bevægelse, i fagforbundene eller til et job i den offentlige. Ministrenes begreber om det private arbejdsmarked er altså yderst teoretisk.
Altså vores nuværende ”røde” ministre er beskeden uddannet.
Havde det været 20 ”blå” ministre havde teksten været den samme, bortset fra at de havde været akademiske uddannet, en stor del ville havde læst Statskundskab på universitetet, for derefter at gå ind i politik.
Men lad os for en stund glemme hvilke politiske partier der regerer og ikke regere, men derimod koncentrere os om dét at være politikker som helhed.
Den omtalte Facebook blog følges op af en række personer, der mener at stort set alle politikkerne på Christiansborg er uduelige og skulle sparkes ud
Hvad kan vi gøre ved det? 🤔
De fleste vil nok sige, det er dig selv der bestemmer når du sætter dit kryds og svarene vil være, de er jo lige uduelige alle sammen, så det er lige meget.
DU kan faktisk gøre noget ved det, opskriften er simpel, i stedet for at bruge tiden på at svine, nedgøre og latterliggøre vores politikere, kan DU gå ind i politik.
Start eventuelt med at melde dig ind i et politisk parti, meld dig som kandidat til byrådet eller kommunalrådet, så er du i gang.
På Christiansborg vil partierne rigtig gerne have ”almindelige” ”virkelige” mennesker fra det ”virkelige” liv derude i landet, du skal bare i gang med at arbejde for det.
Så vil du med dine mange års erfaring på arbejdsmarkedet, kunne få indflydelse. 🙂
I stedet for kun at brokke dig, over dem der har valgt at arbejde 80 timer om ugen på og omkring Christiansborg, og altid være til offentligt skue for folk som vil finde hullerne i osten.
Måske vil du bare forbeholde dig retten til at være sur ☹️ (det er også en ret, i et demokratisk samfund), men vil du virkelig gøre en forskel, så gør noget ved det og meld dig ind i det parti du tror mest på.
Hvis bare halvdelen af dem der har skarpe meninger på sociale medier, virkelig ville gøre noget politisk, kunne Christiansborg faktisk komme til at afspejle vores samfundet.
Det er ikke Martin 😊
Jeg har en god kollega der har taget tyrene ved hornene, Martin stillede op til sidste kommunalvalg, han blev ikke valgt ind, men jeg kan garantere at han ikke har givet op💪
Det er en dejligt at snakke politik (uanset om man er enig eller ikke), med en som faktisk gør noget.
HVIS DU VIRKELIG MENER DET, SÅ GØR NOGET VED DET. […]Læs mere…
Folketingsmedlem og skolepædagog: Det er på tide at sikre minimumsnormeringer i SFO’erneJeanett Thybo21. februar 2022“Der er heldigvis mange børn, der er tålmodige og dygtige til at vente på deres tur, hvis de har behov for hjælp eller omsorg fra en pædagog. Men skal børnelivet i SFO bruges på at vente? Selvfølgelig ikke,” skriver Jacob Mark og Jeanett Thybo Sørensen. Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
16 okt. 2021 kl. 19:07Jacob Mark, medlem af Folketinget for SF og børneordfører og Jeanett Thybo Sørensen, skolepædagog, Galtenhttps://spkt.io/e/2831281
DEBAT: Trivslen for vores børn er endelig kommet på den politiske dagsorden. Det har pædagogerne råbt på i årevis.
Der er stort fokus på daginstitutionerne, hvor det er enormt vigtigt, at vi kommer i mål med minimumsnormeringerne. Men vilkårene for trivselsarbejde i SFO’erne halter. Det skal vi også tage hånd om.
I en SFO lyder normeringerne mange steder på en voksen til 25 børn på papiret, men i dagligdagen kan en voksen sagtens ende med at være alene med 40 børn. Det siger sig selv, at alle børn derfor ikke får den omsorg og pædagogiske udvikling, som de har brug for i deres ene børneliv. Det er dybt bekymrende.ANNONCE
De ringe normeringer betyder desværre, at nogle børn mister modet. De går tilbage til de trygge aktiviteter og fællesskaber, som de plejer at være i, når de kunne have fået hjælp og vejledning fra en voksen til at lære noget nyt, udfordre sig selv, udvikle sig og lykkes.
Lad os komme i gang. Minimums-normeringer skal ikke kun være for de allermindste.
Hvis vi ønsker at sikre børns trivsel og udvikling, så må der ske en ændring nu, så der kommer flere voksne ud i SFO’erne.
Der er heldigvis mange børn, der er tålmodige og dygtige til at vente på deres tur, hvis de har behov for hjælp eller omsorg fra en pædagog. Men skal børnelivet i SFO bruges på at vente? Selvfølgelig ikke. Ingen børn tager skade af at vente på sin tur en gang imellem, men det skal være muligt at få opmærksomhed fra en voksen – også for dem, der ikke har ro til at stå i kø igen og igen.
Derfor er der brug for, at der sker noget. Pædagogerne anbefaler selv, at der er en voksen til ni børn i SFO’erne. Det er et godt mål at sætte, fordi det vil give tid til at tale sammen om sorg, konflikt og glæde, og til at give børn oplevelsen af, at de bliver set, hørt og anerkendt.
Lad os komme i gang. Minimumsnormeringer skal ikke kun være for de allermindste. […]Læs mere…
SFO-børn bliver i stigende grad udmeldt af fællesskaberne.Jeanett Thybo21. februar 2022Corona har givet forældrene tid til at passe deres børn hjemme efter skole. SFO-personalet oplever i stigende grad at børnene udmeldes fra fællesskaberne med begrundelser som, vi får for lidt for pengene herunder corona tiden, vi er jo selv hjemme, vi kan jo bare selv gå ud med vores børn om eftermiddagen eller nu har vi spildt så mange penge på ikke at have vores børn i et normalt sfo tilbud, så vi kan ligeså godt fortsætte.
Jeg bliver ramt helt ned i min hjertekule, når jeg hører dette blandt forældre. Indtil for en uge siden, var stemmerne i befolkningen at mange børn var ensomme og ikke trivedes derhjemme. De savnede deres kammerater, og forældrene kunne ikke udfylde det tomrum som hjemsendelsen bød landets børn. Men efter at skolen igen er startet op, SFO kører på fuld styrke og der er særlig fokus på social trivsel, så vælger mange forældre at melde deres børn ud – er det virkelig for børnenes skyld, og er det gennemtænkt?
Jeg oplever hver dag børn der hier efter social kontakt. Børnefællesskaber der igen skal opbygges og sociale spilleregler som skal støves af. Relationer kan ikke bare sættes på pause, for senere at blive taget i brug fra samme standpunkt, som man gik fra. Det kræver konstant vedligehold og vedholdenhed at forblive i de relationer, som man har oparbejdet. Børnene der kun indgår i fællesskabet i skoletiden, mister deres kontakt til klassefællesskabet og må kæmpe med næb og kløer for at følge med dem, der øver sig til ud på eftermiddagen i SFO hver dag.
Fra mit synspunkt er det ikke godt for børnene at blive taget hjem efter skole. De har behov for de konflikter, rollelege og aktiviteter som styrker deres dannelse og udvikling. Dette kan ikke udvikles tilstrækkeligt derhjemme med en eller to kammerater. Børnene har brug for at stå på egne ben og blive guidet og støttet at fagpersonale, som har uddannelse i at danne børnene til det liv der venter. Pædagoger har ikke følelser i klemme overfor børnene og kan derfor hjælpe dem med at udvikle sig ud fra de individuelle behov som børne har. De har brug for at blive tilpas forstyrrede og udfordrede i deres dagligdag, for at flytte sig socialt og mentalt.
Så mor og far- gør` jeres børn en tjeneste for resten af deres liv, ved at lade dem gå i SFO. Lad dem udvikles, lad dem udfordres og lad dem dannes sammen med andre børn, der ikke altid handler som de selv ville havde gjort.
Skolepædagog og meningsdanner
Jeanett Thybo […]Læs mere…
Vi bliver ”bidt” på de sociale medier, når vi fremsætter krav om ligeløn, men nu må vi bide igen.Jeanett Thybo21. februar 2022Debatten på SoMe er en hårfin balance at gå. Enten bliver man opfattet som en krævende pædagog, der bare grådigt vil have mere. Eller også råber man for højt og larmende op.
Dét skræmmer selv den stærkeste pædagog til at tie offentligt. Selvom det er lige netop os, der ved hvilken samfundsmæssig vigtig opgave, vi løfter hver eneste dag. Vi pædagoger ved, hvordan faget har udviklet sig igennem årtier og vi ved, at vi løfter en kompleks og differenceret opgave hver dag. Der findes intet facit på den pædagogiske opgave. Dét, der virkede i går, virker anderledes eller slet ikke i dag.
Derfor er det så vigtigt, at vores stemmer kommer frem i lyset. Vi må ikke lade os skræmme til at tænke, at vi nok ikke har noget vigtigt at fortælle. At de andre sikkert godt er klar over, hvad vores profession står for. For det gør de ikke.
Hvis der er noget, jeg har lært, af at stikke næsen frem og blande mig. Så er det at rigtig mange, også politikere, ikke aner hvad det er, vi laver – og hvordan vi konstant må forsvarer os selv som profession. Flere gange har jeg fået påtalt ting som ”Hvorfor går du ikke bare til din chef og fortæller hvor god du er og kræver mere i løn?”, ”Du vidste jo godt, hvad du gik ind til, så lad dog være med at pive”.
Min chef ved godt hvor dygtig jeg er, men derfor kan jeg da ikke bare gives mere i løn. Og ja, jeg vidste godt hvad jeg gik ind til, men det betyder ikke, at jeg bare skal bøje nakken og sige tak. Nej vel? Hvis det ikke har været muligt at sikre en reel fremgang i lønnen, i samme hastighed som den reelle udvikling af profession, så må vi naturligvis gøre noget ved det nu. Vi er mere værd og vi ved det. Nu er det på høje tid at andre også finder ud af det. Vi er dem der kan sikre den rette indsigt i faget.
Så en opfordring fra mig er at tage bladet fra munden, og gå ind i kampen. Vi er de mest kompetente til at kæmpe denne sag, for vi ER denne sag. […]Læs mere…
Folkeskolen sagde nej, han var ikke dygtig nokKlaus Ole Nielsen2. februar 2022Vores søn Rasmus, på 18, blev som 10 årig diagnosticeret ordblind og autist. Der begyndte kampen for ham, og for at give ham muligheden for en dag at få en uddannelse som han havde SELV valgt. Det har været en lang, sej og til tider urimelig kamp, mod et skolevæsen der har magten til at afgøre hvad der er bedst for den unge.
Kort før eksamen kommer vi på skolen med en færdigstrikket uddannelsesplan for Rasmus. Han har været i erhvervspraktik i en virksomhed, som kan se potentialet i en ung mand, selvom han er autist og ordblind. De har tilbudt ham en læreplads, og særligt tilrettelagt den sammen med en erhvervsskole. Vi er naturligvis fulde af begejstring og stolte af vores søn, men det hele falder til jorden, da dansklæreren konstaterer at afgangseksamen, det får Rasmus ikke. Han er ikke dygtig nok. UNDSKYLD MIG!
Hvem fanden er det der ikke er dygtig nok?
Det er sgu da dem der igennem 4 skoleår ikke har formået at proppe lidt lærdom ind i hovedet på drengen. Bevares, det er nok ikke let, men han går trods alt på en specialskole.
Kan de virkelig som FOLKESKOLE tillade sig at negligere en hel gruppe af unge? GU kan de ej, men de gør det alligevel.
Vores Rasmus fik sin eksamen på trods, med hjælp fra en nabo, og han er i
gang med sin drømmeuddannelse som chauffør med kraner og maskintransport som speciale, i en virksomhed der tror på ham. Bare folkeskolen havde troet på ham!
Folkeskolen kan vælge at se bort fra de anbefalinger unge med diagnoser får med fra psykiatrien. Simpelthen fordi et specialtilbud er dyrere end en almindelig folkeskoleplads. De unge bliver ofre for politisk kassetænkning. Kan vi være det bekendt i et land hvor vi praler af at have et af verdens bedste uddannelsessystemer?
Nej vi kan ej. Der er både fornuft og økonomi i at sætte tidligt ind overfor unge med vanskeligheder. Så vil de kunne få en uddannelse, og selv tjene til livets ophold, i stedet for at blive et sagsnummer i kommunen. De vil også få en følelse af at være noget værd!
Ved at tage hånd om unge som Rasmus i de helt tidlige skoleår, giver vi dem mulighed for at få en uddannelse og dermed bidrage til samfundet og arbejdsmarkedet. Alternativet er trist at tænke på. […]Læs mere…
Når bossen ikke er enig, husker vi så talerøret?Paw Maj Lynggaard29. januar 2022På arbejdspladser i vores dejlige lille land, er vi så heldige at have repræsentanter, der passer på os kolleger og de aftaler vi arbejder under. Tillidsrepræsentanten sørger for at overenskomsten og aftalerne bliver overholdt, og arbejdsmiljørepræsentanten passer på arbejdsmiljøet. Det er vigtigt, for nogle gange render vi ind i problemstillinger, hvor vi ikke er helt enige med vores leder eller arbejdsgiver. Når vi taler arbejdsmiljø, har vi vores arbejdsmiljørepræsentant. Han/hun er valgt til at passe på arbejdsmiljøet både det fysiske og psykiske, som i min optik er vigtig, ikke mindst i de her tider med stort fokus på tal, performance og KPI’er.
Men husker vi at bruge de værktøjer, kanaler og muligheder, vi har for at påvirke vores eget arbejdsliv, arbejdsmiljø og hverdag? Og kender vi overhovedet til dem?
Vi skal nemlig huske, at der allerede er lavet gode løsninger for at få et fleksibelt arbejdsliv, og som tilgodeser både kollegaer, arbejdsgivere og samfund. For hvilken arbejdsgiver vil have en ansat, der giver sig 110 procent hver eneste dag, hurtigt bliver nedslidt og efterfølgende skal have hjælp til skavanker og krop for at klare arbejdsdagen, og som i sidste ende kan se sig nødsaget til at sygemelde sig? Det er vel de færreste arbejdsgivere.
Det er så vigtigt, at vi har arbejdsmiljørepræsentanter på vores arbejdspladser. De kan tale min og kollegernes sag, de har påtaleretten, og de er – forhåbentligt – ikke blege for at råbe op, når de ser et dårligt arbejdsmiljø.
For nylig kom en kollega hen til mig. Kollegaen var fortvivlet, for han var blevet udlånt til en anden afdeling, end den han plejer at arbejde i. Det var han ikke glad for. Han er ikke den bedste i sin egen afdeling, det ved han, men han gør det så godt, han kan. I den nye afdeling skulle han pakke store colli, som var placeret på en platform, hvor han skulle foliere dem manuelt. Det er hårdt arbejde, og vi lagerarbejdere er ikke maskiner, men har netop maskiner til lige netop det arbejde for at undgå nedslidning. Kollegaen var ked af det, fordi han oplevede, at han skulle vælge mellem at slide sig selv ned eller sige fra overfor sin leder, som allerede har påtalt kollegaens arbejdsindsats. Min kollega klarer sig igennem dagene. Men hvad er det lige, man gør i sådan en situation? Hvem går du til? Den leder, der allerede har brokket sig over dig?
Nej, det gør man ikke, men heldigvis kom min kollega til mig. Vi fik en god snak om det, en snak, der kunne lede tankerne og problemet det rigtige sted hen.
Det var nemlig ikke min boldgade som tillidsrepræsentant, men ikke desto mindre vidste jeg lige præcis, hvor jeg skulle sende ham hen, nemlig til vores arbejdsmiljørepræsentant. Og sammen fandt de en god løsning.
At være arbejdsmiljørepræsentant er et tillidshverv, der i mine øjne er enormt vigtigt, for vi skal huske, at det er arbejdsmiljørepræsentanten, der er øjne, ører og talerør for kollegerne på arbejdspladsen.
Så kære kolleger, støt op om jeres arbejdsmiljørepræsentant. Styrken ligger i fællesskabet og kommer til udtryk via arbejdsmiljørepræsentanten, så giv dem et klap på skulderen. […]Læs mere…
Betyder lønnen noget?Johnni Graugaard Johansen28. januar 2022Lad mig bare sige det med det samme: JA, det gør den. Det gør ordentlige arbejdsforhold også, men penge er altså ikke gået af mode.
Vi har en historisk lav arbejdsløshed og arbejdsgiverne råber og skriger på arbejdskraft, og her kunne den kvikke læser måske få den tanke, at overenskomster, godt arbejdsmiljø og højere løn kunne hjælpe med at løse deres problem, men så ville man tage fejl! Nej, den eneste løsning, må man forstå, er at hente arbejdskraft ind fra udlandet. Ok, det giver måske også mening så langt, at når næsten alle er i job, flytter man jo bare rundt på arbejdskraften hvis man tilbyder højere løn. Og set i lyset af alle de millioner som går arbejdsløse i EU, kan man næsten ikke være uenig. Men hov, så har vi da igen misforstået noget. Det er skam ikke i EU vi skal hente arbejdskraften. Nej, vi skal helt uden for EU, da man ellers (og nu påstår jeg noget) risikere at hente en arbejdskraft som efterhånden også godt ved hvad lønnen skal være og hvad en rigtig fagforening er. Jeg ligger i hvert fald søvnløs over, hvilke valide argumenter de ellers skulle have, for ikke at ville ansætte alle de ledige som der trods alt stadig er i Danmark og der i overflod findes i EU. Jeg ved det simpelthen ikke!
Da Corona kom til Danmark, var jeg valgt som fællestillidsrepræsentant i Falck. Der gik ikke længe før Falck-manden fik en gylden ide, da de havde hørt om noget som hed en ”kviktest”, og et nyt arbejdsområde var dermed hurtigt ved at blive skabt. Regionen kom også og ønskede nogle beredskaber som kunne køre rundt og tilbyde en PCR-test. Det var bare ikke rigtig noget som var dækket i vores overenskomst, så derfor bankede de på min dør og spurgte om vi kunne finde på noget. De havde nogle ønsker og det havde jeg også. De havde brug for en aftale for at kunne starte op, og jeg ville ikke sætte dem på en lavere løn, end vores overenskomst i forvejen var bygget på. Den aftale fik vi skrevet under, og siden er den lavet som en tillægsaftale med underskrift af 3F.
Den aftale gav en del debat, både i pressen, blandt arbejdsgiverne og hos politikerne. Den viser hvor meget man kan flytte arbejdsstyrken i Danmark via lønnen. Da jeg skrev under på aftalen, var tanken at vi skulle bruge 16 fuldtidsansatte. Der var ikke nogen af os, som tilnærmelsesvis kunne forstille os, at op imod 10.000 ville være i beskæftigelse på området da der var flest! Vi har hørt fra arbejdsgivere i restaurationsbranchen, som oplevede en voldsom mangel på arbejdskraft, fra oplevelsesindustrien og mange andre områder hvor folk normalt ikke er i mange år. Jeg er blevet skældt personligt ud, når jeg har mødtes med nogle af disse arbejdsgivere, for det er jo på grund af mig, de nu ikke kan skaffe deres arbejdskraft.
Hvis man som arbejdsgiver ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft, så må man sgu kigge indad og overveje hvorfor og hvad man selv kan gøre for at gøre sig mere attraktiv.
Nu tænker jeg lige højt her – hvis man kan vælge imellem 2 jobs, hvor det ene er 12-timers vagter i dagtimerne, fast vagtplan, godt arbejdsmiljø, overenskomstdækket virksomhed med adgang til TR og AMR og en løn i den gode ende, og det andet er aften og nat, ofte uden overenskomst og en timeløn der ligger 50-100 kroner under det første, så er det altså ikke svært at regne ud hvilket arbejde man fravælger.
Og det er altså her min kæde ryger lidt af! Hvis man som arbejdsgiver ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft, så må man sgu kigge indad og overveje hvorfor og hvad man selv kan gøre for at gøre sig mere attraktiv. Man sætter gerne priserne ned på sine varer for at tiltrække kunder, men nægter at hæve lønnen for at skaffe arbejdskraft! Falck lykkes med at ansætte flere tusinder podere i løbet af nogle få måneder. Jeg tror det var en arbejdsgiver som egentlig nok godt kunne se fordelen i en god løn og nogle ordentlige arbejdsforhold. Det projekt havde ikke kunne lade sig gøre med 120 kroner i timer…
Lad mig bare slutte af med et gratis tip, en aha-oplevelse om man vil, til andre arbejdsgivere: Det ER faktisk lønnen som gør at langt de fleste lønmodtagere møder ind på deres arbejde – og mangler man folk, så i stedet for at kigge langt efter arbejdere på den anden side af jorden, så kunne man kigge indad på egne løn- og arbejdsforhold. Prøv det… […]Læs mere…
Værdsætter du din tillidsmand?Julie Bæk Olesen27. januar 2022Ved du, hvad en tillidsmand er? Hvorfor det er vigtigt at have en kollega, der har din ryg på arbejdsmarkedet. En, der vil kæmpe for, at du har ret til bedre arbejdsvilkår, en der vil kæmpe for, at du får en bedre løn, og en der vil kæmpe for dit ve og vel.
Sådan en tillidsmand har jeg på mit arbejde. Jeg ved, jeg altid kan gå til ham. Også med de små ting. Han har nemlig min ryg, også da jeg blev valgt som arbejdsmiljørepræsentant og var helt grøn til fingerspidserne. Jeg var sprunget ud i at blive arbejdsmiljørepræsentant, fordi jeg brænder for et trygt og sikkert arbejdsmiljø og for at hjælpe mine kolleger. Jeg var ikke bange for at gå forrest og tale mine kollegers sag. For jeg synes, at alle skal behandles lige og med gensidig respekt samt have ret til det bedste og mest sikre arbejdsmiljø.
Jeg gik i gang med opgaverne, og jeg fulgte op på det, vi kalder “nærved ulykker” og fik tydeliggjort de farlige ting, der kunne gøres noget ved. Jeg havde selvfølgelig masser af spørgsmål til lederne, som var i afdelingen, hvor “nærved ulykkerne” var sket. Jeg var helt ny og ville gerne vide, hvordan de gjorde tingene.
Men efter nogle dage blev jeg kaldt op på kontoret og skulle stå skoleret. Der blev jeg beskyldt for at have snakket nedladende, leget politimand og lavet ringe i vandet.Nogle med højere rang syntes ikke, at jeg skulle snakke med mine kollegaer, ikke skulle opsøge mine opgaver på den måde og skulle på ingen måde stille spørgsmålstegn ved sikkerheden. Der sad jeg alene med disse to på kontoret. Jeg spurgte den ene person, om han ikke kunne uddybe det, de snakkede om, men det ville han ikke. Og lige der kom tanken. At jeg virkelig havde ønsket, at jeg havde taget min tillidsrepræsentant med til mødet. Han havde jo også sagt flere gange, at jeg aldrig skulle holde møde med ledelsen uden en bisidder.
Jeg fik at vide af disse to med højere rang, at jeg skulle ændre min facon og min måde at agere som arbejdsmiljørepræsentant, ellers ville jeg få både mundtlige og skriftlige advarsler. Jeg forstod det ikke, også fordi jeg jo ingen begrundelse fik. Jeg gik derefter til min tillidsmand og vendte det hele med ham. Jeg fik aldrig hverken en mundtlig eller skriftlig advarsel, og det skyldtes i høj grad mit samarbejde med min tillidsmand og min fagforening.
Jeg har lært – af min tillidsmand – at jeg aldrig igen går til møde på min arbejdsplads uden en tillidsmand. Det er hans fortjeneste, hans støtte og hjælpen fra de andre tillidsvalgte på arbejdspladsen, at jeg ved, at jeg gør det rigtige for mine kolleger, når jeg tager hånd om problemer med arbejdsmiljøet. Derfor vil jeg altid støtte de tillidsvalgte på mit arbejde, og det betyder blandt andet, at jeg er med i den fagforening, som min arbejdsplads har overenskomst med. I mit tilfælde er det 3F. Hvis vi ikke har en overenskomst, har vi ikke en tillidsmand, som kan tage kampen for os. En, der kan tale vores sag, stå ved vores side og bare i det hele taget være der, når vi har brug for det.
Husker du at værdsætte din tillidsmand? Støtter du ham eller hende? Det er ikke nok, at han/hun er en god kollega eller god ven. Efter min mening er den eneste måde at støtte sin tillidsmand fuldt ud ved også at være med i det faglige fællesskab og ikke kun betale til a-kassen. For det er der, du giver ham eller hende dit mandat til at forhandle bedre vilkår og rettigheder til dig og dine kolleger. Husk det.
“En person der føler sig værdsat, vil altid gøre mere end det forventede” […]Læs mere…
Tidlig pensionJan Tomas Alban27. januar 2022Jeg blev matematisk student i 1994 fra Haslev gymnasium i en alder af 20 år. Så det her blogindlæg handler ikke så meget om mine pensions muligheder, men om nogle af mine gamle og nuværende kollegers muligheder. I september 1994 blev jeg tilbudt arbejde som flyttemand i København på Østerbro, som jeg sagde ja tak til. Jeg blev så hængende i branchen i 12 år. Det var et fysisk hårdt arbejde, med en del slid på kroppen. Men som regel var det faktisk også meget sjovt. Man kom mange forskellige steder hen, mødte mange forskellige mmennesker. Ofte stod den på firmaflytninger i weekenden, og igen havde det en omkostning på kroppen. I de år så jeg flere kolleger døje med ryg og knæproblemer allerede i en ung alder, og flere med klippekort til kiropraktor.
I mit nuværende job (2006- nu) har jeg også kolleger/ tidligere kolleger der døjer med slidte led , og som må spise smertestillende for at komme igennem arbejdsdagen. Jeg har en kollega der er gammel stillads mand , og som har fået gjort noget af ryggen stiv grundet slid . Han håber på at han om et par år, når han har alderen til det, kan få lov til at trække sig tilbage på tidlig pension, arnepension for han mener den er lavet til sådan nogen som ham, men er det ikke også rimeligt nok, at man når man har været x antal år på arbejdsmarkedet, kan få lov til at trække sig tilbage, inden kroppen er helt slidt op…
Jeg må indrømme at jeg ser rødt når jeg hører folketingspolitikere ( parti underordnet) udtale sig om at vi ikke kan sende raske mennesker på tidlig pension.
1: De kommer aldrig til at være i nærheden af så mange år på arbejdsmarkedet
2: De kommer aldrig til at leve for en arnepension
3: De kommer aldrig til at mærke på egen krop, hvordan det er at være slidt ned
Skal vi ikke lige blive enige om, at forudsætningerne for hvornår vi kan gå på pension, ikke er de samme. Folketingspolitikere kan gå på pension fra folketinget allerede som 60 årige, hvis de vel og mærke har siddet i folketinget før 2017. For at komme i betragtning til arnepension skal man det år man bliver 61 år, have været på arbejdsmarkarkedet i 42-44 år for at kunne trække sig 1-3 år tidligere. Politikere har som ofte en middel lang eller lang uddannelse, inden de kommer ud på arbejdsmarkedet eller direkte i folketinget. Så det vil sige at de har muligheden for at trække sig tilbage efter kun måske 35 år på arbejdsmarkedet.
Arnepensionen var i 2021, 13740 kr hvori der ville være modregning såfremt man har anden pension, så jeg tror ikke det er en mulighed man vælger, fordi man synes det er sjovt, men fordi man fysisk er slidt op.
Jeg håber for mine kolleger gamle som nye, at der vil blive ved med at være en mulighed for at trække sig tilbage, imens der stadig er lidt funktionel krop tilbage, inden man er helt slidt op, og man faktisk kan få lov til at nyde sit otium. I virkeligheden er det nok meget godt, at man ikke har de valgmuligheder, som man har med sine kæledyr, og vælge humanitær aflivning. Så kan det godt være der var nogle der har slidt hele livet der ville vælge den løsning. Det var blot en tanke….. […]Læs mere…
Daniel Thomas Andersen27. januar 2022Det egoistiske fællesskab
Der er mangel på unge mennesker, der vil være en del af vores 3F-fællesskab. Jeg tror, det har noget at gøre med fortællingen, vi 3F-medlemmer giver de unge mennesker. Jeg har personlig hørt ”du skal være med i fagforeningen.” Der er også de gamle fortærskede floskler om det ukonkrete og halvmytiske fællesskab eller det ukonkrete og evige socialansvar over for hvad nu end.
Til modsætning har vi den unge egoist, som blot siger ”hvad kan I gøre for mig?” Og det er et sundt sind, der stiller dette spørgsmål.
Der bliver nødt til at være en gensidighed mellem fællesskabet og den unge egoist. En ung mand er udødelig og usårlig. Hvad har 3F at tilbyde sådan en person, som ”gule” fagforeninger ikke kan tilbyde? Personligt ved jeg det faktisk ikke. Jeg var selv egoist, da jeg først blev medlem i fagforeningen for to år siden, fordi medlemskab var et kår for den løn, jeg får i dag.
Vi/3F bliver nødt til at give den lille egoist et hurtigt og tilfredsstillende svar. For hvis ikke er vores sales-pitch: ”1001 kr. om måneden for en god mavefornemmelse.”
Vores idealistiske og fortærskede snak om værdier, menneskesyn og politiske holdninger ser jeg som en slags emotionel afpresning for at høre til det ”respektable arbejderfolk”.
I den her del af verden har vi alt. Og alle har noget at sælge os. Selv i ideologier shopper vi rundt. Fagforeningen er blot endnu et produkt, en telefondame vil sælge os. Problemet med fagforeningen som produkt er, at det er en historisk og abstrakt fortælling.
Selvfølgeligheden ved at være en del af fagforeningen forsvandt for flere generationer siden.
I min generation (generation X) var der ingen, som var med i slaget ved Fælleden. Ingen af os havde nogen social kamp at kæmpe. I stedet kæmpede vi vores individuelle kampe. Nogle af os tog til Afghanistan og kæmpede for at hjælpe eller for et selvrealiserende eventyr, nogle kæmpede for gode karakterer i skolesystemet for en idé om et fremtidigt bedre liv. Og nogle mere nihilistiske typer kæmpede for at få stoffer til weekenden.
Min fortælling her handler om individualisme, og ikke fællesskab. Jeg tror, vi, der taler 3F’s sag, skal stoppe med at bruge udtrykket ”bedre arbejdsforhold/bedre forhold på arbejdspladsen” eller ”bedre løn/mere i løn”. Hvad er bedre forhold i paradis/Danmark?
Et par gange om ugen ser jeg sigøjnere samle brugt elektronik og tomme dåser for at tjene penge. Det vil sige, at vores affald er andre folks guld. Det gør os nogle af de rigeste mennesker på jorden. Vores tale om bedre og mere på arbejdsmarkedet er upræcist og lyder utaknemmeligt.
Hvis vi/3F holder os til præcise og personlige eksempler på uretfærdighed, kan individet eller egoisten have forståelse og empati. Jeg tror også, at 3F skal væk fra fortællingen om det sociale ansvar. Det er et ideal, og det er svært at relatere til på mere end et overfladisk niveau. I stedet er der en anden fortælling, nemlig fortællingen om at intet er gratis i livet.
F.eks. grunden til at du ikke skal tage et stort lån i banken, når du skal på hospitalet og opereres, er ikke, fordi det er gratis, men fordi du i forvejen har betalt regningen via skat. Det samme eksempel gælder uddannelse. Her er der også en lignende sammenligning med den løn, jeg får, og hvad det koster at få den løn. Jeg får udbetalt 20.000 kroner om måneden. Prisen for, at den løn bliver vedligeholdt år efter år, er 1001 kr. om måneden, i medlemskab af 3F. […]Læs mere…
Der er for meget arbejde, til dem der går på arbejde.Michael Juhl Jørgensen26. januar 2022Vi oplever i Danmark et stigende pres på arbejdstiden. Forventningerne til den ansattes fleksibilitet og mængden af overarbejde øges konstant.
Fleksibilitet er afgørende for det danske arbejdsmarked, så vi forsat kan værre konkurrencedygtige i forhold til resten af verden. Der er dog en grænse for fleksibiliteten helbredsmæssigt, hvilemæssigt og familiemæssigt, og denne grænse er ved at være overskredet. Vi er nu nået til et punkt, hvor man kan kaldes ind på alle tider af døgnet. Weekender og helligdage er ofte ganske almindelige arbejdsdage. Selv de traditionelle kutymefridage som d. 1. maj, Grundlovsdag, 24. og 31. december er også i spil, hvis arbejdsgiveren ønsker det.
Mængden af overarbejde er i mange fag stigende. Der er fra arbejdsgiverne ofte en klar forventning om, at de ansatte altid kan overarbejde. Førhen var det normen, at overarbejde blev brugt under højtider og sygdom. Nu bliver overarbejde ofte brugt som et ganske almindeligt redskab i den daglige drift. At vi nu har et samfund med rekord lav arbejdsløshed, gør kun presset endnu større.
Politikerne taler nu om, at vi alle skal yde lidt mere. Pensionsalderen sættes løbende op, man vil belønne seniorer, hvis de fortsætter arbejdslivet osv. Hvis alle med fuldtidsarbejde slides op fysisk og mentalt af konstant overarbejde, vil mange ikke klare distancen. Så skal vi i fremtiden have både Børge og Peter pensioner.
Ved de kommende OK-forhandlinger kunne et vigtigt punkt være at afgrænse arbejdstiden og mængden af det overarbejde, en arbejdsgiver kan forlange. Begynder vi ikke snart at sige fra, kan vi hurtigt stå med et arbejdsmarked, som vi ikke længere kan se os selv i. Det må vi alle være interesseret i ikke sker. Vi kan sagtens være konkurrencedygtige uden at indgå kompromisser, som i sidste ende forringer arbejdsmiljøet og sikkerheden på arbejdspladserne. […]Læs mere…
Det arbejdende Danmark!Jens Jørgen Jeppesen26. januar 2022Erhvervslivet skriger på arbejdskraft og er ikke enige i den nye Arne pension, idet manglen på arbejdskraft så kun bliver større og større.
Hvad er det vi vil, vil vi gå senere på pension? Selv om vi levere længere og er mere aktive, er der jo stadig mange med hårdt fysisk arbejde, her er kroppen er jo slidt – så hvis vi skal arbejde længere end i dag, hvilke skåne tiltag skal så tilbydes og er det rentabelt?
2-3 dages arbejdsugeForlænge weekend med en dagLængere ferie eller oftere ferieHalve dages arbejdeOmrokering på arbejdspladser – de unge tager de tungeste poster
Eller skulle vi speede processen op for vore udenlandske gæster/indvandrere – så de kan komme hurtigere ind på arbejdsmarkedet? Det giver jo ingen mening at vi har udenlandske sygeplejersker, læger osv. Gående hjemme på dagpenge, når vi har så stor mangel på dem, fordi godkendelsen går for langsomt.
Vi har mangel på arbejdskraft, og hvis vi ikke selv kan løse problemerne, må vi importere arbejdskraft – så hjulene holdes i gang.
Bliver løsningen at importere mere arbejdskraft, hvad bliver så udfordringerne?
Kører/flyver arbejderne så frem og tilbage mellem landene, da de får mest ud af deres penge i eget land, hvilket jo heller ikke er smart for dansk økonomi.Kan vi få dem til at flytte herop med familien og sørge for ordentlig integration samt tilbyde dem et godt liv i Danmark.
Eller skal arbejdsmarkedet omstruktureres – så der kan arbejdes mere hjemmefra, hvilket kunne gøre, at folk der skal på pension, måske kunne overtales til at par år mere, idet vedkommende selv tilrettelægger sin dag – så glæder mig sig til at sove længe – så gør jeg det – så tager jeg blot tjansen lidt senere, derudover sparer jeg tiden på transporten.
Dette er jo selvfølgelig ikke alle erhverv der kan det, men idet man lod dem arbejde hjemme der kunne, ville det erhvervsliv der skal møde på job, sparer tid på transport, da der i dag bruges meget tid på køer på motorvej samt forsinkelser på toge.
Under covid 19 – kunne vi se store besparelser på motorvejskøer, grundet folk arbejdede hjemmefra, virkelig lettede trafikken og gjorde at man kom tidligere til og fra arbejde. Det er skønt for alle at spare tid på kørsel.
Dette må også give bonus på klima regnskabet. […]Læs mere…
Alle er deres egen sikkerhedsmand!Rasmus Jensen26. januar 2022Vores arbejdsmiljørepræsentants (AMR) væsentligste opgave er at sikre og opretholde et godt både psykisk og fysisk arbejdsmiljø samt forebygge evt. sundhedsskadelige miljøer for både virksomheder og medarbejdere.
Jeg tænker tilbage på min tid som AMR, har intet ændret sig siden da. Vi arbejdede kun med de skader, der var sket. Ikke forebyggende arbejde, for vi havde ikke tiden til det. Det resulterede i, at sikkerhedsmøderne med ledelsen omhandlede de samme punkter hver eneste gang – hvilket jo klart er et bevis på, at situationerne, endda skaderne, ikke blev fuldt til dørs og rettet op på.
Her har jeg to eksempler. Rygning i maskiner er bandlyst, men dette fortsættes, trods håndhævelse. Det andet eksempel er opfølgning af eventuelle skader på medarbejdere. Er de okay efter skades hændelse – fysisk og psykisk?
Ovenstående er blot en brøkdel af de problemstillinger, som ikke bliver taget seriøst. Er det pga. den manglende tid til at være AMR?
I min nuværende stilling som formand for havnearbejderne i Århus er mit største fokus på sikkerhed. Alle skal gerne komme sikkert hjem til deres familier.
Vores havn er en farlig arbejdsplads grundet de store maskiner samt de højder, og ikke mindst vejret vi arbejder i. Mange skader kan ske, og det er derfor altafgørende, at der prioriteres tid til at forebygge mulige skader. For at kunne sikre alle og deres færden på en så farlig arbejdsplads er det ”alfa-o-mega”, at alle er sin egen sikkerhedsmand.
Som sin egen sikkerhedsmand vil det sige, at hvis man ser noget, der på nogen måde er uhensigtsmæssigt i form af egen eller sin kollegas sikkerhed, skal der omgående gribes ind, og man skal lade sig undre? Spørg din AMR, inden arbejdet fortsættes.
Den største fejl her er, at nogle lukker sine øjne. De tænker måske, at dette ikke sker for mig, eller dette er ikke mit bord. Husk din AMR er der for dig – men har han tiden?
Når vi på havnen får nye medarbejdere, SKAL de gennemgå et sikkerhedskursus som AMR’en står for, inden de bliver sluppet løs og ud i virkeligheden. Men får AMR’en tid nok til at holde et fyldestgørende kursus?
Det hele drejer sig om tid og prioritering til AMR’en. Travlhed må ikke tage pladsen for AMR’erens forebyggende indsats.
Mit budskab her er, at vi alle tager ansvar for os selv og støtter op om vores AMR. Og så skal virksomhederne prioritere tid i hverdagen til deres AMR, så de kan udføre det arbejde, de er uddannet til.
Hilsen Rasmus Jensen […]Læs mere…
Skal vi ikke lige holde fokus?Erik Emil Hansen26. januar 2022I dag er der mange steder hvor man kan ytre sig og sige sin mening – om alt!
Jeg ved ikke om corona har gjort folk mere kulrede men jeg synes, der er alt for meget mudderkastning frem og tilbage, hvor det ikke er emnet der bliver debatteret.
Det bliver i stedet vendt til hvilken ”farve” man tilhører politisk.
I stedet for at vi har en god og konstruktiv dialog omkring om et givent emne, som fx en aktuel artikel, nyhedsindslag, blog, mm., så skubbes debatten i baggrunden, og kommentarerne kommer mere til at handle om afsenders mulige politisk tilhørssted.
Jeg ser ofte kommentarer som f.eks.:
”Du er bare fucking 3F pamper rød” eller ”Du er bare total syg blå liberal egoist, der kun tænker på dig selv”
Hadefuld retorik er kun skadelig, men holder vi os til emnet, så har vi mulighed for at skabe forandring
Jeg ønsker at fremme den gode dialog baseret på vores værdier, og ærlighed i det hele taget i den offentlige debat.
Fordelen ved den skriftlige debat er, at man har muligheden for at tænke sig om en ekstra gang inden man trykker ”send”. Du har god chance for at stoppe dig selv før det går galt.
At sikre det gode arbejdsliv til hinanden er højt på min værdi-liste.
Jeg er en faglig aktiv stolt godschauffør som snart har været 35 år i branchen.
Jeg deler gerne min mening for at påvirke og fremme de ting jeg kæmper for.
Mine 3 vigtigste mærkepunkter er:
Det skal være rart at gå på arbejde, uanset hvad man arbejder med og hvor man kommer fra.
Det skal være en selvfølge, at man taler pænt til hinanden, uanset om man er chauffør eller direktør.
Det skal være en selvfølge, at man viser tillid til hinanden på arbejdspladsen.
Hvis en virksomhed viser ligegyldighed overfor de ansatte, så skaber det mistrivsel og mistillid. Så er virksomheden aktivt i gang med at ødelægge sig selv.
Lad os nu fremme den gode dialog. Vælg den gode tone.
Lad os vælge at støtte hinanden i stedet for at bekæmpe hinanden.
Har du en dårlig dag er det måske ikke her, du har overskud til at deltage konstruktivt.
Træk vejret inden dy trykker på tasterne
På den måde kan vi gøre en forskel.
Vi behøver ikke at være enige, men vi skal være ordentlige. […]Læs mere…
Når opbakningen forsvinder.Bjørn Østergaard Pedersen24. januar 2022En tillidsvalgt er nød, til at have opbakning fra sine kollegaer ellers er der ingen grund til at han fortsat skal være tillidsvalgt. Men når kollegaerne tror at de kan styrke deres egen position ved at arbejde på egen hånd, så er der vel ingen grund til at have en tillidsvalgt der arbejder for fællesskabet. Ideen med tillidsvalgte er netop at skabe fælles løsninger, og det er alt andet lige nemmere at skabe resultater når man er en gruppe der står sammen, med samme mål.
En arbejdsgiver kan ødelægge fællesskabet, ved at give enkelte medarbejdere nogle fordele der får dem til at føle sig specielle, og det er meget farligt for den enkelte medarbejder kan føle at man får mere ud af at styrke sin egen position end kollegaernes fælles position. Det er ikke nemt for alle at kunne se hvad der sker på sigt, da man ofte ikke tænker over hvad bagtanken er med hvad arbejdsgiveren gør. Sommetider kan man ”redde” situationen ved at gøre opmærksom på at der er ved at ske noget snavs, det kan være meget små ting her og der, der lige pludselig bliver til noget stort hvis der bliver trykket de rigtige steder så kan fællesskabet smuldre fuldstændigt.
En kollega kom til mig og sagde at han skulle udstationeres i en periode, jeg oplyste ham om at han skulle være opmærksom på at der var ingen af de andre kollegaer der ville tage på udstationering, da chefen ikke ville dække udgifter til fortæring for nogle medarbejdere, mens andre godt kunne få dækket udgifter for samme tur. Han mente at det ikke ville være et problem for ham, så han tog afsted. Da han så kom hjem igen, henvendte han sig til mig og fortalte at han ikke kunne få dækket sine udgifter ved turen, og han ville ikke tage på udstationering en anden gang. Jeg spurgte ham om jeg skulle gå ind i sagen, men det ville han ikke have. Det er i min verden et ganske glimrende eksempel på hvordan det kan gå når man kører solo løb, og mener at jeg kan selv styre tingene, men det kan man ikke altid.
Jeg siger ikke at alle arbejdsgivere er nogle slyngler, man skal bare være opmærksom på hvad der sker omkring en selv, og få nu snakket med kollegaerne og de tillidsvalgte på din arbejdsplads, omkring hvad der sker, så kan andre også se på sagerne med andre øjne og måske komme med deres input. Vær ikke bange for kritik, det gør os kun til bedre kollegaer. Selvom de måske kan være irriterende for nogen, men når kollegaer spørger til hvordan det går eller hvad der sker i dit liv, så er det i de fleste tilfælde ikke i ond mening, men bare fordi at man kun vil hinanden det bedste.
Hvis man er tillidsvalgt, så er det ens kollegaer der kommer i første række, og man arbejder for gode forhold på arbejdspladsen hver dag. Og hvis ikke at kollegaerne bakker op om arbejdet, så er det meget svært at få noget igennem. En tillidsvalgt er demokratisk valgt så selvom du måske ikke er perlevenner med den tillidsvalgte, så kan man vel blive enige om at man vil have gode arbejdsforhold på arbejdspladsen, og derfor bør man samarbejde om denne sag, i stedet for at sætte sig over i hjørnet og være sur over at det ikke var ham jeg stemte på, der blev valgt.
Bak op om jeres tillidsvalgte og hvis i, mener at de ikke gør deres arbejde ordenligt, så sig det til dem så man kan få en dialog om det. Der er måske en grund til at de gør som de gør, eller måske har du en ny vinkel på sagerne, som den tillidsvalgte, ikke havde set. Hjælp hinanden, stå sammen og kæmp fælles kamp. Så bliver din arbejdsplads et bedre sted. […]Læs mere…
Hvad er der blevet af den gensidige respekt?Rikke Bettina Olesen24. januar 2022”Jamen Rikke, det er jo ikke sådan, vi arbejder her.”
Kender du det at støde panden mod en mur, når man henvender sig til din arbejdsgiver angående det fagligt arbejde eller faglige udfordringer på arbejdspladsen? Der kommer rigtig mange undskyldninger retur.
”Jamen, det kigger vi lige på” (og så sker der ikke en skid).
”Jamen, det kan jo aldrig lade sig gøre på vores arbejdsplads” (undskyld mig, har vi prøvet?)
”Vil du gerne ødelægge det for firmaet?” (hallo, det er mit eget arbejde, vi snakker om, så nej, det har ingen interesse).
Hvad er der blevet af den gensidige respekt? Der, hvor vi kan mødes i øjenhøjde, få en god og konstruktiv samtale. Hvor vi kan få løst nogle af vores fælles udfordringer for vores fantastiske kollegaer og ansatte på arbejdspladsen. Jeg kan virkelig ikke forstå, hvad der sker. Jeg vil ikke råbes af, tales ned til eller beskyldes for, at min mission er at køre firmaet i sænk.
Når jeg som tillidsvalgt kontakter ledelsen angående problemstillinger, så har jeg jo prøvet at løse det selv, men jeg er jo også klar over, at der er nogle ting, hvor vi har brug for deres hjælp og forståelse for at få det løst. Det gælder også de svære ting, hvor vi måske ikke er helt enige, men så kan vi da i det mindste blive enige om at være uenige, og så bæres der ikke nag over det. Men uenighederne har det med at dukke op senere, som om at nu ”skylder” du, Rikke.
Helt konkret mangler jeg en forståelse hos arbejdsgiveren for, hvad det indebærer at være tillidsvalgt i en virksomhed. Det er som om, at vi skal opfinde den dybe tallerken hver gang.
Måske kunne det være en fordel for arbejdsgiveren at lytte til os en gang imellem. Jeg ved af erfaring, både fra mig selv og fra kollegaer, at fantastiske, engagerede og tilfredse medarbejdere arbejder ekstremt effektivt og har mindre fravær. Jeg håber og krydser fingre for, at vi en dag kan opnå den samme forståelse og gensidige respekt, for hinandens arbejde, meninger og forståelse. […]Læs mere…
Tillidsmandens ønskeKlaus Ole Nielsen21. januar 2022Hvor blev den gode tone af
Jeg er tillidsmand, og har været det i mange år. Jeg har været med til fusioner og sammenlægninger, og oplært lærlinge og nye kollegaer.
Det har været både spændende, udfordrende, og lærerigt. Jeg har mødt mange gode mennesker og har fået mange gode kollegaer gennem årene, og mange heldigvis stadig.
Jeg er så heldig at have de allerbedste kollegaer, og de giver mig stor opbakning i mit virke som tillidsmand, og det giver mig så meget mere lyst til at forsøge at skabe Danmarks bedste arbejdsplads.
Men de senere års udvikling i samfundet, hvor det er blevet nærmest legalt at svine andre folk til, især hvis det sker bag en skærm, har nu i nogen grad også fundet vej ind på danske arbejdspladser, og i nogen grad desværre også til min. Danmark er blevet et sted hvor egoismen blomstrer som aldrig før. Skal vi ikke ændre på det og skabe den bedste arbejdsplads?
Jamen hvordan ser den bedste arbejdsplads ud?
Spørger man mig er det et sted med ordnede forhold, og hvor vi respekterer hinandens forskelligheder indenfor de rammer vi i fællesskab sætter, ledelse og medarbejdere imellem. Hvorfor er det så blevet legalt at bagtale en kollega? Kan vi være bekendt at tale dårligt bag ryggen på en kollega? Gu ka vi ej. Tænk hvis det var dig selv, eller måske en i din familie det gik ud over.!
En anden vigtig faktor for den bedste arbejdsplads er rummelighed. Der skal være plads til alle, og vi skal acceptere hinandens forskelligheder, kulturer og overbevisninger. Vi kommer alle med vidt forskellig baggrund og kan alle sammen noget forskelligt. Og hvem kan prioritere vigtigheden og rigtigheden af noget? Så hvorfor er det så blevet legalt at pege fingre af en kollega?
Kan vi være bekendt at pege fingre af de nye, de uerfarne, eller den kollega der har været uheldig. Gu ka vi ej for i morgen kan det være os selv! Og vi er alle startet et sted!
Lad os løfte i fællesskab og hjælpe hinanden. Hvis den “gamle” erfarne ikke lukker den unge nye ind og lærer fra sig, så er der ingen til at tage over den dag han gerne vil have fri, og omvendt hvis den nye unge ikke er engageret og imødekommende, så vil den “gamle” ikke lære fra sig af sine erfaringer. Begge dele er skidt for udviklingen af arbejdspladsen.
Vi der er tillidsvalgte har en særlig opgave i forhold til det at skabe den bedste arbejdsplads.
AMR’erne skal jo gå foran og være med til at skabe det sikre og gode arbejdsmiljø. Man kan jo komme til skade ved andet end at løfte tunge ting, og vrikke om på foden. Psyken kan jo også skades, og det kan i virkeligheden være værre at helbrede, end en brækket arm.
Tillidsmændene skal gå forrest for at sikre den gode løn og de ordnede forhold, og at kollegaerne får den løn de har krav på, og sikre at aftaler overholdes. Og her er det vigtigt at vi holder den lige linie og holder fast i den fælles aftale der er indgået.
Jeg er godt klar over at med ca 350 timelønnede kollegaer, vil der være nogle imellem der tænker at, nu er det sgu da slået klik for Klaus Ole. Det er jo bare vores arbejdsplads, men altså! Vi vælger den bedste partner, vi får de bedste børn, køber de bedste boliger, hvorfor så ikke prøve at skabe den bedste arbejdsplads, når nu vi næsten bruger mere tid her, end vi gør med de andre bedste valg i vore
Vi har rammerne, lad os bruge evnerne og gribe muligheden?
Lad os finde den gode tone, og sammen genskabe den bedste arbejdsplads hvor kollegaerne trives, engagerer- og organiserer sig. Det er godt fordi
INGEN KAN DET HELE, ALLE KAN NOGET, SAMMEN KAN VI ALT
21/1-2022 Klaus Ole Nielsen […]Læs mere…
Det ville være genialt!Bjørn Smedemark Diedrichsen18. januar 2022Hvis udrykningskøretøjerne kunne blive enige om hvor de vil køre.
Det er pinligt at redningstjenesterne i Danmark, ikke kan blive enige om hvordan der køres frem til skadessteder og det er utroligt at der ikke allerede er lavet faste retningslinjer for fremkørsel.
Skal politikkerne lave lovgivning på området?
Her er en lille historie om hvordan vi gør i dag.
En morgen i august 2021 er jeg på vej til et møde i Vejle, jeg kører fra Aarhus ved 7-tiden, det er gråvejr men tørt, jeg tænker solen nok skal brænde igennem senere.
Radioen står på P4, her vil eventuelle trafikmeldingerne komme, jeg sidder og tænker på dagens møde.
Så kom afbrydelsen fra trafikradioen, Johnny Krone meddeler ”færdselsuheld på E45 i sydgående retning, lige før afkørsel 52 Skanderborg Vest, flere biler involveret, anden og tredje vognbane er spærret, redningskøretøjer er på vej”
I dette øjeblik passere jeg Stilling (afkørsel 51) i tredje vognbane, så ingen mulighed for at køre af motorvejen, der er hundrede vis af bremselygter og havari blink foran, nu skal der træffes hurtige beslutninger, bilen skal fra 130 km/t til 10 km/t. Har dem bag mig set det samme som jeg, hvor hårdt bremser bilen foran, hvad med bilen til højre for mig, trækker den ud, der er mange ting der skal falde på plads, heldigvis sidder de ting på rygraden af de fleste bilister, det lykkedes også for mig den dag (uden at spilde kaffen 😊).
Nu holder alle tre vognbaner stille, jeg forsøger at få et overblik over hvor langt fremme trafikuheldet er, der er cirka 3 km. fra Stilling til rastepladsen Fuglsang, uheldet er lige inden rastepladsen, jeg har over 2 km. frem til uheldet, ingen mulighed for at komme frem og hjælpe, det bliver tålmodighed, trafikradio og kaffe.
Så kommer første udrykningskøretøj, det er Falcks afspærrings vogn.
Den kører mellem anden og tredje vognbane (på dansk kalder vi det plov) i Tyskland kaldes dette Rettungsgasse (det vender jeg tilbage til), os der holder i tredje vognbane trækker mod midt autoværnet, dem i anden vognbane trækker så langt til højre det kan lade sig gøre, lastbiler osv. i første vognbane trækker så langt ud mod nødsporet de kan.
Et minut efter kommer politiet, de køre i nødsporet, så nu flytter alle køretøjer i første og anden vognbane sig mod venstre.
Efter endnu et par minutter kommer der en ambulance og en brandbil, de køre plov/ Rettungsgasse, nu er forvirringen ved at være total og frustrationerne hos trafikanterne og redningsmandskabet stiger 🤯
Denne situation i sig selv forklare hvorfor vi skal have én fremgangsmåde.
Løsningen findes og bruges allerede syd for grænsen: https://youtu.be/WfiLITNZudE
Der er flere argumenter, når man kører i nødsporet, er der større risiko for at punktere. I nødsporet er bremselængden længere, på grund af belægningen er anderledes. Når man kører i nødsporet mellem lastbilrækken og autoværnet, er det som at køre i en tunnel, udsynet er meget nedsat.
Hver gang en bil, eller endnu værre en lastbil, skal flytte sig en halv eller hel meter til siden, skal der køres et stykke, prøv at forestille dig du skal flytte din bil en meter til siden, hvor mange meter skal du køre frem for at bilen er rykket en meter sidelæns?
Prøv at lave samme øvelse i en lastbil på 25 meter 😮
På et tidspunkt vil køen blive så kompakt at man ikke kan rykke sig længere, så holder redningskøretøjerne fast og i værste tilfælde vil de tilskadekommen dø.
Med Rettungsgasse, vil alle trafikanter vide hvor de skal placere sig når der opstår kø, redningskøretøjerne vil komme hurtigere frem og dermed redde flere liv, udsynet ved fremkøreringen med udrykning vil være højre og øge trafiksikkerheden.
Når redningskøretøjerne kommer hurtigere frem, vil vejen være spærret i kortere tid, det spare samfundet for udgifter og trafikanterne kan komme hurtigere videre, uden for mange frustrationer, der mange gange udtrykkes ved en meget tung højre fod.
Du som trafikant kan hjælpe, ved at placere dig rigtigt når der opstår kø og holde denne placering, også selvom det første udrykningskøretøj er kørt forbi, der kommer måske flere 🙏
Du der kører udrykning, kan vælge at kører Plov/ Rettungsgasse, så gør vi alle det samme.
Du som politikker, kan kikke på de nødvendige tal og statistikker og få gennemført en lovgivning på området ✍️ […]Læs mere…
Grib uddannelsenPaw Maj Lynggaard17. januar 2022I øjeblikket er der godt gang i hjulene i dansk økonomi. Der er masser af arbejde, men det er svært at rekruttere – bliver der sagt. Derfor foreslår flere borgerlige partier og erhvervsorganisationer at sænke beløbsgrænsen for at få den arbejdskraft, der mangles. I min optik er det dog ikke så simpelt, for nogle gange tror jeg, at man glemmer at opkvalificere og uddanne de ansatte, de allerede har og kan få. Her er det også oplagt at få fat i de unge, som jeg har oplevet jobshopper lidt. Kan de ikke lide lugten i bageriet, skrider de simpelthen, og det er som sådan også fair nok nogle gange. Men det er altså sundt nok at prøve at påvirke tingene selv, måske have en interesse for at blive faglært, få svendebrev og dygtiggøre sig. Få et større perspektiv på sit arbejde og fag. Da jeg selv startede med at arbejde på et lager, tænkte jeg ”jamen, det kan jeg godt finde ud af”, men jeg lærte også hurtigt, at det altså tager tid at blive rigtig dygtig. Det kræver både timer og interesse.
På min arbejdsplads oplever jeg da også, at det ikke er garvede lagerarbejdere, der bliver rekrutteret altid. Intet i vejen med det, men husker man at få dem opkvalificeret, uddannet og klædt på til arbejdet? For mulighederne er der. Det virker bare for mig som om, at det bliver glemt lidt. For vi lever i et land, hvor uddannelse som sådan er gratis, og arbejder man under overenskomst, som jeg gør, ja, så kan man simpelthen få to ugers selvvalgt uddannelse om året. Med løn. Det er fantastisk, hvis det bliver brugt.
Jeg oplever kolleger, der i dagligdagen godt kunne bruge et truckcertifikat, eller måske en dybere indsigt i det man faktisk går og laver. Der, hvor jeg arbejder, har vi en varemodtagelse. De modtager containere, trailere og varevogne med gods. Der skal man bruge hjælpemidler, som kræver certifikat.
En af mine kolleger kommer hen til mig mandag i pausen, og vi får en snak om, at det til tider kan være lidt kedeligt, når man kun kan kigge på, mens gaffeltrucken tømmer traileren. Det kan jeg godt følge ham i, så jeg fortæller ham, at man kan få truckcertifikat gennem den selvvalgte uddannelse. Jeg fortæller også, at man får løn, dog kun 85 procent, og dér stopper vi. For kollegaen ønsker ikke at gå 15 procent ned i løn. 15 procent i 10 dage for at investere i sig selv og dygtiggøre sig samt at stå stærkere selv.
Jeg prøver at forklare, at det jo kun er 15 procent nedgang i 10 dage, og at han efterfølgende har papir på det og vil få nemmere opgaver på arbejdet. At han bliver lidt mere attraktiv på arbejdsmarkedet, hvis han skulle blive fyret. Jeg prøver at sige, at det jo er en investering i et arbejdsliv, der er langt og nok bliver længere, men lige lidt hjælper det. Det er simpelthen ikke interessant nok, når man skal lidt ned i løn. Det ærgrer mig. For det er så vigtigt at investere i sig selv, sit eget helbred og sin egen fremtid. Det tror jeg også, at man fra arbejdsgiversiden nogle gange glemmer. Vi har altså nogle rigtig fine løsninger på at få uddannet kolleger, give dem chancerne og blive bedre. Det er jo heller ikke ukendt, at der mangler faglærte.
Så grib mulighederne kære kolleger, de er der altså, og det batter! Hvorfor? Fordi når man bliver god til noget, bliver man også mere effektiv, og bliver man mere effektiv, får man mere fra hånden. Og det er som sådan en god ting. For vi er og skal være dygtige i Danmark. Vil du være med?
-Ps. Jeg har ikke selv truckcertifikat, endnu.
https://fagbladet3f.dk/artikel/lavere-beloebsgraense-loeser-ikke-problem-her-og-nu?utm_campaign=14012022-1&utm_medium=email&utm_source=Newsletter […]Læs mere…
Kasket sygeJulie Bæk Olesen9. januar 2022Jeg forstår ikke hvordan en titel kan betyde så meget for nogen. Hvorfor en titel kan ændre folks adfærd, syn og indstilling til den virkelige verden?
Kollegaer der engang gik i blandt os andre på gulvet, havde samme tilgang til det vi lavede. Vi stod sammen, vi kunne snakke om alt sammen, vi kunne lave sjov sammen.Så blev der lokkede, pressede og prisbelønnet en titel ned fra oven. og intet ville forandre sig, kun mere ansvar og opgaver med en fin titlen. men det var desværre ikke det, dette endte ud i.Min sidemakker forsvandt. Ikke fysisk men afstanden blev stor, som at jeg ikke længere var til stede i min kollegas verden mere. Nu skal jeg virkelig tænke over hvad jeg siger, hvilken måde jeg formulerer det på. For ikke alt har samme betydning som før. Før kunne vi joke om alvorlige ting på jobbet uden det blev misforstået. Men ikke mere, nu bliver tingene vendt og drejet.For en titel, har fået mange til at glemme, ikke alting skal skal være så seriøs. Vi skal huske at grine, leve og nyde livet også på arbejdsmarkedet, hvor vi tilbringer meste af vores vågne timer i døgnet i hverdagen. Så gør en titel på arbejdsmarkedet dig gladere? Gør den dig til bedre menneske? Gør den dig vigtigere end dem du mødte på vej op? Jeg har desværre set så mange, i mit ganske små 15 år på arbejdsmarkedet. Som en gang var ligemand, så mig i øjne som ligeværdige, luften var varm og lunefuld. Nu er der lunken, hvis ikke kold.Men der er selvfølgelig også dem, der kan bære en titel som stå ved dem selv, som ikke ændrer sig. De anerkender og respekterer dem de mødte på vej op. De har et bagland af respekt og tillid.
”Sørg altid for at behandle dine medarbejdere nøjagtig som du vil have dem til at behandle dine bedste kunder.”Stephen Covey
Men hvorfor er der så, så få af disse. Hvorfor er det ikke dem, virksomhederne hungrer efter? Hvorfor skal de så mange skønne personligheder og adfærd laves om og rettes til? Jeg er bange for at vi i nutidens Danmark glemmer at, titler i livet ikke danner os som mennesker. Men os mennesker der danner titlerne. Så stå ved dig selv og vær dig selv. Det giver respekt, tillid og tiltro fra dem der skal følge dem. De vil yde de 10 % mere end de skulle, de vil tage en ekstra vagt. De vil tale positiv om deres leder og arbejdsplads.SÅ kom ned af den piedestal, bare fordi du har en titel er vi stadig kolleger på en arbejdsplads! […]Læs mere…
Gys, gru og pædagogikMajken Bentzen10. december 2021Gad vide om pædagoger ved, hvor uhyggelige de i virkeligheden er?
Arbejder pædagoger i aarhusianske vuggestuer og børnehaver virkelig med gys og frygt som en naturlig del af den pædagogiske hverdag?
I følge Recreational Fear Lab er det netop det de gør. Adjunkt Marc Malmdorf Andersen og forskningsassistenterne Emilie Schjoldager og Lauritz Holm Petersen ved hvad de taler om. De har nemlig systematisk undersøgt emnet. De ved også, at det giver rigtig god mening.
Recreational Fear Lab hører hjemme på Aarhus Universitet og har, inden de kastede sig over daginstitutionsbørnene, undersøgt sammenhængen mellem frygt og fryd. Det har de blandt andet gjort sammen med Dystopia Entertainment, som laver interaktive horror events. Med interviews, observationer og fysiologiske målinger har de undersøgt unge og voksnes reaktion på gyset.
Undersøgelsen peger på, at fornøjelsen over gyset er helt afhængig af, om man bliver tilpas forskrækket. Lige det sted, hvor frygten er mest frydefuld kalder Marc Malmdorf Andersen for gysets sweet spot.
Vi kender det godt. Det frydefulde gys når vi læser krimiromaner, ser zombiefilm og slynges rundt i rutsjebanen, kører for hurtigt, kitesurfer eller spiller uhyggelige computerspil.
Men nu handler det om altså om børnenes gys og de uhyggelige pædagoger.
I foråret 2021 interviewede forskningsassistenterne Emilie Schjoldager og Lauritz Holm Petersen børnehave- og vuggestuepædagoger fra Aarhus og nærmeste omegn for at blive klogere på deres brug af gys og frygt i den daglige pædagogiske praksis.
Hvad enten de er klar over det eller ej, så arbejder de aarhusianske daginstitutionspædagoger med gys. Og det gør de stort set hver dag fortæller Emilie Schjoldager, i hvertfald de pædagoger, som hun og Lauritz Holm Petersen interviewede.
Pædagogerne arbejder med gys, når de læser historier, fortæller frit, leger sanglege, gemmelege, fangelege eller mørkeleg med børnene. Historierne, som fortælles igen og igen, legene og sanglegene som også gentages er en tryg ramme, hvor gyset kan afstemmes af pædagogen i forhold til børnegruppen og det enkelte barn. Børnene kender forløbet og pædagogen bygger op til sweet spottet, der hvor gyset er allerbedst, -lige inden det bliver for meget. Marc Malmdorf Andersen tilføjer at en dygtig fortæller trækker tiden op til gyset, fordi forventningen om gyset er en afgørende del af oplevelsen.
Docering af gyset er med andre ord altafgørende. Traumer og adfærdsforstyrrelse kan i yderste konsekvens være resultatet af gys, som ikke er tilpasset aldersgruppen og det enkelte barn, fortæller Emilie Schjoldager. Derfor er pædagogerne og deres viden om og evne til at aflæse børnene så vigtig.
Ikke alle af de interviewede pædagogerne synes selv, at de arbejder med gys, men de ved, at det fanger børnenes opmærksomhed og de er meget bevidste om at historierne og legene er en vigtig del af den pædagogiske tradition og en væsenlig del af børnenes dannelse.
På mange måder minder børns oplevelse af det godt afstemte gys om det, der sker i risikofyldt leg. Det handler om at bevæge sig på kanten af det mulige, det trygge og det man måske kan.
Både risikofyldt leg og gys kunne være et modspil til curlingkulturen.
At der er godt med gys i fangelege og gemmelege er nemt at forestille sig, men hvad med sange og sanglege? Lauritz Holm Petersen fortæller, at de til en international præsentation af projektet havde oversat “bro bro brille”. Den handler rent faktisk om soldater/børn der skal fanges og koges i en gryde. De udenlandske forskere var chokerede, i hvertfald lige indtil de begyndte at se nærmere på deres egne sanglege og børnerim. De viste sig også at indeholde absurde og makabre detaljer, som man normalt ikke ville forbinde med en lykkelig barndom. Altså medmindre man er pædagog eller forsker i rekreativ frygt.
Både børn og voksne drages af gyset, men hvad får de helt små børn ud af det? Emilie Schjoldager fortæller at udover fryden, som umiddelbart følger med gyset, så oplever barnet også en mestringsfølelse. Det er følelsen af at have klaret en farligt og vanskelig situation. På længere sigt vil barnet også blive bedre kan håndtere negative følelser og ubehagelige oplevelser.
Faktisk har Recreational fear LAB planer om at undersøge om der kunne være en sammenhæng mellem den angstepidemi vi oplever blandt børn og unge og at børn i dag i mindre grad bliver udsat for alderssvarende gys.
Tænk hvis man kunne forebygge angst med gode gys.
For en sikkerheds skyld må vi hellere skræmme de arme børn. Det er jo til deres eget bedste.
Faktaboks:
Recreational Fear Lab hører under Aarhus Universitet
Med i artiklen er:
Marc Malmdorf Andersen, Ph.d, Adjunkt, Interacting Minds Centre.
Emilie Schjoldager, Kandidat-studerende, Psykologi.
Lauritz Holm Petersen, Ph.d.-studerende, Religionshistorie.
Læs mere her: https://cc.au.dk/en/recreational-fear-lab/info-paa-danskin-danish/
Faktaboks
Du må væbne dig med tålmodighed, hvis du vil læse mere om Recreational Fear Labs arbejde med gys i daginstitutioner. Artiklen udkommer først i starten af 2022 i Dansk Pædagogisk Tidsskrift: “Uhygge, frygt og modige børn”. https://dpt.dk/
Artiklen er tidligere bragt i Århus Pædagoger 05 2021 4-5 https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2021/aap21-05-high/ […]Læs mere…
Kopffüssling, børnehavelivet som tegneserieMajken Bentzen10. december 2021Søren kombinerer sine pædagogiske erfaringer med sit tegnehåndværk, krydrer det med skarpe betragtninger og rigeligt med humor. Resultatet er nogle fine, sjove og tankevækkende tegneseriestriber.
Den tegneserie Søren skriver og tegner hedder Kopffüssling. Hvis du ikke allerede er stødt på de tegnede børnehavebørn og de voksne, der er i deres univers, så kan du godt glæde dig.
Som ung arbejdede Søren som pædagogmedhjælper, i hvertfald indtil han tog til Barcelona for at gå på tegneserieskole. Efter det, levede han i mange år som freelance tegner, både i Spanien og i Danmark. Men på et tidspunkt fik han nok af tegne det, som andre have bestemt, at han skulle tegne. Derfor vendte han i 2008 tilbage til pædagogfaget, tog en merituddannelse og arbejdede indtil for ganske nyligt i børnehave. Nu arbejder han indenfor for handicapområdet og tegner kun det han selv har lyst til.
“Jeg havde længe haft lyst til, at lave en tegneserie om en børnehave.” Forklarer Søren og under den første coronanedlukning i foråret 2020 tog tegneserien Kopffüssling sin form. Sørens leder var vist lidt nervøs for om han og kollegaerne skulle kede sig for meget under hjemsendelsen, så de blev bedt om at kigge på de styrkede pædagogiske lærerplaner. Igen. Og så gik Søren ellers i gang med at tegne læreplanerne som tegneserie. I starten blev striberne delt med kollegaerne på intra, men senere flyttede de over på Facebook. Her fik de tegnede børnehavebørn stor opmærksomhed. De følges nu ivrigt af over 1000 fans og der kommer stadig flere til. “På Facebook er der hurtig og kontant afregning.” Siger Søren og tilføjer, at der er likes og kommentarer lige så snart en stribe er postet. Det er helt anderledes, hvis man udgiver noget på tryk, så ved man ikke hvor mange eller hvem der læser det og slet ikke hvad de synes om det.
Det er i hvertfald tydeligt, at Kopffüssling rammer noget hos de mange følgere med de pudsige, genkendelige, skarpe og til tider grove striber. Søren fortælle, at han både er glad og overrasket over, hvor godt folk har taget imod tegneserien.
Mere end 100 striber er det efterhånden blevet til og udover de styrkede pædagogiske lærerplaner og den komplette forvirring omkring coronareglerne, da daginstitutionerne åbnede igen, så handler striberne også om små og store paradokser i den pædagogiske hverdag og om de, der sætter rammerne og bestemmer reglerne.
På spørgsmålet om hvordan han arbejder, så forklarer Søren, at han først skal finde sin punchline, altså pointen. Når den er på plads, så bygger han striben op omkring den. “Det gælder om ikke at have for meget tekst med” siger Søren. Inspirationen finder han på arbejde, i hverdagen, i datterens institution, nyhederne, men også de sociale medier fx Facebook-gruppen “Pædagogfagligt netværk”.
Hovedpersonerne i serien: børnehavebørnene er arketyper, understreger Søren. De har karaktertræk, baggrunde og udfordringer, som minder om børn man kan finde i enhver daginstitution. Trods tegningernes enkelhed, så afslører serien et nuanceret børnesyn og et pædagogisk blødt punkt for de børn, der har det svært.
Hverken forældre, ledelse, konsulenter eller politikere undgår Sørens spidse pen og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at han er på børnenes og pædagogernes side. Men ind i mellem er der også en kærlig kritik af det pædagogiske personale. Fx beskriver Søren hvordan man som pædagog kan være så optaget af det man har planlagt, at man glemmer, at se det der forgår lige foran én. Det er tydeligt i striben hvor Kopffüsslingerne sidder i æbletræet. Måske er det også det der kan ske, når man desperat forsøger at følge de oppefrakommende krav fx de styrkede pædagogiske lærerplaner.
Lettere presset lover Søren at fortsætte tegneserien så længe, der er noget at tegne om og så længe han selv synes, at det er sjovt. Vi andre kan så bare læne os tilbage og nyde Sørens Kopffüsslinge i fulde drag, grine af konsulenten, ledelsen og politikerne, men også lidt af os selv.
Faktabokse:
Kopffüssling er betegnelsen for en tidlig børnetegning af et menneske. Det er et hoved med arme og ben, ingen krop.
Du kan finde Kopffüsslingerne og deres voksne her:https://www.facebook.com/Kopffussling-108507420804141
Artiklen har været bragt i Århus Pædagoger 03 2021 side 10-12 https://bupl.dk/wp-content/uploads/2021/06/udgivelser-aap21-03-web_trykt-22.pdf […]Læs mere…
Pædagogik to goMajken Bentzen10. december 2021Studiegruppen som podcast. Podcasten som studiegruppe.
Det er 6 pædagogstuderende fra Ceresbyen, der står bag den nye podcast Pædagogik to go.
Når studiegruppen laver deres podcast mødes de online og det var også sådan jeg mødte dem for at blive klogere podcasten og studiegruppen bag den.
I virkeligheden startede Pædagogik to go som en opgave i faget innovation og entrepreneurskab og gruppen havde vilde planer. Men når corona ligger som en dyne over landet, bliver det pludselig det muliges kunst. Studiegruppen mødtes i Botanisk Have og med udgangpunkt i hvad de hver især kan, fødtes idéen om podcasten. Den udsprang også af det de selv savnede: En rigtig studiegruppe i det virkelige liv, hvor man kunne reflektere sammen, vende stort og småt i pauserne, dele personlige vinkler på det faglige og måske spise et stykke kage.
Om podcastformatet siger Julie Bendix Hansen: “Der er ret demotiverende, når al undervisning og gruppearbejde foregår på en skærm. Med en podcast kan man både få fagligt input og fx gå en tur.”
.
Podcast afsnittene varer omkring en halv time. De er bygget varieret op med en præsentation af afsnittets emne, forskellige overvejelser og refleksioner, kaffebarometeret, som er en dramatiseret case og lidt almindelig hverdagssnak om hvad folk skal lave i weekenden eller overvejelser om yndlingsdesserter. Ind imellem er der jingler og lydeffekter, som understreger overgange og emneskift. Det giver en fornemmelse af selv at være tilstede og det er også meningen. Klaus Kni fortæller at lytteren skal inviteres ind i en studiegruppe med rigtige nærværende mennesker. Søren Barslund Liboriussen tilføjer: “Det skal ikke være så ophøjet. Det må godt være sjovt og hyggeligt.”
Podcastmediet fangede gruppen i en grad, så de lavede endnu et afsnit, som udkom få dage inden de skulle til eksamen med det første afsnit. Siden er det blevet til et tredje afsnit og der er flere på vej.
Peter Vestergaard Nielsen, som er podcastens vært, bemærker at det første afsnit var lidt stift i det. “Men nu hygger os mere og taler os ind på hinanden”.
Oriana Vigl er enig i, at podcasten har ændret karakter henad vejen. “Vores første afsnit var tænkt som et supplement til undervisningen. Men efter at have snakket med vores vejleder, så er det mere vores vinkel. For vi bidrager stærkest med vores egne erfaringer. De næste afsnit er mere “fra studerende og til studerende”. Det skal jo gerne være et nærværende og hyggeligt studierum”
Der er blevet taget rigtigt godt imod Pædagogik to go. Gruppen har fået god respons fra deres egne undervisere og podcasten er da også blevet brugt i undervisningen på VIA. De er også blevet kontaktet af en underviser på VIA Ikast, som gerne vil ha dem til at fortælle om processen til de pædagogstuderende der. Desuden har de allerede nu flere hundrede lyttere på de forskellige afsnit.
Klaus Kni understreger, at de gerne vil aktivere deres lyttere. “Derfor efterlyser vi også ideer på Facebook, Instagram og Twitter”. “Og vi vil rigtig gerne have flere.” tilføjer Benjamin Lind Holm.
Næste afsnit kommer til at handle om seksualitet bl.a. ift voksne udviklingshæmmede, fortæller Søren Barslund Liboriussen og fortsætter: “Der er i hvertfald rigeligt af overvejelser og etiske dilemmaer at tage fat i.”
På spørgsmålet om hvad det skal ske med Pædagogik to go, når studiegruppen er færdige på VIA her til sommer, svarer Benjamin Lind Holm, at de gerne vil forsætte. “Vi bliver jo ved med at lære og reflektere” tilføjer ham. Klaus Kni bemærker at målgruppen sikkert vil ændre sig og at udgangspunktet nok bliver mere praksisnært. Oriana Vigl siger at mange pædagoger savner faglige refleksionsrum. “Generelt er refleksionsrummet undervurderet.” Slår hun fast.
Men indtil da kan Pædagogik to go være den studiegruppe, som de studerende savner, når VIA og resten af landet mere eller mindre er lukket ned. Og for folk, som ikke har deres daglige gang på VIA, er podcasten en fint lille indblik i livet som pædagogstuderende.
Jeg vil bare glæde mig til de næste afsnit. Pædagogik to go er uden tvivl den bedste studiegruppe jeg aldrig har været med i.
Faktabokse
1
Helt praktisk:
Podcastene er optaget virtuelt og gruppen bruger mellem 1 1/2 og 4 timer på selve optagelsen.
Forberedelserne, hvor de læser op på emnet og den senere klipningen af programmet tager 3-4 dag.
2
Her kan du finde Pædagogik to go. Din reflektion på farten:
Spotify, Google podcasts, Apple podcasts, Radio Public, Pocket Casts
Instagram, Facebook, Twitter
(Måske skal vi bare smide alle logoerne ind?)
3
Pædagogik to go, din reflektion på farten
Afsnit #1 – Den 3. Praktik.
Afsnit #2 – Forråelse og ondskab i pædagogisk praksis.
Afsnit #3 – Præsentationsportfolie.
4
Peter Vestergaard Nielsen 28. Oprindelig fra Hjørring (af). Specialisering: skole-fritid. Jeg synes at det er er interessant at dykke ned i børn og unges interesseområder, finde deres styrker og bruge dem aktivt i mit arbejde med inkluderende fællesskaber. Peter er desuden studiegruppens podcastekspert og klipper.
Benjamin Lind Holm, 24. Født og opvokset i Århus. Specialisering: social-special. Arbejder i socialpsykiatrien og kæmper for pædagogfagets eksistensberettigelse og anderkendelse i sundhedsvæsnet. Benjamin er desuden gruppens socialmedia-mand.
Oriana Vigl, 28. Oprindelig fra Viborg. Specialisering: skole-fritid. Min tilgang til pædagogik er autencitet, sjov og leg. Børns kultur er en forlængelse af voksnes kultur, og det er vigtigt for mig at få skabt de bedst mulige betingelser for børns trivsel. At være en god rollemodel som skaber rum på sin arbejdsplads til empati, rummelig og umiddelbar nysgerrighed, samt en legende tilgang til pædagogikken er mit udgangspunkt.
Klaus Kni, 39. Opvokset i Mårslet, bosat i Beder. Specialisering: social-special. Arbejder i ungdomsklub, bosted med voksne handikappede og special pædagogisk bosted. Jeg ønsker at arbejde med hjemløse, indenfor misbrug, prostitution og psykiske lidelser. Brænder for at vi får et fælles fundament for sundhedsvæsnet og pædagogikken.
Julie Bendix Hansen, 26. Kommer fra Midtfyn. Specialisering: social-special. Jeg interesserer mig for hvorfor mennesker handler som de gør, både professionelle og borgere. Desuden synes jeg at det tværprofessionelle samarbejde er spændende, især mødet mellem det sundhedsfaglige og det pædagogiske.
Søren Barslund Liboriussen, (næsten) 27. Født og opvokset lidt udenfor Århus. Specialisering: social-special. Arbejder med voksne med kognitive og/eller fysiske funktionsnedsættelser. Jeg har altid interesseret mig for mennesker, der er anderledes end mig selv. I mit arbejde som pædagogers jeg altid været særligt opmærksom på og interesseret i etikken.
Artiklen er bragt i Århus Pædagoger 02 2021 side 6-7 https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2021/aap21-02-high/ […]Læs mere…
Vi kaprer fremtidens dygtige kollegaerMajken Bentzen10. december 2021I skrivende stund er der kun 69 reelt arbejdsløse pædagoger i hele Aarhus kommune. Niogtres. Og lige om lidt, når børnetallet stiger og der skal indføres minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet, bliver det brug for mange flere pædagoger, – rigtig mange.
Heldigvis strømmer en god portion nye dygtige pædagoger ud fra Ceresbyen et par gange om året, men kloge hoveder er alvorligt bekymret for, om det er nok.
En del af løsningen kunne være de lønnede meritpædagogstuderende. Forsøget er sat i gang efter et tæt samarbejde mellem Børn og Unge, BUPL Århus, FOA, pædagoguddannelsen VIA og Jobcenteret.
De lønnede meritpædagogstuderende følger den almindelige merituddannelse. Det særlige er, at de er rekrutteret blandt dygtige pædagogmedhjælpere på institutionerne rundt omkring i kommunen, -og så får de løn under uddannelsen.
Martin Thøgersen er 28 og meritpædagogstuderende. Han fortæller, at han var virkelig træt at gå i skole, da han var færdig på gymnasiet. Derfor arbejdede han lidt rundt omkring som pædagogmedhjælper. Først var han i vuggestue og børnehave, men han endte med at blive ansat som medhjælper i Skjoldhøj SFO, hvor han nu har været i 6 år.
Det var faktisk ikke planen. Karaktererne fra gymnasiet var gode og Martin Thøgersen ville oprindeligt ha’ været ingeniør eller noget i den retning, men arbejdet med børn og deres udvikling fangede ham.
“Pludselig var meget svært at forestille sig, at jeg skulle bruge en stor del af mit arbejdsliv bag et skrivebord” fortæller han.
Selvom Martin Thøgersen var glad sit arbejde i SFOen, ville han ikke være pædagogmedhjælper hele sit liv. Det var ikke nok for ham at se, at det pædagogiske arbejde virker. Han ville vide hvorfor og hvordan det virker og så ville han også i højere grad være med til at sætte den pædagogiske retning på arbejdspladsen. Hans kollegaer gjorde ham opmærksom på merituddannelsen, nogle af dem var endda ret insisterende og da den lønnede merit så dukkede op, slog han til og det har han ikke fortrudt.
Der er ingen tvivl om at lønnen er afgørende. “Jeg ville ikke kunne klare mig på SU” slår han fast.
Martin Thøgersen trives nu ved at være vendt tilbage på skolebænken. Han er begejstret for undervisningen, for at få teori på den praksis han og hans medstuderende har med sig. Om sine holdkammerater siger han: “De er topmotiverede. Der er altså ikke nogen, der er der bare for at prøve det af.” Han tilføjer, at det er inspirerende, at være sammen med mennesker, der har så meget og så forskellig erfaring med sig.
Underviserne har store faglige ambitioner med de meritpædagogstuderende. “De forventer, at vi er opmærksomme på den vidensbank vi har med os og at vi hele tiden perspektiverer til vores egen erfaring.” Siger Martin Thøgersen.
Forvaltningen er også aktive i forhold til “deres” meritstuderende. En gang om ugen bliver de undervist af folk fra Børn og Unge. Det handler fx om hvordan man implementerer forvaltningens projekter i den daglige pædagogiske praksis. “Lige nu arbejder vi med de styrkede pædagogiske læreplaner” tilføjer Martin. Han er begejstret for uddannelsen, men det er også hårdt fortæller han. “Førhen var jeg træt i kroppen efter en hel dag i skolen og SFOen, nu er jeg træt i hovedet” griner han. Han glæder sig til den periode, hvad han skal veksle mellem VIA og arbejdet i SFOen.
Der var ikke i tvivl om, at Martin skulle være pædagog og at den lønnede meritpædagoguddannelse var det der skulle til, mener Anita Hedegaard Malling. Hun er den fritidspædagogiske leder, som sendte Martin Thøgersen afsted på VIA. Og selvom det umiddelbart kan være svært at sende én af sine dygtigste medhjælpere væk i flere måneder, så var hun ikke et øjeblik i tvivl: “En meritstuderende er en kendt kollega, som vender tilbage med en ny faglighed og kan være med til at danne en kultur, hvor man forholder sig undrende og konstruktivt. Idéen er, at man løfter hele personalegruppen, ikke kun den meritstuderende.” Siger hun og fortsætter: “I et større perspektiv skal man jo også huske, at det er vores allesammens kommende kollegaer vi investerer i og det er virkelig godt givet ud, at uddanne de dygtige praktikere vi allerede har.”
Selvfølgelig kan man ikke sådan bare lige sikre sig fremtidens dygtigeste pædagogkollegaer, men når det så er sagt, så kunne den lønnede merit være et virkelig godt skridt på vejen.
“Den nye merituddannelse er et af de greb, vi bruger i forhold til at få bedre uddannet personale ” Thomas Medom, Rådmand for Børn og Unge til Århus Stifttiden 31/12 2020
Artiklen er bragt i Århus Pædagoger 01 2021 side 8-9 https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2021/aap21-01-high2/ […]Læs mere…
SystembryderMajken Bentzen10. december 2021Hvis man nu skal være helt ærligt, så er bestemt ikke en feel-good film. “Der er ikke meget Disney over den film” bemærkende kvinden ved siden af mig i biografen. Hun er anbringelseskonsulent og havde set filmen sammen med et par af sine kollegaer. De havde både grædt og grinet under filmen og var enige om, at den var en ærlig, forfærdelig og helt fantastisk. “Den burde være et must på pædagoguddannelse og andre uddannelser, hvor man har med børn at gøre.” Sagde hun og fortsatte “Før man møder sådan nogle skæbner, så er det virkelig svært at forestille sig, at de findes. Men det gør de.”
Kort fortalt handler Systembryder om pigen Benni, som elsker lyserødt og indimellem er så voldsomt udadreagerende, at hverken pædagogerne, læreren, socialrådgiveren eller støttepædagogen aner, hvad de skal stille op med hende. Den der kommer tættest er nok støttepædagogen Micha. Det eneste Benni drømmer om, er at komme hjem til sin mor. Benni er eminent spillet af Helena Zengel. I det hele taget er skuespillet i filmen yderst troværdigt og gør scenerne smertefuldt genkendelige.
Filmen tegner et nuanceret og hjerteskærende portræt af den 9-årige Benni, som både er flabet, sød, pligtopfyldende, aggressiv og dybt traumatiseret. Hun skriger og kæmper med næb og klør mod overmagten og for at få et hjem med den omsorg og kærlighed, som alle børn burde have. Få gange ser hun ud til at vinde, i hvertfald lige i et kort og lykkeligt øjeblik. Pædagogen og forfatteren Rikke Smedegaard skriver: “Hun slås for den . Bogstaveligt talt. Som besat forsøger hun, at gøre de voksne opmærksomme på, hvad hun har brug for. Men de svigter hende. En efter en.”
Billed- og lydsiden er både superrealistisk og beskrivende, men også smuk og ind i mellem næsten poetisk. Den understøtter og spejler Bennis sindsstemninger, så man næsten fysisk kan mærke hendes frustrationer, længsel, kaos, handlekraft, håb og fortvivlelse.
Måske er det fineste ved filmen, at man altid forstår, hvorfor Benni reagerer, som hun gør og hvorfor de voksne omkring hende gør, som de gør. Men lige som i virkeligheden, er der ingen nem løsning og i tilfældet her: højst sandsynligt ikke engang en svær én af slagsen.
Mon ikke de fleste pædagoger har oplevet børn, som reagerer så voldsomt, at de er til fare både for sig og for andre? Det er børn, som man ikke kan nå, selvom man bruger alle sine pædagogiske evner og selvom man skulle nå dem i et øjeblik, så er forbindelsen væk sekunder efter. Det er børn, som fylder meget, både i hverdagen, for de børn de deler hverdag med og i hovedet på én selv, også når man har fået fri. Det er børn, som man bekymrer sig om og som man sent eller aldrig slipper. Benni er et af de børn.
Nora Fingerscheidt, som både er instruktør og manuskriptforfatter fortæller i et interview fra Berlin Film Festival at ideen til filmen tog form for 6 år siden, men har været endnu længere undervejs. Hendes grundige research betyder, at langt det meste af Bennis historie er stykket sammen af virkelige fortællinger fra børn, unge, lærere, socialpædagoger og andre voksne, som har med erfaringer med omsorgssvigtede og udadreagerende børn. Mon ikke den grundige research sammen med skuespilpræstationerne er grunden til at filmen virker så ægte og så voldsomt, som den gør.
“Med sin ærlighed gør filmen et stærkt og ubehageligt indtryk, men rummer også nogle virkelig fine øjeblikke.” Siger pædagogen Connie Bang, som i sit arbejdsliv har mødt sin del af børn og unge med udfordringer. Hun beskriver filmen som tankevækkende og tilføjer: “Måske må vi erkende, at ikke alle liv er mulige at leve?”
Mads Bruun Pedersen er kommende pædagogstuderende, i hvertfald hvis hans kollegaer får deres vilje. Han bider mærke i hvordan Benni bliver kastet rundt i systemet uden mulighed for at etablere den trygge base, som alle børn grundlæggende har brug for. Konsekvenserne er meget tydelige.
Filmen gjorde også indtryk på Martin Thøgersen, som er meritstuderende. Han hæfter sig ved, hvor svært det er, at holde den professionelle afstand, når man brænder for sit arbejde.
Kollegaen Anders Østergaard var knap så begejstret : “Det var en god, men også en hård film. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg havde set den, hvis jeg havde vidst, hvor barsk den var.”
Uanset hvad man synes om filmen, så kunne man ønske sig, at Systembryder blev set af alle, som på en eller anden måde har indflydelse på arbejdet med børn i vanskeligheder: folketingsmedlemmer, lokalpolitikere og kommunaldirektører. Ikke kun fordi det er en voldsom, smuk og rørende fortælling, men også fordi det er en film, som bliver siddende i kroppen længe efter man har set den og fordi man næsten ikke kan undgå at blive klogere af den.
Tyske biograffilm, som ligger langt fra feel-good-genren holder muligvis ikke længe i biografen og når du læser artiklen her, så går Systembryder måske ikke mere. Men fortvivl ej, mon ikke DR giver dig en chance for at se den, hvis vi plager dem lidt. Og hvis det ikke hjælper: så skriger vi, -højt og længe.
Faktaboks.
Systembryder. 2019. Danmarkspremiere september 2020.
Den tyske instruktør Nora Fingscheidts debutfilm.
Vinder af Sølvbjørnen for bedste film med Berlin Film Festival 2019 og blev nomineret til en oskar for bedste udlandske film.
Hovedrollen spilles eminent af den nu 12-årige Helena Zengel.
Hun har vundet flere priser for sin skuespilpræstation i filmen.
Artiklen har været bragt i Århus Pædagoger 04 2020 side 8-9
https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2020/aap20-04_trykt/ […]Læs mere…
Om inklusion i folkeskolen og en lille bitte smule om klasserumsledelse.Majken Bentzen10. december 2021Sorø-mødet 2020.
Det er vist ikke særligt tit, at pædagoger ligefrem er inviteret med til Sorø-mødet. Det er mest direktører, forskere, erhvervstopfolk, embedsmænd, formænd for større interesseorganisationer, fagforeningsspidser og folketingspolitikere, som inviteres, Men netop i år var vi 11 ganske almindelige pædagoger, som var inviteret med. 11 skolepædagoger for at være helt nøjagtig, for årets tema var: Inklusion i folkeskolen.
Det er svært ikke at blive imponeret, bare sådan en lille bitte smule, når man går ind af alléen til Sorø Akademi. Stedet emmer af historie og traditioner og ligner bestemt ikke den skole jeg normalt arbejder på. Det er nemlig en gedigen forstadsfolkeskole fra en gang i 70’erne. Det er sådan én med røde mursten, både ude og inde og med flat tag, så den matcher skoledistriktets nærmest uendelige parcelhuskvarter.
Sorø Akademi er altså noget helt andet. Der er højt til loftet, funklende lysekroner, stuk og overdådige udsmykning, udskåret træværk og enorme portrætter af konger og andet godtfolk. Selve mødet fandt sted i den store festsal og TV kameraer og journalister var på plads allerede længe inden salen blev fyldt. Det startede på bedste højskolemaner med en sang og så kom oplægsholderne på banen. De var lige så broget en flok, som os, der lyttede til dem.
Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal talte om inklusionsindsatsen. Den norske professor Thomas Nordal talte om de overordnede udfordringer med faglighed og trivsel blandt børn med særlige behov. Centerchef ved nationalt videnscentre om udsatte børn og unge Janne Hedegaard Hansen talte om udfordringer og muligheder i de fagprofessionelles samarbejde om at udvikle en mere inkluderende skole. Anne Vang, som bl.a. er formand for Børne- og Kulturchefforeningen talte om økonomi, organisering og inklusion. Der var i det hele taget mange spændende bud og vinkler på folkeskolens udfordringer i arbejdet med inklusion og på hvordan vi løser det.
Lærerne Vinnie Albrechtsen og Benedikte Valbjørn Skov fra Stenderup Skole talte om indsatsen for at skabe inkluderende læringsmiljøer og senere fortalte skoleleder Marco Damgaard om at lykkes med integration af tosprogede børn. Og så var det som om salen vågnede lidt op. Pludselig blev det konkret, pludselig handlede det om den pædagogiske og didaktiske praksis og der var endda også billeder af børn. Dem det hele i virkeligheden burde handle om.
Ind i mellem oplæggene var der mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til oplægsholderne. Pernille Rosenkrantz-Theil styrede slagets gang, så enhver skolepædagog, der nogensinde har stået alene med understøttende undervisning, ville være imponeret. Det kan man kalde klasserumsledelse. Men hvis sandheden skal frem, så var vi måske også lidt lettere at styre end 3.C. Du ved, den klasse med et enkelt barn med autisme, et par udadreagerende børn, et par stykker med en hård baggrund og mindst en med diagnostiseret ADHD. Og så er der selvfølgelig dem, som ikke er diagnostiseret endnu. Ja og så de to, som har brug for særlig sproglig støtte.
Ikke desto mindre, så gjorde hun det godt, vores undervisningsminister.
Når det nu handlede om inklusion i folkeskolen, så kunne det tværprofessionelle samarbejde mellem pædagoger og lærere godt ha’ fyldt lidt mere. Det blev også nævnt af flere forskellige. Der var dog en enkelt fagforeningsformand, som fik sagt to-lærertimer imponerende mange gange. Det kunne man så nemt hidse sig lidt op over, men man kunne også besinde sig og så gøre opmærksom på den ønskede adfærd. Nøjagtig som man ville ha’ gjort i 3.C. Så jeg rejste mig og takkede Marco Damgaard for at fremhæve pædagog/lærersamarbejdet og hvad det samarbejde kan for skolens rummelighed og vores fælles børn.
Der blev stillet mange spørgsmål, spørgsmål, som kan synes mere eller mindre relevante ift det daglige arbejde i skolen. Og der var ikke mange konkrete svar, men Rosenkrantz-Theil slog dog fast, at man gerne måtte spørge til økonomi og at skolereformen skal rettes til. Den skal ikke erstattes af en ny reform. Det er jeg i al hemmelighed en smule lettet over. Ikke fordi skolereformen er fantastisk, tværtimod, men fordi jeg tydeligt kan huske, hvilket kaos og hvilken usikkerhed det affødte, at ændre folkeskolen så drastisk. Så hellere rette tingene til henad vejen. Det kan i det mindste give arbejdsro, så både lærere og vi skolepædagoger kan få mulighed for at gøre vores arbejde ordentligt.
Og så er jeg forresten ikke et øjeblik i tvivl om, at skolepædagoger er med til at gøre folkeskolen mere rummelig og børnene gladere for at gå i skole. Så må vi jo bare håbe, at der er andre, som også kan få øje på det, fx en undervisningsminister.
Tak til Pernille Rosenkrantz-Theil for at synes, at skolepædagoger hører med, når inklusion i folkeskolen skal drøftes. Og tak til BUPL for at en af de pædagoger blev mig.
Faktabokse:
Sorø Akademi.
Biskop Absalon (Jeps, ham som skulle ha’ grundlagt København) havde også en finger med spillet da Sorø klosterkirken og klosteret blev opført i 1162. Efter reformationen blev det skole for lutherske præster. Frederik 2. oprettede en kostskole for “adelige og borgerlige” drenge. Christian 4. grundlagde i 1623 også det adelige Ridderakademi og Sorø Akademi huser i dag statsgymnasiet Sorø Akademis Skole, som både har kostelever og dagelever. Den nuværende hovedbygning er fra 1827. Kilde: Den Store Danske.
Sorø-møderne
Stærkt inspireret af højskolebevægelsen afholdt den daværende undervisningsminister Bertel Haarder det første Sorø-møde i 1983. Siden har fungerende undervisningsministrer inviteret til Sorø-møder. Temaet varierer fra år til år. Det har fx været: “Skolen for livet, remtrækket til virkeligheden” (2007), “Uddannelser og udfordringer til alle” (2010), “Erhvervsuddannelser og vækst” (2011), “Børn og unge -godt på vej” (2015), “Dagtilbud” (2016) og “Dannelse i den globale verden” (2017).
-mødet 2020. Om inklusion i folkeskolen og en lille bitte smule om klasserumsledelse.
Det er vist ikke særligt tit, at pædagoger ligefrem er inviteret med til Sorø-mødet. Det er mest direktører, forskere, erhvervstopfolk, embedsmænd, formænd for større interesseorganisationer, fagforeningsspidser og folketingspolitikere, som inviteres, Men netop i år var vi 11 ganske almindelige pædagoger, som var inviteret med. 11 skolepædagoger for at være helt nøjagtig, for årets tema var: Inklusion i folkeskolen.
Det er svært ikke at blive imponeret, bare sådan en lille bitte smule, når man går ind af alléen til Sorø Akademi. Stedet emmer af historie og traditioner og ligner bestemt ikke den skole jeg normalt arbejder på. Det er nemlig en gedigen forstadsfolkeskole fra en gang i 70’erne. Det er sådan én med røde mursten, både ude og inde og med flat tag, så den matcher skoledistriktets nærmest uendelige parcelhuskvarter.
Sorø Akademi er altså noget helt andet. Der er højt til loftet, funklende lysekroner, stuk og overdådige udsmykning, udskåret træværk og enorme portrætter af konger og andet godtfolk. Selve mødet fandt sted i den store festsal og TV kameraer og journalister var på plads allerede længe inden salen blev fyldt. Det startede på bedste højskolemaner med en sang og så kom oplægsholderne på banen. De var lige så broget en flok, som os, der lyttede til dem.
Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal talte om inklusionsindsatsen. Den norske professor Thomas Nordal talte om de overordnede udfordringer med faglighed og trivsel blandt børn med særlige behov. Centerchef ved nationalt videnscentre om udsatte børn og unge Janne Hedegaard Hansen talte om udfordringer og muligheder i de fagprofessionelles samarbejde om at udvikle en mere inkluderende skole. Anne Vang, som bl.a. er formand for Børne- og Kulturchefforeningen talte om økonomi, organisering og inklusion. Der var i det hele taget mange spændende bud og vinkler på folkeskolens udfordringer i arbejdet med inklusion og på hvordan vi løser det.
Lærerne Vinnie Albrechtsen og Benedikte Valbjørn Skov fra Stenderup Skole talte om indsatsen for at skabe inkluderende læringsmiljøer og senere fortalte skoleleder Marco Damgaard om at lykkes med integration af tosprogede børn. Og så var det som om salen vågnede lidt op. Pludselig blev det konkret, pludselig handlede det om den pædagogiske og didaktiske praksis og der var endda også billeder af børn. Dem det hele i virkeligheden burde handle om.
Ind i mellem oplæggene var der mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til oplægsholderne. Pernille Rosenkrantz-Theil styrede slagets gang, så enhver skolepædagog, der nogensinde har stået alene med understøttende undervisning, ville være imponeret. Det kan man kalde klasserumsledelse. Men hvis sandheden skal frem, så var vi måske også lidt lettere at styre end 3.C. Du ved, den klasse med et enkelt barn med autisme, et par udadreagerende børn, et par stykker med en hård baggrund og mindst en med diagnostiseret ADHD. Og så er der selvfølgelig dem, som ikke er diagnostiseret endnu. Ja og så de to, som har brug for særlig sproglig støtte.
Ikke desto mindre, så gjorde hun det godt, vores undervisningsminister.
Når det nu handlede om inklusion i folkeskolen, så kunne det tværprofessionelle samarbejde mellem pædagoger og lærere godt ha’ fyldt lidt mere. Det blev også nævnt af flere forskellige. Der var dog en enkelt fagforeningsformand, som fik sagt to-lærertimer imponerende mange gange. Det kunne man så nemt hidse sig lidt op over, men man kunne også besinde sig og så gøre opmærksom på den ønskede adfærd. Nøjagtig som man ville ha’ gjort i 3.C. Så jeg rejste mig og takkede Marco Damgaard for at fremhæve pædagog/lærersamarbejdet og hvad det samarbejde kan for skolens rummelighed og vores fælles børn.
Der blev stillet mange spørgsmål, spørgsmål, som kan synes mere eller mindre relevante ift det daglige arbejde i skolen. Og der var ikke mange konkrete svar, men Rosenkrantz-Theil slog dog fast, at man gerne måtte spørge til økonomi og at skolereformen skal rettes til. Den skal ikke erstattes af en ny reform. Det er jeg i al hemmelighed en smule lettet over. Ikke fordi skolereformen er fantastisk, tværtimod, men fordi jeg tydeligt kan huske, hvilket kaos og hvilken usikkerhed det affødte, at ændre folkeskolen så drastisk. Så hellere rette tingene til henad vejen. Det kan i det mindste give arbejdsro, så både lærere og vi skolepædagoger kan få mulighed for at gøre vores arbejde ordentligt.
Og så er jeg forresten ikke et øjeblik i tvivl om, at skolepædagoger er med til at gøre folkeskolen mere rummelig og børnene gladere for at gå i skole. Så må vi jo bare håbe, at der er andre, som også kan få øje på det, fx en undervisningsminister.
Tak til Pernille Rosenkrantz-Theil for at synes, at skolepædagoger hører med, når inklusion i folkeskolen skal drøftes. Og tak til BUPL for at en af de pædagoger blev mig.
Faktabokse:
Sorø Akademi.
Biskop Absalon (Jeps, ham som skulle ha’ grundlagt København) havde også en finger med spillet da Sorø klosterkirken og klosteret blev opført i 1162. Efter reformationen blev det skole for lutherske præster. Frederik 2. oprettede en kostskole for “adelige og borgerlige” drenge. Christian 4. grundlagde i 1623 også det adelige Ridderakademi og Sorø Akademi huser i dag statsgymnasiet Sorø Akademis Skole, som både har kostelever og dagelever. Den nuværende hovedbygning er fra 1827. Kilde: Den Store Danske.
Sorø-møderne
Stærkt inspireret af højskolebevægelsen afholdt den daværende undervisningsminister Bertel Haarder det første Sorø-møde i 1983. Siden har fungerende undervisningsministrer inviteret til Sorø-møder. Temaet varierer fra år til år. Det har fx været: “Skolen for livet, remtrækket til virkeligheden” (2007), “Uddannelser og udfordringer til alle” (2010), “Erhvervsuddannelser og vækst” (2011), “Børn og unge -godt på vej” (2015), “Dagtilbud” (2016) og “Dannelse i den globale verden” (2017).
Artiklen er allerede bragt i Århus Pædagoger 02 2020 side 14-15
https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2020/aap20-02-high/ […]Læs mere…
Der er ikke meget, der er som det plejerMajken Bentzen10. december 2021En skolepædagogs coronatanker.
Først var corona noget fra en fjern kinesisk region. Den blev knap nok nævnt i nyhederne. Men så bredte virussen sig voldsomt og pludselig var den båret ind over Danmarks grænser af glade skiturister med afterskiing-tømmermænd.
Vi nyste i ærmet, undgik offentlig trafik i myldretiden og vaskede hænder. Og Mette Frederiksen trådte almoderligt frem på TV og lukkede landet ned. De mest nervøse gik omgående i panik og hamstrede toiletpapir og gær. Bagefter blev de hånet godt og grundigt af dem, der var en lille smule mindre bekymrede.
Folk skulle, så vidt det var muligt, arbejde hjemmefra. Men sundhedssektorens personale skulle selvfølgelig stadig på arbejde og det samme galt for ansatte i ældresektoren, detailhandlen, transport og renovation.
Og så var der nødpasningen. Der var sikkert tænkt meget over det og ingen tvivl om, at det var velment. Nogen havde valgt at lægge flere skoler sammen. Måske fordi der var overraskende få børn. Den sidste dag jeg havde nødpasning, var jeg i løbet af dagen sammen med 4 børn, 1 mor, 3 pædagoger, 2 rengøringsassistenter, 2 TAP’er, som hentede mælk til kaffen, en leder og en lærer, som bare lige kom forbi. Med andre ord, så havde jeg kontakt med 14 mennesker for at passe 2 børn fra vores skole. Helt sikkert velment organiseret, men i praksis var det virkelig mærkeligt.
Samtidig med nødpasning kastede vi os frygtløst ud i hjemmeundervisningen. Og så var der undervisning på videomøder. Det fungerede for nogle klasse, men for andre druknede det i forældre som desperat forsøgte, at få lyd og billede til at virke, børn som gemte sig, fordi det hele var lidt underligt, nogle der skrev: “krwwwwauiii”, “tsedfg” og “prut” i chatten, andre viste deres bamser og legetøj frem og resten grinede højt og inderligt af al det sjove deres klassekammerater fandt på. Det var lidt kaotisk og virkelig sjovt, men måske ikke så effektiv, som skolen kunne ha’ ønsket sig.
Vi bekymrede os om de børn, som vi frygtede kunne have det svært og glædede os over de mange familier med overskud til at nyde nærheden og de uendelige lange dage sammen.
Vi ringede rundt til børn for at høre, hvordan de havde det. Nogle af dem svarede høfligt, andre var generte og få var ligefremme og lød præcis som sig selv. Men en telefonsamtale er så langt fra de samtaler og den forbindelse man normalt kan ha’ med børnene.
Forældrene arbejde hjemmefra samtidig med at de passede deres egne børn og hjalp med online undervisning. Flere forældre udtalte nu offentligt deres næsegrus beundring for pædagog- og lærerfaget. Nogle enkelt gik så vidt, som til at foreslå markante lønstigninger. Mig bekendt var der ingen som sagde dem imod.
Vi lavede understøttende undervisning online og SFOens coronakanal på Skoletube. Den fyldte vi med film hjemmefra om reparation af gamle biler, guitarspil og en sang om at savne sit arbejde, en motionsvideo, klip-dit-eget-gækkebrev, snoreleg og meget andet. Det var egentlig ikke fordi, der manglede ideer til faglige og kreative forløb på nettet. Men vi lavede det for at på en eller andet måde, at holde kontakt med vores SFObørn. Hvor mange børn, der så rent faktisk var inde på kanalen, er der vist ingen der ved.
Søren og Mette tonede igen frem på fjernsynsskærme overalt i stuerne. Pludselig måtte små og mindre børn vende tilbage til institutioner, skole og SFO og deres pædagoger og lærere fulgte med. Forældrene kunne nu arbejde hjemmefra uden at blive forstyrret.
Da vi vendte tilbage lignede skolen et stort gerningsted med afspærringsbånd og skilte som viste hvor man måtte gå og at forældre ikke måtte komme ind på skolen. Der var skoleskemaer fyldt op med håndvask og den reelle undervisningstid var helt nede på 2 x 45 minutter om dag. Lokalerne var andre end dem vi plejede at være i, alt var pakket væk, selv skolebøgerne. Legepladsen var delt op, så hvert hold fik deres lille del. Vi arbejde nu sammen med få kollegaer. Det tværfaglige samarbejde blev pludselig meget tæt.
Rengøringen virkede tilfældig og mangelfuld, ikke anderledes end det plejede at være, pludselig var den bare livsvigtig. Men man får hvad man betaler for og i mange år har rengøring bare skulle være billigere og billigere og på papiret ser det sikkert fint ud med udlicitering, egenkontrol og skemaer. Men det bliver desværre hverken gulve eller toiletter rene af.
Reglerne og retningslinier var der masser af. Børnene skulle holde 2 meters afstand, de måtte ikke røre ved de samme ting, måtte kun lege med de 4-5 samme børn og skulle helst være udenfor det meste af tide. Det var og er fornuftige og gode retningslinier. Problemet er bare, at de ikke lod sig udføre i praksis. Så længe børnene sad på deres plads i klassen var der 2 meter til nabobordet, men bare et barn rejste sig for at gå på toilettet var det umuligt at holde afstand. Desuden er børn jo heldigvis børn, som glemmer regler og bare gerne vil lege med hinanden, også dem de ikke er i legegruppe med.
Retningslinierne er lavet bag skriveborde for at sikre, at man gør det rigtige. Men når det ikke kan lade sig gøre i praksis er det endnu engang pædagoger og andre gæve folk på gulvet, som står med ansvaret for at udføre arbejdet, som ikke er muligt. Det er set før, når der skæres voldsomt i budgetterne.
Men pludselig bliver det også til hverdag og bekymringen om det var os, der skulle smittes for at landet kunne opnå flokimmunitet svinder. Vi nyder at være på arbejde, de små hold og legegrupper, at man har tid til alle, at man hver dag kan have undervisning udenfor, at børnene virkelig er begejstrede for at være tilbage i skolen og at konfliktniveauet et utroligt lavt. Måske er det ikke så dårligt, at få lov til at savne sin hverdag lidt.
12 ting man (indtil videre) kan tage med sig fra coronatiden:
1 Hvilke faggrupper, der er uundværlige. Fx sundhedspersonale, pædagoger og lærere.
2 Rengøring er livsvigtig og den udliciterede rengøring er simpelthen ikke god nok.
3 Børn og unge kan godt li’ deres skole og SFO og det kan deres forældre også.
4 Pædagoger holder virkelig meget af deres arbejde.
5 Undervisning udenfor er godt.
6 Børn er virkelig nogle seje størrelser, men de kan ikke holde 2 meters afstand.
7 Digital undervisning er et fint supplement, men bestemt ikke kan erstatte den traditionelle af slagsen.
8 10 børn er måske den ideelle klassestørrelse.
9 At regler og retningslinier skal fungere i virkeligheden, ikke bare på papir.
10 Hvor meget man savner sine kollegaer og hvor glad man bliver for at arbejde sammen med lærere.
11 Hvor meget man savner at snakke med forældrene om stort og småt.
12 Der er offentlig opbakning til lønstigninger for pædagoger.
Artiklen er bragt i Århus Pædagoger 02 2020 side 4-5 https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2020/aap20-02-high/ […]Læs mere…
Nålen i høstakken ….Majken Bentzen10. december 2021Om at finde en pædagog i skønlitteraturen.
Det vrimler bestemt ikke med dem, pædagogerne i skønlitteraturen. Personligt er det ikke lykkes mig, at finde én eneste og de bibliotekarer jeg har spurgt, kunne heller ikke hjælpe mig.
Men det kan Ginie Finken heldigvis.
Ginie Finken er 44, bor i Odense, blev uddannet i 2002 og har siden 2008 arbejdet i skoleregi. Og så læser hun skønlitteratur, masser af skønlitteratur. I løbet af det sidste år har hun læst 119 bøger. Nogle af dem hører hun som lydbøger, mens hun lægger tøj sammen eller luger i kolonihaven, men dem hun virkelig holder af eller har store forventninger til, skal læses på papir.
Ginie har ingen yndlingsgenrer eller deciderede yndlingsforfattere. “Når man læser så meget som jeg gør, bliver man nemt “mættet” af en genre eller en bestemt forfatter.” Siger hun. “Jeg får i hvertfald brug for, at læse noget helt andet en gang imellem.”
Fæle pædagoger og hverdagens helte.
Hun er helt klar i spyttet, når det kommer til mængden af pædagoger hun i skønlitteraturen: Der er få af dem, uhyggeligt få. Men hun understreger, at det kan være tilfældigt. “I princippet kunne jeg jo være stødt på langt flere eller færre, hvis jeg valgte bogen ved siden af den jeg tog.”
De pædagoger, som Ginie Finken har fundet, kan deles op i tre kategorier:
* Pædagogen, som kun bliver nævnt i en sætning eller to. Fx at hovedpersonens søster er pædagog eller “pædagogerne sende blomster til begravelsen”. Her er det stort set uden betydning om det er en pædagog, der bliver nævnt og det har ingen eller tæt på ingen betydning for historien.
* Den fæle pædagog. Pædagogen bliver omtalt som “den såkaldte pædagog” eller pædagoger bliver beskrevet som nogle, der kun går op i at lave underretninger, blander sig i alt eller bare lader stå til.
* Og så er der heldigvis også de gode pædagoger. Det er dem, der støtter, vejleder, gør deres arbejde ordentligt, er gode rollemodeller, gør en forskel og er en slags hverdagens helte.
Gensynsglæde.
De pædagoger, som er med, er overvejende børnehave- og vuggestuepædagoger. Skolepædagoger, socialpædagoger og klubpædagoger er mere end sjældne. Men fælles for dem alle er, at de spiller en forsvindende lille rolle. Pædagogen er med andre ord nærmest usynlig i litteraturen.
“Selvom jeg godt kunne tænke mig flere pædagoger i skønlitteraturen, er det ikke nødvendigvis for at det daglig pædagogiske arbejde skal fylde i romanerne.” Understreger Ginie Finken og fortæller, at hun bliver både overrasket og glad, når hun støder på en pædagog i en af de mange bøger hun læser. “Det er nærmest en lille gensynsglæde og så kigger jeg efter, om det er realistisk eller sandsynligt, det der bliver beskrevet.” Ginie mener ikke, at det ligefrem kunne ha’ indvirkning på pædagogers professionsforståelse, men derfor er det nu alligevel meget rart, at møde en pædagog en gang imellem, også i litteraturen.
Hun er ikke meget for at svare på, hvilke forfattere hun ville ønske skrev en pædagog ind i deres næste bog. “Vi er priviligerede, at vi har så mange dygtige forfattere i Danmark” siger hun. Hårdt presset nævner hun: Lone Theils, Michael Katz Krefeld, Anna Grue, Jussi Adler Olsen og Julie Hastrup, hvis det skulle være krimi og hyggelæsning med en pædagog i hovedrollen. Dennis Jürgensen vil kunne skrive en fantastisk spændingsroman med en pædagog i. “Det er der faktisk flere af dem jeg har nævnt, som ville kunne.” Fortsætter hun. “Og så skal man ikke glemme Bent Haller.” “Malene Sølvsten og Sarah Engell skriver rigtig gode ungdomsbøger. De kunne også med fordel af en pædagog med.” Ginie er ret begejstret for Sarah Engell. “Faktisk ligger der lige nu flere af hendes bøger inde på min ældste datters værelse.” Fortæller hun. Og nej, Ginie vidste ikke at Sarah Engell er uddannet pædagog.
Hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at en bog med en pædagog i hovedrollen ville have potientiale. For hun er bestemt ikke den eneste læsende pædagog. Der er masser, som læser og masser, der som Ginie Finken tænker, at det kunne være spændende, at læse om en fagfælle.
Men det skal selvfølgelig være en god bog. Handlingen og karakterbeskrivelsen af pædagogen skal være i orden, ellers kan det være lige meget.
Det kommer nok, det der med pædagoger i skønlitteraturen, bliver vi enige om. Vi mangler bare en modig forfatter eller to.
Bragt i Århus Pædagoger 03 2019 side 12-13 https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2019/aap19-03-high/ […]Læs mere…
Gør en forskel, bak din fagligklub opJulie Bæk Olesen26. oktober 2021Vi skal blive bedre til at støtte op om den fagligklub, da den kan give os et bedre sammenhold, fællesskab og redskab til at forbedre arbejdsmiljøet og vores vilkår.
Efter flere forespørgsler på, at vi skulle stifte en faglig klub for kollegerne, et sted hvor de kunne komme med deres mening holdning og forberedelser.De tillidsvalgte og aktive kolleger satte dette i gang. Bookede mødelokale og stod for lidt lækkert. Men det var utroligt få der mødte op og vi kunne ikke stifte den faglig klub i første omgang.
Derfor kiggede vi indad. Hvad kunne vi gøre bedre, hvorfor mødte folk ikke op, når de efterspørger et forum de kan tale lige ud fra leveren og ikke blive dømt eller stemplet af deres øverst på arbejdspladsen.
Der valgte vi at tage skeen i den anden hånd, og kiggede indad. Vi lavede en aktion med at uddele en flyer og fortælle hvad det handlede om. Men desværre mødte der ikke særlig mange op, dog heldigvis nok til at vi fik klubben stiftet. Det er en start i den positive retning, hvor vi kan står sammen og gøre en forskel. Forhåbentligt vil flere møde op til de næste mange spænende arrangementer.
Hvis vi ikke bliver mere organiseret på vores arbejdsplads og rundt omkring i landet, kan vi miste vores overenskomst, samt den danske model vil ikke længere være der og beskytte os mere og vi kan ende som vores nabolande. Som England, som før var et stærkt faglig organiseret land, eller hvis vi kigger på Tyskland som nu har fået mindsteløn. Er det virkelig der vi vil hen, og ende med mindsteløn flere arbejdstimer i ugen, mindre ferie?Der vil den faglig klub være det sted, hvor du og jeg kan debattere vores mening, holdning og være med til at gøre en forskel.
“Hvis du ikke er så tæt på andre, at du risikerer at du bliver såret, er du heller ikke tæt nok på til at gøre en forskel i andres liv”
For det nytter ikke at stå ude i hjørnet og brokke sig. Det hjælper ikke nogen hverken dig eller din sidemand. Det giver bare mere negativ stemning.Så tag din sidemand under armen. Tag af sted, mød op i den faglige klub. Det kan være der er flere der har det som dig, måske har de en løsning eller noget de kan gå videre med til forhandling med de øverste.
For vi har en stemme! Hvis vi står sammen, kan vi blive hørt. For vores tillidsvalgte kan bruge vores mandat og tale på vores vejen.
Men den faglige klub er ikke kun til at diskutere negative emner eller hvad vi er tilfredse og utilfredse med, men også et sted hvor vi kan hygge og lave sociale arrangementer. f.eks. udflugter, julefrokoster, påskefrokoster foredrag osv. Og det er også et sted hvor vi kan lave aktioner, som de aktive kolleger gjorde for tillidsmand, med at samle underskrifter ind til, at han kunne få mere tid til at lave hans tillidsmandsarbejde og kunne komme ud og snakke med os på gulvet.
Jeg mener os på gulvet også har et ansvar for, at vi får det bedre alle sammen fysisk og psykisk. Derfor vil jeg opfordre jer alle til at støtte op om jeres faglig klub. […]Læs mere…
Vi mangler jer unge!Paw Maj Lynggaard26. oktober 2021Vi skal have jer unge til samtale, vi skal have en samtale om organisering og vi skal have en samtale om den danske model.
Fordi I er vokset op med samfundets goder, hvor unge mennesker er født med en guldske i røven, der tror at alt er en selvfølge. Det er på tide vi tager fat i den lange ende og forstår, hvordan verden er skruet sammen, inden I mister alt det, som I tager for givet!
Den danske model har i mange år sikret selvbestemmelse, indflydelse og ordentlige vilkår på arbejdspladsen. Men den er de senere år kommet mere og mere under pres. Tilslutningen, organiseringsgraden og fællesskabet er blevet mindre.
Der hvor jeg arbejder, har vi kæmpet kampe og påvirket arbejdspladsen positivt i det system den danske model giver os ret til – systemer som jeg oplever størstedelen af de unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet ikke kender til, eller har den fjerneste idé om, hvad handler om.
Jeg oplever ofte at de unge er dem som ikke kender deres rettigheder og jeg bruger meget tid på oplysning om alt fra barnets første sygedag, feriegoder og rettigheder. Men de selvsamme mennesker støtter ikke op om den danske model.
I er uorganiserede og tager det for givet. Alle de rettigheder og vilkår vi har gennem hovedaftalen og overenskomster og fælleskabet.
For altså da jeg for et par år siden startede som lagerarbejder blev jeg rystet, da jeg så, hvordan en rådvild, frustreret og tydelig sprællemand af en chef hårdt råbte af en kollega grundet en væltet palle med papkasser.
Kollegaen blev tydeligt bange og rød i hovedet og kørte i ren frygt væk, alt imens chefen bare blev mere gestikulerende og volumiøs. Tydeligt utilfreds med kollegaen.
Hvad skulle kollegaen gøre? Acceptere den uanstændige behandling og bukkende samle op og erkende, at chefens anråben var ok? Nej.
Nej, for det er ikke ok.
Vi skal ikke finde os i hvad som helst, men hvem siger fra, I unge ?
Det gør vi sammen, i fagforeningen, organiseret.
Er det gode arbejdsliv, den anstændige løn og lighed så uinteressant, at en mælkekasse video på tiktok er mere spændende end at vi har det godt i vores arbejdsliv?
Så bland jer nu! Unge, hav en holdning! Kom til orde! Det er ikke kun de etablerede og ældre der har guldkorn. Hvor vil I gerne hen?
For giver man sig ikke til kende og ej heller organiserer sig i fagbevægelsen, jamen hvor er vores danske model så henne? Ja den er ihvertfald ikke særlig funktionsdygtig, hvis vi ikke kan bruge den. Den har trods alt givet en del mere ro på det danske arbejdsmarked end andre modeller.
“Ingen kan alt.
Alle kan noget.
Sammen kan vi det hele”.
Jeg er vokset op med at fagforeningen, det var noget man var medlem af og så skulle de nok tage sig af de sager eller arbejdsgivere, som ikke opførte sig ordentligt.
Hvem går du til? Jeg går til fagforeningen. Det er der man søger råd, vejledning og opbakning, hvis lokummet brænder. Men. Det system vi har (Den Danske Model) fungerer kun, hvis man organiserer sig under den. Arbejdsgiverne er jo organiserede.
Nej, vi er nødt til at tale sammen. Ikke bare de gamle også jer unge, have en holdning til vores arbejdsliv, eller ihvertfald, som det mindste give til kende, hvilken vej I ikke ønsker det skal gå, også for de dele af vores samfund, vi måske ikke er så meget i berøring med.
-Og der er jo unge der er organiserede. […]Læs mere…
Hvornår kommer ambulancen?Johnni Graugaard Johansen26. oktober 2021Mange reddere i Region Midt og Nord kan huske den dag i 2007, hvor et fly skulle nødlande i Ålborg lufthavn. Flyet kunne ikke få landingsstellet ned, og et nødkald blev derfor sendt til kontroltårnet. Flytypen har plads til ca. 70 personer, så derfor blev mange ambulancer sendt mod Ålborg. Når sådan en hændelse indtræffer, og man potentielt skal håndtere så mange patienter, skal man bruge mange ambulancer, også flere end man har lokalt, og derfor begyndte man at forskyde beredskaberne. Det giver god mening at udnytte ambulancerne på denne måde, da vi dermed er i stand til at håndtere fx et flystyrt eller andre store hændelser. Man tager altså det normale daglige beredskab, og ”omdanner” det til en stor fokuseret enhed med 2 opgaver, nemlig at håndtere den aktuelle store hændelse, samtidig med at man stadig kan reagere på alle akutte opgaver i områderne med reduceret ambulancedækning.
Hver dag bliver der nu driftet som var der et nyt fly i gang med at nødlande. Redderne bliver hele tiden sendt rundt, for at dække over det faktum, at der aldrig har været så få ambulancer som der er i dag, på trods af flere patienter og at afstanden mellem sygehusene aldrig har været større. Antallet af ambulancer bliver dikteret af et regneark og et effektivitetskrav, som ikke hænger sammen med en akut hverdag, hvor 112 opkaldene ofte kommer oven i hinanden, og ikke som regnearket påstår med x antal ture jævnt fordelt over en arbejdsdag.
Hvis regionen ikke kan finde pengene, kan man passende begynde at kigge på de mange lægebiler, som kun sjældent gør en forskel i behandlingen af patienten.
Nu skete der heldigvis ikke noget i Ålborg den dag, da piloterne fik flyet sikkert ned på jorden og ambulancerne kunne køre hjem igen. Og hvorfor kan redderne så huske den dag? Jo, det kan de fordi det først og fremmest er en stor opgave udover det sædvanlige. Man prøver at sætte sig mentalt op til hvad man kan risikere at komme frem til, hvilke arbejdsopgaver man skal udføre og hvilke instrukser man skal handle efter. Men det var kun de ambulancer som direkte blev sat på turen og kørte til Ålborg. Grunden til at den efterhånden ligger som en kollektiv hukommelse hos alle redderne, er at en stor del af de ambulancer som var på vagt den dag, blev aktiveret og flyttet for at dække et andet område af.
Når man som ambulanceredder bliver flyttet, fylder det rigtig meget hos den enkelte, fordi man bliver udfordret på de kendte og trygge rammer af ens arbejde. Man er ikke lokalkendt, man ved ikke hvilket sygehus man skal kører til, og der ligger et hav af forskellige retningslinjer, alt efter hvilket sygehus eller afdeling man kører til. Derfor er man hele tiden på og man har i yderste konsekvens mindre overskud til at foretage de rigtige vurderinger og behandlinger af patienten. For sammenligningens skyld svare det til at flytte en sygeplejerske fra sygehus til sygehus, alt efter hvor der er travlt. Det giver ventetid for patienterne og sygeplejersken kender ikke til rutinerne eller arbejdsgangen på den nye skadestue, hvilket presser og stresser den enkelte. Og fordi det ikke var noget som skete ret ofte, havde redderne en fælles historie den dag.
Pointen/problemet med denne historie er, at det er hverdagen for redderne i Region Midt i dag. Reddernes arbejdsmiljø er voldsomt påvirket af denne måde at disponere beredskaberne på, hvilket ses tydeligst på antallet af reddere som simpelthen melder fra i løbet af vagten på grund af træthed. Der skal flere ambulancer ud på de danske landeveje, det skal vores regionsråd anerkende og det skal de handle på nu. Hvis regionen ikke kan finde pengene, kan man passende begynde at kigge på de mange lægebiler, som kun sjældent gør en forskel i behandlingen af patienten. Hvilket andre regionen allerede har fundet ud af.
Jeg frygter for en fremtid hvor vi ikke kan tiltrække nye reddere til faget, men endnu mere frygter jeg den dag, hvor vi virkelig skal bruge mange ambulancer til en enkelt hændelse, for de er der ikke! De ligger allerede hvileløse på landevejene og prøver at holde hånden under en drift, som året rundt er i katastrofeberedskab… […]Læs mere…
Alle har ret til værdige og meningsfulde jobsTanja Höper21. juni 2021
Photo: Zinna Mac-Eochaidh
Fra flueben i regneark til retfærdigt samfund
John er 56 år gammel. En firskåren mand med stålgråt hår, der omkranser et ansigt med dybe fuger, der bærer vidnesbyrd om et langt og barskt og kompromisløst liv. John er vokset op i et hjem med vold og har været på antidepressiv medicin siden har var 19 år gammel. Han har haft et massivt alkoholmisbrug, været gældsat, er sammenbidt af natur og en holdningernes mand – på den hårdnakkede måde. John blev skilt og så ikke sine børn i mange år. Han gik ind og ud af mange forskellige jobs – ude af stand til at fastholde dem. I 2019 blev John ansat på Grantoftegaard. Han blev stille og roligt inkluderet i et arbejdsfællesskab i køkkenet. Nu to et halvt år senere er John ude af sit misbrug, han arbejder 20 timer om ugen, møder ind til tiden og er pligtopfyldende. Og måske vigtigst af alt – gnisten i de azurblå øjne er vendt tilbage. Han tror på sig selv.
Bruddet med den negative sociale arv
Johns søn er flyttet hjem til ham, optaget på Technical Education Copenhagen TEC og bestået sin første eksamen med et 12-tal. John havde tårer i øjnene da han fortalte mig den fremragende nyhed forleden over frokosten. Stoltheden lyste ud af ham.
Det er lige netop i dette rum, i det øjeblik, at selve meningen med at skabe sociale fællesskaber bliver håndgribeligt i mere end én forstand. Set fra et Excellark og fluebensperspektiv spares der voldsomt mange udgifter til betaling af understøttelse. Der er færre udgifter til lægebesøg. Flere indtægter i form af betaling af indkomstskat. Og måske vigtigst af alt – der er skabt en rollemodel der fører næste generation videre mod uddannelse.Tanja Höper, Direktør
Non profit er big business
På blot 10 år er Beskæftigelseslovgivningen (LAB) lavet om hele 77 gange og fylder i dag 30.000 sider. En sagsbehandler bruger ca. 45 min. pr. time på administration. Der afholdes ca. 2,6 mio. samtaler med ledige hvert år og 750.000 aktiveringsforløb. Samtidig viser forskningen for sårbare og udsatte mennesker, at sanktioner og krav har den modsatte effekt af det vi ønsker, som jo netop er at flere mennesker modtager uddannelse, er i arbejde – og lever et liv med sundhed, livsglæde og livskvalitet. Omsorgen for udsatte borgere koster på tværs af velfærdssystemet ca. 41 mia. kr. om året i nettoudgifter. En stor del af pengene går til overførselsindkomster og sociale ydelser, men også behandling af fysiske og psykiske sygdomme genererer betydelige udgifter.
Photo: Zinna Mac-Eochaidh
Vi skal opbygge en ny kultur
Helt grundlæggende er der behov for at ændre kulturen, tilgangen, mødet og samtalen omkring vores etablerede systemer. Som socialøkonomisk virksomhed oplever jeg eksempelvis en stadig større respekt og anerkendelse omkring vores non profit arbejde fra den private sektor. De søger samarbejdet med os i en erkendelse af, at vi leverer ind i så uhyre mange andre bundlinjer end den økonomiske. Samarbejdet på tværs af sektorerne er ikke opstået af sig selv. Det har taget tid og en oprigtig nysgerrighed på hinanden. Det væsentlige er dog, at alle går fra hinanden med en følelse af at blive rigere i mere end en forstand. Lad os nu overføre denne erfaring og opbygning af tillid til andre sektorer.
Derfor vil jeg også nysgerrigt og opmærksomt holde øje med Reformkommissionens anbefalinger hen over efteråret. @Nina Smith vil stå i spidsen for den gruppe af kloge mennesker der skal komme med ideer til at løse udfordringerne i bl.a. at opkvalificere flere ufaglærte, unge til at tage en uddannelse m.v. Det er prisværdigt at Regeringen tager handsken op, men verdenen drejer fortsat og hverdagen buldrer derudaf.
Så lad dette være en åben invitation til arbejdsmarkedscheferne i Hovedstadskommunerne. Hop i et par gummistøvler og ta´ turen ud i det økologiske landskab. Lad os være oprigtigt nysgerrige på hinanden og dele vores erfaringer. Så mange, mange gode mennesker kommer i arbejde – og lever et liv med sundhed, livsglæde og livskvalitet.Tanja höper, direktør […]Læs mere…
Vi kan ikke gøre det aleneElisabeth Serena9. juni 2021Os, der bor på landet, læser ofte andres debatindlæg, om hvordan det er at bo på landet. Andres synspunkter, andres beskrivelser og andres historier – om de forfaldne huse ved vejkanten, den lukkede købmand og de uddøende lokalsamfund.
Men jeg bor her. Sammen med 2.2.609.342 andre mennesker bor jeg i et landområde i Danmark. Jeg er også medstifter af den socialøkonomiske virksomhed LandSkaberne. Og min historie har et andet afsæt.
I LandSkaberne arbejder vi med at skabe bedre levevilkår i vores landområder – flere basale servicefaciliteter, udvikling af lokale job- og erhvervsmuligheder, bedre mobilitet og mulighed for et fællesejet økonomisk fundament i mindre landsbysamfund. Vi bruger lokal og fællesejet virksomhedsdrift som løftestang og middel til det. Nogle kalder det demokratisk erhverv, nogle kalder det kooperativer, andre kalder det andelsbaseret virksomhed.
LandSkaberne er stiftet af en grund. Støtte til landområderne har gennem mange år fortrinsvist haft fokus på fritidslivets aktiviteter. Vi er enige i at fællesskaber og mødesteder er vigtige, men det er ikke tilstrækkeligt (vi bor her jo ikke kun om søndagen). Udvikling i landområderne har også i årtier været præget af enkeltstående projekter. Vi arbejder for at skabe et stabilt og fællesejet økonomisk grundlag for udvikling i lokalområder.
Men vigtigst af alt. Udviklingen af levevilkår i vores landområder kan ikke fikses udelukkende af os, der bor (og heldigvis er der politiske tiltag på vej, der løser nogle af de strukturelle barrierer som f.eks. statsgaranterede lånemuligheder til boliger) Men udviklingen af vores landområder kan heller ikke fikses uden os, der bor her. Fordi det er nemmere f.eks. at etablere energiløsninger i landområder, hvis de også giver en fordel for os, som bor lige ved siden af dem, hvis vi f.eks. bliver medejere. Udviklingen kan ikke fikses uden os; de borgerdrevne købmænd skal f.eks. ejes og drives af nogen. Der er gode politiske takter i forhold til økonomisk støtte til borgerdrevne købmænd, men de skal igangsættes af nogen. Nogen skal bruge en del tid i sit eget liv, for at give alle mulighed for at købe to liter mælk nede på hjørnet. Udviklingen kan ikke fikses uden os, fordi historien om livet på landet er (også) vores. Vi lever den – hver dag.
Mange af os, der bor i landområderne, ønsker at tage favntag med vores lokalområder. Vi ønsker at tage favntag med vores liv, som udfolder sig der. Vi vil gerne give den en skalle for at være med til at løse nogle af de større udfordringer, der hvor vi bor. For nogen er det en mulighed, og initiativer, der løser grundlæggende udfordringer i landområder, rejses – og alle klapper. For andre er det ikke en mulighed. For andre mangler tiden, ressourcerne eller kræfterne til at tage favntag med grundlæggende udfordringer. For alle gælder det, at vi kæmper stort set kampen selv. For de fleste betyder det, at udvikling bliver tilfældig og ulige fordelt. LandSkaberne er stiftet af en grund.
Udvikling af landområderne er ingens opgave. Eller det er alles opgave? Er det op til os der bor der? Selvom mange landkommuner arbejder fokuseret med landdistriktsudvikling, så er det en kan-opgave. Ikke en skal-opgave. Det tænker jeg betyder noget for de ressourcer der prioriteres hertil.
Bedre livsvilkår i form af job- og erhvervsmuligheder, stabile og basale servicefaciliteter, bedre mobilitet. Skal vi opnå det ved helt egen kraft? Fordi vi bor i et landområde – i Danmark?
Så nej, min historie tager ikke udgangspunkt i gentagende beskrivelser af lukkede købmænd og huse der forfalder. Jeg vender faktisk hovedet den anden vej, hver gang jeg læser de overskrifter
Fordi dét, som jeg synes egentligt er i forfald, er de eksisterende muligheder for støtte og rådgivning til at løse grundlæggende udfordringer i vores landsbysamfund. De hænger dinglende i hængslerne fra en anden tid. De møder ikke det behov, der er. Det er det, jeg ser.
I rapporten ”Den kommunale landdistriktsindsats” (Center for regional- & turismeforskning) beskrives, hvordan initiativgrupper i landområder falder imellem to stole. De passer ikke ind i det etablerede erhvervsfremmesystem, der henvender sig til klassiske iværksættere. Dem som arbejder for at løfte deres eget lokalområde, og blot bruger virksomhedsdrift som middel hertil, opfatter nødvendigvis ikke sig selv som ”iværksættere”. Henvender de sig i stedet til deres kommune, så har de færreste landdistriktskonsulenter fokus på erhverv.
LandSkaberne er etableret, fordi vi som stiftere selv har oplevet, at der ikke fandtes nogen rådgivning til at udvikle en fællesejet demokratisk virksomhed i vores egen landsby. Den er stiftet ud fra en præmis om, at os der bor i landområderne, kan løfte vores lokalsamfund sammen.
Men vi kan ikke gøre det alene.
Vi har brug for at skabe en mere nuanceret forståelse af og opmærksomhed på, hvad erhvervsdrift er. Hvad erhvervsdrift kan bruges til. Hvad det betyder, at en virksomhed har en demokratisk organisering. Hvad det bidrager med. Hvad det kræver. Den nuancerede forståelse kan vi kun skabe sammen med de respektive kommuner og erhvervsfremmesystemer.
LandSkaberne er stiftet af en grund. Vi ser en mulighed for at benytte lokal og fællesejet virksomhedsdrift som løftestang og middel til at løfte et (lokal)samfund i vores landområder. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for at samarbejde med kommuner og erhvervsfremmesystemer. Vi kan ikke gøre det alene, fordi vi er en del af den samme virkelighed, og det samme samfund. Vi skal ikke gøre det alene, fordi det er i alles fælles interesse at skabe en langt bredere og mere mangfoldig forståelse af hvad erhverv kan bruges til. Det er i alles fælles interesse at udnytte det potentiale, der er i vores landområder, og at skabe et Danmark der hænger sammen.
Så giv os blot et kald! Vi er i gang, og vi er lige her. […]Læs mere…
Deltag i demokratiet 16. novemberJohn Westhausen8. juni 2021I år vil alle igen havde mulighed for at tage del i demokratiet. Og deltagelse er det helt grundlæggende i et demokratisk land/styrer.
Demokrati og folkeoplysning:
Så alle er inviteret til demokrati, til at deltage i fællesskabet.
Men er det altid så let, og er mulighederne ens for alle? Og hvis det ikke er, så har det demokratiske styre en udfordring.
For at kunne deltage er der nogle grundlæggende ting der må og skal være i orden. For det første skal man kunne få information og meget gerne kunne følge med i debatterne om de politiske udfordringer. Og for at kunne det er det at kunne læse næsten helefundamentet for at kunne få information på en måde hvor man selv kan vælge sit stof.
For at være med i demokratiet skal man derfor kunne læse og skrive på et rimelig niveau. Bare tænk på, at når man se til stater som ledes enten i enevælde eller diktatur, er det næste altid lande hvor det generelle uddannelses niveau er meget lav.
Hvor tit tænker vi egentlig over hvad der er det grundlæggende og grundlaget for det demokrati vi kender i Danmark?
Folkeoplysning bliver i Danmark anset for at være en grundpille for folkestyret. Den er defineret som almen ikkeformel undervisnings- og oplysningsvirksomhed for unge og voksne og sker hovedsagelig i oplysningsforbund, på højskoler, på biblioteker eller gennem foreninger.
Vi fik et godt udgangspunkt i Danmark grundlov som vi fik i 1849. Vedtagelsen af grundloven blev slutningen på enevælden, kongens magt blev indskrænket og borgerne fik stemmeret. Grundloven er som Danmarks forfatning et vigtigt symbol for demokratiet og dets udvikling.
Folkeoplysning har været en stor del af formidling af viden og oplysninger, og et sted hvor alle havde mulighed for at være med – også i forhold til at læse og skrive – så der var mulighed for at tage aktiv del i demokratiet på et rimeligt niveau.
Ved et valg som det forestående er det også vigtigt at forstå, at det ikke altid handler om hvad er bedst for ”mig”. Udgangspunktet i et ægte demokrati må være at man kan se sig selv som medlem af et fællesskab, og så må det være hvad er bedst for fællesskabet der er i fokus
Et godt eksempel er beslutninger der er taget med udgangspunkt i fællesskab, har en længere overlevelse end beslutninger som er taget hen over hovedet på det store flertal. Det er en sandhed som ses meget tydelig i når man undersøger forskellene på de forskellige selskabsformer vi kender herhjemme. Alle undersøgelser viser nemlig, at kooperative virksomheder klarer kriser bedre end almindelige virksomheder. Og hvorfor gør de så det? Ja min påstand vil være at det er fordi de i kraft af deres medlemsdemokrati typisk træffer mere bæredygtige og langsigtede beslutninger. Og det uanset om medlemmerne er forbrugere eller medarbejdere. De tænker nemlig mere på hvordan virksomheden kan udvikle sig til gavn for sit formål, end på at skaffe sig det bedst mulige afkast hurtigst muligt.
Og for at sikre at medlemmerne altid er i stand til at deltage i demokratiet på et oplyst grundlag, er et af de grundlæggende principper i kooperativer det at man skal sikre sine medlemmer uddannelse og information. Og i den sammenhæng spiller muligheden for folkeoplysning stadig en stor rolle.
Så husk demokrati er ikke kommet af sig selv, og det overlever kun hvis man/du tager del i det. […]Læs mere…
Kampen mod hvidvask og terrorfinansiering er afgørende, men de stramme regler skaber financiel exclusion, og rammer de små selvstændigt erhvervsdrivende hårt.Marie Birna Olafsdottir26. maj 2021Desværre kan vi ikke godkende din ansøgning om en erhvervskonto, fordi vi vurderer, at det er for risikabelt. Det var svaret Ali fik, da han kontaktede sin bank for at åbne en erhvervskonto. De 4 andre banker, han henvendte sig til efterfølgende, gav det samme svar.
Pludseligt var hans verden ved at kollapse – banken havde nemlig sagt at han havde 2 uger til at finde en erhvervskonto for sin kiosk – altså, i en anden bank. Han havde brugt sin privatkonto til at modtage betalinger fra kunder. Det er lovligt, når man har en enkeltmandsvirksomhed, men det var ikke godt nok for banken.2 uger og så lukker de hans privatkonto. Ali skal have et barn om lidt. Han har overlevet krigen, flugten, lejren, integrationsprogrammet, og så en periode på kontanthjælp. Siden han og hans familie har fået asyl i Danmark har de været blandt de fattigste i landet, og selvom han er meget taknemlig for integrationstøtten, har der ikke været særligt overskud til noget som helst de sidste år. Så da han fik muligheden for at tage over sin gamle nabos kiosk, troede han, at han kunne se lyset for enden af tunnelen. Han skulle være selvstændig erhvervsdrivende, ligesom i Syrien, da han var ung. Han skulle sørge for sin familie og have et godt og trygt liv i sit nye land, Danmark. Være sin egen chef. At en manglende erhvervskonto skulle spænde ben for den drøm havde han ikke set komme.
Han viste ikke, at man rykker højt op på bankernes risikoskala, når man er tilknyttet til et land, hvor der er stor risiko for terrorfinansiering – og han er født i Syrien, et højrisikabelt land kan man sige. Han viste heller ikke, at kioskbranchen vurderes meget risikabel for hvidvask, og så rykker man endnu højere op på risikoskalaen.
Småvirksomheder kommer i klemme med hvidvaskloven
Her har vi en modstandsdygtig, stærk iværksætter, en af de heldige, som får alle sine drømme kørt i grøften på grund af et system, han ikke havde regnet med.
Små butiksejere, chauffører, pizzeriaer, frisører osv. arbejder alle i brancher, som er relativt let tilgængelige, med en nem adgang til en kundekreds, men med et rygte for hvidvask. Men ved ikke at give dem adgang til en erhvervsbankkonto, rykker man dem ind i den grå økonomi, hvor meget ordnes kontant, og risiko for hvidvask er øget meget mere. Det er jo slangen, der spiser halen.
Flygtninge er ikke de eneste, som oplever store problemer med at få adgang til erhvervsrelaterede bankprodukter. Det problem breder sig. Jo mere kraverne til bankerne er øget – jo flere mennesker får drømmene knust i systemet.
Dette er ikke et integrationsproblem. Sofie fra Ribe har samme problemer, når hun prøver at åbne en café, fordi små virksomheder igen og igen kommer i klemme med hvidvaskloven. Jeg bliver ved med at høre disse historier.
Jeg mener, at regler og procedurer, som gør, at vi kan bekæmpe hvidvask er vigtige og meget nødvendige, men det er også vores pligt som samfund at finde måder til at tackle den finansielle eksklusion, som er skabt ifølge dem. Små erhvervsdrivende selvstændige er enormt vigtige for landets fremtid og et blomstrende lokalsamfund.
Om Finklusiv
Hos Finklusiv arbejder vi hårdt på at opnå noget, vi er stolte af: at tilbyde økonomisk integration og de bedste betingelser for succes for iværksættere og virksomhedsejere med flygtningebaggrund.
Vi er så heldige at have en partnerbank, som gerne vil kigge på den risiko, der kommer med at have erhvervsdrivende flygtninge som kunder. Vi tilbyder træning og rådgivning til vores kunder, så de lærer at bedre navigere love og krav, som hører med til at drive egen virksomhed på en tydelig og åben måde. Det gør bankens arbejde med hvidvaskbekæmpelse nemmere, og den er så mere villig til at modtage vores anbefalinger, og give flere af vores virksomhedsejere mulighed til at modtage indbetalinger på de rette vilkår.
Ved at give dem adgang til erhvervsbanktjenester, uddannelse og professionelle tjenester af høj kvalitet hjælper vi dem med at skabe og fremme deres forretning og i sidste ende deres levebrød.
Lad os snakke sammen til at få finansiel inklusion i fokus og finde løsninger til hele landets gavn. […]Læs mere…
De 65.000 udbrændteArne Kristensen8. maj 2021Overraskelsen slog mig som en hammer i panden, da han langt om længe svarede, mere end halvanden uge efter at jeg i en besked spurgte, om han havde det godt.
“Næ, faktisk ikke. Jeg er sygemeldt med stress”
Da jeg skrev til min tidligere kollega, Hugo, var det egentlig blot ment som en høflig hilsen og et livstegn. Et forsøg på at række ud og prøve at fastholde den smule samhørighed, vi nok allesammen har brug for i vores hverdag under Corona-nedlukningen.Det var trods alt længe siden, vi sidst havde mødtes eller haft nogen form for kontakt. Jeg havde også selv brug for lidt positivitet, et lyspunkt i den monotone trummerum.
Så jeg skrev.
For han og kollegerne i hans virksomhed havde vist pænt meget at rive i. Deres forretning måtte gå godt, tænkte jeg.
Han skulle jo holde hjulene i gang i samfundet, når nu vi ikke rigtig formåede det.
Nogen skal jo betale gildet i vores velfærdssamfund, når andre ikke kan – eller?
Det blev starten på en længerevarende dialog, hvor jeg reelt måtte hjælpe ham med at komme på højkant igen.
Der er nemlig ikke rigtig megen hjælp at hente hverken i sundhedssystemet eller det sociale system. Det sidste er en helt anden historie, som vi kan tage en anden gang.
Turen gennem stressmaskinen kender jeg kun alt for godt selv.Men hvordan kan det være, at det skal være en forholdsvis udenforstående person som mig, der skal få tingene til at ske?
Hvorfor skal det være nødvendigt?
Det er snart flere år siden jeg så tallet
65.000
Det var ifølge Danmarks Statistik det antal mennesker, der hver eneste dag mangler på arbejdsmarkedet på grund af stress eller depression herhjemme. Og de fleste ser passivt til…
Der er gået nogle måneder.
Hugo er en sej gut. Via familie og venner får han privat psykologhjælp i sin stræben efter at samle sig selv op og redefinere sig selv og sit liv.
For både samfundet og virksomheden, som har mistet en arbejdskraft, og for Hugo, kommer det til at tage et godt stykke tid endnu – lang tid. Det bliver dyrt.
Men allerede nu ligger det fast, at Hugo ikke vender tilbage til sin hidtidige arbejdsplads.
Deres måder at arbejde på og styre opgaverne levner ham ikke plads til at kunne fungere som menneske igen.
Det er nødvendigt med luftforandring for, at han kan starte på en frisk.
Tilbage står jeg med de samme spørgsmål, jeg har haft i årevis:
Hvordan kan det være, at selv de bedste og stærkeste på arbejdsmarkedet skal gå ned med flaget i konkurrencen om kundernes opgaver og jagten på overskud?
Hvorfor skal rene tilfældigheder bestemme, hvem der trækker nitten og bliver syge, mens de andre “overlever”– i denne omgang…
Hvem skal erstatte Hugo og de 65.000 andre i stressmaskinen?
Hvad har du tænkt dig at bidrage med?
Se passivt til?
Jeg er med på, at du ikke kan redde hele verden.
Men du kan redde dem, der befinder sig i din nærhed. Hvis du gør dig umage med at “se” dem.
Og du kan sætte fokus på de måder I deler informationer og arbejder på, ligesom du kan øve indflydelse på den måde, opgaverne styres på.
Gør noget! […]Læs mere…
Fællesskaber skal styrke underrepræsenterede iværksættereAnne Katrine Heje Larsen8. maj 2021Diversitet i iværksætteri og fysiske fællesskaber er afgørende for at Danmark fortsat kan være et innovativt og bæredygtigt foregangsland. Vi skal som samfund gribe nye ideer og sikre at vi ikke går glip af sociale innovationer.
Da jeg for næsten 20 år siden skulle åbne min første tøjbutik på Nørrebro stod jeg relativt alene med et tomt og fugtigt kælderlokale som jeg af uransagelige årsager havde forelsket mig i.
Jeg husker tydeligt spændingen, men også følelsen af modløshed fordi jeg stod alene med min ide. I markant kontrast til det var glæden ved den store opbakning fra lokalområdet og mit eget netværk som virkeligt blev synligt den dag jeg åbnede. Der var så mange mennesker som mødte op på gaden foran butikken, at vi stoppede både busser og biler for gennemkørsel. Der var lokale kunstnere og hangarounds fra nørrebro, venner, familie, og selv den lokale skomager i sin kørestol som havde fulgt med i månederne op til, og som et par timer forinden havde lappet mine yndlings højhælede sko, kom forbi med en blomst og en flaske. Det samme gjorde de hjemløse nede fra hjørnet og designerne fra Danmarks designskole.
Den dag gik det op for mig hvilken styrke diversitet, fællesskab og netværk har, fordi de her mennesker hver især på den ene eller anden måde havde fulgt mig og været med til at støtte mig hen imod min drøm.
Den opbakning jeg fik stod i dyb kontrast til den modløshed jeg følte da jeg stod alene med en ide og en tom butik som skulle åbne inden for kort tid.
Det er i forvejen svært at starte noget nyt op, og hvis man samtidig ikke har et team med sig, adgang til netværk og et fællesskab som både kan bakke op, være med til at fejre når det går godt og være der når man fejler, så er vejen længere og den kan føles ensom.
Igennem de sidste 12 år som direktør for DISIE (Danish Institute for Sustainable Innovation & Entrepreneurship) har jeg oplevet hvordan unge iværksættere har fundet sammen om at skabe nye løsninger på nogle af samfundets problemer. Her kan de uformelle møder over fredagsbaren, i køkkenet eller over kaffen være skelsættende.
Jeg har været vidne til hvor afgørende fællesskabet er, både for dem som står udenfor universitets inkubatorerne, ligesom jeg gjorde da jeg startede, for de ledige akademikere, iværksætterne der forlader inkubatorerne, dem der har siddet isoleret med en ide og for alle dem der ikke nødvendigvis passer på det stereotype billede af en iværksætter som vi som samfund har skabt.
Fællesskabet er ikke kun afgørende for at man lykkes, men også betydningsfuldt for at processen til succes både kan være lærerig, sjov og værdifuld.
Fællesskaber hvor der er plads til diversitet kan være med til at sikre at vi ikke går glip af vigtige samfunds innovationer og der er i den grad behov for fællesskaberne for at nye løsninger kan blive skabt.
Efter lang tids nedlukning hvor vi alle er blevet vant til at næsten alt kan klares digitalt tegner der sig i modsætning til det digitale et tydeligt billede af hvor vigtigt fællesskaber er.
Vi har som mennesker behov for at være sammen, og det understreger endnu mere behovet for de iværksættere der ikke er en del af et fællesskab.
Lad os skabe flere iværksætterfællesskaber i hele Danmark, som både kan være samlende for de lokale økosystemer, og give iværksætterne adgang til rådgivning, risikovillig kapital og et relevant netværk som kan være afgørende for at iværksætter ideerne når fra ide til handling.
Fællesskaber med rollemodeller hvor iværksætterne kan udvikle sig i samarbejde med andre gode iværksætter kollegaer som kan give det vigtige klap på skulderen når det er svært, og fejre succeserne når en milepæl nås.
Vejen til succes er både sjovere og kortere hvis den skabes i fællesskab med andre. […]Læs mere…
Os på landetElisabeth Serena8. maj 2021Os, der bor på landet læser, ofte andres artikler om, hvordan det er at bo på landet. Andres ord, andres meninger, andres historier – om de forfaldne huse, den lukkede købmand, og om alle dem, der flytter væk.
Jeg bor her. Sammen med alle de andre, der bor her. Jeg er også medstifter af LandSkaberne. Vi er sat i verden af en grund.
Den historie starter også med en nedlukket købmand. Selvfølgelig gør den det – og ja, den købmand var vigtig for os, der bor der. Fem kilometer til nærmeste butik, børnene, der selv kunne gå ned og købe fredagsslik, det uformelle mødested, småsnakken, og fornemmelsen af at høre til.
Men det er ikke den historie, der er vigtig at fortælle. Det, som er vigtigt at fortælle, det er, hvorfor vi ikke magtede at gøre noget ved det selv. Hvad vi manglede.
Jeg vidste godt dengang, at det var nu, vi skulle gøre noget. Lige nu. Jeg vidste godt, hvad vi kunne gøre. Jeg vidste, hvordan vi kunne gøre det. Det er det felt, jeg er udannet indenfor.Jeg vidste at, vi kunne overtage butikken sammen i landsbyen og drive den som et andelsvirksomhed, men det var – tilfældigvis – bare det forkerte tidspunkt. Et familieliv med fuldtidsjob, 1½ times pendling frem og tilbage til København, en efteruddannelse – et hverdagsliv med alle bolde i luften på én gang – som så mange andre.
Jeg slap tøjlerne. To måneder senere blev bygningen købt for en slik. Af en, der ikke selv bor der. Siden har den stået tom. Og ubrugt.
Og nej, jeg ser ingen grund til at fortælle om tomme huse i landområderne. Det er der så mange andre, der gør.
Det, som jeg virkelig gerne vil fortælle, er, at der er masser af mennesker og potentialer og entreprenant flittighed i landområder, som går til spilde. Hver eneste dag. Fordi der ikke er nogen form for rådgivning, der rammer lige dette behov.
Os, der bor i landområderne, ønsker at tage favntag med vores lokalområder. Vi ønsker at tage favntag med vores liv, som udfolder sig der. Men vi kæmper stort set kampen selv. Bedre livsvilkår i form af øget lokal økonomi, bedre muligheder for job og erhvervsmuligheder, stabile og basale servicefaciliteter, bedre mobilitet. Skal vi opnå det ved helt egen kraft?
LandSkaberne er sat i verden af en grund.
Vi er med til at skabe bedre vilkår for, at alle kan gribe muligheden, når f.eks. den lokale købmand pludselig må lukke. Vi arbejder ud fra det grundprincip, at fællesejet erhvervsdrift er løftestang og et middel til at udvikle et (lokal)samfund. Og vi arbejder tæt sammen med lokale initiativgrupper i landsbyerne for at nå fra den første ide om f.eks. den fællesejede købmand eller den fællesejede turistvirksomhed. Og vi gør det sammen.
Sammen udvikler vi forretningsmodeller, der kommer hele byen til gavn. Vi udvikler sammen det produkt, der bliver kernen af den fællesejede virksomhed. Sammen organiserer vi den fællesejede virksomhed, så det bliver langtidsholdbart. Vi kæmper sammen for at skaffe det første økonomiske grundlag, og vi hjælpes ad, når hele lokalsamfundet skal medinddrages.
Nogle kalder det demokratisk erhverv, nogle kalder det kooperativer, andre kalder det andelsbaseret virksomhed. Vi kalder det, det der skal til.
Det gør vi i LandSkaberne, men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for at bygge bro til de eksisterende former for rådgivning.
Heldigvis er det en problemstilling, som landdistriktsforskningen har taget fat om. I rapporten ”Den kommunale landdistriktsindsats” beskrives hvordan en gruppe af mennesker falder imellem to rådgivnings-stole. De oplever ikke at kunne bruge de etablerede tilbud om rådgivning i forhold til iværksætteri og erhvervsfremme. Det er tilbud, der henvender sig til klassiske iværksættere. Men dem der arbejder for at løfte deres eget lokalområde– og blot bruger virksomhedsdrift som middel hertil – opfatter nødvendigvis ikke sig selv som ”iværksættere”. Og henvender de sig i stedet til deres kommune, så vil de færreste landdistriktskonsulenter have et erhvervsmæssigt fokus. Så der findes et hul i erhvervsrådgivningen her – en sprække som LandSkaberne er vokset ud af.
Den sprække vil vi gerne gøre synlig. Vi vil gerne fortælle hvad det betyder – for alle os der bor i landområderne- og vi vil genre i LandSkaberne fortælle, hvordan andelsbaserede virksomheder kan være et greb hertil. Og vi har brug at bygge bro til andre. Så grib telefonen. Vi er kun et opkald væk. […]Læs mere…
IndbydelseTanja Höper8. maj 2021Grantoftegaard.dk
Løftestang mod livsmestring
Emilie var blot 17 år gammel, da hun satte sine ben for første gang på Gården. Hun kom med massive udfordringer, med en kaotisk opvækst og mange anbringelser bag sig. En dag over frokosten spurgte jeg hvordan det gik derhjemme. Tja – lød det lidt drevne svar med nedslåede øjne. Mor ligger døddrukken på fifaen og det eneste hun ville have af mig, er at gå ned og hente smøger til hende. Med omsorg, tillid, ansvar og en tro på Emilies evner har hun fået et truckcertifikat og kørekort. Hun har afsluttet sin 9. klasses eksamen i dansk og matematik.
Vores økologiske gård fungerer ikke bare som landbrug, men som målrettet og dedikeret uddannelses- og beskæftigelsesindsats – non-profit. Og denne økologiske landbrugsdrift har fået Emilie i ordinær fuldtidsbeskæftigelse – hun bor i dag i egen lejlighed og har en skøn kæreste.
Fra system til livsmestring
Jeg bobler af stolthed og glæde når jeg tænker på Emilie, og hvordan hun har genvundet troen på fremtiden, men helt grundlæggende, så oplever jeg, at ungeindsatserne er utilstrækkelige organiseret. Indsatsen og samarbejdet omkring de unge er præget af en klar magt- og rollefordeling med myndigheden som stiller opgaven, og aktøren som skal opnå og bliver målt og belønnet ud fra en fastsat forståelse af resultater, hvor målet helliger midlet, og borgerens integritet og egen drivkraft er i risiko. Målsætningerne defineres ud fra en fastlåst og snæver definition af hvad gode resultater er, ud fra et kortsigtet økonomisk perspektiv, og bliver taget ud af en helhed hvor det ikke er et anerkendt resultat at den unge fx har opnået øget livsmestring og behov for mindre støtte, reduceret eller ophørt misbrug. Dette bevirker i øvrigt, at myndighederne shopper rundt i et marked af sultne aktører, som dels underbyder hinanden i ren desperation for at få en bid af kagen og opretholde deres eksistensgrundlag.
Kærlighed, omsorg, personlig styrke og modstandskraft, fastholdelse af venskaber, delagtiggørelse i forpligtende fællesskaber, evnen til at komme på e-Boks, styre ens økonomi eller vasketøj er blevet negligeret og taget ud af ligningen – bagatelliseret.
Tallenes vidnesbyrd
Hvert år tilføres der milliarder af kroner til sociale indsatser rettet mod udsatte børn og unge. Tal fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) anslår, at udsatte unge uden job koster det danske samfund 105 milliarder kr. om året i udgifter og tabte indtægter. På trods af dette, viser tallene for hjemløshed, misbrug og psykiske lidelser blandt de unge, at udviklingen går i den forkerte retning. Det samme gør andelen af unge, der ikke er i job eller uddannelse.
Indsatserne er samtidig præget af systemets egen logik, der bl.a. udspringer af de objektive og målbare parametre og målsætninger, som vi kan vurdere de unges livssituation ud fra. Denne logik gennemsyrer måden, hvorpå de unge tilbydes hjælp. Lovgivningen og praksis er utålmodig, og ofte bevilges indsatser for 13 uger ad gangen i beskæftigelsessystemet, hvilket efterlader den unge i usikkerhed om fremtiden og uden anerkendelse af, at tiden er en afgørende faktor.
Udgangspunktet for den manglende succes på trods af de mange millioner af kroner der allokeres til indsatserne, kan således meget vel hænge sammen med måden, hvorpå vores sociale system fungerer og resultatopgør på.
Emilies historie beviser, at hårdt fysisk arbejde, forpligtende fællesskab, kærlighed og omsorg – samt en fungerende og seriøs tværgående indsats, bliver garanten for et bæredygtigt resultat i mere end én forstand. Regnestykket er ret simpelt…
Fra idé til handling
Så kære Pernille Rosenkranz Theil, Astrid Kragh og Peter Hummelgaard – træk nu i jeres gummistøvler og ta’ turen på jer ud i det økologiske landskab. Vi vil – over ”rosenkålene” – i dialog med jer om denne grundlæggende problemstilling om manglende muligheder for at tilegne sig livsmestringskompetencer. Løsningerne kalder på nye veje og tilgange til den komplekse indsats for de udsatte unge. Der er behov for nye målsætninger, andre typer løsninger og et langt tættere samarbejde mellem forskellige aktører.
Om Grantoftegaard
På Grantoftegaard, som drives som Registreret Socialøkonomisk Virksomhed, sår vi liv og høster og høster rent grundvand. Vi er drevet af en ambition om at skabe forandringer – for folk – deres liv – og verdenen vi befinder os i. Med den økologiske landbrugsproduktion som redskab, er der skabt en bæredygtig ramme til at opnå uundværlige livsmestringskompetencer og bane vejen mod et rummeligt arbejdsmarked. Om det er at sætte stiklinger til forårsløg eller pastinak i drivhuset og på marken og herefter høste, rengøre og sælge til de begejstrede og opløftede gårdbesøgende, pleje og passe bistaderne, så hvidkløveren og rapsen har de bedste forudsætninger for at trives, eller køre med den gigantiske 8 fods såmaskine så rækkerne står snorlige til årets økologiske produktion. […]Læs mere…
Ret til et arbejde og uddannelseJohn Westhausen8. maj 2021Alle skal havde ret til og muligheder for en uddannelse og en plads på arbejdsmarkedet. Uddannelse på dagpenge er ikke en mulighed for familier, der har stiftet familie.
Situationen på arbejdsmarkedet, set efter Corona, og forventninger til behovet for arbejdskraft viser, at der bliver mere end 90.000 faglærte job, som det bliver svært at besætte. Men samtidig vil rigtig mange også stå uden et arbejde, og det vil især være dem med meget lidt eller meget kort uddannelse, som vil have svært ved at få en plads på fremtidens arbejdsmarked.
Det er tale om ansatte, som har været på de samme arbejdspladser i mange år af deres liv, og de har stiftet familie og har faste udgifter. De vil ikke have mulighed for at tage en uddannelse, som ellers ville kunne give en plads på det nye arbejdsmarked.
Så når den ansatte på industrivirksomheden mister det arbejde hun har haft i 25 år, så er hun meget dårligt stillet, selvom hun har passet sit job hver dag. Hun har brugt mange år på at sikre en tryg hverdag for sin lille familie. Nu skal hun hjem og fortælle, at de måske må flytte. Der vil ikke være råd til ferie eller andre ting, som har været det, der sikrer et godt liv for hendes familie.
Muligheder for en efteruddannelse, som f.eks. faglært på lærlingeløn eller dagpenge på 110 % i uddannelsesydelse, kunne lyde af meget. Men selv det er langt under det, man normalt havde som indtægt og vil ikke vil kunne dække de faste udgifter. Så konsekvensen kan være, at man så må gå fra hus og hjem.
For at sikre en forsat efteruddannelse til alle og dermed muligheden for at være en del af fremtidens arbejdsmarked, bør alle have ret til et antal uger eller måneders uddannelse. Det kunne blive vurderet ud fra det antal år, man har haft et arbejde, og som sikrer den samme indtægt, som man har haft i optjeningsperioden. Det vil give muligheder for en reel uddannelsesløsning.
På lang sigt kunne løsningen være, at alle borgere i Danmark fødes med retten til et antal uddannelses år/økonomisk dækning. En uddannelsesmulighed, som man så kan taget af igennem hele livet. […]Læs mere…
Hvor blev mennesket af?Maria Pagels8. maj 2021Plejepersonale, der lader gamle sidde i beskidte bleer. Pædagoger, der ignorerer grædende børn. Historier om omsorgspersonale, der svigter de allersvageste. Det virker som om, de har glemt, at de arbejder med mennesker. Jeg frygter, at det en dag kan blive mig.
Onsdag morgen for tre år siden bliver jeg ringet op af kokken i den socialøkonomiske café, jeg på daværende tidspunkt er leder af. Hun beder mig om at komme nu. Der er mødt en ny borger op fra Jobcenteret og der er noget helt galt.
Det burde være indlysende, at man ikke sender en syg stofbruger ud og blive arbejdsprøvet i en café.
Da jeg træder ind i caféen, fører kokken mig om bag ved, til vores samtalerum. Her sidder en mand i 40’erne. Der lugter surt i rummet. Han sveder kraftigt og ryster. Han rækker mig en kold og fugtig hånd og præsenterer sig som Jens. Jeg spørger om han er syg. Han fortæller mig, at hans sagsbehandler har sagt, at han skal i arbejdsprøvning i vores café, ellers tager de hans kontakthjælp. Jens er stofbruger og har virkelig brug for pengene, så han har dagen før taget en kold tyrker, så han kan møde op upåvirket. Han er simpelthen i gang med selv at afgifte sig. Imponerende og helt og aldeles uholdbart – både for Jens og for caféen.
Det er dømt til at gå galt. Så hvorfor sker det? Hvordan kan der sidde et menneske – i det her tilfælde en sagsbehandler – der sikkert havde noble grunde til at tage en uddannelse inden for socialområdet – over for et andet menneske med en tydelig stofafhængighed og synes, at det er en god idé at sende ham ned og arbejde i en café med abstinenser? Tror sagsbehandleren, at Jens bliver stoffri fra den ene dag til den anden, af at få et arbejde? Er sagsbehandleren ond eller blind? Nok ikke.
Det her starter oppefra.
Det betyder noget, når politikere indfører mere og mere kontrol og straf på det sociale område og inden for beskæftigelsesområdet. Når sagsbehandlere får så mange sager på deres bord, at de ikke har tid til at se på det enkelte menneske og foretage en rationel og menneskelig vurdering. Når der foretages nedskæringer på området, år efter år.
Jeg stemte rødt ved sidste folketingsvalg, ligesom flertallet i øvrigt, og jeg må indrømme, at der sneg sig lidt yes we can begejstring ind i mit ellers ret politiker-lede-ramte hjerte. Endelig var valget ikke endnu en konkurrence i, hvem der kunne stramme mest på udlændingeområdet. Der blev talt om normeringer i institutionerne og vores sygehuse. Der var visioner og håb for de svageste i samfundet. Men begejstringen blev desværre kortvarig.
To ud af de tre debatindlæg beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har udgivet i april måned, omhandler – ikke overraskende – indvandrere. Ikke jobskabelse og udsatte, ikke om hvordan vi løser sundhedsvæsnets udfordringer sammen med personalet. Det er blevet hverdag og standardlæserbrevet handler igen om noget med indvandrere.
Kære Peter Hummelgaard. Du og regeringen bliver simpelthen nødt til at ændre kurs inden os, der arbejder inden for det her område, knækker og lader kynismen sejre. Vi skal have en human beskæftigelsespolitik, der sætter det enkelte menneske i fokus. Vi skal tænke langsigtet og også turde investere i løsninger, der først har effekt efter næste folketingsvalg.
Vi socialøkonomiske virksomheder kan rigtigt meget. Vi kan opbygge troen på egne kompetencer. Vi kan tilbyde kollegiale fællesskaber. Vi kan hjælpe folk videre, fordi vi gør os umage med at finde den enkeltes ressourcer og drømme for et godt liv. Men vi kan ikke gøre det alene.
Vi har brug for en social model, hvor vi kan sætte os på den samme side af bordet med Jens, med sagsbehandleren, med politikerne og hvem der ellers er brug for, så vi kan træffe de rigtige beslutninger. Vejen ud af udsathed er ikke ens for alle og løsningerne er ofte komplekse. Det er besværligt, men nødvendigt.
For det er jo i virkeligheden helt banalt det her. Vi er alle sammen mennesker. Uanset om du er på bistand eller på Borgen. Og forråelse kan ske for os alle. Både for beskæftigelsesministeren, pædagogen og sagsbehandleren, hvis vi glemmer at se mennesket bag udsatheden. Og jeg frygter, at det en dag også kan ske for mig. […]Læs mere…
Kantinens opslagstavle – viden om økonomi i medarbejderejede kooperativerGurli Jakobsen8. maj 2021Jeg mener, at der er brug for meget mere åbenhed om det økonomiske, end vi er vant til i vores arbejdsliv, fordi det er et felt, som både er vigtigt og samtidigt kan give grundlag for mistanker.
Kantinens opslagstavle
Under et besøg i en kooperativ trykkerivirksomhed, hvor jeg blev vist rundt af José, en af grundlæggerne , medlem af ledergruppen, kommer vi forbi indgangen til kantinen. Her ser jeg en opslagstavle med et dokument, som viser, hvad hver medarbejder har som lønniveau mv og beløb. Ved siden af er det virksomhedens seneste månedsresultat, som er slået op. Jeg er overrasket over denne åbenhed og spørger, hvad det betyder, og José forklarer: ”Når en ny medarbejder starter hos os, er han jo helt med på, hvad vi fortæller om vores måde at fungere på. Men når det halve år er gået, og han bliver medlem, så har vi jo set, at der kommer en skepsis. Kan det nu være sandt? Hvor går pengene hen? Der må være noget lusk et sted. Det er derfor vi sætter de opslag på tavlen – så alle kan se at vi ikke skjuler noget.”
Dette er en oplevelse fra en veletableret virksomhed i en provinshovedstad i Argentina, som var i vækst med 37 beskæftiget på det tidspunkt. Jeg oplevede en tilsvarende åbenhed i kooperativer der er medlem i Mondragongruppen i Baskerlandet i Spanien. Det var information der supplerede hvad der i øvrigt var af adgang til viden og information blandt medarbejderne.
Den lønåbenhed og åbenhed om vilkårene og hvordan det egentligt går for virksomheden, håber jeg er til inspiration for danske kooperativister eller få lys på hvordan I allerede skaber et godt vidensniveau blandt medarbejderne om økonomi i kooperativet. Det er et sundhedstegn, når man åbent og frit kan tale om, hvordan det går og hvordan medarbejderne får indflydelse på virksomheder.
Er åbenhed om økonomien en god ting i et kooperativ? […]Læs mere…
Læger mangler viden om livet som minoritetJakob Stensen Nielsen8. maj 2021Læger kan ikke læse tanker. Dog var det måske, hvad Mahmoud håbede var tilfældet, da han forgæves forsøgte at fremstamme sine selvmordstanker til familielægen. Mahmouds opvækst som homoseksuel i en religiøs og traditionel familie havde resulteret i en depression, der nu fik ham til at søge hjælp. og en sygemelding. Men i stedet for at forklare lægen, hvor de depressive tanker stammede fra, fik han kun vævende sagt noget om, at han havde det dårligt.
Frygten for, at hans omgangskreds og familie skulle få nys om hans identitet, hvis han åbnede sig op holdte ham tilbage. Lægen, der fremstod uforstående over for hans problem, stoppede ham fra at være ærlig.
Mahmoud modtog en henvisning til en psykolog, som han aldrig benyttede sig aldrig af. Det havde krævet, at han selv fandt en psykolog, der netop havde forståelse for det at være homoseksuel og minoritetsetnisk på samme tid. En opgave, han betragtede som uoverskueligt vanskelig.
Hvis lægen kunne læse Mahmouds tanker, havde lægen måske også været i stand til at yde den rette hjælp. Hvis lægen kunne læse tanker, ville han vide, at Mahmouds opvækst var præget af et syn på mænd og drenge, der gjorde det svært for Mahmoud at tale ærligt om sin psykiske sårbarhed. Kunne han læse tanker, kunne han have henvist ham til LGBT+ Danmarks rådgivning eller til foreningen Sabaah, som yder rådgivning og fællesskaber for netop minoritetsetniske LGBT+ personer.
Hvis lægen kunne læse Mahmouds tanker, havde lægen måske også været i stand til at yde den rette hjælp.
Men læger kan ikke læse tanker. Det næstbedste ville dog have været, hvis Mahmoud og lægen havde haft en åben snak om Mahmouds identitet og den faktiske årsag til hans selvmordstanker.
Det kræver, at lægen tilegner sig nok viden om de forhold, der gør sig gældende for landets minoriteter, til at høre og forstå det, der med larmende tavshed ikke bliver sagt. Desværre mangler denne viden i store dele af sundhedsvæsenet.
I Danmark er LGBT+ personer markant dårligere repræsenteret i statistikker over mental sundhed. Angst, depression, stress, selvskade og selvmordsadfærd er alarmerende mere udbredt blandt seksuelle og kønslige minoriteter. Blandt minoritetsetniske LGBT+ personer beretter hver tredje, at have haft selvmordstanker inden for det seneste år.
Den alment praktiserende læge er gatekeeperen til resten af sundheds- og socialsektoren. Det er sådan vi har indrettet sundhedsvæsenet. LGBT+ personer skal trygt kunne møde sundhedsvæsenet uden at frygte hverken fordomme eller uforstående blikke fra læger, der ikke ved, hvad de skal stille op. Ellers formår vi som samfund ikke, at komme den alarmerende ulighed i mental sundhed til livs.
Mahmoud er et pseudonym, og hans historie fremgår af rapporten ’Danske LGBT-personers møde med almen praksis’ udarbejdet af Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet for Sundhedsstyrelsen i 2019. Han er én i en række LGBT+ personer samt almen praktiserende læger, der har fortalt om deres forhold til hinanden. Et forhold som rapporten konkluderer desværre præget af en række barrierer. Gensidigt tabu, manglende viden samt uforståenhed overfor, at LGBT+ personer kan kræve særlige hensyn, er blandt de største udfordringer.
Jeg kender ikke Mahmoud, men jeg håber, at han har fundet fællesskabet; at han har fundet ligesindede at dele sine erfaringer med. For Mahmouds erfaringer er ikke unikke, men sjældne nok til, at det kan kræve lidt hjælp og vejvisning de rette steder hen for at finde nogen at spejle sig i. Jeg håber, at vores almen praktiserende læger snart kan bære den opgave, og vi kan komme uligheden i sundhed til livs. […]Læs mere…
Mellemformer, hvad er det?Rie Kaas4. marts 2021”Åh nej, gammel vin på nye flasker” tænkte jeg ved mig selv, da jeg først blev introduceret for det nyeste sort inden for specialundervisning, Coteaching, i 2017 må det have været. ”Et engelsk ord for værkstedsundervisning, helt ærligt”… Det var noget af et chok for mig, dels at være blevet så ”gammel” i skoleverdenen, at have følelsen af noget af det ”frem til kommoden og tilbage igen”, som nogle af mine ældre kolleger havde talt om med trætte stemmer og halvtomt udtryk i øjnene – og så faktisk også bare det at komme til at tænke det. Heldigvis blev min tanke gjort til skamme ret hurtigt, da jeg fandt ud af mere om, hvad det gik ud på.
Coteaching, som Pernille Rosenkrantz-Theill nævnte som et godt bud på en ”mellemform” på sidste uges inklusionssamråd, er en organisering af samarbejde om undervisning, og et bud på en vej til at lave et inkluderende læringsmiljø. En ramme både for to fagligheders tilstedeværelse og fælles undervisning i klasserummet, og det kan også være en måde at få vejledningen ind i klasserummet på en måde, hvor der ikke lige så stor fare for, at det opleves ulige for den, der får en ind i sin undervisning. To fagligheder udarbejder ud fra hver deres specifikke faglighed en fælles plan. Det kunne være klassens lærer med kendskab til elever og klassens dynamik og den faglige vejleder, som planlægger, udfører og evaluerer fælles undervisning. Det kunne også være samarbejde mellem en lærer og en pædagog med hver deres faglighed. I alle faser er begge parter lige aktive.
Specialundervisningen har, lige som den almindelige undervisning, udviklet sig meget i de henved tyve år, jeg har været lærer – og heldigvis for det. Først kom specialundervisningen til at hedde noget med kompetencer, siden ressourcer. Samtidig blev der uddannet vejledere, hvis primære fokus var udvikling af den almindelige undervisning. Specialundervisning er jo både del af de almindelige fag og et fag i sig selv. Og da det kom til at hedde noget med ressourcer, var fokus også meget på, hvordan man fik mest ud af de ekstraressourcer, der var til rådighed, også fordi ressourcerne generelt blev færre.
Hvor jeg var på det tidspunkt, i Gladsaxe Kommune, var vi begyndt at tænke nyt i forhold til den traditionelle specialundervisning, allerede før inklusionsloven kom. Kommunen havde lavet en større kulturforandring for at skubbe på paradigmeskiftet fra at se børn med problemer til at være i problemer og til at arbejde teambaseret. Der var kommunale faglige netværk og på skolen arbejdede vi i teams – og også helt naturligt med pædagogerne, som både var i skolens SFO og havde timer i skolen, og de forskellige fagligheders roller var klart definerede i samarbejdet. Nogle steder havde vi lagt grundskemaet ned og lavede skemaer uge for uge, og ud fra, hvordan vi ville undervisningen, ændrede strukturerne sig. Vi deltog i så meget som muligt ud af huset, altså af det der nu hedder ’åben skole’. Når vi ville noget eksternt som var en blanding af fag, trak vi fra de respektive fagpuljer i den fordeling, som efter vurdering var den rigtige.
I specialundervisningen udviklede vi på samarbejdet mellem specialundervisningen i dansk og matematik, dansk som andetsprog og AKT, som LKT hed dengang. Vi brugte meget tid på, hvordan specialundervisningsressourcerne skulle tildeles og fordeles, og hvad der skulle være i form af vejledning, og hvor der skulle to fagligheder tilstede, og i så fald hvilke, og hvordan begge fik en aktiv rolle. Vi ville ikke ’radiatorpædagoger eller -lærere’, ej heller ’plisserede nederdele’. Vi ville lave kvalitet. Vi diskuterede, hvilken hjælp der skulle tildeles, og hvilken der skulle kunne søges om. Vi udviklede og udarbejdede handleplaner og evalueringer af dem. Inden for områderne var vi blevet uddannet som vejledere, og vi skulle også finde ud af, hvordan det skulle fungere. Vi koordinerede en vejledningsplan, så vores forskellige profylaktiske tiltag kunne lade sig gøre for hinanden gennem skoleforløbet og et skoleår.
Vi kom i gang med aktionslæring i vejledningen. En form hvor man finder en ting at arbejde på, en aktion, og i fællesskab finder og afprøver små ændringer i undervisningen. Lærer og vejleder reflekterer fælles i processen. Derudover lavede vi de mange faste specialundervisningsindsatser. Tidlig læsehjælp og tidlig matematikhjælp og forskellige faste forløb til at understøtte fagene og de steder i skoleforløbet, hvor vi havde erfaring for, at nogle elever havde brug for noget ekstra. Og så var der noget, der var så fedt, at det skulle udbredes – det blev så til vejledningsforløb.
I den almindelige undervisning, med teamets almindelige timer, tænkte vi også i boost it-forløb, perioder hvor vi lagde et timebånd i skemaet, og i nogle af perioderne delte vi årgangen ind i hold efter, hvad vi syntes, eleverne havde brug for, andre gange ud fra, hvad eleverne selv syntes, de havde brug for og havde valgt.
Vi havde som skole udarbejdet plan for vejledertiltag og testplan som brugte en del af vores ressourcetimer, og vi havde også en pulje timer til periodevis fordeling efter mere akutte behov.
Alt det her er snart 10 år siden. Så kom inklusionsloven og mange steder blev ressourcetimerne barberet kraftigt eller helt skåret væk. Jeg flyttede arbejdskommune på det tidspunkt, og det var også da, jeg begyndte at forstå, hvor forskellig organiseringerne er, mellem kommuner og også mellem de enkelte skoler i dem. Når jeg taler for at gøre nogle flere ting ens, er det for at højne kvaliteten ved at fremme muligheden for videndeling os fagfolk imellem. Jeg har nemlig også været på rigtig meget spændende uddannelse og kurser og har deltaget i kommunale netværk i de forskellige kommuner, jeg har arbejdet i. Og jeg synes generelt, der er gået alt for meget tid med at oversætte hinandens skolevirkelighed. Hos os har vi sådan en slags møde, hvor de og de deltager. Nå, en funktionslærer, det må være det, der er en koordinator hos os? Inklusionspædagog, hvad er det? Nå, I har inklusionsvejledere. Ofte har tiden været så meget brugt på det, at når vi kom til at skulle reflektere over, hvordan kursusindholdet eller nye tiltag kunne overføres til praksis, så var der ikke mere tid.
I vores skolevirkelighed sker der så meget hele tiden, at vi skal bruge tiden på det vigtigste. Vi skal have stor indflydelse, tilpasninger til vores lokale forhold og faglige diskussioner om dem. Og tiden til det og prioriteringen af lige netop det. Men siden vi skolefolk – heldigvis – er nogen, der brænder for det, vi laver, brydes vores mange meninger tit ud fra fag, interesser og det sted i skoleforløbet, vi er tilknyttet. Det er i brydningen, vi udvikler. Vi har i mange år fået at vide, at vi lagde skinner, mens toget kørte. For nogle af de vigtigste områder på skolen, og jeg mener, specialundervisningen er et af dem, skal vi have nogle retningslinjer til skinnernes placering. Jeg vil gerne have, at noget af jernbanenettet er udtænkt højere sted. Skoleplaner er et godt skridt på vejen. Og for lige at komme tilbage på specialundervisningssporet: Specialcentrene, der kom til at hedde kompetencecentre og derefter ressourcecentre er i øvrigt nogle steder blevet fusioneret med de gamle skolebiblioteker, og det hele hedder så samlet Pædagogisk Læringscenter, PLC. Men hvad det dækker over er også – alt for – forskelligt. […]Læs mere…
Ikke flere brændte børn!Rie Kaas2. marts 2021Der var en udsendelsesrække for nogle år tilbage, som hed ”De brændte børn”. Det var børn, der opsøgte fagpersoner fra deres barndom, og spurgte, hvorfor de ikke blev hjulpet bedre. Og vi lærere kunne sidde i den nutid, vi nu havde, over vores madpakke og spørge hinanden, om den og den mon ville komme til os om en årrække og spørge os, om vi havde gjort noget. Og vi kunne sige til hinanden, at der i hvert fald var nogen, der slet ikke blev hjulpet godt nok, selv om vi gjorde vores. Jeg har tænkt på de børn, når jeg havde fri, og det ved jeg, at en række af mine kolleger også har gjort.
Så som en af dem, der hele tiden har arbejdet med området, bliver jeg glad for den fokus, der nu er på, hvad vi gør, og hvad der over de seneste ti år er faldet mellem stolene og hvorfor. Det er godt, der er ekstra penge på vej til PPR. Mit store ønske er at PPR og specialkompetencerne, meget gerne organiseret og med støtte og ekspertviden helt oppefra, i fællesskab laver nationale modeller og retningslinjer for organiseringerne på den enkelte skole. For ’mellemformerne’, som Pernille Rosenkrantz-Theill kaldte specialundervisningen på almenskolerne på samrådet i sidste uge, og for det tværfaglige samarbejde på skolerne mellem skole, psykologer, socialrådgivere, tale/høre-lærere og sundhedsplejen.
Nogle gange skal man forstå baggrunden for at tingene er gået galt, selv om man ikke skal dvæle der. Inklusionsloven får det meste af ansvaret. Men allerede da den kom i 2012, var økonomien lagt ud til hver enkelt skole, og det gjorde noget helt alvorligt, at der ikke længere var normeringer og til-delinger, og kommuner og skoleledere selv kunne bestemme en hel række prioriteringer af den enkelte skoles økonomi – og dermed også organise-ringer. I den tid, der er gået, er der også kommet og forsøgt implementeret en Folkeskolereform, som vel og mærke også kom med manglende overenskomst og deraf følgende udbredt frustration.
Udkommet af alle de ting til sammen har været, at det er blevet alt for forskelligt, hvordan den enkelte kommune og den enkelte skole organiserer deres resurser. Pernille Rosenkrantz-Theill udtalte på samrådet i sidste uge, at der skal opbygges specialviden på skolerne. Det har vi. Vi ved, et inkluderende fællesskab kan rumme nogle udfordringer, andre udfordringer kan støttes lokalt på skolen på et hav af måder. I nogle tilfælde skal vi trække på specialviden fra PPR via det tværfaglige samarbejde. Vi gør og skal gøre mere brug af vejledning, end vi gjorde før inklusionsloven. Det, som vi mangler, er strukturer og organiseringer, der virker, helt fra når den enkelte lærer møder noget, der er behov for sparring på. For i arbejdet med at finde nye former er der lige så mange meninger som medvirkende, og til det allervigtigste kan det være afgørende at få en dyb tallerken. Som selvfølgelig har fået form af eksperter på området, meget gerne både med deltagelse og aftryk af folk fra praksis, som har hænderne i dejen.
Jeg ved, de fleste synes, alt skal opstå nedefra, og det var faktisk også det, man forsøgte sig med efter inklusionsloven. De enkelte skoler skulle finde den organisering, der virkede for dem, når det gjaldt specialområdet. Hvor der før var specialcentre, funktionslærere og kommunalt ledede netværk dem imellem. I Københavns Kommune erstattede man funktionslærerne, der havde styr på specialundervisningsresurserne, fordelinger af dem og ’plejer inden for specialundervisningsområdet’ med en ny faggruppe, inklusionspædagogerne. De nye briller, de kom med, var gode at få ind på skolerne. Men ikke som en erstatning, for de skulle først lære skoleverdenen at kende. Samtidig skrottede man at implementere ens ressourcecentre, som havde et bud på, hvordan skolerne skulle gribe det an at opbygge en mere tidsvarende form for specialundervisning og etablere nye vejledernetværk på skolerne.
På samme tid blev der et øget krav om dokumentation for, at den enkelte skole allerede havde iværksat den rette individuelle undervisningsplan, når der skulle ansøges om udskilte foranstaltninger, altså specialundervisningstilbud ud over 9 timer ugentligt. I samme periode er der også sket reformering og omorganiseringer i PPR og i familieafdelingerne.
Når alt det er sagt, er vi også blevet bedre til en masse ting i perioden, og vi har ændret grundsyn på børn i vanskeligheder, på undervisning og hvordan skolen i højere grad er et inkluderende fællesskab, for det har der været massivt fokus på og understøttelse af. Med videndeling skoler og kommuner imellem, konsensus om retningen og den rette organisering, kan vi helt sikkert få hjælpen til at nå barnet længe før – og på den måde undgå, udfordringerne vokser sig større end højst nødvendigt. […]Læs mere…
Pernille Rosenkrantz-Theil på udebane: Nationale testSøren Madsen20. januar 2021”Det er fuldstændig korrekt, at jeg har lyttet. Det burde jeg måske have gjort for længe siden, det kan man godt klandre mig for men jeg synes faktisk det er vigtigt at lytte. Jeg har ikke vist, at det stak så dybt…”
Ovenstående citat handler ikke om folkeskolen eller Pernille Rosenkrantz-Theils og dermed regeringens samarbejde med landets lærere. Det handler om Signe Moldes lettere geniale program på DR, hvor hun går tæt på kontroversielle emner. I dette tilfælde handler citatet om omskæring. Det er dog et tankeeksperiment værd. Hvad nu, hvis undervisningsministeren ligesom, når det galt det kontroversielle emne havde lyttet til noget lige så kontroversielt i den verden jeg bevæger mig i. Jeg taler selvfølgelig, om det tillidsbrud og samarbejde, der stadig halter, når det gælder landets lærere. Ja, ja, jeg ved godt, at vi skal videre i teksten.
Jeg agerer nok ikke ligefrem whistleblower, når jeg konstaterer, at mange af landets lærere stadig ikke er helt oppe og ringe over vores nuværende undervisningsminister. Det virker nemlig ikke, som om hun vil dialog eller evner at lytte. Det gælder reformens slagsider, som utallige andre har belyst samt skoledagens længde.
Ovenstående citat demonstrerer dog, at hun faktisk evner lytningens kunst. Det kræver bare, at sagen er penibel nok og, at det politiske pres er stort nok, som i tilfældet med omskæring.
Helt aktuelt kunne det være lækkert, hvis den gode minister lyttede i forhold til nationale test, som bliver gennemført i foråret og frem til sommer. Nationale test er blevet evalueret og resultatet var, at de nationale test ikke kunne bruges på elevniveau. Der var alt for mange fejl og skæve resultater. De fleste undervisere inklusiv undertegnede har vist tit rystet på hovedet over resultaterne.
I en tid, hvor fjernundervisning og COVID-19 stresser landets skoleelever og både Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen ryster på hovedet over beslutningen kunne man godt ønske, at ministeren endnu engang havde lyttet. Det er nemlig noget ministeren synes er vigtigt. Det kunne man godt klandre ministeren for men hun viste ikke, at det stak så dybt.
Eleverne skal selvfølgelig nok overleve. Personligt kunne jeg godt tænke mig, at fokus var på andre ting. Mange elever har det ekstremt svært i øjeblikket og er pressede. Et dunk i hovedet klarer Danmarks ungdom nok men, når de nationale test alligevel ikke er præcise er der så grund til at give landets elever et unødvendigt dunk i hovedet? […]Læs mere…
Lad os skabe trivsel frem for at måle trivselMia Lodberg20. januar 2021Som for så mange andre børn har mit barn det for vane at stille mig livets store spørgsmål inden sengetid, når den uigenkaldelig sidste godnathistorie er blevet læst, når den så absolut sidste tår vand er drukket, og når vi har sagt godnat og sov godt for gud ved hvilken gang.
Med kurs mod madpakke, vasketøj, en kold øl, en opvaskemaskine der skal tømmes og sikkert en trættende samtale med min kæreste om børneopdragelse og affaldssortering, fordi jeg har for vane ikke at folde mælkekartonen, inden jeg smider den i skraldespanden, spørger mit kommende skolebarn:
”Mor, er det sjovt at gå i skole?”
Efter mange år i folkeskolen, ved jeg, at det kan være rigtig sjovt at gå i skole. Efter mange år i folkeskolen ved jeg også, at det kan være rigtig svært at gå i skole. Efter mange år i folkeskolen ved jeg – ligesom Peter Stouby – at der noget råddent i den danske folkeskole, men Peter Stouby og jeg er uenige om, hvad det rådne element er. Jeg anfægter ikke, Peter Stoubys troværdighed som kronikør, eller at Peter Stouby kun skælder ud på lærere, men jeg mener ikke, at det rådne element i folkeskolen udelukkende drejer sig om lærernes arbejdsforsømmelse, deres manglende engagement eller deres ringe klasserumsledelseskompetencer.
Jeg er ikke verdens bedste lærer, men jeg gør mit bedste.
Når jeg kommer for sent til min undervisning, skyldes det blandt andet det simple faktum, at jeg fører tilsyn med eleverne i pauserne, og at jeg tit og ofte skal forholde mig til kolleger, elever, forældre og ledere på vej til undervisning.
Når jeg oplever uro i mange lektioner, er det blandt andet fordi kæft, trit og retning ikke længere er lig med læring, og fordi man på landsplan inkluderer 96,2% af elever.
Når jeg oplever mangel på klasserumsledelse er det blandt andet fordi mere end 10% af alle klokketimer ikke gennemføres med den planlagte underviser, og at vikaren ofte ikke er læreruddannet.
Der er noget råddent i den danske folkeskole, og der er luddovne og uengagerede lærere, og det er et problem. Men det er ikke det eneste problem, og det er ikke det største problem.
Jævnfør trivselsmålingen møder jeg elever hver dag, som ikke er glade for sin skole, som ikke er gode til at samarbejde, som ikke selv kan finde en løsning, som ikke kan klare det de sætter sig eller bliver sat for, som ikke kan koncentrere sig, som føler sig ensomme, som har ondt i maven og hovedet på samme tid, som mobbes, og som føler sig utrygge.
Jeg møder også elever hver dag, som synes undervisningen er kedelig, som oplever uro, som forstyrrer, som venter på en lærer, som ikke får den fornødne hjælp, som ikke oplever at klare sig godt fagligt, som synes klasselokalet er kedeligt og at toiletterne er ulækre.
Selvom jeg gør mit bedste, selvom jeg planlægger at møde til tiden, selvom jeg forsøger at motivere og engagere og samtidig holde klassens toilet rent, ændrer det ikke på det faktum, at jeg ikke er nok. Det vidner trivselsmålingerne fra 2014-2019 om. Hvis elevernes oplevelse skal tages alvorligt, kan vi ikke lade stå til endnu et år.
At opleve skam, uro, utryghed, ensomhed, nederlag og utilstrækkelighed i så tidlig en alder, står i skærende kontrast til at føle sig som en værdig bidragsyder til fællesskabet. Et fællesskab som skal lære, nære og udvikle vores elever og som skal danne grobund for elevernes trivsel.
Jeg håber, at frikommuneforsøget på folkeskoleområdet vil give større mulighed for at udvikle målrettede inkluderende læringsmiljøer, mere tid til den enkelte elevs behov for læring og næring, og en dagligdag med større fokus på leg og livsduelighed.
Jeg håber, at frikommuneforsøget ændrer grobunden for, hvordan vi tænker folkeskole i Danmark, så vi får skabt mere elevinddragelse, bedre klasserumsledelse og mere inspirerende undervisning.
Lad os fokusere på at skabe trivsel frem for at måle trivsel, og lad os sørge for at kommende og nuværende skolebørn synes, at det er sjovt at gå i skole. […]Læs mere…
Modstand mod vegetardage i offentlige kantiner er det rene pølsesnak.Martin Flindt Nielsen20. november 2020Den gennemsnitlige dansker spiser et helt kilogram kød om ugen. Mums. Med den mængde kød, kan man lave intet mindre end 7 burgerbøffer, 2 pakker rullepølse og 10 hotdogpølser. Prøv lige at tænk over, hvor vanvittigt meget kød det er. Hvad enten du tænker, at det lyder da som drømmemenuen eller som dit værste mareridt, så bliver vi altså nødt til at se i øjnene, at vores enorme kødforbrug ikke kan vare evigt.
I stedet for at sætte sig for bordenden ved det vegetariske frokost-forhandlingsbord, har fagbevægelsen bare stukket grisehalen mellem benene.
Jeg er ikke selv vegetar, men gennem et halvt år forsøgte jeg kun at spise vegetarisk. Jeg blev konstant blev mødt af kommentarer som “er det ikke vildt svært?” eller “er det ikke lidt kedeligt?”. Til begge dele må jeg klart svare nej. Hvis man blot så meget som har sat en enkelt fod i et større supermarked indenfor de seneste par år, vil man vide, at udvalget af vegetarprodukter kun bliver større og bedre. Vegetarmad er mere og andet end blot icebergsalat og kogte kartofler.
Derfor får det også mildt sagt mit pis i kog, når fagbevægelsen går til frontalangreb på vegetardage i offentlige kantiner. Hvis interesser er det, I varetager? Det er kedeligt at være den, der skal sige, at vores kødforbrug er grotesk højt, men nogen skal jo gøre det. I stedet for at sætte sig for bordenden ved det vegetariske frokost-forhandlingsbord, har fagbevægelsen bare stukket grisehalen mellem benene.
Jeg er overbevist om, at hvis vi spurgte vores medlemmer, om de vil spise mindre kød, og få lækker, mættende og ernæringsrig vegetarisk mad i stedet, så vil langt de fleste svare klart ja. Hvorfor så ikke give dem det? Det er nu, der skal handles, og det er ikke kød, der skal i indkøbskurven, men derimod klimahandling. Mit budskab til fagbevægelsen er derfor klart: Drop jeres pølsesnak og meld jer ind i klimakampen! […]Læs mere…
Er det din eller min lort?Cathrine Trangbæk Sander19. november 2020Som SOSU arbejder man med lort. Vi er bare ansat for at tørre røv. Det er nok den stereotyp om mit fag, jeg møder allermest. Ofte har jeg bare tænkt mit: At det var et latterligt udsagn. Mit fag er jo så meget mere end bare det. Som færdiguddannet SOSU er min faglige horisont blevet udvidet, jeg har fået en bredere vifte af kolleger, og jeg har opdaget en skadelig kultur, der lader til at herske flere steder i sundhedssektoren.
Vi kender alle udtrykket ”at sende lorten videre”. Fint nok. Men det er blevet en del af hverdagen flere steder i sundhedssektoren. Når jeg taler med mine kolleger, er vi mange, der har samme oplevelse: Det er blevet helt almindeligt at lade opgaver, handlinger og opfølgninger ligge eller sende dem videre til kollegaer og elever.
Arbejder jeg i virkeligheden bare med ’lort’?
Der kan altid være særlige omstændigheder, travlhed og andre årsager eller bortforklaringer. Men problematikken forsvinder jo altså ikke af den grund. En undskyldning løser ikke problemet. Den fortæller jo bare, at løsningen ikke var optimal. Jo tak, det var jeg godt klar over.
I stedet for at undskylde, bør vi derfor spørge os selv, hvordan vi kan løse opgaverne optimalt. Det handler ikke om at pege fingre – for selvfølgelig begår vi fejl. Særligt når vi arbejder med mennesker, der vil altid være så mange ukendte faktorer.
Men hvorfor efterlader jeg den her opgave til den næste? Er det, fordi jeg ikke kan selv? Burde jeg kunne det selv? Er det bare lige bekvemt? Jeg stod i samme dilemma for nyligt, hvor jeg havde et problem, jeg ikke selv kunne løse. Enten kunne jeg altså ”sende lorten videre”, eller finde en løsning.
Hvad gjorde jeg så? Jeg valgte at ringe til en kollega. Først spurgte jeg, om hun havde tid til at hjælpe mig. Det havde hun heldigvis. Hun kunne også svare på og hjælpe mig ud af det problem, jeg stod over for. Heldigt. Jeg lærte noget nyt og sparede min kollegaers tid. Ja, det kostede selvfølgelig tid for den kollega, jeg ringede til, men jeg startede jo netop med at spørge, om hun havde netop det. Til gengæld kunne jeg ikke vide, om den kollega, jeg kunne have efterladt opgaven til, havde haft tiden, overblikket eller kompetencerne til at løse den.
Jeg tror, at alle mennesker – sundhedspersonale eller ej – ville have godt af at hanke op i sig selv engang imellem. Spørge sig selv: ”Har jeg overskud eller mulighed for at gøre et eller andet, der kan gøre det nemmere for den næste?”, ”hvis jeg lige tænker frem, kan jeg så spare en kollega for de her skridt?”.
At se sig selv i den næstes sko tror jeg vil pynte på enhver arbejdsplads. For selvfølgelig arbejder vi SOSU’er ikke bare med lort – hverken i fysisk eller overført forstand. […]Læs mere…
Hvorfor vil virksomheder hellere modtage bøder end lærlinge?Mads Hasseriis Hansen19. november 2020Hvorfor er det stadig så pokkers svært for landets virksomheder, at tage imod lærlinge fra erhvervsskolerne? Der bliver råbt og skreget på faglært arbejdskraft fra en bred vifte af brancher, men ingen virker til at være interesseret i at tage det ansvar der er nødvendigt.
I 2010 stod 8.000 unge uden en praktikplads. I dag er tallet over 11.000 unge, på trods af utallige informationskampagner og trepartsaftaler. I 2019 modtog over 40.000 virksomheder bøder fordi de ikke opfylder deres mål for praktikpladser. Vi er nu gået så langt at man i foråret indgik en ny trepartsaftale, der betød at staten refunderer hele elevlønnen, mens lærlingene er på skoleophold i resten af 2020. Hvor meget mere kan vi snart gøre? Det virker som om, at uanset hvad der bliver lagt på bordet, så nægter for mange virksomheder at tage ansvar for deres egen fremtidige arbejdskraft.
Personligt har jeg et par venner omkring mig, som lige nu er strandet i skolepraktikken. De overvejer faktisk at droppe ud af deres uddannelse. Simpelthen fordi de er bange for ikke at have de kompetencer der kræves til svendeprøven. Helt ærligt. Jeg kan godt forstå dem. Det er enormt nedslående at skulle modtage afslag på afslag fra virksomheder. Når det sker længe nok, så er det de færreste som har kræfterne til at blive ved.
Vi er nødt til at få fundet frem til hvad der i virkeligheden er i vejen, siden virksomheder hellere vil tage imod bøder end lærlinge. Nogle arbejdsgivere taler om at mængden af papir arbejde og afrapporteringer er for højt. Er man selvstændig for en mindre virksomhed, kan jeg til dels forstå det budskab, og det bør der kigges på.
Der er dog en anden undskyldning i omløb, hvor jeg mener at kæden er sprunget helt af. Her går man mere kynisk til værks, og påpeger at en lærling som lige er blevet færdig med grundforløbet, simpelthen ikke er attraktiv nok. En lærling skal altså nu fra dag 1, kunne levere en værdi der findes tilfredsstillende. Det er her jeg tror sagens kerne ligger. Arbejdsmarkedet er blevet langt mere kynisk, i takt med at globaliseringen har skabt øget konkurrence. Hver en arbejdstime og lønkrone skal levere synlige resultater, og så nytter det jo ikke noget at have en ny lærling med på slæb.
Det er i min verden dybt paradoksalt. Hvis man vil sikre at dansk arbejdskraft, skal kunne hamle op med resten af verden, så kan man ikke bare kaste ansvaret fra sig. Det er naivt at tro på at et helt uddannelsesforløb i skolepraktikken er nok, med den rivende udvikling, der sker i øjeblikket. I sidste ende ville det resultere i at ny-udlærte, mangler de kompetencer som erhvervslivet efterspørger, og så er vi jo lige vidt.
Jeg vil ikke længere se på den ene håndsrækning efter den anden fra os, uden at nogen nævneværdige resultater kan ses. Hvis ikke arbejdsgiverne snart indser at de er medansvarlige i at sikre en fortsat høj kvalitet af fremtidens arbejdskraft, så er det ikke længe en udstrakt arm, men krav de kommer til at blive mødt med i fremtiden. […]Læs mere…
Skal man bruge en uddannelse for at passe de ældre?Cathrine Trangbæk Sander18. november 2020Hvis vi kigger tilbage i Danmarks historie, og ikke mindst ser på andre religioner, har det været kutyme at familien selv varetog plejen af børn og ældre. Dengang var gennemsnitsalderen markant lavere, og størstedelen af familien var hjemme for at arbejde i hjemmet eller markerne. Nu til dags er arbejdet for de fleste flyttet væk fra hjemmet, og pasning af børn og ældre er delt ud til respektive fagfolk og institutioner. Derfor er der nu til dags uddannelser, for at specialisere de folk der skal varetage arbejdet på disse institutioner. Der har i år været utallige afsløringer, af utilgivelige handlinger fra sundhedspersonalet rundt om i landet. Dette har medført forslag, for at komme alle de frygtelige gerninger til livs; forslag som blandt andet, at ”social- og sundhedshjælpere skal have autorisation”. Jeg oplever dog et stigende fænomen, ikke kun hos mig selv som social- og sundhedsassistent, men også overfor mine SOSU- og sygeplejerskekollegaer. Et fænomen, der langsomt ser ud til at brede sig mere og mere, i takt med at der kom flere afsløringer; jeg oplever en stigende mistillid til sundhedspersonalet generelt! Det er for en gangs skyld ikke fra andre kolleger eller fra cheferne, men derimod fra de pårørende, medierne og tilfældige folk på internettet.
Når jeg oplever denne mistillid, kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmål, både til mig selv, og til dem der udtrykker sig omkring emnet: Hvornår er en faglig vurdering god nok? Hvornår bliver vurderingerne for farvet af relationen?
Ofte har jeg stået med frustrerede kollegaer, der i et øjeblik tvivlede på egen faglig vurdering, og ikke fik sagt fra overfor et ønske fra pårørende. Hvilket kun for mig bekræfter, at efter alle afsløringerne, tvivler flere sundhedsprofessionelle på om deres faglige vurderinger er gode nok.
Det positive: Der er flere ressource-fulde pårørende, der engagerer sig i plejen og omsorgen for den ældre. Dette giver naturligt en større interesse fra de pårørende, hvilket typisk munder ud i f.eks. flere besøg og en tættere kommunikation med personalet, og derved en øget glæde hos borgeren. Det negative: Blandt sundhedspersonalet er der kommet en usikkerhed, omkring de faglige dilemmaer der er i hverdagen. Den er kommet af frygt for at blive udstillet i medierne, i tilfælde af at de siger fra overfor pårørende. Hvilket kan medføre en nedsat livskvalitet hos borgeren.
Som plejepersonale er vi ansat, for at yde den bedst mulige pleje og omsorg for den ældre. Vi har gennemført uddannelser. Vi har derigennem lært om teorier, og fået erfaringer i vejledte praktikker. Vi er klædt på, til at kunne varetage den funktion vi er ansat til. Vi kan tage velovervejede og faglige beslutninger med de ældre i fokus.
Jeg er bange for at frygten for de pårørende eller for at blive udstillet, får lov at overtage det fokus, der netop burde være på borgerne. Hvis vi tillader at vores arbejde pludselig handler om please de pårørende, ender vi på et tidspunkt et sted, som jeg ikke mener vi brude være. Nemlig et sundhedspersonale ude af kurs. Jeg mener at tilliden til fagpersonalet skal findes igen, i en gensidig tro på at vi alle vil det bedste for de ældre i samfundet. Selvfølgelig findes der også rådne æbler i kurven, for hvem arbejdet bare er adgang til en lønseddel, og så kan resten være ligegyldigt. Men vi skal tilbage på kursen, resten af æblerne i kurven kan sagtens bruges. I det store billede må vi vel gå ud fra, at en sundhedsuddannelse ikke bare er spildt? At uddannelsessystemet har sat en standard, for et optimalt fagligt fundament. Samt at vi som sundhedspersonale er i stand til at træffe gode faglige beslutninger, til gavn og glæde for borgeren?
Men ved de pårørende altid, hvad der er bedst eller brug for? Eller bliver deres ideer og tanker farvet af deres kærlighed og relation? Er det i virkeligheden det, der mangler i fagligheden – kærligheden? […]Læs mere…
Hvis jeg var EsbjergSøs Prehn2. november 2020Tanken om at to kommuner, må udvikle et bud på at drive folkeskole, har snurret rundt i mit hoved, siden udmeldingen kom fra Mette Frederiksen. Jeg har været lærer siden før reformen og jeg synes selv, med min kæmpe erfaring, at jeg har nogle kvalificerede drømme at byde ind med, hvis det var mig, der var Esbjerg eller Holbæk.Det første jeg ville gøre, var at arbejde for at alle klasser havde et elevtal på mellem 18 og 24. Hvis klassen bliver for lille, kommer den til at minde for meget om en familie. Hvis der er for mange, kan læreren ikke nå at lære alle ordentligt at kende. Derfor skal der både være et minimum og et maksimum antal elever.Det næste jeg ville kaste mig ud i er, ikke nødvendigvis at skære ned på de lange dage, men jeg vil skabe en bedre sammenhæng i dem, vi har. Jeg ville gå all-in på ideen om ”åben skole”, der kort fortalt handler om at skolen og lokalmiljøet i fællesskab er forpligtet på at skabe rammerne for relevant undervisning. I beskrivelsen af ”åben skole” står der, at skolerne skal inddrage lærerne fra f.eks. lokale musik- eller idrætsskoler eller etablere et samarbejde med naturvejledere og skabe spændende og relevant undervisning tilpasset det område, skolen er placeret i. Altså motiverende undervisning skabt i nær relation med omgivelserne. Styrken ved Åben skole er at elever, som måske ikke har så meget netværk, kan opleve at få en indgang til et fag gennem dygtige mennesker udenfor folkeskolen. Det kunne bringe fornyet energi til at deltage i undervisningen, når eleverne oplever, at skolefagene rent faktisk kan omsættes til værdifuld og brugbar viden. Det kunne være matematik blev mere relevant, når man opdagede, at det er nødvendigt for at klare sig i landbruget – eller science kunne ændre karakter til at blive et kreativ fag? Måske, vi kunne få flere undervisningsparate elever som en ekstra bonus. Jeg tror på ideen.Åben skole vil være en gevinst for alle elever og jeg ville elske at se en hel kommunes skoler samarbejde med lokale kræfter og se det omkringliggende miljø blive inddraget i skolen. Uanset hvor i landet, man bor. Hvis jeg var en af de kommuner, der fik lov til at drømme om en god skoledag for eleverne, ville jeg tage fat i denne ide. Min sidste drøm er, at lærerne kan få afsat tilstrækkelig tid til samarbejdet. Både med hinanden og med fagpersoner udefra. Når vi inspirerer hinanden, boostes vores faglighed og det vil tilføre ny energi til alle involverede og engagerede.Sådan en kommune vil jeg gerne arbejde i. Gid jeg var Esbjerg eller Holbæk! […]Læs mere…
Man skal være stærk for at være sygLaura Pode12. oktober 2020Der er stadig ulighed i sundhed, viser Sundhedsstyrelsens rapport igen i år. Når man rammes af sygdom, er behandlingen i sundhedssystemet derfor i høj grad afhængig af dine og dit netværks ressourcer.
”Ved du hvorfor, at du ikke kan strække dit ben?” spurgte lægen mig, mens jeg omtumlet forsøgte at vågne efter narkosen fra operationen. ”Der er heroppe” sagde han, mens han prikkede mig på den ene side af mit hoved.
For ni år siden var jeg, som mange andre på min alder, i fuld sving med gymnasietiden, lektier, fester og venner. Fra den ene dag til den anden, ændrede min verden sig. Jeg begyndte pludselig at få ondt. Ondt i kroppen. Mit ene knæ endte endda på samme størrelse som en fodbold og jeg humpede gymnasiet rundt, som en anden olding. Lidt efter lidt udspillede min hverdag sig hjemme fra min sofa. Men til min store lettelse sagde lægerne, at knæet kunne fikses med en simpel operation. Virkeligheden var imidlertid en anden.
Lægens kommentar ramte mig som en syl i hjertet. Jeg blev ramt af tvivl. Havde jeg virkelig selv tænkt mig til de voldsomme smerter? Havde min egen hjerne spillet mig et puds, så jeg havde skabt en smertefuld selvopfyldende profeti? Jeg var klar til at erklære mig selv som hypokonder, for lægen havde jo sagt, at smerterne bare var oppe i mit hoved.
Mit første møde med sundhedssystemet var ingen dans på roser. Jeg oplevede at blive mødt med mistillid. Og hvad så, hvis jeg havde tænkt mig til de enorme smerter. Var jeg så ikke en lige så vigtig patient som de andre? Mine smerter var virkelige, uanset om lægerne kunne finde en objektiv årsag.
Vi er mange, der har oplevet, at der er ulighed i sundhed. At man skal have enorm styrke i en tid, hvor man knapt nok kan komme ud af sengen om morgenen. Hvor langt kommer man så uden et netværk, som kan støtte, hjælpe og bakke dig op i kampen om dit helbred? Jeg tør ikke tænke på konsekvenserne, hvis jeg ikke havde haft gode mennesker omkring mig. Mennesker, som ikke hælmede, selvom kampen til tider var uoverskuelig.
Efter lang tids søgen, utallige blodprøver og fast indtag af smertestillende fik jeg min forklaring. Jeg havde leddegigt. Hvis ikke mine forældre stædigt havde hevet mig med til lægen igen og igen, var der nok gået endnu længere tid. Længere tid i et smertehelvede, som jeg troede, at jeg selv havde skabt.
I mit arbejde som socialrådgiver møder jeg mange mennesker, der ikke er så privilegerede, som jeg var. Som ikke har et ressourcestærkt netværk, som kan kæmpe kampen ved deres side. Derfor er det skræmmende, at Sundhedsstyrelsen igen i år præsenterer, at vores sociale position og vilkår har betydning for vores sundhed, sygdom og levetid. At sundhed og sygdom er systematisk skævt fordelt i samfundet.
Resultaterne i rapporten taler sig eget klare sprog. Vi bliver ikke behandlet lige, når det kommer til sundhed og sygdom. Velfærdssamfundet bliver ofte omtalt, som et sikkerhedsnet, der griber en i nød. Hvad hjælper det så, hvis hullerne i nettet er større for nogen end for andre? […]Læs mere…
Historisk svigt af Det Radikale Venstre, når de vender Arne ryggenCarl Emil Lind Christensen10. oktober 2020Der var engang, hvor Det Radikale Venstre var et pragmatisk og midtersøgende husmandsparti. De levede op til det at være socialliberale. Partiet var en vigtig allieret i udvidelsen af velfærdsstaten. Nu er der landet en historisk aftale om et så vigtigt og afgørende emne som pension. For første gang i 20 år er velfærdstaten blevet udvidet. Dog uden de Radikale sad med om bordet. Det synes jeg, er et svigt, fordi Det Radikale Venstre historisk har været en vigtig allierede i kampen for et mere retfærdigt samfund.Lad mig ridse historien op for radikale og andre der læser med:I 1905 blev De Radikale Venstre stiftet. Nogle af de fundamenter som de blev stiftet på var et forslag om en skattereform og en socialreform. Målet med en skattereform skulle være at den økonomiske ulighed skulle mindskes gennem skatter. Det skulle styrke husmændene og arbejdernes position i samfundet. Socialreformen skulle indeholde bedre arbejdsvilkår skulle blandt andet sikres gennem ulykkesforsikring og begrænsning af arbejdstid. Sidenhed har de bakket Socialdemokratiet op i arbejdsløshedsunderstøttelse, ferieloven, arbejdsbskyttelsesloven, folkepensionen og sygedagpenge. Alle store sejre i vejen mod velfærdssamfundet. Her i 2020 foreslog Socialdemokratiet en ret til tidlig pension. Dem der har knoklet allermest i fysisk hårde jobs siden 16-18 års-alderen skal have tidligere pension end dem med lange uddannelser og en senere start på arbejdsmarkedet. Det er en kamp om retfærdighed. For første gang i årtier bliver velfærdsstatens rettigheder udvidet igen – helt i tråd med det der er det historiske kompas i Det Radikale Venstre. Det er under al kritik, at de står uden for aftalen. Er den sociale indignation forduftet fra det gamle husmandsparti i en hård højredrejning?Øjensynligt. De Radikale jeg krydser klinger med har mere travlt med at dele deres kursusbeviser fra CEPOS’ akademi på sociale medier og skrive hårde punchlines om socialdemokratiet på Twitter, end med at gøre en forskel i almindelige menneskers arbejdsliv. Jeg så sågar en ung radikal påstå at hans filosofistudie og det dertilhørende studiejob, som mindst lige så hårdt som hans jævnaldrendes arbejde på slagterier, fabrikker eller byggepladser. Det er sgu det, som jeg kalder at være ude af trit med virkeligheden. De Radikale var engang et konstruktivt og pragmatisk midterparti, som altid tog ansvar på afgørende politik områder. Nu er de ultimative og skingre i deres krav til udlændinge- og klimapolitikken. De er imod symbolpolitik, må man forstå. Men når nogen så foreslår reel omfordeling fra dem der har mest til dem der har mindst, så er de åbenbart også imod det. Det er ellers ikke værdi- og symbolpolitik. Det er politik, der gør en reel forskel for afslutningen af en gruppe menneskers arbejdsliv. Jeg tror, at de fleste regner med nogle raske år efter arbejdslivet. Hvorfor kan De Radikale ikke unde dem der har knoklet mest og længst på arbejdsmarkedet den samme ret til og tro på en værdig tilbagetrækning? Det er uværdigt at stoppe arbejdslivet slidt ned – uden nogle raske år med børnebørnene. Det er ikke luksus at have raske år i pensionen. Nu bliver det en ret for flere.Der er maskefald i Det Radikale Venstre for tiden. De vil ikke være med til at skabe balance mellem rettigheder og pligter i pensionssystemet. Set historisk har de gjort netop det adskillige gange før, men jeg mener at de har glemt deres rødder, som et parti der tog ansvar på afgørende områder.Arnes pension blev en tryktest af, om der overhovedet er noget socialt tilbage hos de selvudnævnte “social”liberale i. Jeg er godt nok skuffet. Jeg håber det ændrer sig. […]Læs mere…
Kvindekampen skal helt ud i produktionshallerneCarl Emil Lind Christensen10. oktober 2020Af Carl Emil Lind Christensen 22-årig Industriteknikerlærling og Line Zebla 23-årig automatikteknikerlærling. Bragt i Avisen.dkSofie Linde har fået sparket gang i diskussionen om ligestilling. Det er vigtigt, og det er tiltrængt. For kvinder, der bliver begrænset i deres muligheder, fordi de er kvinder, er en kendsgerning og et stort problem, som skal løses i alle samfundets lag. Dog koncentrerer debatten sig meget om de kvinder, der har flest muligheder. Der er fokus på Pernille Harder, fordi hun som den dyreste kvindelige fodboldspiller der nogensinde er blevet solgt for det, der svarer til Lionel Messis ugeløn. Det er ikke, fordi det ikke er absurd. For det synes vi virkelig, at det er. Som lærlinge i metalindustrien vil vi gerne opfordre medierne til også at finde dagsordener og sager fra den verden, som vi kender. Vi skal huske alle de kvinder med almindelige jobs og en almindelig hverdag, som ikke nødvendigvis får skærmtid i bedste sendetid. Ligestillingskampen skal også repræsentere dem, der normalt ikke råber højest.Vi må bare aldrig glemme, at kampen mod det kønsopdelte arbejdsmarked er mindst lige så vigtig en ligestillingskamp som fodboldspilleres løn. Vi synes, der mangler indspark i ligestillingsdebatten fra den hverdag, som vi oplever. Her er et eksempel fra Lines hverdag: Da Line skulle søge læreplads som automatiktekniker, ansøgte hun hos mange forskellige virksomheder. Men hun fik også mange forskellige afslag. Særligt ét sprang i øjnene. Et sted fik hun at vide, at hun ikke kunne blive ansat, fordi der ikke var et omklædningsrum til kvinder. Tyg lige lidt på den. Dit køn kan bruges som argument for ikke at få en uddannelsesaftale. Der kan vi snakke om kvinder, der bliver begrænset i deres muligheder, alene fordi de er kvinder. Vi tror selvfølgelig, at langt de fleste virksomheder gerne vil have kvindelige lærlinge, men ikke alle er klar over de gevinster og muligheder, der er ved at have kvindelige lærlinge. En god løsning i forhold til afslaget på læreplads fordi der ikke er omklædningsrum til kvinder kunne være at forskyde mødetiderne med et kvarter, så kan både mænd og kvinder benytte samme omklædningsrum svære er det ikke! Vi er nået langt, men er ikke i mål endnu. Kvinder skal have samme muligheder for at komme i lære, men i dag tyder meget på, at nogle kvinder skal kæmpe hårdere for at få en læreplads, fordi der er en formodning om, at de ikke kan det samme som deres mandlige kollegaer. Det er bare ikke rigtigt, da kvindelige lærlinge er som regel mindst lige så dygtige. Mindst. Tak til Sofie Linde for at få brudt lydmuren for alle kvinders ligestilling. Lad os minde hinanden om, at ligestilling mellem kønnene skal være en værdi, der gennemsyrer alle dele af samfundet. Ingen må begrænses af deres køn. […]Læs mere…
0-timers kontrakter er en hån mod nyansatteVictor Solberg Agerskov7. oktober 2020Da jeg forrige sommer besluttede mig for at tage et buskørekort og benytte det til at få et velbetalt og fleksibelt studiejob, var min optimisme stor. Jeg bestod teori- og køreprøve i første forsøg og var klar til ansættelse efter 3 måneder på skolebænken. Køreskolen hjalp med at facilitere kontakt til busselskaberne med henblik på ansættelse. Jeg var på daværende tidspunkt på orlov fra mit studie, så min plan var, at jeg ville have et job med 37 timers ansættelse. Planen om fuldtidsjob var den samme hos de andre nyudklækkede buschauffører fra mit hold. Vi blev dog hurtigt slemt skuffede, da vi lærte busselskabernes forretningsmodel at kende.
Det er forskelligt fra selskab til selskab, hvordan de organiserer sig ud af vagtplanlægningen, men grundlæggende er det den samme model de fleste steder: Alle nye chauffører ansættes på timelønskontrakt uden et garanteret antal timer. Man benyttes som afløser, og vagterne får man oftest med under 24 timers varsel. Da jeg var desperat efter at få så mange timer som muligt, betød det i realiteten, at jeg i den tid ikke havde noget liv ved siden af, fordi jeg var nødt til at takke ja, hvis jeg blev tilbudt en vagt til dagen efter. Når jeg for tredje uge i træk har lavet en aftale med mine venner, som jeg må aflyse, fordi ”den ugentlige vagt” igen bliver lagt ind netop den dag, så tærer det altså på dagligdagen. Til sidst kunne jeg ikke planlægge nogen aftaler af ”frygt” for, at der væltede en vagt ind ad bagdøren.
Busselskaberne driver rovdrift på muligheden for, at ansatte kan få supplerende dagpenge, for at have ultra-fleksibel arbejdskraft, som nogle uger har nul vagter og andre uger arbejder som gale med 6 vagter på en uge. Det er en hån mod nyudklækkede chauffører, der ofte kommer fra kortere eller længere ledighed og ser frem til at prøve noget nyt. Sikke en velkomst i en ny branche.
Denne her form for ansættelse er forholdsvist ny i branchen, og jeg frygter, for om det blot er første skridt i retningen mod mere og flere usikre ansættelser. Chaufførbranchen er desuden bare én ud af flere udsatte brancher, hvor en stor del af arbejdskraften er daglejere nærmere end ansatte medarbejdere. Det er et kæmpe problem. Jeg mener, fagforeningen må ind i kampen for at sikre chaufførernes ret til en sikker og god start på et nyt arbejdsliv.
Jeg er nu tilbage på studiet, og en fuldtidsstilling er ikke en mulighed for mig længere, da det ikke kan passes ved siden af studiet. Jeg har heldigvis efterfølgende fundet en arbejdsgiver, der tilbyder mig (og mange af mine kollegaer) en fleksibel timelønsansættelse, der ikke bliver udnyttet, som andre selskaber praktiserer det. Min nye arbejdsgiver ansætter også altid nye rutebuschauffører i faste fuldtidsstillinger, hvis det er det chaufføren ønsker. Mig bekendt som det eneste selskab Sjælland!
Jeg har været heldig i sidste ende at finde en arbejdsgiver, der tager sine ansatte seriøst, men størstedelen af nye chauffører bliver mødt af en grum virkelighed, hvor der kan gå flere år, før man tilbydes fast ansættelse. Det gør folk modløse og skræmmer flere væk fra branchen. Det er vi nødt til at lave om på! […]Læs mere…
Forældre lærer børn at skamme sig over diagnoserSøs Prehn25. september 2020Det er en gave at lære at tale åbent om sine særheder fra man er helt lille, så små problemer ikke vokser sig unødvendigt store.For mange år siden var jeg til en reception på reklameskolen i København. En smilende herre kom hen til mig og bad mig hilse min far mange gange. Jeg spurgte pænt – ”undskyld fra hvem?” – ”nå, ja selvfølgelig fra Peter Wibroe”, svarede han. Det var den største kanon i branchen. Ham havde jeg lige ikke genkendt. For tre år siden, opdagede jeg, at jeg hører til en lille del af befolkningen, der er født ansigtsblind. Jeg mangler evnen til at genkende ansigter. Det var en lettelse at opdage, at den pinlige episode havde en årsag. For når man ikke kan finde ud af helt simple ting, bliver man vred på sig selv.15% af alle danske børn og unge får hvert år stillet en psykiatrisk diagnose, før de fylder 18 år. Som lærer gennem mange år, har jeg oplevet forældre, der ønsker at holde deres barns problemer hemmelige for klassen. Oftest lyder forklaringen, at de vil skåne deres barn for at blive mobbet, men den gode hensigt kan føre til ensomhed.Ansigtsblindhed er ikke en psykiatrisk diagnose, men alligevel har det været en lettelse at få forklaret min manglende evne, for den har haft betydning for min lyst til at deltage i sociale sammenhænge. Det har været vigtigt at opdage, det kan være normalt at være unormal. I lufthavnen tilbydes personer med usynlige handicap en nøgleringssnor til at hænge om halsen, så det bliver synligt for personalet, at der er sårbare gæster. Ingen spørger til handicap eller diagnose.Hvis elever i folkeskolen fik samme tilbud, er jeg sikker på, mange unge vil føle sig mindre ensomme. Nogen ville tale om deres særheder, andre ville ikke. Men, hvis det blev naturligt at italesætte ens sårbarhed eller underlige handicaps, så ville det blive en naturlig del af hverdagen. Og store sten ville falde fra små hjerter. Det, mange forældre ikke ved er, at der er en utrolig hjælpsomhed og forståelse hos børnene, som ikke bliver brugt. Dem der tør være ærlige, får utroligt meget tilbage.Jeg vil opfordre forældre til at stoppe med at være diskrete i forhold til deres barns særheder. Alle vil gerne være unikke, men ingen vil skille sig ud. Det skal både børn og voksne turde at gøre. […]Læs mere…
Hvorfor tror folk stadig, at lærerne har mere ferie end andre?Signe Rong Rossil4. september 2020Det er søndag, og der er pligtarbejde i haveforeningen. Mændene er sat til at lave det tunge mandearbejde, mens kvinderne igen har fået lov til at luge rundt på pladsen ved flagstangen.
Vi er fire kvinder, og vi starter fra hver vores ende af. Mens vi står med numsen i vejret, går snakken livligt. Vi snakker om vind og vejr, ferie og vores haver. Snakken går bl.a. på, at det er svært at holde haven, når man ikke er fastboende. Lotte fra have 54 vender sig pludselig mod mig og spørger lidt kækt, om jeg egentlig ikke er lærer, for hvis jeg er lærer, så har jeg jo 6-7 ugers sommerferie, og så må jeg da have tid til at holde min have. Jeg ved godt hvad Lotte mener, men kan alligevel mærke irritationen stige op i mig. Jeg vælger at forklare Lotte, at jeg har tre ugers ferie og afspadserer de sidste to. Lotte forstår ingenting, for hvorfor afspadserer jeg? Jeg forklarer igen, at afspadseringen skyldes, at lærerne arbejder over 40 timer om ugen, da vores ferie skal ligge sammen med elevernes. Vi har ikke mere ferie end andre, vores arbejdstid er bare tilrettelagt på denne måde. Lotte kigger forundret på mig og svarer, at det vidste hun ikke, hun havde altid troet, at lærerne havde mere ferie end andre. Karin, som har lyttet med, stemmer i og meddeler, at hun heller ikke var klar over dette.
Ikke nok med at man ved hver eneste familiefest skal forsvare sin arbejdsuge og tid, men i weekenderne skal man igen forklare og forklare, at man ikke arbejder mindre end andre og ikke bare genbruger materialer år efter år. I 2013 var over 55.000 lærere ramt at lockouten. En lockout som ingen undgik at bemærke. Men alligevel har langt de fleste undgået at bemærke årsagen til lockouten. Lærere stod skulder ved skulder, side om side i 25 lange dage, men nåede vores budskaber ud til folk – det tror jeg ikke. Hvor gik det galt, siden man stadig syv år efter skal argumentere for sin arbejdstid og forklare sit arbejde til familie, venner og naboer?
Denne søndag morgen blev ingen undtagelse. Men en ting er sikkert, og det er, at ukrudtet igen står knæhøjt ved næste pligt i kolonihaveforeningen og det gør min forsvarstale også. Jeg håber blot at vores ”Ja” til arbejdstidsaftalen viser, at vi gerne vil videre og se fremad. Jeg håber der endnu engang sættes fokus på lærernes arbejdsdag. […]Læs mere…
Jeg er så træt af dagpengeMads Hasseriis Hansen31. august 2020Der bliver skudt fyresedler afsted i alle retninger, her under Coronakrisen. I Danmark er vi så heldige, at folk ikke går fra hus og hjem på stribe, men flere familier er hårdt ramt på pengepungen, når indtægten skal byttes ud med dagpenge. Lige så usexet som det lyder, lige så vigtigt et system er det dog, for at danske lønmodtagere ikke ender helt på røven, hver gang krisen rammer.
Hos mig og mine kollegaer i industrien, er vi så afhængige af dagpengesystemet, at vores husholdningsbudget følger dagpengesatsen til punkt og prikke. Ens månedlige udgifter skulle nødigt overstige, hvad en dagpengesats kan bære, for selvom de fleste af os tjener en del mere, når vi er i arbejde, så skal huslejen og billånet jo kunne betales uanset ordrebogens størrelse.
Virkeligheden er at almindelige lønmodtagere i gennemsnit kun får dækket 48% af deres indkomstgrundlag, når de ender på dagpenge. Vi bliver stillet i udsigt at dækningen kommer til at falde endnu mere de kommende år, mens leveomkostninger som boligudgifter går den modsatte vej. Det kræver handling.
Som fremtiden ser ud nu, så bliver usikkerheden for mig, der arbejder i industrien kun større. Det betyder endnu flere perioder på dagpenge. I gamle dage åbnede virksomheder, med det mål for øje, at driften skulle holde de næste 100 år. I dag handler det om at skabe et stort afkast til sine investorer, på så kort tid som muligt. Når først produktionsingeniøren har været rundt med sit stopur, og kørt tallene igennem formlen i sit excel-ark, så er det sgu surt at være den mand på gulvet, der var én for meget af i det her kvartal.
Da arbejdsmarkedets parter blev enige om at man nemt skulle kunne hyre og fyre, fik os lønmodtagere lovning på at, vi til gengæld altid havde et sikkerhedsnet, til at gribe os. Det var det man dengang kaldte for flexicuritymodellen. Det skulle sikre et fleksibelt arbejdsmarked uden en social slagside. I dag er det sikkerhedsnet blevet gennemhullet af besparelser, mens jobsikkerheden for os på gulvet kun er blevet mere usikker.
Vi skal have retfærdigheden og trygheden tilbage, på det danske arbejdsmarked. Jeg er træt af at have en klump i halsen, hver eneste gang at månedens salgstal bliver fremlagt. Jeg er vred over af at skulle være bundet op på en alt for lav ydelse, som jeg for det meste af tiden ikke engang gør brug af.
Hvis arbejdsgivere fortsat skal have lov til at kaste med os til højre og venstre, imellem tidsbegrænsede ansættelser og vikariater, alt imens vores politikere forgylder en faldefærdig flexicuritymodel, så skal den dagpengesats hæves gevaldigt, og den skal følge med inflationen fremover. […]Læs mere…
Jeg er så træt af dagpengeMads Hasseriis Hansen31. august 2020Der bliver skudt fyresedler afsted i alle retninger, her under Coronakrisen. I Danmark er vi så heldige, at folk ikke går fra hus og hjem på stribe, men flere familier er hårdt ramt på pengepungen, når indtægten skal byttes ud med dagpenge. Lige så usexet som det lyder, lige så vigtigt et system er det dog, for at danske lønmodtagere ikke ender helt på røven, hver gang krisen rammer.
Hos mig og mine kollegaer i industrien, er vi så afhængige af dagpengesystemet, at vores husholdningsbudget følger dagpengesatsen til punkt og prikke. Ens månedlige udgifter skulle nødigt overstige, hvad en dagpengesats kan bære, for selvom de fleste af os tjener en del mere, når vi er i arbejde, så skal huslejenog billånet jo kunne betales uanset ordrebogens størrelse.
Virkeligheden er at almindelige lønmodtagere i gennemsnit kun får dækket 48% af deres indkomstgrundlag, når de ender på dagpenge. Vi bliver stillet i udsigt at dækningen kommer til at falde endnu mere de kommende år, mens leveomkostninger som boligudgifter går den modsatte vej. Det kræver handling.
Som fremtiden ser ud nu, så bliver usikkerheden for mig, der arbejder i industrien kun større. Det betyder endnu flere perioder på dagpenge. I gamle dage åbnede virksomheder, med det mål for øje, at driften skulle holde de næste 100 år. I dag handler det om at skabe et stort afkast til sine investorer, på så kort tid som muligt. Når først produktionsingeniøren har været rundt med sit stopur, ogkørt tallene igennem formlen i sit excel-ark, så er det sgu surt at være den mand på gulvet, der var én for meget af i det her kvartal.
Da arbejdsmarkedets parter blev enige om at man nemt skulle kunne hyre og fyre, fik os lønmodtagere lovning på at, vi til gengæld altid havde et sikkerhedsnet, til at gribe os. Det var det man dengang kaldte for flexicuritymodellen. Det skulle sikre et fleksibelt arbejdsmarked uden en social slagside. I dag er det sikkerhedsnet blevet gennemhullet af besparelser, mens jobsikkerheden for os på gulvet kun er blevet mere usikker.
Vi skal have retfærdigheden og trygheden tilbage, på det danske arbejdsmarked. Jeg er træt af at have en klump i halsen, hver eneste gang at månedens salgstal bliver fremlagt. Jeg er vred overaf at skulle være bundet op på en alt for lav ydelse, som jeg for det meste af tiden ikke engang gør brug af.
Hvis arbejdsgivere fortsat skal have lov til at kaste med os til højre og venstre, imellem tidsbegrænsede ansættelser og vikariater, alt imens vores politikere forgylder en faldefærdig flexicuritymodel, så skal den dagpengesats hæves gevaldigt, og den skal følge med inflationen fremover. […]Læs mere…
Jeg er så træt af dagpengeMads Hasseriis Hansen31. august 2020Der bliver skudt fyresedler afsted i alle retninger, her under Coronakrisen. I Danmark er vi så heldige, at folk ikke går fra hus og hjem på stribe, men flere familier er hårdt ramt på pengepungen, når indtægten skal byttes ud med dagpenge. Lige så usexet som det lyder, lige så vigtigt et system er det dog, for at danske lønmodtagere ikke ender helt på røven, hver gang krisen rammer.
Hos mig og mine kollegaer i industrien, er vi så afhængige af dagpengesystemet, at vores husholdningsbudget følger dagpengesatsen til punkt og prikke. Ens månedlige udgifter skulle nødigt overstige, hvad en dagpengesats kan bære, for selvom de fleste af os tjener en del mere, når vi er i arbejde, så skal huslejenog billånet jo kunne betales uanset ordrebogens størrelse.
Virkeligheden er at almindelige lønmodtagere i gennemsnit kun får dækket 48% af deres indkomstgrundlag, når de ender på dagpenge. Vi bliver stillet i udsigt at dækningen kommer til at falde endnu mere de kommende år, mens leveomkostninger som boligudgifter går den modsatte vej. Det kræver handling.
Som fremtiden ser ud nu, så bliver usikkerheden for mig, der arbejder i industrien kun større. Det betyder endnu flere perioder på dagpenge. I gamle dage åbnede virksomheder, med det mål for øje, at driften skulle holde de næste 100 år. I dag handler det om at skabe et stort afkast til sine investorer, på så kort tid som muligt. Når først produktionsingeniøren har været rundt med sit stopur, ogkørt tallene igennem formlen i sit excel-ark, så er det sgu surt at være den mand på gulvet, der var én for meget af i det her kvartal.
Da arbejdsmarkedets parter blev enige om at man nemt skulle kunne hyre og fyre, fik os lønmodtagere lovning på at, vi til gengæld altid havde et sikkerhedsnet, til at gribe os. Det var det man dengang kaldte for flexicuritymodellen. Det skulle sikre et fleksibelt arbejdsmarked uden en social slagside. I dag er det sikkerhedsnet blevet gennemhullet af besparelser, mens jobsikkerheden for os på gulvet kun er blevet mere usikker.
Vi skal have retfærdigheden og trygheden tilbage, på det danske arbejdsmarked. Jeg er træt af at have en klump i halsen, hver eneste gang at månedens salgstal bliver fremlagt. Jeg er vred overaf at skulle være bundet op på en alt for lav ydelse, som jeg for det meste af tiden ikke engang gør brug af.
Hvis arbejdsgivere fortsat skal have lov til at kaste med os til højre og venstre, imellem tidsbegrænsede ansættelser og vikariater, alt imens vores politikere forgylder en faldefærdig flexicuritymodel, så skal den dagpengesats hæves gevaldigt, og den skal følge med inflationen fremover. […]Læs mere…
Virksomhederne tager ikke nok lærlingeCarl Emil Lind Christensen30. august 2020Hvis ikke vi får vendt et skævt uddannelsessystem og uddannet nok faglærte, så vil velfærdstatens dage være talte. Produktion, håndværk og arbejde er fundamentet for vores samfundsmodel. Det skal man kunne se i vores uddannelsessystem. Under Corona har man sat en masse initiativer i søen, der skal gøre det billigere for arbejdsgiverne at indgå uddannelsesaftaler. Det er bare som om folk er lidt tunge i røven ude i virksomhederne. Min ven Adam har søgt over 100 virksomheder i hans jagt på en læreplads som bygningssnedker. Jeg ved han ikke er alene. Han er en coronakrisens ofre. Det gør mig vred på hans vegne, fordi jeg synes det er uretfærdigt. Jeg ved at Adam er dygtig og engageret, fordi vi har besøgt flere folkeskoler for at holde oplæg om erhvervsuddannelser. Jeg har en klar opfordring til virksomheder, der er nervøse for arbejdsudbuddet bliver negativt påvirket af Mettes Arne-udspil. Den ligger nærmest lige til højrebenet. Faktisk tænker jeg at det er en inderside, der bare skal prikkes ind: Lev nu op til de aftaler på lærlingeområdet i selv har indgået som arbejdsgivere! Det er sgu pinligt.Gode aftaler har nemlig banet vejen for at det aldrig har været mere ubøvlet. Det giver ikke mening at skrige på flere faglærte og frygte at arbejdsudbuddet bliver for lavt, alt imens arbejdsgiverne så ikke indgår flere uddannelsesaftaler. Det har aldrig været billigere, da trepartsaftaler har sikret en god lønkompensation. Er det ikke nu vi skal leve op til målsætningen om 25%. Kom nu i gang. Vi skal have nok håndværkere på den anden side af coronakrisen. Langt flere skal have svendebrevet og den medfølgende frihed et ordentligt job medfører. Virksomhederne kunne i stedet for at jagte nedslidte i de sidste år af deres arbejdsliv, leve op til de aftaler de har indgået på lærlinge området. Jeg tror flere ville vælge en erhvervsuddannelse, hvis de kendte til de klokkeklare fordele, der er ved at tage en. Det var de færre lektier, mere fritid og lønnen, der gjorde udfaldet for mig. Jeg ser frem til mit svendebrev. Hvis nu man brugte krudtet på det i arbejdsgiverkredsene ville problemet med arbejdsudbuddet ikke være lige så stort. Det er noget nonsens når arbejdsgiverne forudser en massiv flygt fra arbejdsmarkedet pga. Socialdemokratiets udspil om tilbagetrækning. Vi kommer på ingen måde til at se en masse mennesker skynde sig på pension, da en løn vil være at fortrække over en den beskedne ydelse Socialdemokratiet foreslår. Det giver dog sig selv, at når en reform giver nogle muligheden for at trække sig tilbage, så må nogle nye træde til og udfylde deres plads. Det er altså virksomhedernes ansvar og lede og fordele arbejde. Her er de et kæmpe uddannelsesansvar. Det kunne de jo passende leve op til, inden de problematiserer Arne-udspillet i så hårde vendinger som de gør.Kom nu! Vis at retfærdighedsans og samfundssind ikke er fremmedord i arbejdsgiverkredse: Giv Arne og kollegaer deres velfortjente pension og flere unge som Adam et svendebrev. […]Læs mere…
Livet skal også hænge sammen for skolepraktikeleverMartin Flindt Nielsen30. august 2020Skolepraktikelever har længe været en overset gruppe. Deres faciliteter er nogle af dem, der er blevet sparet allermest på, og de får kun lov til at lave arbejdsopgaver i luft for spøgelseskunder. Det dræner de fleste skolepraktikelever for deres motivation. Oven i hatten vælger vi så at give dem en skolepraktikydelse, der er markant lavere end elevlønnen. Det må vi gøre noget ved!
En elev på kontoruddannelsen med praktik i staten kan se frem til en elevløn på 14.159 kr., og endda endnu mere hvis man er over 25. Det er nok til at kunne få sit voksenliv til at løbe rundt. Hvis du tilgengæld skulle være så uheldig at ende i skolepraktikken, kan du se frem til at blive spist af med blot 7.804kr. Det er omkring halvdelen af elevlønnen. Derfor gambler vi som samfundet med skolepraktikelevernes uddannelse, når det økonomiske grundlag er så skrøbeligt.
Hvordan kan vi som samfund give folk, der både har engagement og evner til at uddanne sig til deres videre arbejdsliv så ringe vilkår?
Før sommerferien sad jeg selv i skolepraktik som en del af min kontoruddannelse. Det var, kort sagt, alt andet end sindsoprivende. I en klassisk, faldefærdig skolebygning, som vi kender dem bedst, havde vi den tvivlsomme fornøjelse af at nyde et åbent kontorlandskab. Her kunne vi så pænt sidde og lave ordrebekræftelser til fiktive virksomheder som svar på deres fiktive ordrer. Og da vi skulle fejre dem, der blev færdige med deres uddannelse i skolepraktikken, blev det under vind og skæve, hullede pavilloner. Lappet med kontortape; ja, vi kunne ikke engang bruge gaffa. Langt de fleste er, som jeg, heldigvis på kort visit i skolepraktikken, men mange af dem, der allerede har haft nogle år på arbejdsmarkedet, færdiggør deres uddannelse her. Det er et kæmpe problem.
Jeg havde selv en god kollega, som startede i skolepraktikken samtidigt med mig. Hun var en super dygtig kontorelev, som kun havde svært ved at finde en praktikplads, fordi hun var voksenlærling, og derfor skulle have højere elevløn. Hun havde også et “voksenliv”, der skulle passes ved siden af uddannelsen – med både hus og børn. Allerede ret tidligt kunne hun se, at det var svært at gennemføre, når hun kun fik den lave ydelse fra skolepraktikken. Men hun var opsat på at gennemføre, selvom økonomien slet ikke hang sammen. Hun fortsatte. Efter et par måneder mistede hun håbet om den høje elevløn, så hun gav op.
Det blev jeg virkelig harm over. Hvordan kan vi som samfund give folk, der både har engagement og evner til at uddanne sig til deres videre arbejdsliv så ringe vilkår? Det kunne være hvem som helst, der var uheldige nok til ikke at vinde i praktikpladsernes lykkehjul, og derfor må opgive sin drømmeuddannelse. Det kunne have været dig eller mig.
Derfor bliver vores Børne- og Undervisningsminister nødt til at få overenskomsten til også at dække skolepraktikeleverne, så alle, der vil og kan, har muligheden for at gennemføre deres uddannelse med de nødvendige økonomiske forudsætninger, som det nu engang kræver. Livet skal jo hænge sammen. […]Læs mere…
Ikke alle Sosu-elever får den korrekte oplæring.Cathrine Trangbæk Sander30. august 2020Alle i personalegruppen skal støtte eleverne i at udvikle deres faglige kompetencer.Som snart nyuddannet social- og sundhedsassistent har jeg en undren omkring mit fag, mine kollegaer og det fællesskab af faglærte, jeg om en uge bliver sluset ud i. I løbet af min uddannelse har jeg tit hørt, at ”Sosu’er har for travlt til omsorg.” og at ”Vi har for travlt til nærvær.”
Hvordan kan vi have for travlt til at se det menneske, der har så hårdt brug for hjælp, støtte og nærvær?
Som rigtig mange andre danskere har jeg set TV2 dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”, hvilket om noget har startet en debat om den faglighed og de kompetencer, vi har i mit fag. Det fag jeg de sidste 3 år har glædet mig til at komme ud i.
I dokumentaren møder vi Else, der skal have hjælp til at skifte ble. Allerede omkring 6 minutter inde i dokumentaren føler jeg mig ramt på min egen faglighed. Vi ser Else blive flyttet med loftlift, til sin seng for at få skiftet sin ble. Imens hun hænger i liften, taler to personaler om Else, foran hende, den ene udbryder ”Puha! Ved du hvad det er?”, hvorefter den anden svarer ”Ja, et tryksår”.
Den slags spørgsmål har jeg, hørt 100 gange før, da jeg selv blev oplært. Sådan må man aldrig tale foran en borger. Vi taler til dem. Ikke om dem. Det bekymrer mig at se, at vi oplære elever til ikke at passe deres arbejde særlig godt.
Jeg har selv oplevet at stå med uddannet fagpersonale, som mente, at en arbejdsopgave kunne vente, nogle gange til senere i vagten, og andre gange til næste vagtlag. Det undrede jeg mig over. Jeg vidste ikke hvad det betød, og jeg forstod ikke, hvorfor vi ikke bare udførte opgaven. Personalet mente ikke, at vi havde tid nok til det. Jeg føler derfor at, de lærte mig op i at ”overse” arbejdsopgaver.
Heldigvis er jeg blevet klogere.Jeg blev oplært i at overse tandbørstning og bleskift. Kun fordi, at vi så havde tid til at ”spare med hinanden”, hvilket i 9 ud af 10 tilfælde indebar 5-10 minutters sparring og derefter en masse privat-snak.Jeg ved nu, at de borgere jeg kom ved, blev forrådt. Else blev forrådt på plejehjemmet.
Det er nu nogle år siden, at jeg modtog den form for oplæring. Helt grøn, forholdsvis naiv og ydmyg over den viden, alle mine nye kollegaer kunne give mig i mine praktikker. Jeg har ladet mig fortælle, at de pågældende personaler ikke er ansat på stederne mere. Men for mig minder det mig om vigtigheden bag en fælles indsats.
Når der er en elev, skal det være alles fælles opgave, og ikke kun vejlederens. Jeg mener at vi skal få skabt det bedst mulige fundament, til de næste generationer af dygtige, udlærte fagfolk. Samt sørge for at en elev får den korrekte oplæring og faglige viden.
Der er rigtig mange fagligt dygtige og kompetente fagfolk. At forråde er ikke en de faglige kompetencer vi skal lære fra os, og det er ikke den faglighed vi kender fra teorierne. Sundhedspersonale der er med til at retfærdiggøre fejlagtige handlinger overfor hinanden, viser for mig, at jeg har kollegaer, som ikke har samme faglige stolthed, som den jeg går med. […]Læs mere…
Der er brug for mere barsel, nu hvor mor og far skal til at deleSteffen Goldschmidt30. august 2020Jeg står i den fantastiske situation, at jeg er blevet far til verdens dejligste dreng. Intet jeg har oplevet tidligere har fået de samme følelser til at rumstere inde i mig, som da jeg så min knægt smile for første gang. Jeg tør godt indrømme, at selv en mand som jeg fik lidt dug i øjenkrogen.
Den første plan var at min dejlige kone skulle tage alt barslen, for det virkede til, at det var sådan man gjorde. Det var hvad jeg hørte fra folk omkring mig: det der barsel er altså noget som kvinder tager sig af.
Det skriger til himlen, at vi stadig har ligestillingsproblemer, når det er mentaliteten, som hersker blandt os mænd. Vi lever i et moderne samfund, hvor børn har brug for både mandlige og kvindelige rollemodeller. Far skal ikke længere være reduceret til vandbære. Far skal være en del af startopstillingen på hjemmeholdet.
EU har besluttet at øremærke 8 uger af barslen til begge forældre. Det er et kæmpe fremskridt for mig, men er det okay at tage det fra de kvinder, som faktisk ønsker en lang barsel? Og kan de diskussioner, som helt sikkert kommer til at opstå ude i hjemmene være et udtryk for, at der på nuværende tidspunkt ikke er nok barsel til at dele?
Forældre har ret til sammenlagt 52 ugers orlov, når de får et barn.Mødre har ret til fire ugers orlov før fødslen, som efterfølges af 14 ugers barselsorlov.Fædre har ret til to ugers orlov, der skal afholdes inden for de første 14 uger efter fødslende sidste 32 uger er til deling. Det er så af de fælles 32 uger, at EU nu vil øremærke 8 uger til far.
Danmark har et af de allerbedste barselssystemer i verden. Men selvom det vi kender er godt, så bliver vi stadigvæk hele tiden nødt til at kigge på, om vi ikke kan gøre det bedre.
Det er på tide at tage en diskussion om, hvorvidt der er plads nok til familielivet i det moderne danmark. Vi får børn senere og senere, fordi det er forventningen, at der skal være styr på alt det “vigtige” først, altså karrieren. Jeg synes det er ekstremt vigtigt at få noget mere fokus tilbage på familierne. For de fleste er familien det vigtigste i deres liv. Det er dem, man vender sig mod, når noget går galt.
Hvis vi politisk og fagligt vil styrke familierne, bør vi sætte ind, når de er allermest sårbare. Det er de, når familien stiftes, og hele deres liv bliver omlagt på er sekund.
Et par uger inden fødslen vendte min kone og jeg tilbage til samtalen om fordelingen af vores barselsorlov. Hun er fuldstændig med på holdet, der mener, at fædre skal spille en større rolle i begyndelsen af deres børns liv. Alligevel var det tydeligt at mærke, at hun ærgrer sig over ikke at have mere tid derhjemme med vores barn.
Det er nødvendigt, at vi sikrer øremærket barsel til mænd, fordi børns tilknytning til sine forældre fastsættes i en meget tidlig alder. Nu skal vi tage det næste store skridt og udvide den samlede mængde barsel, så alle nybagte familier kan få en tryg start. […]Læs mere…
Afskaf billetsalg i busserneVictor Solberg Agerskov30. august 2020En kold februar aften i Silkeborg stiger to mænd på Ulriks bus, men ikke for at køre med. De truer min jyske chaufførkollega med kniv til at udlevere vekselpengene brugt til kontantsalg af billetter, maksimalt 400 kroner. At man kan få sig selv til at begå et så groft røveri for lusede håndøre, er usselt og modbydeligt, og da der er tale om vold mod embedsmand i funktion skal den slags straffes hårdt og kontant.
Selvom røveri i bussen ikke sker hver eller hver anden dag, så er Ulriks oplevelse ikke et enkeltstående tilfælde. Den slags overfald sætter dybe ar på sjælen og kan give livslange traumer, der tvinger chauffører i sygesengen med PTSD. Det er derfor bidende nødvendigt, at vi ikke blot straffer den slags kriminalitet hårdt, men at vi helt undgår den.
Når der findes mennesker i vores samfund, der er parat til at invalidere mennesker for livet for 400 kroner, så må vi fjerne kontanterne fra busserne. Vi må være ærlige at sige, at dankortterminaler i busserne ikke er en realistisk løsning, så nu må betjent billetsalg være fortid.
Det betjente billetsalg er pt. suspenderet pga. corona og det fungerer ganske fint. Det er derfor et oplagt tidspunkt at gøre det permanent.
Ærligt talt er det faktisk en pudsig forventning at have til chaufførerne, at vi skal sælge billetter. Forestil dig at stige på S-toget uden billet for så at spankulere igennem togkupé efter togkupé, op i den forreste stillezone og banke på døren til lokoførerens plads. Alt imens toget buldrer derudaf mellem Herlev og Vanløse station, åbner han forsigtigt døren og stikker hovedet ud: ”Ja, jeg vil gerne bede om 3 zoner”, siger du højt. Lokoføreren kvitterer med et ”så gerne, det bliver 36 kroner”. Tillad mig at kalde scenariet en anelse bizart, så hvorfor forventer man af mig, at jeg sælger billetter i min bus?
Kontant billetsalg er også en fare for trafiksikkerheden, da mange chauffører sælger billetter, mens de kører. Selvom det er imod reglerne, kan jeg ikke fortænke mine kollegaer i det. Hvis det skal gøres ved stoppestedet, bliver man med statsgaranti forsinket, da køreplanerne ofte er alt for stramme og i forvejen umulige at overholde.
Misforstå mig ikke. Jeg elsker at yde en god service for passagererne. Det er faktisk hele essensen af mit job. Dagligt vejleder jeg derfor med glæde folk om deres rejse, heriblandt om de alternative muligheder, der er for at købe billet: Man kan benytte app til mobilen, hvor det er muligt både at betale med dankort og Mobilepay. Har man ikke har en smartphone, så kan det også klares med en sms. Hvis man endnu ikke har anskaffet sig en mobiltelefon, kan man købe billetter og rejsekort på alle DSB’s stationer.
Så kære Movia, og alle andre trafikselskaber: Eliminer risikoen for røveri på jeres chauffører og øg trafiksikkerheden! Afskaf betjent billetsalg i busserne. Passagererne har rigeligt med muligheder for køb af billetter på anden vis. […]Læs mere…
Som socialrådgiver vil jeg også kunne sove om nattenLaura Pode30. august 2020Hver tredje socialrådgiver føler sig ofte eller hele tiden stresset. En del af dem er nyuddannede, som rammes af praksischokket i overgangen fra studie til arbejdsmarked. Socialrådgiveruddannelsen skal i langt større grad tage afsæt i praksis og bør indeholde væsentligt mere praktik. Arbejdsmarkedet skal stå klar til at tage imod nyuddannede med god tid. Tid til godt socialt arbejde.
Jeg ligger i min seng og er lige ved at overgive mig til søvnen. Men lige inden mine øjenlåg lukker i, får jeg et spjæt af en tanke og rammes af tvivl. Fik jeg nu skrevet det der vigtige notat, inden jeg forlod kommunekontoret? Jeg griber min telefon og skriver en note til mig selv. Det skal jeg huske at tjekke som det allerførste, når jeg møder ind igen i morgen. Med en smule mere ro i sindet lægger jeg hovedet tilbage på hovedpuden og forsøger at hengive mig til den tiltrængte nattesøvn.
Jeg vågner søvnigt næste morgen og har en besynderlig følelse af, at dagen allerede er gået. At jeg allerede har stået op og har børstet mine tænder. At jeg allerede har cyklet gennem København og hen til kontoret. At jeg har klaret dagens mange opgaver med møder med borgere, telefonopkald til samarbejdspartnere og journalnotater. Virkeligheden var, at jeg lige var vågnet og det bare var mine sovende tanker, der havde spillet mig et puds. Men følelsen af udmattelse var virkelig. Et sådant natteroderi beskriver meget godt mit første halve år, som nyuddannet socialrådgiver på arbejdsmarkedet.
Gennem hele min tid som socialrådgiverstuderende glædede jeg mig til at komme ud i det virkelige liv og forsøge at skabe en forandring for de mennesker, som jeg brænder så inderligt for. Det var dog med en vis frygt for øje. For statistikkerne taler sit helt klare sprog: hver tredje socialrådgiver føler sig ofte eller hele tiden stresset.
Jeg blev overrasket over, hvor hurtigt stresssymptomerne tog magten over min nattesøvn og hvor kort tid, der skulle gå før jeg blev en del af statistikken. Jeg var heldig, at gode snakke med kolleger og familie kunne afhjælpe mine ”nætter på kommunekontoret” og den konstante frygt for, om der er noget eller nogen, som jeg har glemt i travlhed. Men mange af mine kolleger er ikke så heldige og må tage konsekvenserne af stresssymptomerne og sygemelde sig.
Stress er blevet en grim realitet i arbejdet som socialrådgiver. Som et bæst, der hele tiden lurer ovre fra hjørnet. Lige meget hvor bevidst man forsøger at være om det, så kan det ramme dig som et lyn fra en skyfri himmel. Du kan tro, at du er nok så ”robust” og at du kender dig selv fra yderst til inderst. Men når hverdagens travlhed først rammer dig, så er robusthed en by i Rusland. Det er virkeligheden for mig og for mange af mine kolleger. Viljen og lysten til at skabe forandringer for udsatte borgere bliver erstattet med en følelse af utilstrækkelighed. Vi ender i en ond spiral, som gentager sig selv igen og igen. Og regningen lander i sidste ende hos de mennesker, som vi egentligt burde gøre en forskel for. Dem vi skal hjælpe.
Politikerne bliver derfor nødt til at tage hånd om nyuddannede socialrådgivere. For det kan simpelthen ikke passe, at vi skal blive syge af at gå på arbejde. Jeg mener, at vi skal starte allerede på socialrådgiveruddannelsen. Vi skal have mere praksisnær undervisning, supervision om det, som kommer til at blive svært og meget mere praktik. Vi skal klædes på til virkeligheden og ikke kun til teorierne i vores bøger. Vi skal være praktisk begavede. For det kan ikke nytte noget, at vi rammes af en mur af at praksischok, som kan skræmme livet af selv de mest hårdføre. Vi skal sikre, at nyuddannede mødes af et langt introforløb med tid til at være nyuddannet, tid til at forholde sig kritisk og tid til at stille spørgsmål. Det skylder man socialrådgiverne som faggruppe, men i særdeleshed også de mennesker, som vi brænder for at hjælpe. […]Læs mere…
En arbejdstidsaftale uden en aftale om arbejdstidIda Engel29. august 2020Hvordan skal arbejdstidsaftalen beskytte mig? Skal min leder vurdere rimeligheden i, hvor hurtigt jeg kan løbe eller rimeligheden i, hvor meget jeg kan presses inden jeg knækker. Kan jeg med den nye arbejdstidsaftale stole på, at arbejdstiden bliver bedre og mere gennemskuelig? Nej, det mener jeg ikke jeg kan.
Der er mange af mine kollegaer, der går ned med stress eller forsøger at overleve med et system, der ikke giver lærerne lov til at forberede sig ordentligt til undervisningen. Forberedelse er ikke kun, at forberede undervisningen. Det er alle opgaver, der ligger uden for undervisningstiden, og hvor der ikke står et estimeret timetal på opgaveoversigten, men figurerer som en usynlig pulje.
Når jeg så skal løse en konflikt og dermed skrive til hjemmet, så skal jeg i reellen vurdere, om jeg skal bruge noget af min sparsomme forberedelsestid eller om jeg i stedet skal bruge tiden på, at forberede en god undervisning. Jeg vælger selvfølgelig det første og kommer nogle gange til undervisningen uforberedt. Du kender det nok selv fra gamle dage, hvor hr. Nielsen beder eleverne om at slå¨op på side 14 og lave opgaverne i hæftet på side 15. Det er ikke holdbart og ofte kastes man ud i et kaos af støj, uroligheder og forvirring blandt både lærer og elev.
Jeg beder ikke om timetælleri. Jeg beder, som der burde stå i kommende aftale, om en estimeret tid på de opgaver, som forventes at jeg laver ud over undervisningen, såsom hvor mange timer jeg forventes at bruge på forberedelsen af eksamen, tilsyn af lokaler, motionsdagen, team og personalemøder, kurser fastlagt af min leder o.l.
Jeg oplever, at jeg bliver frustreret over de mange opgaver jeg får tildelt, fordi jeg ikke kan se på min opgaveoversigt om den estimerede tid min leder har tænkt, er rimelig ud fra den tid, jeg tænker at bruge. Jeg er ikke den, som går ind til ledelsen og beder dem forklare, hvor jeg skal få tiden fra eller rimeligheden i den.
Jeg bliver træt i hovedet, når jeg hele tiden skal dokumentere min tid overfor min leder, ved at jeg i et program skal skrive ind, hvornår jeg møder og hvornår jeg slutter dagen + de ekstra timer jeg lægger hjemme, både om aftenen og i weekenden. Det er nemlig ikke i mellemtimerne, at jeg finder på en ny og smartere måde, at undervise i geometri på. Burde estimeringen af tiden ikke være udgangspunktet for opgaveoversigten og dermed givet på forhånd, så læreren ikke hver dag skal holde styr på, hvor mange timer man har brugt til hver opgave og dermed skal vælge opgaver fra, som man ikke har tid til?
Hvordan kan det være, at vi skal fortsætte med at have et system, der ikke tillader overskuelighed i opgavernes tid og hvor lederen kan lægge ekstra opgaver, i løbet af året, ind under “andre opgaver”?
Hvis jeg, som den nyforhandlede arbejdstid foreskriver, går i dialog med min leder om, at jeg ikke kan nå, at forberede mig ordentlig, så kan min leder bede mig om en oversigt over den tid jeg har brugt eller spørge, om jeg nu har brugt min forberedelsestid fornuftigt. Hvis jeg så ikke kan dokumenteret hvor meget tid jeg har brugt til de forskellige opgaver, ja, så kan jeg hoppe og danse så meget jeg vil, men kan intet gøre.
Jeg kan, som så mange andre godt se, hvordan lov 409 er blevet lavet fra lov til aftale. En aftale, hvor man gennem dialog skal tale sig frem til rimeligheden i forskellige opgaver, hvor man skal have tillid til, at kredsen, TR og lederne finder frem til et undervisningstimetal, der er rimeligt med, hvad man kan nå inden for den tid man arbejder. Det har jeg nok lidt svært ved at se rimeligheden i og jeg håber, at andre også kan se problematikken i den arbejdstidsaftale, som vi skal stemme for eller imod, og som ikke er en aftale om arbejdstiden, men en aftale om at tale sig frem til en aftale.
Derfor bliver det et nej herfra. […]Læs mere…
Tro og tvivlHeidi Macdams25. august 2020Jeg kan ikke huske hvornår det sidst har været almindelig kendt, at folkeskolelærerne gjorde et godt stykke arbejde. At alle syntes det var fedt at være lærer. At det var et job hvor man havde tid til at fordybe sig sammen med eleverne og ikke hele tiden skal rende til møder og dokumentere hver eneste uregelmæssighed hos eleverne.
Det passer ikke helt – der var et kort øjeblik i april 2020, hvor lærerene fik ros af hele verden. Vi var nemlig omstillingsparate og innovative og kreative og, og, og… Der var et kort øjeblik, hvor vi nød anerkendelse og ros. Tak for det.
Så blev det sommer og vi nød en ferie, der godt nok var fuld af ængstelse og bekymring for hvilken skole vi skulle tilbage til, men det var dog ferie lidt endnu. ”Frygt ej – der skal bare sprittes ekstra af, så kan I sagtens være i skole hele dagen og undervise som I plejer.” Nå, men tak for det, så.
Og inden vi fik set os om, var DLF og KL blevet enige om at den der lov409, den kunne da sagtens bare være en aftale. Så havde vi jo noget af forhandle ud fra næste gang. Nå, men tak for det, så.
Arbejdstidsaftalen kommer ikke til at vælte min verden hvis det bliver et ja til urafstemningen. Mange af elementerne i den er taget ud af den professionsaftale jeg arbejder under nu. Min TR har fornuftige forhandlinger med ledelsen om hvilke opgaver der skal løses og hvor meget det er rimeligt hver medarbejder skal løfte. Jeg kommer til samtale 3 gange om året om mine arbejdsopgaver, hvor jeg sammen med nærmeste leder tager et kig på hvordan tiden er sat sammen. Kan jeg nå det hele? Er der for mange pukler af tid? Er der opgaver jeg ikke kommer i mål med? Og hvis der er, er det så noget vi kan finde en løsning på? Hvordan har jeg det ellers? Har jeg haft for mange fraværsperioder – og hvordan griber vi det an? (Den sidste udløste deltagelse på et smertehåndteringsforløb, der gav gode resultater)
Jeg oplever, at jeg bliver lyttet til og taget på råd når det drejer sig om min arbejdstid.
Men jeg ved, at det ikke er alle der har det lige som jeg. Jeg ved, at der sidder kollegaer rundt omkring i landet, der har alenlange lister med arbejdsopgaver og forsvindende lidt tid til at løse dem i. Jeg ved der sidder kollegaer, der mest af alt ønsker at lave god skole, men ikke får hverken tid eller resurser til det. Jeg håber for dem, at et eventuelt ja til aftalen kan give dem det arbejdsliv jeg har nu. Jeg håber deres ledelse og kommunalbestyrelse bliver tvunget til at forbedre deres vilkår. Jeg håber vi kan få et fælles ståsted, som vi kan forhandle videre fra. Jeg håber vi kan stå sammen og opleve, at vi har de sammen vilkår uanset om vi er fra Kolding, Korsør eller København. Men lige nu er jeg i tvivl.
Jeg vil rigtig gerne. Virkelig. Det mener jeg. Jeg vil gerne have et godt samarbejde. Jeg vil gerne være fuld af tillid og jeg vil gerne tro på, at min kommunalbestyrelse og min ledelse vil skabe god skole sammen med mig. Jeg vil gerne tro på, at KL vil, om ikke mig så mine elever, det godt. Jeg vil gerne tro på at Pernille Rosenkrantz-Theil vil styrke den danske folkeskole og være med til at skabe en lysende fremtid for de kommende generationer. Det vil jeg virkelig gerne tro på.
Men tro giver ingen garantier.
Så lige nu er jeg i tvivl. […]Læs mere…
OK20 og den gode toneHeidi Macdams12. august 2020“Nej, nu må det fand…..” *slettesletteslette*
“Har I tænkt jer at synke ned…..” *slettesletteslette*
“Hvad bilder I jer egentlig….” *slettesletteslette*
Jeg er glad for, at jeg lever i 2020 hvor det ikke er nødvendigt at finde rettelakken frem fra bagerst i skuffen for, at slette sine tanker på papir. Jeg kan bare trykke slettetasten i bund og se min negativitet forsvinde fra skærmen.
For hold kæft, hvor var jeg sur da jeg sad og trawlede Facebook igennem for nyt om OK20. Og det havde intet at gøre med indholdet af hverken pressemøde eller artikler om den nyforhandlede arbejdstidsaftale.
Tilbage til kl. 16.35, tirsdag d. 11.8.20. Jeg sidder til en pædagogisk eftermiddag med mine gode kollegaer, da jeg får vist en skærm med link til pressemeddelelsen om OK20. Fuld af forventning til indholdet satte jeg mig senere til at se videoen og følge med i kommentarerne der dukkede op undervejs. Jeg røg lynhurtigt i det røde felt og fløj til tastaturet. Ikke fordi jeg var utilfreds med hvad der skete på pressemødet – der var nemlig ikke sket noget endnu. Men hold nu fast en flok hyklere og brokkehoveder der havde fyret op under fingerene.
Groft skitseret kunne kommentarsporet deles i tre grupper:
Dem der brokkede sig over at pressemødet var filmet af en der ikke ved at man skal vende kameraet når der filmes til Facebook. En enkelt forklarede det med, at det måtte være en lærer der filmede.
Dem der brokkede sig over indholdet (eller mangel på samme) af pressemødet. En skrev, at al den stilhed aldrig var gået i klasse.
Og til sidst dem der frydede sig over at de ikke længere er medlemmer af foreningen eller har tænkt sig at melde sig ud i nær fremtid. Hvilket fik en til at svare på en kommentar, at så behøvede vedkommende jo ikke bekymre sig om indholdet når man ikke længere ville være medlem.
Heldigvis var der også lyspunkter. Kollegaer rundt om i landet, der tog sig tid til at forklare i en ordentlig og saglig tone, hvad indholdet af aftalen var. Blot får at få en ‘ked af det’ emoji som svar.
Så. Nu kommer det. Jeg kan faktisk ikke holde på mig selv længere. Jeg bliver denondefløjtemig så træt af dem, der sidder mageligt i sofaen, lænestolen, på toilettet eller hvor I nu sidder og fodrer den indre svinehund med nyheder fra nær og fjern. Jer, der kaster om jer med kommentarer uden særligt indhold. Tilråb, opråb, udråb. Ikke andet end råd uden substans. I sidder og taler ned til kollegaer, der udfører det samme stykke arbejde som jer, men ikke mener det samme. Ville I gøre det hvis I sad på lærerværelset med dem? Eller mødte dem til en festlig sammenkomst?
Måske skulle I læse noget af det materiale vi giver til eleverne om god tone på nettet og net-etik. I kunne også besøge Ældresagens hjemmeside, der beskriver 5 tips til en god tone på sociale medier.
Så, kære kollega ude i den danske folkeskole, vil du ikke nok tale om det det handler om i stedet for at kaste med mudder. Det hele bliver så snavset og grimt og vi glemmer helt hvad det egentlig er vi taler om.
P.S: Hvis du tænker at du ikke helt er gammel nok til at besøge Ældresagens hjemmeside er her deres 5 tips til den gode tone:
Råd nr. 1: Skriv kun det på de sociale medier, som du vil til personen ansigt til ansigt.
Råd nr. 2: Det er okay, at være uenige.
Råd nr. 3: Vær konkret. Tal om emnet og gå ikke efter personen.
Råd nr. 4: Stop op. Tag gerne en pause, inden du giver svar på en kommentar.
Råd nr. 5: Sig fra overfor den hårde tone. […]Læs mere…
Bekymringernes holdepladsHeidi Macdams30. juli 2020På Folkeskolen.dk læste jeg i dag, at Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening forstår usikkerheden blandt lærerne i forbindelse med den kommende skolestart. De forstår godt, at lærerne er bekymrede for hvordan de skal overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger når eleverne ikke længere skal følge nødundervisningen. De anser det ikke for usandsynligt, at lærerne kommer til at bære mundbind. De ved at alt er usikkert. At ingen ved hvad der sker om en uge eller en måned.
Jeg skal på arbejde på mandag og en uge senere skal jeg møde mine elever efter en dejlig lang sommerferie. Jeg glæder mig til at se dem. Jeg glæder mig til at høre om deres ferie. Om de ting de har lavet, hvor længe de har sovet, om de har været til fest og nydt at sove hele den næste dag. Om de har siddet oppe og set på stjernerne. Om de har nydt stilheden i skoven. Om de har haft en god ferie.
Det jeg ikke glæder mig til at det manglende gensynskram. Jeg glæder mig ikke til at skulle skille de unge mennesker ad og håndhæve afstandskravet. Jeg glæder mig ikke til at være betjent.
I seks uger har de skønne unge mennesker hygget sig på kryds og tværs af klasser og årgange og nu skal vi igen til at bestemme hvem de må være sammen med og hvor. Vi skal igen gå og holde øje med om de husker at holde sig i ders egen zone i pausen og ikke sniger sig væk fra flokken. Samtidig skal jeg finde mine fineste argumenter for hvorfor det er sådan, når de jo mødes i fritiden på kryds og tværs. Jeg skal forklare dem, at det er for deres egen og vores skyld de skal gøre det. At vi skal passe på hinanden og udvise samfundssind. At der godt kan gælde andre regler i skolen end der gør derhjemme. Alt det jeg også forklarede dem tilbage i maj, da vi vendte tilbage efter fjernundervisningen.
Samtidig ophører nødundervisningnen og vi vender tilbage til at fuldt skema. Retningslinjer for hygiejne skal dog stadig overholdes til punkt og prikke og det stiller store krav til undervisningen i f.eks. fysik/kemi og biologi der primært er forøgsfag. Der er meget udstyr der skal sprittes af inden eleverne skal have fat i det og afstandskravet er næsten umuligt at overholde (så det behøver vi heldigvis ikke). Idræt bliver også en af de mere spændende fag – især i år hvor jeg har det som muligt prøvefag. Der er nogle områder der er svære at arbejde med når eleverne helst ikke må være for tæt på hinanden – og da slet ikke hvis der er fysisk aktivitet indvolveret. Og omklædningsrummene åbner for øvrigt først til september.
Der er nok at se til.
Så jeg er da glad for at Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening forstår min usikkerhed. Men de fjerner den ikke. De hjælper mig ikke til at stå stærkere sammen med mine kollegaer. De gør ikke min hverdag i skolen lettere i de kommende måneder. Det bliver lagt ud til skolerne at få det til at fungere og finde frem til de bedste løsninger. Det bliver lærerene og pædagogerne der skal lave benarbejdet, tage de hurtige beslutninger i skolegården, tage konflikterne med frustrerede børn og ders forældre, stå på mål for de regler og retningslinjer der bliver sendt ud. Det bliver lærerene og pædagogerne der skal løbe lidt hurtigere og hele tiden forudse situationer vi slet ikke kan forestille os. Det bliver os der tager læsset – igen. Og vi skal nok gøre det. For børnene, for os selv og for resten af Danmark. […]Læs mere…
SkoleårsforsætterCamilla Bloch29. juli 2020For langt de fleste starter det nye år 1. januar. Forinden har man måske oven i købet lavet en masse forsætter for året, så man kan arbejde mod at blive den allerbedste udgave af sig selv.
Mit nye år starter, når skoleåret skydes i gang. Det er der, jeg siger til mig selv, at nu skal jeg virkelig sørge for at få spidset mine blyanter, at planlægge mine forløb i god tid, og at gå tidligt i seng mandag aften, så jeg er frisk til tirsdagsmødet. Så med den optimisme og forhåbningens glæde, som der også altid følger med nye begyndelser, så er her hvad jeg drømmer om for folkeskolen i det nye skoleår:
1) Kortere skoledage. Jeg er allerede ved at gå i panik på mine elevers vegne over, at de skal være i skole til klokken 15.20 eller 14.35 tre dage om ugen. De er 10 år gamle. Tiden med Covid-19 bragte mange bekymringer med sig, men det bragte også de korte skoledage, som betød, at jeg faktisk stadig kunne få mine elevers opmærksomhed i sidste lektion, fordi de ikke var døden nær af træthed.
2) Færre elever i klasserne. Det er sagt før, men det er åbenbart ikke blevet hørt, fordi elevnormeringen er jo stadig på 28 elever i en klasse. Som lærer må man bare tro på, at det kun er fordi, det ikke er blevet hørt af de rigtige. Ellers ville der da blive gjort noget ved det, ikke? 28 børn i en klasse er 1,6 minutter til hver elev per lektion. Jeg vil bare lade tallene tale for sig selv.
3) Færre læringsmål, mere leg. I det kommende skoleår håber jeg, at alle mine seje kollegaer tager den sjove, anderledes og kreative undervisning fra Corona-tiden med sig. Når vi anvender en legende og undersøgende tilgang, får vi inkluderet flere elever i undervisningen. Når vi giver plads til mere end en type resultater, giver vi også plads til mange forskellige elevtilgange. Det skaber motivation og glæde i undervisningen, og det giver lærerne et stærkt kort på hånden i kampen mod faglig ulighed.
4) Vi skal ikke kunne rumme alle. Den danske folkeskole er som udgangspunkt folkets skole og som udgangspunkt skal der være plads til alle. Det er også, hvad lovgivningen om inklusion fra 2012 lægger op til. Jeg håber for det nye skoleår, at skolerne, i lige så høj grad som de arbejder på at kunne rumme alle typer børn, også accepterer, når der er nogle børn, som de ikke kan rumme. Der findes børn, som ville trives bedre i andre tilbud – om det så er friskolen, privatskolen eller specialskolen. Jeg håber, at folkeskolerne husker at lægge økonomiske overvejelser til side og i stedet tænke på den enkelte elevs behov, når de overvejer, hvad folkeskolen egentlig kan og bør rumme.
På mandag har jeg første arbejdsdag efter ferien. Jeg vil møde ind med spidsede blyanter og en tro på at 1) jeg kan holde mig vågen til tirsdagsmøderne og 2) mine skoleårsforsætter og drømme for folkeskolen er nogen som deles af de politikere, der sidder med magten til at ændre rammerne.
Glædeligt nyt skoleår! […]Læs mere…
Mere er ikke altid bedreHeidi Macdams16. juni 2020For tredje gang på lige så mange måneder sidder jeg og pusler med skemaer. Først var det et fjernundervisningsskema der skulle sikre at eleverne vidste hvornår de skulle være på Teams. Så var det et nødundervisningsskema, der skulle sikre at alle eleverne fik mest muligt ud af den begrænsede tid vi skulle være på skolen. Nu gælder det så skemaet for næste skoleår. Og hvilket puslespil det er. Der er fyldt med spændende udfordringer. Bindinger på faglokaler, bindinger på fag, bindinger på kollegaer, bindinger på møder, bindinger på… ja, du kan jo selv fylde på med de udfordringer du kender fra din skole. Der er nok at tage fat på og det er med at holde tungen lige i munden.
Under alt det praktiske ligger også den pædagogiske udfordring med skemaerne. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt at placere tysk og engelsk lige efter hinanden, med mindre det er samme underviser, der så kan tilgodese det ene eller det andet fag i perioder. Det er ikke hensigtsmæssigt at placere alle enkeltfagstimerne på de dage, der traditionelt ryger ud på grund af helligdage og fælles aktiviteter op til ferier. Det er heller ikke hensigtsmæssigt at dansk ligger i alle yderpositionerne sidst på dagen. Der skal også tages hensyn til kollegaerne. Det er rart for alle at have en dag, hvor der ikke ligger undervisning til kl. 15.00, så der kan flekses ud. Der skal (helst) skabes plads til fælles planlægning uden at det altid ligger efter kl. 15.00. Der er som sagt nok at tage fat på og hensyn til.
Forskellen på det skema jeg skulle lægge i april og det skema jeg skal lægge nu er, at jeg før havde 25 lektioner at gøre godt med. Nu har jeg 38. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om mere nu også er bedre? I vores nødundervisningsskema er fagene delt ind så der er: dansk, matematik, engelsk, tysk, kulturfag og naturfag. Det der er ekstra i næste års (normal)skema er: timer til dansk, matematik og naturfag der mangler i skemaet nu, ekstra timer til dansk, ekstra timer til matematik, valgfag, idræt, understøttende undervisning og linjetimer. Jeg kan ikke lade være med at tænke om de alle sammen er nødvendige? Er der nogle af timerne vi med fordel kunne undvære? Eller have to-lærerordning til, så eleverne blev støttet bedre?
Jeg tror ikke på at skolen bliver bedre af at vi skal gøre mere af det vi gør i forvejen. Hvis det ikke har hjulpet før, så gør det nok heller ikke nu. Lad os sammen tænke nyt.
Lige nu nyder vi godt af to-lærerordning i næsten alle timer, mulighed for holddeling i timerne og ekstra støtte til de elever der har brug for det. Der er ganske enkelt flere lærertimer til at dække behovet for støtte i undervisningen. Det er en fornøjelse at se flere elever lykkedes med deres opgaver. Der er større fremmøde blandt de elever der har svært ved at være i skole i 8 timer om dagen. Der er færre konflikter og mindre fnidder. Kort sagt – det er en rarere skole at være på.
Er der noget af det vi kunne tage med som en god corona-erfaring?
Jeg mener vi skal gøre skoledagene kortere, fordi ny erfaring viser os at eleverne trives bedre med flere lærere ad gangen, ikke flere timer.
Jeg vil derfor bede alle lærere, ledere, forældre, til at gennemtænke de sidste tre måneder og se efter de gode erfaringer vi kan tage med os videre. Lad os sammen skabe den folkeskole vi og vores børn trives i. Og lad os gøre det nu. […]Læs mere…
Undervisningen skal revideres.Ida Engel5. juni 2020Klokken 9 møder jeg min 6. klasse på Teams. De møder alle op på skærmen og gensynsglæden er stor. Undervisningen begynder og jeg forklarer, hvordan dagens arbejde skal udføres. Sigurd spørger til et par opgaver og jeg deler min skærm, så jeg også kan forklare det visuelt. Efter endt online undervisning er der stadig et par stykker, som ønsker ekstra hjælp og beder mig kontakte dem enkeltvis. Imens jeg kan se, at Asta er gået i gang med opgaverne på den digitale læringsplatform.
Online undervisning har givet mig en forståelse for, at mange elever arbejder bedst i trygge, vante omgivelser, hvor de kan fordybe sig. De udtrykker også, at det er rart kun at tale med mig og ikke skulle fremstå som den dumme i en klasse, hvor alle kan se, hvem der ønsker den ekstra hjælp. I dette online forum er det kun mig og eleven og her tør eleven stille spørgsmålene til opgaverne og fortælle mig, hvis det ikke er forstået første gang.
Det har været nyt for mig, at lave online møder med brugen af forskellige platforme såsom Teams, og det har også været en smule angstprovokerende at skulle gå i gang med, men jeg kastede mig ud i det og med succes. Mine kollegaer og jeg hjælper hinanden til at blive bedre med de forskellige features, som de enkelte programmer har. Klasserummet er blevet både bredt, hvor man kan have alle elever med på en gang uden forstyrrelser (læs: at de muter) og smalt, hvor den enkelte elev føler tryghed og dermed måske opnår en større læring. Denne tilgang fra den digitale verden skal vi, hvad enten det er online programmer eller platforme, tage til os.
Vi skal tænke undervisningen anderledes og gøre brug af de nye færdigheder, vi har fået gennem anvendelsen af online møder og de forskellige digitale programmer. Det skal vi, så eleverne får den fornødne ro til at kunne fordybe sig; hvor de tør stille spørgsmål til det de har svært ved; hvor eleverne kan arbejde hjemme i trygge omgivelser, hvor de ikke risikerer at blive udstillet foran en hel klasse; hvor eleverne arbejder med online opgaver på forskellige platforme, som giver gode forklaringer, læser opgaver og tekster op og hvor de kan se video eksempler på løsninger.
Vi skal ikke gøre al undervisning online, men online undervisning kan være et nyt redskab vi skal bruge, så eleverne får større udbytte af undervisningen.
Så kære regering, kommuner og ledere, kan vi revidere undervisningen i fremtiden anderledes, så vi kan udnytte de nye færdigheder og give eleverne en bedre læring? […]Læs mere…
Min skole, din skole… ALLES FOLKESKOLEJens Klim Hansen3. juni 2020Flere og flere lande kigger mod Danmark, når det kommer til vores folkeskole. Især ved genåbningen af den. Jeg er stolt over at netop den danske folkeskole er forgangsmand for, hvordan andre lande vælger at genåbne deres skoler. Det får mig til at tænke på, at vi i Danmark har en lang og faktisk rimelig stærk tradition for, at undervisning er for alle uanset køn, alder og geografi. Om man er høj, lav, tyk eller tynd, er der i vores folkeskole plads til enhver, som vil lære. I bund og grund er det jo det, som tiden i folkeskolen går ud på. At blive klar til at begå sig i det videre liv. Livet uden for folkeskolen.
Når mine elever spørger mig, hvorfor de går i skole, plejer jeg at sige til dem, at skolen er det sted, hvor de lærer at blive et helt menneske. Ikke et få tal af gange kigger de på mig med tomme øjne. For ja, det er en prangende og måske lidt for svær sætning til børn i femte klasse 😉Jeg uddyber for dem, at de i skolen ikke kun lærer dansk og matematik, men også, hvordan det er at være sammen med andre mennesker. Hvordan man taler til andre, uden man bliver stødt. Hvordan man opfører sig i situationer, hvor andre børn er kede af det, vrede eller mega glade. Hvordan man på et fint lærer/fagsprog interagerer og omgås andre mennesker.
En så vigtig del af livet som Folkeskolen er, må og skal der investeres i. Vi har alle glæde af, at vores børn får den bedst mulige start på uddannelsesverdenen, og at børnene senere i livet kan tænke tilbage på en folkeskole, som gav dem viden og redskaber samt gå på mod til de strabadser som barnet vil møde. For det kan Folkeskolen.For år tilbage da mine forældre og bedsteforældre var i skolealderen, var det at være lærer et fornemt erhverv. Et erhverv, som var prestigefyldt og autoritetsgivende. Lærergerningen er stadig for mig meget prestigefyldt. Desuden var foleskolen omend ikke prestigefyldt men så i det mindste mere værdsat end i dag.Lærerrollen, lærerlivet og folkeskolen har i årenes løb ændret sig markant, og der er meget, som jeg og mine kollegaer godt kunne tænke os blev bedre. Mange af parametrene såsom lange skoledage for børn, test og prøver, som ikke er retvisende, hører ingen steder hjemme og reformer kommer og går som årstidernes skiften. Men en ting er stadig sikkert. Der vil altid være plads til alle børn, der kan og vil, uanset hvilket ståsted barnet har. Et sådant land, og en sådan skole, hvor det er muligt er jeg glad og stolt over at være en del af. […]Læs mere…
Ghettopakken. Sprogprøverne er ikke for børnPatrick Hjortshøj25. maj 2020Velkommen i folkeskolen – du er dumpet! Sådan vil det forsætte med at lyde, hvis sprogprøverne ikke bliver fjernet. Det er en stakket frist, at børn, der ikke har bestået sprogprøverne alligevel kan forsætte i første klasse pga. coronasituastionen. For hvis deres sproglige færdigheder ikke rækker til at kunne forsætte i første klasse, får de så overhovedet den nødvendige hjælp efter sommerferien? Det er glædeligt, at de får muligheden for at kunne forsætte sammen med deres klassekammerater. Det er et fundamentalt problem, at man kan dumpe børn inden de overhovedet har begyndt deres skolerejse. Dermed ikke sagt, der kan være tilfælde, hvor det kan være bedst for barnet, at han eller hun har brug for et ekstra år i børnehaveklassen.
Da min datter i sin tid startede i børnehaven i Odense blev hun tilbudt en screening-test (sprogvurdering) for at se, om der kunne være nogle sprogmæssige udfordringer for hende da hendes mor kommer fra et andet EU-land. Personligt, havde jeg det helt fint med, at de gerne ville teste hende, fordi det gav en mulighed for at afdække eventuelle sproglige udfordringer, som også kunne bruges i det pædagogiske arbejde. Test og sprogvurderinger er sådan set udmærket at foretage, når det handler om at kunne styrke børns udviklingsmuligheder.
Jeg mener der er et modsætningsforhold, når børnehaveklassen er et forberedende år, hvor barnet skal lære, hvad det vil sige at gå i skole. Skolen skal danne en tryg og stabil ramme for barnets faglig og social læring. Derfor giver det ingen mening, at børn skal igennem en række prøver, der skal vurdere dem egnet til at forsætte i første klasse. Det gør helt ondt i mit lærerhjerte, at både elever og lærere skal udsættes for sådan et mærkværdigt tiltag, hvor formålet er at ramme en bestemt gruppe mennesker. Jeg er helt på linje med formand for skolelederforeningen, Claus Hjortdal, når han siger ”Det er ganske enkelt udansk, at man dumper børn i folkeskolen i stedet for at gøre en ekstra indsats i første klasse”. Børn skal ikke straffes – børn skal hjælpes!
Det er helt urimeligt, at folkeskolen bliver en slags instrumentalt håndtag til at føre en bestemt socialpolitik. I stedet for piske nogle bestemte grupper bør politikkerne lade fornuften sejre og tildele ekstra ressourcer til de skoler, hvor udfordringerne er størst. Folkeskolen skal være stedet, hvor man udvikler sig både fagligt og socialt uden frygt for at føle sig utilstrækkelig.
Min appel til undervisningsministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil fjern sprogprøverne og giv skolerne bedre muligheder for at støtte eleverne i deres udvikling. […]Læs mere…
Når økonomi kommer før mennesketJens Klim Hansen25. maj 2020Kender i det når man bliver ramt lige i hjertehulen, så ens øjne fyldes med tårer? En sådan oplevelse havde jeg for ikke så mange dage siden. Jeg har ikke mange tosprogede elever i min klasse, men en af dem efterlod mig i bedrøvet stand sidste uge.
Eleven havde da timen var slut, glemt sine matematik papirer på bordet, som jeg ved en tilfældighed så på. På papiret mellem regnestykker og decimaltal var der tegnet en tegning. Den viste eleven stå uden for en gruppe med tårer i øjnene. Ovenover havde eleven tegnet en tegning, hvor eleven var med i gruppen og her var der hjerter om tegningen. Den positive tegning var fra elevens tid på sprogskolen.
Man forstår sagtens den skræmmende og ukontrollérbare omvæltning i en hverdag, som det for nogle børn må være at skifte skole, men i denne situation må følelserne være mange gange stærkere. Igen skal man forholde sig til nye ansigter, et ikke helt indlært sprog og flere måder at opføre sig på.
Som en person, der har med børn at gøre til hverdag, gør det stort indtryk på mig når elever mistrives i dagligdagen på skolen. Især fordi det bringer minder frem, man ikke selv vil huske. Det der gør ekstra ondt, er at eleven har flere tragiske oplevelser med i rygsækken som flygtning. Hvor meget kan et menneske/ barn holde til før det knækker?
Jeg nærer stor mistillid til de regler og den lovgivning der er på området omkring nytilkomne flersprogselever i folkeskolen ikke mindst fordi reglerne ikke tilgodeser det enkelte barn. Men kun har økonomiske hensigter for øje og hvad burde komme først. I hvert fald ikke økonomi, hvis man spørger mig.
Jeg håber på at der kommer en dag, hvor man ser nytilkomne danskere som et force der kan give noget til vores samfund, vel at mærke, hvis man giver en god uddannelse og opvækst i pant. Når det sker, vil der nok være lidt flere glade børn og tegninger. […]Læs mere…
Elevers læring fremmes bedst med lærerens undervisningsfrihedPatrick Hjortshøj21. maj 2020Hvis undervisning skal være med til give eleverne næring i deres læring, så er det forudsætning, at man som lærer har indflydelse på valg af undervisningsmaterialer og metode, der kan få eleverne til at gro og spire. Desværre er undervisningen begrænset af økonomi, hvor ens undervisning beror på tvivlsomme digitale fagportaler, få analogiske undervisningsmaterialer og en konceptstyret metode.
Det at være lærer beror på engagement og glæde, hvor man skaber tillid og en læringslyst hos eleverne. Man bliver altså ikke engageret ved at arbejde med en bestemt arbejdsmetode eller med undervisningsmaterialer der ”bare” kan følges på grund af forberedelsestiden ikke er til andet. Undervisningen er efterhånden blevet ensrettet, fordi der er kommet bestemte metoder, som helst skal bruges i undervisning for at ”sikre kvaliteten” af elevernes læringsudbytte. Nødundervisningen i indskolingen har i vid udstrækning givet læreren ejerskabet tilbage i forhold til undervisningen. Hvilket man kan håbe på også forsætter fremadrettet.
Styring af lærerarbejdet
På min skole arbejder hele indskolingen i dansk med materialet ”Ida og Emil” og uden at gå ind i en større analyse af undervisningsmaterialet, så har min undervisning bare været meget ”skolsk”, fordi materialet har et enormt fokus på den tekniske del af dansk og ikke ret meget på den del, der handler om kreativitet og fantasi. Problemet vil kunne løses, hvis muligheden for at have andet undervisningsmateriale til rådighed, som kan understøtte andre områder af danskfaget, men den mulighed har jeg bare ikke i forhold til skolens ressourcer. Nogle handler der bare om at køre længst på literen.
Ligesom jeg er begrænset af de analogiske materialer, så har jeg mindre grad indflydelse på fagportalerne, fordi det handler økonomi – hvilket også giver god mening. Når jeg underviser, så er jeg bundet og begrænset af den metodiske valgfrihed til at levere god undervisningskvalitet. Det har betydet, at jeg nogle gange har følt mig som administrator, hvor det handler mere om kontrol af elevernes læringsudbytte end at de ”lære at lære”, som jeg mener bør være en katalysator for undervisningen – især hos indskolingselever.
I de sidste tre år har vi arbejdet med årgangsundervisning, hvor det har handlet om at undervisningen nærmest skulle foregå 1-til-1. Jeg føler det har begrænset mit pædagogiske og fagligt arbejde med eleverne, når min undervisningsform skal tage hensyn til, hvordan andre arbejder. Ligesom eleverne er forskellige, som vi tager højde for i undervisningen, så er der også forskel på os lærere og hvordan vi arbejder.
Undervisning handler om ejerskab
Der hvor jeg har oplevet eleverne mest motiverede, deltagende og optaget af opgaverne er, når jeg selv har tilrettelagt undervisningens formål og indhold. Vi har eksempelvis arbejdet med selvproducerede tegneserier i dansk, lavet forskellige natur/teknik forsøg og forskellige former for creative learning i engelsk. Eleverne har været glade, når der i undervisningen har været mulighed for at arbejde kreativt, hvor undervisningen ikke bare handler om tekniske færdigheder. Ofte har de spurgt, om de ikke kunne forsætte med arbejdet selvom de skulle have pause. Jeg synes undervisning er fed, når eleverne glemmer alt om tid og sted i undervisningen og bare hengiver sig til opgaven, hvor der skabes en form for symbiose i klassefællesskabet. Det har rørt mig, at en elev er kommet hen til mig, giver mig en krammer og siger ”det har været en god time” eller ”tak Patrick, fordi du har lært mig noget i dag”. Så synes jeg ikke at feedbacken kan være meget bedre og der har været et eller andet rigtigt i min planlægning af undervisningen.
Jeg synes desværre selv, at friheden har og er begrænset af bestemte arbejdsmetoder og fastlåste undervisningsmaterialer og en forberedelsestid der ikke hænger sammen. Jeg underviser stort set alle fag i indskolingen bortset fra nogle mindre fag. Hvilket betyder, at hvis jeg ikke skal have for mange overarbejdstimer eller arbejde gratis ved at forberede mig derhjemme, så er min frihed bundet til de digitale fagportaler, når jeg ikke har energien til at tænke kreativt i forhold til undervisningen. Og det går udover elevernes læring.
Kontrol over elevernes læringsudbytte
Undervisningen i folkeskolen har de sidste 20 år i høj grad handlet om, at elevkundskaberne skulle sikre statens konkurrenceevne. Der har været et snævert syn på elevernes læringsudbytte i stedet for indholdet af undervisningen. Hvilket har betydet end større detailstyring af lærerarbejdet, hvor man har ment at man kunne effektivisere undervisningen ud fra et økonomisk perspektiv. Man har fordret eleverne med digitale færdigretter og så kan man spørge sig selv, hvor kloge er de lige blevet af det?
Det er helt afgørende for undervisningskvaliteten, at man som lærer har ejerskab over det faglige indhold og den metodiske tilgang. […]Læs mere…
Lad os aldrig glemme fællesskabet.Signe Rong Rossil19. maj 2020Min datter er i gang med at evaluere på det forløb, de har arbejdet med under corona lockdown. Midt i evalueringen stopper hun op og ser tomt ud i luften. Hun vender sig mod mig og spørger: ”Hvad er en billedroman?”. Hun har arbejdet med billedromanen i de sidste 4 uger. Hendes dansklærer har lavet et godt og grundigt forløb med analysearbejde på højt niveau. Alle opgaver at lavet til topkarakter, for jeg har selv været der, men alligevel er det gået hen over hovedet på min datter, at det var en billedroman.
Min datter er et barn som så mange andre. Hun klarer sig fint i skolen og er en flittig elev. Under corona har hun lavet, alt det hun er blevet bedt om. Alligevel har hun misset en så vigtig del, som at det er en billedroman, og at opgaverne til billederne og teksten hænger sammen. Under evalueringen er hun helt blank og kan intet huske. Da jeg spørger ind til de mange opgaver, kan jeg mærke, at den røde tråd i forløbet er ”knækket” flere steder. Hvis hun kan misse så vigtig læring, tænker jer, at der må være mange, som er i samme situation.
Fjernundervisningen har fungeret fint i en periode. Undervisning hvor eleverne har siddet alene med opgaver fra deres lærere. Men vi må ikke glemme nødvendigheden af fællesskabet i klassen. Jeg mener, at fællesskabet i klassen er altafgørende, hvis man skal sikre, at det man lærer kan huskes, fordi undervisning uden snak, smil og kommentarer fra andre ikke sætter sig fast hos eleven.
Det er tydeligt, at min datter har manglet klassesnakken. Der har ikke været lærerens snak, mimikken, samspillet eller de mange spørgsmål som opstår ved den mundtlige gennemgang. Min datter er ikke en af dem som sidder med fingeren oppe hele tiden, men hun lytter. Som mange andre af de lidt stille og flittige elever, sidder hun og lytter til gennemgangen, de gode- og mindre gode spørgsmål. Spørgsmål og snak som giver den brede forståelse, som er nødvendig for at ny viden lagres.
Under min fjernundervisning af 2.X og hjemmeundervisning af egen datter, er jeg virkelig blevet bevidst om, at den fælles forforståelse og gennemgang er en forudsætning for at opgaverne løses, så den tiltænkte læring faktisk finder sted. Jeg, som mor, har troligt siddet og hjulpet min datter gennem hjemmeopgaverne, men som folkeskolelærer kan jeg se, at det ikke kan stå alene.
Lad os huske på de gode ting et stort klassefællesskab kan give. Når 22 elever lytter- og snakker til hinanden. Lad os ikke glemme vigtigheden i at være sammen og lære i fællesskab. Jeg håber min datters lærer samler op på forløbet, når de vender tilbage, for sløjfen på den røde tråd skal bindes. […]Læs mere…
Skal pilleglasset med i tasken igen?Sarah Urgaard18. maj 2020Mit hoved dunker, da jeg kigger ud på den våde asfalt. Det har stået ned i lårfede stråler hele dagen, så udeskole har ikke været en mulighed. Hovedpinen kommer snigende og min nakke føles øm. Klokken har kun lige passeret 13. Om 15 minutter har 4. klasse fri, og jeg kan komme hjem og forberede mig til i morgen. Jeg ser hovedpinepilleglasset for mig, som står hjemme i skabet. Der har det stået uberørt længe. Jeg har ikke haft brug for hovedpinepiller siden før corona. Nu står jeg pludselig og savner mit skab med mine hovedpinepiller i.
Lige om lidt, så er vi tilbage i den normale hverdag igen. På mange måder er det dejligt og tiltrængt. Mine elever og jeg savner at komme på tur med bussen til det lokale bibliotek og at kunne kramme og trøste hinanden, uden at frygte den usynlige smitte. Ja, og jeg savner at kunne undervise på et noget højere niveau, end jeg kan tilbyde lige nu med nødundervisning. Jeg skal nok lede længe for at finde flere ting, som jeg har savnet ved lærerjobbet fra tiden før corona. Du må ikke misforstå mig. Jeg holder utrolig meget af mit arbejde i folkeskolen, men det er blevet tiltagende hårdere, så det er svært at sige, at jeg (stadig) elsker det. Men jeg holder af det potentiale skolen har, for at være et sted, som børn uddannes, dannes og vokser i. Den sidste måneds tid har jeg nydt at undervise en halv klasse ad gangen. Jeg har nydt roen og de sænket skuldre. Jeg har nydt, at de børn jeg underviste, oftest var glade og havde overskud, fordi skoledagene var kortere og konflikterne mellem børnene var færre. Men jeg er også bekymret for, at det hele snart er et fjernt minde, om det der var engang.
Efter fase 1, som sendte lærere og børn fra 0.-5.klasse tilbage i skole igen, så har børnene oplevet: kortere skoledage, mere bevægelse og ude-tid, mindre ventetid, når opgaverne var svære og krævede lidt ekstra forklaring, mentalt overskud, når skoledagen var forbi, fordi det høje og hæsblæsende niveau var sat helt ned.
Nu er fase 2 sat i gang. Afstandsreglerne er sat ned fra 2 meter til 1 meter, så nu er der igen plads til en hel klasse i ét klasselokale. Det er nok med én lærer til én klasse, og i forhold til det faglige niveau, så siger retningslinjer nu, at….Undervisningen skal dog i videst muligt omfang leve op til de vanlige faglige krav.
Jeg mærker allerede nu, på dag to med en hel klasse, at det kniber med at finde overskud og plads i mit hoved. Min elever er langt fra den mest larmende klasse der findes, men den konstante summen og snakken, når de arbejder er nok til, at mine tindinger dunker svagt. Klokken er stadig kun 13, og der er stadig 15 minutter til, at eleverne har fri. Jeg minder mig selv om, at jeg skal huske at drikke mere vand og tænker på, hvordan børnene mon klarer den?
Jeg er bekymret. Jeg er bekymret for, at vi efterhånden som landet åbner helt op, og folkeskolen vender tilbage til de normale rammer og forhold, vil opleve flere børn der mistrives. Børn med tiltagende angst. Børn med skolevægring. Børn med ondt i maven og ondt i hovedet. Børn som føler sig udenfor og alene. Børn der mistrives i de rammer, som så mange politikere insisterer på at holde fast i. Altså flere af de børn, som vi var bekymret for før corona.
Hvis nogle af de ting, vi har lært under coronakrisen kunne tages med over i ny hverdag, kunne jeg måske undvære hovedpinepillerne, som jeg nu skal hjem til. Jeg er spændt på, om de skal have en fast plads i min arbejdstaske. […]Læs mere…
HAR DU STILLET DIG SELV DET ÅBENLYSE SPØRGSMÅL?Jannik Juul Nielsen9. marts 2020Overenskomstforhandlingerne er stadig i fuld gang på byggeriets
område, selvom det er overgået til forligsinstitutionen. Forligsinstitutionen
er det sidste sted hvor arbejdsmarkeds parter ender når de ikke selv har kunne
komme frem til en aftale, i fællesskab.
På industriens overenskomstområde indgik man forlig for en måned
siden og Historisk set plejer det at være sådan at det er industriens forlig,
der danner rammen for vores andres overenskomstforhandlinger.
Hvis rammen allerede ligger der, hvorfor er det så at dem der
tilsyneladende allerede tjener en god og anstændigt løn i byggeriet, har så
svært ved at blive enige om deres løn og arbejdsforhold, når andre faggrupper
er kommet frem til et forlig, på deres områder.
Jeg mener at det er fordi vi i byggeriet om nogen, er dem der
først bliver ramt, af social dumping, når ligegyldige byggematador
tilsidesætter alt sundt fornuft i jagten på deres profit. Allerede nu har vi
set konsekvensen hos de lavestlønnede kolleger, der har prøvet at sige fra
overfor social dumping, men ikke har kunne stå for presset. Vi ser
virksomhedsleder der er fuldstændige ligeglad med deres medarbejders ve og vel.
Derfor kæmper vi i byggeriet side om side med andre forbund, for alles ret til
et værdiget arbejdsliv, fordi vi skal kunne holde til at arbejde hele livet,
igennem.
INDUSTRIENS
FORLIG
Jeg
har kikket lidt på industriens forlig, der ved første øjekast kan lyde som en
rimelig aftale, men efter min overbevisning er alt for billigt for
arbejdsgiverne, der i disse tider ikke kan få hænderne ned for bare stadig
højre lønforhøjelser, og gyldne håndtryk. Alt imens sagerne om social dumping
bare vokser og vokser, til stor skade for arbejdsmarkedet og hele samfundet.
Her
ses et udsnit af de Forbedringer, som industriens topforhandler virker til at
være så glade for. Jeg har valgt at liste dem op en ad gangen, for så at svare
på dem efterfølgende, i samme punkt.
1:
Bidraget til fritvalgskonto stiger 1 procent om året hen over en treårige
periode.
Jeg
mener at det er vigtigt at fortælle om protokollat 22, som er en form for
tillægsaftale til forliget. Her står at fritvalgskontoen skal modregnes ved
lokale lønforhandlinger. Det svare jo til at give med den ene hånd, for så igen
at tage det med den anden hånd, hvilket for mig giver status quo og der ved
ingen forbedringer.
2:
Som forælder får du fremover ret til at blive hjemme på barns anden sygedag.
Dog skal Betalingen for dette trækkes fra din fritvalgskonto.
Igen
skal du selv betale, ved dit barns anden sygedag. Jeg synes ikke det er for
meget at kræve betaling for vores børns sygdom, når vi til daglig er meget
fleksible i virksomhedens interesser.
3:
18-19-årige skal nu også have pension. Ordningen for dem er, at indbetalingen
kun bliver halvdelen af en voksens medarbejder procentsats.
Det
er en lille forbedring. Men jeg synes det er åbenlyst at fordi du er ung og ny
på arbejdsmarkedet, er du ikke mindre værd end voksne, medarbejder. Samtidig
det at det er i procenter gør at lærlinge i forvejen tjener langt mindre end
deres ældre kolleger, så vil deres pension bidrag, derfor blive latterlig lavt.
Der er behov for at vi kan opnå, fuld pension fra start, da vores udsigt til
pensionsalderen hele tiden stiger i takt med at vi lever længere, dette gælder
dog bare ikke hos i byggeriet, vi dør med værktøjet i hånden.
4:
Perioden, hvor du kan få løn under sygdom, bliver forlænget med fem uger i
Industriens Overenskomst. Det bringer den samlede periode med løn under sygdom
op på i alt 14 uger.
Jeg
mener at Så længe det ikke er med fuld løn under sygdommen, Vil det ikke være
en fordel for os i byggeriet, fordi de færreste har råd til at lægge sig syge i
14 uger, på syge-lønnen.
Mindste
betaling for de næste 3 år, hvis forliget stemmes igennem, i industrien er:
for
voksne arbejdere
pr.
1. marts 2020: 122,15 kr.
pr.
1. marts 2021: 124,65 kr.
pr.
1. marts 2022: 127,15 kr.
JEG
HAR STILLET MIG SELV, DET ÅBENLYSE SPØRGSMÅL?
Minimum
satserne er stort set de samme i byggeriet, med få kroners forskel. Hvad får
jeg så ud af den her overenskomst og hvorfor er det jeg er villig til at sætte
det hele, i nogens øjnene over styr, hvis ikke vi får løftede bunden
væsentligt. For lidt er vel bedre end slet ingen ting.
NEJ
det mener jeg faktisk ikke det er, for så længe jeg har kolleger der bliver
udnyttet på groveste, imens de bliver tvunget til at sætte deres liv på spil,
blot for at kunne udføre og passe deres daglige job.
Så
længe synes jeg det er uansvarligt at snakke om latterlige tillæg, der blot
skal sikre virksomhedernes øget profit og øge uligheden i samfundet, hvor de
folk der bygger husene, ikke engang selv har råd til at bo i dem.
Hvad
nytter det at forhandle om bedre løn og arbejdsforhold, hvis det alligevel
efterlader mine kollegaer tilbage med ringere forhold end mig selv, hvad nytter
det at forbedre vores løn og arbejdsforhold for os der tjener en rimelig løn,
hvis de virksomheder der ønsker ordentlige vilkår i Danmark alligevel, mister
ordrerne, til fordel for dem, som udnytter vores danske model på det groveste.
Ja Så får jeg intet af det forhandlet alligevel, da jeg ikke kommer i
betragtning til at udføre jobbet, fordi ordentlige virksomheder, med ordentlige
vilkår ikke kan konkurrere på unfair vilkår.
Jeg
mener at Hæve bunden, i vores overenskomster, handler både om at hjælpe vores
lavtlønnede kolleger, så de for en løn de kan leve af. Men det handler i den
grad også om at sikre vores egne jobs i fremtiden, til gavn for de virksomheder
der ønsker at konkurrere på lige vilkår. Det derfor vi siger ‘‘ Lige løn for
lige arbejde, på samme sted. Det er vigtigt at du også tager aktiv del i vores
fælles kamp for bedre arbejdsvilkår, ellers så mister du dem. Lønmodtager har
aldrig fået nået forærende, vi har altid måtte kæmpe for det, derfor siger vi
sammen om ok 20. […]Læs mere…
Flere unge kvinder i lokalpolitik- TAKMette Vestenbæk Nielsen27. februar 2020Jeg
bor i Jammerbugt kommune i Nordjylland, i min kommune går det bedre end på
landsplan, med hvor stor procent af unge kvinder (18-39 år) i
kommunalbestyrelsen, vi er helt oppe på 7,4% – men det er lagt fra nok.
Jeg
ved hvor svært det er at skulle balancere mellem karriere og familieliv som
mange kvinder i alderen 18-40 år vil kunne relatere til. Jeg er mor til 4
fantastiske børn, og en alder på 29 år rammer jeg lige ned i den gruppe kvinder,
der skal i arbejdstøjet og ruppe neglene. Hvordan balancerer, jeg i mit liv
mellem mit fuldtidsarbejde, glansbilledet af at skulle være den perfekte mor,
kone, veninde, instagram idealer og have total overskud til oveni købet at være
politisk aktiv? Ved sidste valg var jeg så heldig, at der var nogle der
anbefalede mig at stille op, jeg måtte efter flere overvejelser takke nej.
HVORFOR? – fordi jeg var bange for ikke at kunne udfylde det billede, den
version af mig selv jeg allerhelst vil være, den version mine omgivelser
forventer i mine øjne. Men ville den mandlige udgave af mig have samme
overvejelser eller ville de bare give den gas, uden at kigge tilbage? Hvorfor
lader jeg mig begrænse af min forventning af andres forventninger til mig?
Jeg
har taget et valg om jeg ikke vil være en del af det billede mere, jeg vil være
den jeg er.. pisse uperfekt, men ikke bange for at ture tro på mig selv, jeg er
klar til at bruge min tid på det politiske arbejde.
Men
hvad skal der til for at flere unge kvinder tør tage det skridt?
Jeg
er ikke tilhænger af særprivilegiger fordi man er af et bestemt køn eller aldersgruppe,
men måske har vi brug for nytænkning i måden man hverver aktive til en politisk
forening.
Hvis
ikke vi som borgere, tager vores stemme seriøst tør jeg slet ikke tænke på
hvilke rettigheder, eller mangel på samme, jeg giver videre til mine oldebørn
eller tipoldebørn.
I
1915 kæmpede vores oldemødre for vores rettigheder for muligheden til som
kvinde at kunne stemme, det gav os både retten og pligten til at tage os selv og
vores stemme seriøst og give den til kende.
kan
vi tillade os at give slip på det nu?
Det
er ikke kun en problematik unge kvinder er ansvarlig for at, det er et problem
vi som generation skal tage ansvar for både unge, gamle, kvinder og mænd, det
her er et fælles ansvar. Hvis mændene ikke lader kvinderne blive hjulpet på vej
af en venlig opfordring til at gøre deres stemme gældende og hjælpe dem i det
rette forum, er de indirekte med til at påvirke den negative tendens.
Jeg
vil opfordre dig til at overveje om der næste gang DU står i stemmeboksen ikke
er en ung kvinde, der fortjener DIN stemme!! […]Læs mere…
Hvornår bliver mit fag anerkendt af Danmark?Anne-Charlotte Engelbrecht Hansen27. februar 2020Jeg står midt på gulvet, klokken er 05.00. Jeg er lige mødt ind til min opgave, mit job.
Hvad er min opgave, ja den er at holde Danmark rent, sørge for at den børnehave står klar til at modtage brugerene, for jeg er rengøringsassistent.
Det første jeg ser, er en stor seddel hvor der står; OBS der er ubrudt epidemi – sørg for god hygiejne og rengøring.
Med det i tankerne sætter jeg igang og udfører dagens opgave med ekstra indsats
– Det er jo Danmarks børn det gælder.
På vej ud,med klude, mopper og godt svedig, møder jeg byens politikker med tilhørende barn. De ser mig ikke, de går lige forbi mig.
Der slår det mig og det slår hårdt.
Det er dig, som har været med til at sende mit job, mit erhverv i udlicitering fordi du ikke anerkender og forstår betydningen af at jeg og mit erhverv er grundelement til at alle andre erhverv her i Danmark.
Hvornår bliver jeg og mit erhverv anerkendt som en vigtig del af Danmark?
Hvornår bliver jeg og mit erhverv set?
Med venlig hilsen
Charlotte Hansen […]Læs mere…
Velkommen til verdenAnne-Dorthe Johnson27. februar 2020Sådan synger Dorthe Kollo i en gammel sang, hvor hun hylder fødslen af sin egen datter. Jeg nynnede samme sang efter fødslen af begge mine børn. Dengang var kønsrollerne skarpt definerede: mor tog barsel og passede guldklumpen, og far gik på arbejde og tjente pengene. Det var ikke anderledes, hverken for min navnesøster eller mig dengang for 30-40 år siden. Men det er det heldigvis i dag, hvor man netop har vedtaget øremærket barsel til mænd. Den beslutning er der rigtigt mange gode ting at sige om, og jeg jubler indvendigt over dette fremskridt i ligestillingens navn. Men jublen bliver ikke ved, for der er også en bagside. Nemlig den kendsgerning, at selvom der nu igennem nogle år har været fokus på barselsorlov til mænd, så viser tallene også, at det fortsat er kvinderne der tager 91% af barselsorloven, mens mændene nøjes med 9%. Tal fra Danmarks statistik viser også en social slagside ved fædrebarsel i forhold til uddannelsesniveau, indkomstniveau, branche og geografisk placering. Fædre, der er bosat i større byer, fædre med høj uddannelse eller høj indkomst og fædre ansat i det offentlige udnytter orlovsmulighederne bedst og holder mest barsel. Det er altså et langt sværere projekt for far at holde barsel, hvis man er selvstændig, ikke har fleksible arbejdstider, ikke er ansat på et overenskomstmæssigt område eller måske ikke har en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det er et stort fremskridt, at man nu vil indføre øremærket barsel til mænd. Fædrenes barsel er helt central i forhold til øget ligestilling mellem mænd og kvinder, og i forhold til at forberede mænds rettigheder i relation til deres børn, men faktisk også i forhold til at udligne løngabet mellem mænd og kvinder. Desuden medvirker det til en opblødning af de traditionelle kønsroller, der var fremherskende dengang jeg fik børn.
Det varer nok et stykke tid endnu inden vi er helt i mål, men jeg glæder mig over, at vi er på vej i den rigtige retning, og jeg glæder mig til at se flere cafelattende drikkende mænd med barnevogne i bybilledet fremover. […]Læs mere…
Kvinder skal ikke vælges til bestyrelser for deres køn, de skal vælges på baggrund af deres kvalifikationer!Charlotte Levin Pedersen27. februar 2020Kunne du
tænke dig at blive valgt til en bestyrelse udelukkende på grund af at du er
kvinde, jeg kunne ikke!
Tænk at du
som kvinde sidder til et bestyrelsesmøde med mange velkvalificerede medlemmer,
som ivrigt taler med og byder ind på punkterne til mødet. Imens sidder du bare
og lytter, for du har ikke så meget at bidrage med, for man har slet ikke
tjekket om du rent faktisk er kvalificeret.
Jeg har
siddet, og sidder stadig, i flere bestyrelser og har altid været ude i et valg.
Jeg er for nylig blevet spurgt om jeg ville stille op til kommunalvalget’21,
med muligheden for at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen. Min første tanke
var nej, det er slet ikke inde i mine overvejelser. Jeg tænkte først, bliver
jeg spurgt fordi jeg er kvinde. Men svaret jeg fik var ”jeg synes du har så
meget at bidrage med. Du har så meget fagpolitisk erfaring. Du er
organisatorisk stærk. Du går efter samarbejde”. Så svaret var faktisk ikke så
svært, ja! fordi det er på grund af mine kvalifikationer, så har nogen faktisk
tænkt, at det her er jeg dygtig nok til, og ikke på grund af mit køn.
Hvis det
stod til Alternativet, Enhedslisten og SF ville der være kvoter for
repræsentation af kvinder i bestyrelser. Hvad synes du?
Fra mig bliver det nej tak til kvoter i bestyrelser, gør i stedet en målrettet indsats for at gøre opmærksom på vigtigheden af at begge køn er repræsenteret. Lav nogle kampagner om problematikken, spot nogle talenter. Jeg vil anerkendes for mine kvalifikationer og ikke fordi jeg er kvinde. […]Læs mere…
Kære Mette Frederiksen: Her er noget at arbejde med, når du taler om en nærhedsreform!Stine Thybo Skovbakke27. februar 2020Klokken nærmer sig 15 og endnu en arbejdsdag er ved at slutte, både for mig og for de borgere, der arbejder på det værksted, hvor jeg er ansat som socialpædagog og hvor borgere med psykiske og fysiske handicaps, hver dag går på arbejde.
En af mine borgere kommer hen til mig, stiller sig på den anden side af skrivebordet og står bare og venter. Mine fingre arbejder hurtigere og hurtigere for at få tid til at kigge op, da han spørger ” Hvad laver du?”. Jeg fortæller, jeg lige skriver lidt og henviser ham til at gå i garderoben og finde jakke, taske mv. og gøre klar til taxaen henter ham, for at køre ham hjem. Jeg fortsætter med at skrive og ligeså stille går mine borgere hjem, alt imens jeg fortsætter med at skrive løs. Jeg sidder på vores lille kontor foran computeren, hvor jeg er i fuld gang med at dokumentere dagens arbejde for nogle af de 28 borgere, jeg dagligt er med til at beskæftige.
I mit job som socialpædagog arbejder vi nemlig med individuelle mål indenfor områder som sundhed, kommunikation, beskæftigelse og socialt liv. Det er også blevet sådan, at hvis noget ikke er dokumenteret, ja så er det ikke sket. Løbende skal jeg dokumentere at jeg rent faktisk udfører det arbejde, jeg er bestilt til og at det foregår med klare referencer til borgerens individuelle mål.
Der er 28 borgere på “mit” værksted! Mit vigtigste arbejdsredskab som socialpædagog er mig selv, jeg er uddannet til at arbejde med udvikling, sundhed og trivsel gennem relationen til den enkelte borger og med den pædagogfaglige ballast jeg har, så ved jeg hvilken betydning nærvær og anerkendelse, har for den relation jeg har til hver enkelt borger. Det er det der skaber kvalitet i mit arbejde og det er det, der giver mit arbejde værdi. Med de konstant stigende krav til dokumentation, fjerner jeg mere og mere af mit vigtigste arbejdsredskab, fra de borgere der har allermest brug for mig!
Nogle dage vælger jeg bare at lade computer være computer. Jeg tager mig tid til at runde dagen af, jeg samtaler om, hvad der er sket i dag, om hvad vi skal lave i morgen, vender stort og småt af det, der har betydning for den enkelte borger. Jeg følger op på, hvordan det er gået med de aftaler, vi har lavet, glæder mig sammen med borgerne til vi ses i morgen og jeg sender mine borgere ud af døren med den varme og det nærvær, der skal kendetegne mig i mit arbejde. Et arbejde hvor relationen danner grundlag for trivsel og vækst.
Så, kære Mette.
Når der tales om nærhed i det socialpædagogiske arbejdsfelt og tillid til at vi løser kerneopgaven, så synes jeg du skal kigge nærmere på, hvor meget dokumentation, der er meningsfuld. Især skal du kigge på, hvor meget dokumentationsarbejde, der mest af alt er meningsløst og tidsrøvende, set i sammenhæng med den kerneopgave, vi er ansat til og allerhelst vil løse som socialpædagoger. Tænk hvis mit arbejde tog udgangspunkt i at I har tillid til, at jeg konstant – og til tider i hæsblæsende tempo arbejder med det, jeg er uddannet og ansat til – nemlig at skabe tryghed og trivsel blandt de borgere, der ikke kan selv.
Jeg ved godt, hvilken socialpædagog mine borgere får mest ud af at være sammen med. Jeg ved også godt hvilken socialpædagog jeg helst vil være! […]Læs mere…
Dårlige arbejdsvilkår.Christina Ytting Poulsen27. februar 2020Dårlige arbejdsvilkår på arbejdspladsen kan komme til udtryk på mange måder. Vi har alle oplevet den kollega som ikke lave andet end at finde noget at brokke sig over, kollegaen som har en sygedag næsten hver uge eller kollegaen som ikke får gjort sit arbejde hvilket betyder at andre må arbejde ekstra meget. Uanset hvad det det er handler det oftest om mistrivsel pga dårlige arbejdsvilkår.
Jeg oplever at der gennem årene er kommet et større arbejdspres på min arbejdsplads. Der bliver større og større difference mellem ressourcer og krav. Der skal “løbes stærkt” for at nå kerneopgaven og til tider får jeg følelsen af ikke at slå til. Den følelse af afmægtighed kan få store konsekvenser hvis ikke der bliver taget hånd om det og derfor er det vigtigt at man forholder sig til de arbejdsvilkår man har.Desværre oplever mange på min arbejdsplads at virkeligheden ikke nødvendigvis hænger sammen med gode arbejdsvilkår. De beslutninger som bliver taget kommunalt inden for mit område gør at man oplever mere og mere at man er presset på tid i forhold til opgaver.
Jeg er TR på min arbejdsplads og har stor fokus på arbejdsvilkår og trivsel. Så jeg oplever dagligt frustrationer netop i forhold til dette. Jeg er sidder som medarbejder repræsentant i det lokale MED system samt i hoved-MED. Dvs at jeg har faktiske direkte forbindelse fra min arbejdsplads til det forum hvor man har mulighed for at drøfte nogle af de udfordringer man som medarbejde stå i. Desværre er arbejdsvilkår ikke altid det som fylder mest på dagsorden. Jeg ville ønske at der kom mere fokus på det i hoved MED og mit håb er derfor at flere medarbejder forholde sig til om de har ordentlige arbejdsvilkår.
J […]Læs mere…
Jeg vil ikke skilles fra mine kollegaerPia Vetling27. februar 2020Udlicitering
kan skade os buschauffører når vores kørsel kommer i udbud.
Fremgangsmåden
er ofte, at områderne bliver delt op i flere pakker, og derved kan forskellige
firmaer vinde en enkelt eller flere pakker i et område.
Jeg hører
den ene fortælling efter den anden om, at mine kollegaer rundt omkring i
busbranchen er blevet delt ud i helt nye firmaer og dermed splittet fra
hinanden.
Flemming som
kom og fortalte mig, hvor ked af det han er, efter 25 år med kollegaer, som han
er rigtig glad for og har knyttet et særligt bånd til, nu køre i forskellige
nye firmaer efter udlicitering.
Det kan
blive virkelighed for mig og mine kollegaer indenfor de næste par år, når vores
kørsel skal i udlicitering og sandsynligvis bliver udbudt i flere pakker.
Jeg har
kollegaer, der har kørt sammen i 30-40 år, og vi er mange som har kørt sammen i
over 10 år. Det vil naturligvis få store menneskelige konsekvenser, at vi
risikerer at blive skilt ad på grund af den måde man laver udbuddene på.
Men hvem
bekymrer sig lige om den vinkel på konsekvenserne for os?
Da Radio 24syv
tabte deres sendetilladelse, blev der rejst rigtig meget debat om hvor
forfærdeligt og uretfærdigt udliciteringen var. Hurra siger jeg bare!
I min
branche har der på intet tidspunkt været rejst så meget fokus på, at man vælger
en udbudsmåde, der skiller kollegaer fra hinanden i helt nye firmaer.
Så til jer
politikere der laver reglerne på dette område, prøv lige at tænke på hvordan
det i virkeligheden går ud over os, der sidder som sidste led, og prøv at sætte
jer ind i vores situation som kollegaer.
Husk mine kollegaer og jeg, når i laver udbudene. […]Læs mere…
A-kasserne svigter de unge nyuddannede menneskerPia Moore Tresgallo27. februar 2020Min søn på 23 år, som lige var blevet færdiguddannet og hele
vejen igennem sit studie, havde valgt at være organiseret og stod nu stolt med
sit eksamensbevis og skulle søge job. Han spurgte os lidt til råd om hvordan
han skulle forholde sig og var lidt spændt på alt det nye der skulle ske. Han
startede med at henvende sig til sin a-kasse og oplyse, at han havde et
fritidsjob han ville opsige, så han kunne blive meldt ledig til et fuldtidsjob.
De sagde at det var fint og herefter havde han en overbevisning om, at han
ville få dagpenge i perioden indtil han fik job. Der skete ikke noget, så efter
et stykke tid kontaktede han a-kassen igen og spurgte hvorfor han ikke fik
dagpenge. Oplysningen var at det gjorde han indlysende ikke fordi, han havde
opsagt sit fritidsjob, så nu havde han karantæne. Han udtrykte sin utilfredshed
og det ville være rart, hvis de havde oplyst ham det, da han fortalte, at han
ville opsige sit fritidsjob, da han troede det var det han skulle. Herefter var svaret var, at han kunne bare
henvende sig til juridisk afdeling, hvis han ikke var tilfreds. Nu er han en
sparsommelig dreng og havde heldigvis penge på kistebunden, så kan kunne betale
sin husleje og komme igennem den halvanden måned det tog, før han havde et job.
Han fik lov, at spise hos os. Men hvad gør man, hvis man ikke havde nogle
forældre man kunne trække på. Dette var min søns første møde med sin a-kasse og
fagforening og hans spørgsmål var ”hvorfor skal jeg være organiseret, når jeg
ingen hjælp får”.
Der er alt for mange der ikke er organiseret og dette kunne være et eksempel på
hvorfor.
Ovenstående historie giver et meget godt indblik i hvorfor det, er svært at blive overbevist som ungt menneske om, at det er en god idé, at være organiseret. Fagforeningen bidrager ikke nok, til at guide de unge på vej i systemet.
Der bør i langt højere grad, være fokus på de unge eller
generelt ”nye” brugere/kunder i foreningen og de bør guide og lede dem på den
rigtige vej, til at træffe de rigtige beslutninger.
A-kassen tager ikke nok ansvar og hånd om alle de unge
mennesker der kommer ud på markedet og kunne overbevises om, at det er en god
idé, at være organiseret. […]Læs mere…
Hvorfor højere løn?René Schmidt Petersen23. februar 2020Jeg hørte et indlæg fra Liberal Alliances formand, hvor han gerne vil give skattelettelser i bunden, i stedet for at hæve lønnen. Som udgangspunkt giver det jo flere penge i hænderne til de lavest lønnede, men det giver også færre skattekroner i kassen. Hvem skal betale dem? Ligesom jeg gerne vil have mere i lønposen, må jeg ud fra, at ansatte i det offentlige, også gerne vil have hævet deres løn. Den er der ikke råd til, hvis ikke der ikke kommer flere kroner i kassen.
Og der skal flere penge i kassen. Der er blevet sparet alt for meget i det offentlige, så vores velfærd er truet. De sparede penge er blevet brugt på skattelettelser og nedsættelser af afgifter, og arbejderen er blevet taberen. Jeg kan da også godt lide at have flere penge mellem hænderne, me ikke på bekostning af andres dårlige arbejdsforhold.
Lige nu er vi i gang med overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked. Det plejer at give lønstigninger i en eller anden form, men gerne så lønnen som minimum følger de stigende udgifter. Der er krav om, at minimumslønnen på bygge/anlæg skal hæves med 30 – 40 dkr. Det lyder af rigtig meget, men der er ikke mange danskere der vil få gavn af det. De har mange steder forhandlet en løn der er noget højere. De eneste der går til minimallønnen, er udlændinge der ikke selv kan forhandle, men er kommet til Danmark for at søge lykken.
Men hvorfor er det et problem? Der er mange udlændinge der arbejder inden for bygge/anlæg i Danmark. Hvis deres jobs var udført af danskere, kom der flere penge i kassen til vores fælles velfærd. Det er kun profitsøgende arbejdsgivere der aflønner deres medarbejder med minimumslønnen. Når en dansk beton arbejder skal have 70% mere i løn end en udlænding, er det konkurrenceforvridende. Taberne er medarbejderne. Det bliver sværere for en dansker at opretholde sin løn, og de udenlandske arbejdere bliver ikke betalt det de er værd.
Jeg håber de kommer igennem med deres krav, men det bliver ikke nemt. De har lavet så meget larm i medierne, at mange flere er blevet opmærksomme på problemet. Det kan forhåbentligt give nogen af de andre lavtløns grupper blod på tanden til også at kræve noget mere. Medarbejderne har fortjent det, og samfundet har brug for det. […]Læs mere…
Hvorfor holde for toget, når jeg ikke skal over banen.Preben Engedal23. februar 2020Rigtig mange gange hvor jeg kommer fra øst og skal hjem til min bopæl i Ringkøbing, kommer jeg til at holde for rødt lys og tog, til trods at jeg hverken skal gennem lys krydset, eller over banen. Og jeg er ikke den eneste. Grunden er på Herningvej, kort før banen går Holmegårdsvej fra til højre, holder trafikken for lys eller tog, kan trafikken ad Holmegårdsvej, både ud og ind ikke lade sig gøre. På Herningvej er der tit flinke bilister som holder sådan at den trafik som kommer fra Holmegårdsvej, kan køre ud når trafikken alligevel holder stille. Rigtig fint når bilisten skal fra Holmegårdsvej mod Herning, og fra city ind ad Holmegårdsvej, men ikke når den skal fra Holmegårdsvej og ind mod Ringkøbing city, i det tilfælde kan det vel være et fedt om vedkommende holder på Holmegårdsvej, eller på Herningvej. Min pointe er at med den stigende trafik, er vejen ikke indrettet hensigtsmæssigt, i for hold til at får afviklet trafikken hurtigt, let og sikkert. En forbedring af forholdene vil jeg mene er både nemt, og kan gøres for et mindre beløb. En udvidelse af Herningvej på strækningen ud for anlægget ved at lave 3 baner, 1 inde fra byen mod øst, 1 fra øst ind i byen og 1 til trafikken som skal fra øst til højre ad holmegårdsvej, vil løse disse daglige udfordringer. Den eksisterende cykelsti kan lægges til vejen, og en ny cykelsti etableres i anlægget. Med de tiltag som sker i vores område, vil problemet sikkert ikke blive mindre i fremtiden
Så kære politiker i kommunen, fint at i vil udvikle, men husk at infrastukturen skal tilpasses sammen med. […]Læs mere…
Hvorfor er det vigtigt?Lars Martin Svendsen14. februar 2020Nu er det 2 år siden, at Tivoli Food Hall åbnede sine døre. Lige siden har der været 15 stadeholdere. som mener, at de ikke behøver en overenskomst. Det er mærkeligt, at Tivoli vil lægge hus og have til dette, især når de, som nægter at indgå overenskomst, gør det sværere for de andre stadeholdere, som har overenskomst der: Letz Sushi, Espresso House og Lobster Shack. Kære Tivoli, vi er i Danmark, hvor vi alle arbejder med en overenskomst. Så skal vi ikke finde os i, at store kæder og kapitalfonde ikke vil lave en overenskomst, fordi de så kan de snyde unge, som arbejder der og til en lavere løn, end der er normalt i Danmark. Og Tivoli, husk, at det er alle os, som er den arbejdende del af befolkningen, der holder Tivoli kørende. Derfor står jeg foran Tivoli Food Hall i dag. […]Læs mere…
Kom nu ind i kampenHeidi B. Petersen9. februar 2020Kære medier, jeg syntes det er helt fantastisk at i kan være hurtige på pletten, når der sker noget alvorligt i vores samfund. MEN når det så er sagt, så lad dog være med at bringe halve historier, og følg op på opslag i har lavet!Jeg vil komme ind på et konkret tilfælde, hvor jeg var til stede under 2 min efter ulykken var sket, og hvor I Nordjyske medier, burde have handlet anderledes. Det er en rolig fredag, vi skriver den 24 jan 2020, hvor en af mine kollegaer, en ung mand på 34 år, får et ildebefindende og kører sin bus ind i en opgang i et boligbyggeri. Flot i er hurtige på pletten, for der blev trafikkaos, og 19 min efter ulykken havde i bagt det på jeres sociale medier. MEN tænker i på hvor stort et trækplaster det er, der mødte en menneskeskare op, mens den unge mand sad i ambulancen og var under behandling og efterfølgende afhøring. De kom udelukkende for at få et glimt af min kollega. I vælger endda at sætte et stillbillede på jeres opslag af den forulykket chauffør, uden at tænke på de følgende konsekvenser for ham. Dog lykkedes det os kollegaer at få jer til at fjerne billedet om mandagen, men stadigvæk bliver han genkendt.MEN Nordjyske, følge op på situationen, NEJ det gør man da ikke, for der skete jo ingen fysiske skader. Men hvad med de psykiske? Den unge pige som gik på fortovet da bussen kørte ind over og væltede et skilt få meter fra hende, eller chaufføren, der kun havde haft sit kørekort i 6 uger, der overnattede på sygehuset, fik taget mange forskellige prøver og scanninger. De er begge under psykolog behandling. Og en psykisk skade er længere om at hele end en fysisk.Han kørte galt klokken 15.57, klokken 16.16 havde i bagt historien om ulykken. Men i nævnte intet om at ulykkesstedet var spærret til klokken 16.47, og ingen opfølgning på chaufførens helbred.Så Nordjyske, hvis bare i gad læse de kommentarer i får under sådan et opslag, og lytte til jeres læsere, så ville i kunne se at de efterlyser sådanne oplysninger. Så lad dog være med at bringe halve historier, hænge uskyldige ud, og følg op på det i bringer. […]Læs mere…
Millionbonus til ledelsen. Sløjfet julegave til medarbejderneMette Clemmensen3. februar 2020Det er dobbelt moralsk når mange af de store virksomheder fortsat fortæller, at der endnu engang ikke er plads i budgetterne til store lønforhøjelser.
Overenskomstforhandlingerne 2020, for det private område, er
nu officielt gået i gang.
I medierne har kampen dog været i gang længe.
Vi har de seneste måneder hørt et utal af historier fra virksomheder,
som endnu engang påstår at der ikke er råd til at give betydelige lønforhøjelser
til medarbejderne. Særligt har jeg hørt om risiko for en ny finanskrise, som
argumentet for at arbejdsgivere ikke tør at lade lønningerne stige.
Virksomhederne mener tilsyneladende, at de ved at lade lønningerne
stige for meget, ikke vil have penge nok til at holde sig kørende, hvis en ny
finanskrise skulle ramme.
For mig virker utroværdigt at snakke om hensyn til
finanskrise nu, bare fordi det handler om lønninger til medarbejderne på
arbejdspladserne.
Vi har, specielt de sidste par år set million bonus på
million bonus udbetalt den øverste ledelse i flere af de store private
virksomheder i landet.
Manglende værdsættelse
Jeg har selv arbejdet i en virksomhed, som et år kunne fejre
et 3 cifret million overskud. Det valgte virksomheden at markere ved at en
håndfuld topledere fik udbetalt bonusser i millionklassen. Medarbejderne på
gulvet, som havde løbet dobbelt så hurtigt for at skaffe overskuddet, blev
belønnet med lagkage på arbejdspladsen. Samtidig valgte man at sløjfe årets firmajulegave
til medarbejderne.
Jeg var langt fra den eneste ansatte, som igennem dette
forløb følte at vores indsats langt fra blev værdsat af ledelsen.
Nu er det arbejdernes tur
Hvis der gennem de sidste 3 år har været råd til disse belønninger
til de øverste ledere, er der også råd til at belønne medarbejdernes indsats
nu.
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor arbejdsgiverne selv
mener det er rimeligt at det endnu engang er medarbejderne, som skal vise
tilbageholdenhed.
Nu må det altså være arbejdernes tur til at mærke det økonomiske
opsving, som særligt de øverste ledere allerede har haft glæde af i flere år.
Derfor er det kun rimeligt at arbejdsgiverne bliver nødt til at tage de store pengeposer med til forhandlingerne denne gang. […]Læs mere…
Karlslunde rasteplads onsdag den 15. januar.Erik Emil Hansen2. februar 2020Denne gang var det ikke med lastbil at jeg var inde på rastepladsen. Jeg havde lavet en aftale med TV2 News om at mødes med deres udsendte rapporter og en kameramand.
Jeg havde lidt sommerfugle i maven, for når jeg får mulighed
for at fortælle om min virkelighed som lastbilchauffør, så er det virkelig vigtigt
for mig, at jeg er klar og tydelig i min tale, så alle forstår, hvad jeg mener
og det jeg siger ikke skader vores sag.
Tv-holdet ankom og vi hilste pænt på hinanden. De var nogle friske og imødekommende gutter, så Jeg følte jeg mig hurtigt tryg i deres selskab. Det viste sig hurtigt at journalisten Lennart Sten og jeg havde noget tilfælles da vi begge har levet i Albertslund. Så jeg sagde til Lennart, at så går han jo også med jernrør. Efter nogle minutters småsnak følte jeg mig meget bedre tilpas og noget af nervøsiteten var også forsvundet.
Inden vi gik live, fortalte Lennart hurtigt omkring hvordan indslaget var sat op, og om det jeg skulle give min mening om. Så var jeg helt klar.
Der blev talt ned til 8:35, – og vi var på!
Jeg kan faktisk ikke huske præcist, hvad jeg sagde. Når jeg
taler, kommer det direkte fra hjertet. Men min fornemmelse var god, og jeg
kunne se på Lennart undervejs, at det gik godt. Interviewet fløj forbi, og jeg
ingen fornemmelse af, om det havde varet 2 minutter eller 10.
Det var slut, men var det nu godt nok? Havde jeg lavet nogle
fejl, eller kunne jeg havde gjort det bedre?
Jeg så faktisk først indslaget nogle dage efter det var sendt.
Jeg er godt tilfreds. Jeg var ærlig og sagde min mening.
Interviewet er overstået, men det er nu, der bliver sat hårdt
ind i kampen for at bekæmpe social dumping og løn dumping i transportbranchen. Jeg
fik råbt ’HURRA’ på landsdækkende TV – LIVE til nyheden om denne brede aftale
som regeringen ville offentliggøre lidt senere på dagen.
Jeg råbte ’HURRA’, for jeg mener at det er en af de største politiske
begivenheder i de 33 år, jeg har været lastbilchauffør. Denne dag vil for mig
altid være den dag, hvor ræset mod bunden blev stoppet. Nu bliver den del af
branchen, som bygger på uetiske værdier begrænset. Dem, der bygger på værdien
om at profit er godt uanset, hvad den menneskelige omkostning bliver. Dem, der gerne
bryder eller bøjer lovgivning hist og pist. Kreativ bogføring er jo bare en
måde, hvor banditter i deres habitter kan fremstå som stærke mænd, der skaffer profit
til aktionærerne.
Aktionærerne i de store selskaber er ligeglad med bløde værdier som
mennesker, miljø, og samfund. Så længe profitten er stor nok, fjerner det
bismagen af ALT.
Denne dag blev det at sikre ordentlige løn og arbejdsforhold
i transportbranchen i Danmark, sat på den politiske dagsorden. Det er bare så
stærkt af den Socialdemokratiske ledet regering, at de her viser os alle sammen,
hvad det er den danske model kan. Arbejdsmarkedets parter har fået til opgave
at finde løsninger på branchens udfordringer. Udfordringer som uværdig,
slavelignende løn og arbejdsforhold. Disse udfordringer blev synlige for hele
verden i slutningen af 2018 i Kurt Beier-sagen. Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens
Hovedorganisation kom med et løsningsforslag, og det er nu det, som regeringen
har taget til sig og har løftet med et bredt flertal i folketinget. Det er
historisk for mig.
Jeg tror på at denne aftale, vil skabe positiv forandring i
transportbranchen. Jeg håber virkelig, at dette også vil få transportkøbere til
at tænke over om de transportydelser de køber, har en bismag af dårlige løn og
arbejdsvilkår.
Et eksempel:
Hvis den almindelige forbruger i Danmark fik kendskab til at en stor forretning
gjorde brug af Transport med underbetalte og dårligt behandlet chauffører – ville
de så fortsat handle i denne forretning?
Det tror jeg
ikke.
Til gengæld så
jeg gerne, at firmaerne selv blærer sig over, at de har ordnede forhold for
deres chauffører.
Jeg vil
gerne, at transportmarkedet var gennemsigtigt, så transportkøbere og deres
kunder altid kan se, om deres vare bliver leveret med eller uden bismag.
I virkeligheden handler det om værdier. Værdier fra
firmaernes side og fra forbrugernes side. Vil vi gerne have ordnede forhold for
alle?
Det handler om vilje, og det skal være noget, man skal
kræve.
Nu har politikerne vist ”deres vilje” med denne nye aftale. Men
det batter først, når vi andre tager den til os, snakker om det, så det bliver
en bevidsthed i dagligdagen. At hver gang vi handler tænker over, om en vare/ydelse
mon egentlig ikke er for billig? Og hvordan den kan være så billig?
Lennart meldte senere tilbage at han havde fået gode
tilkendegivelser om at min måde at fortælle på var let forståelig. Jeg har også
personligt fået god feedback fra interviewet. Det er dejligt.
Nu mangler vi bare at hele branchen tager aftalen til sig,
og der ikke findes nye smuthuller til at fortsætte ræset mod bunden, så næste
gang jeg holder ind på Karlslunde rasteplads kun møder kolleger med ordnede
forhold. […]Læs mere…
Har vi råd? Eller råd til at lade være?Kamilla Lind Kjærsgaard2. februar 2020I lang tid købte jeg de billigste æg i forretningen.
Det forandrede sig, da jeg begyndte at tænke over hvordan hønernes forhold egentligt var.Nu køber jeg kun økologiske æg.
Min mor har selv høns og derfor kan jeg jo se på dem, hvilke forhold de går under og hvor godt de egentligt har det.
Derfor kom jeg til at tænke på:
Hvad er det, der gør at andre mennesker fortsat køber skrabeæg?
Er det fordi de er billige? Er vi ligeglad med dyrevelfærd? Eller er der mennesker som faktisk ikke har råd til at købe økologiske æg?
Derefter kommer jeg til at tænke på vores fagforeninger.
Mange er medlem af de gule fagforretninger og her kommer jeg til at tænke på skrabeæg. Ikke fordi at dem som er ansat i en fagforretning, lider under dårlige forhold som hønsene.Men fordi de er billigere ligesom skrabeæg er billigere end økologiske æg.
Hvad er det der gør at man melder sig ind i en gul fagforretning, frem for en rigtig fagforening?
Er det fordi de er billigere? Er vi ligeglad med vores løn og arbejdsvilkår? Handler det om uvidenhed? Eller er der virkelig mennesker i nogle brancher som ikke har råd til at være medlem af en rigtig fagforening?
En rigtig fagforening forhandler DINE løn og arbejdsvilkår. Det DU får hver evig eneste dag, når du går på arbejde er forhandlet igennem din fagforening.Og Hey, du kan selv være med til at skabe det.
Så hvis du virkelig vil have råd til at købe økologiske æg og tænke på dyrevelfærden eller at du gerne vil være med til at ændre DINE løn og arbejdsvilkår.
Meld dig ind i din rigtige fagforening og kæmp sammen med dine kollegaer.
I er fagforeningen! […]Læs mere…
Egoisme længe leve.Kasper Henriksen1. februar 2020Det er problem at folk kun interesser sig for fagforeningen, når en eventuel strejke nærmer sig, jeg tror vi glemmer den kamp der kæmpes hver dag, som blandt andet kan være at sænke pensionsalderen, at undgå en lovbestemt mindsteløn, som ville være en katastrofe for det danske arbejdsmarked.
Jeg mener personligt vi alle har et ansvar overfor hinanden at bakke op om fagforeningen, om det er HK eller 3F, for de gør en forskel i hverdagen, både på arbejdsmiljøet og dine om mine lønforhold.
Fagforeningerne har eksisteret siden sidst i 1800-tallet, så det kan vel ikke komme bag på folk de eksister, men alligevel mener en del de kun behøver være medlem når en strejke kan være på vej.
Er vi i dag kun interesseret i de penge der kan hentes under en eventuel strejke, selvom vores fagforening faktisk kæmper en endnu større kamp i årene mellem overenskomstforhandlingerne?
Så grib naboen og få meldt jer ind, så vi kan sikre vores efterkommere, en sikker fremtid på det danske arbejdsmarked, som handler om så meget mere end bare løn! […]Læs mere…
Toiletter nu!!!Pia Vetling1. februar 2020Toilet – nej da gå om bag en busk
I sidste ude var jeg til Stormøde sammen med over 1000 andre buschauffører, der køre rutebus for de forskellige trafikselskaber i Danmark. Her kom det frem at der STADIG mangler toiletfaciliteter ved flere endestationer rundt omkring. Det samme hørte vi ved sidste Stormøde i 2018. Sig mig lige engang hvad pokker sker der for de firmaer, der ikke kan finde ud af at få bragt de toiletforhold iorden??? En mandlig chauffør kan til nød gå om bag bussen eller finde en busk, men en kvindelig chauffør gør det altså helst ikke, men prøver at holde sig og begrænse væskeindtaget, med de uheldige følger det kan medføre. Og ydermere har mange af mine kvindelige kollegaer en ”gæst” hver måned, der ofte kræver flere toiletbesøg i den periode. De kommende overenskomster kommer til at handle om Arbejdsmiljøet, og det er i den grad tiltrængt. Vi VIL IKKE blive ved med at høre om manglende toiletfaciliteter. SE AT FÅ DET BRAGT IORDEN NU!!! […]Læs mere…
Er dette problemet, til at tiltrække unge til erhvervsuddannelserne?Bo Niels Rosenberg29. januar 2020Håndværksfagene og erhvervsskolerne skriger efter lærlinge, og flere faglærte , men flere og flere vælger at tage en gymnasial uddannelse.
Kan det skyldes at folkeskolen er blevet for akademiseret og boglig?. Hvis vi tager udskolingen i folkeskolen, har man nu indført Håndværk og design i 7 og 8 klasse, men er lærerne og UUV gode nok til at spotte de elever, der tænker med hænderne, og få det ind som en differentieret del af undervisningen.? Det kunne være at det hjalp på de unge mennesker, som har behov for at røre og gøre , og ikke bare sidde på en stol og blive rastløs og forstyrre undervisningen.
I 8 og 9 klasse bliver elever og forældre inviteret til informationsaften af UUV ( Ungdommens Uddannelses Vejledning). gerne afholdt på et gymnasium.
Jeg har selv oplevet at komme til de arrangementer, da jeg har 2 der er gået ud af folkeskolen nu. Min oplevelse for 2 og 3 år siden, er at man kommer ind og bliver bænket til en stol, og så går UUV vejlederen ellers i gang med begejstret at fortælle om alle de fantastiske ting ved at tage en HF-HG-HTX og det fede ved at gå på gymnasiet og man kan læse videre på universitetet.
Nå ja og så er der erhvervsuddannelserne på de tekniske skoler . hvor man er i lærer i 3-4 år og kan blive smed eller gartner eller frisør eller tage en eux. og så er det så det. Der sidder jeg som faglært Anlægsgartner med viden om mulighederne for at kunne læse videre efter svendebrev. Så irriteret, skuffet og lettere sur rejser jeg mig op og spørger, om ikke hun glemmer at fortælle at man også kan videreuddanne sig med en erhvervsuddannelse?.
Tjaaa Tjooo Jo det er da rigtigt at der er åbnet op for at man kan læse videre efter man er faglært , men det er jo kun indenfor den fagretning men er uddannet indenfor , og kunne ikke lige tage oldnordisk filosofi studie. nej det har jeg heller ikke behov for hvis jeg gerne vil arbejde med naturen, så vil jeg gå efter at blive Anlægsgartner og inden kroppen siger fra eller interessen for at læse videre er der, så kan jeg læse til Jordbrugsteknolog-Have og parkingeniør – skov og landskabs ingeniør – parkdiplom ingeniør osv. Ja der var da rigtigt , men gymnasiet åbnede bare flere veje end erhvervsuddannelse?!! 🤔😵
jeg var bestemt ikke enig og måtte fortælle at jeg ikke følte mig oplyst men vildledt og hvad med alle de unge mennesker der hører og tror på det VÅS, så er det da klart at det er svært at tiltrække de unge til erhvervsuddannelserne.
Løsningen må ligge i at lærerne ser de elever der ikke lige finder det allermest spændende at sidde at terpe danske noveller, men måske hellere vil have sløjd eller rode med knallerter, at de nok ikke bliver boglige, og det er helt OK, for vi har brug for tømrere til at bygge jeres huse og mekanikere til at reparere jeres bil.
Det er da utroligt at der i UUV, er sådan en uddannelsessnobberi mod Erhvervsuddannelserne og håber bestemt at det er ændret til i dag(kan have min tvivl)
Så kære forældre, Det er helt OK at tage en erhvervsuddannelse, og skulle de endelig have en drøm om, at blive arkitekt eller lign. så er der rig mulighed til at blive det med en erhvervsuddannelse, og du vil blive mere eftertragtet, da du har erhvervserfaring fra faget. du har haft en skovl i hånden og ved hvordan den bruges. det værdsættes og respekteres .
Så Kære unge mennesker, kom nu ind og oplev alt det fede erhvervsuddannelserne kan tilbyde jer, og der er også en mulighed for at læse videre …
VI HAR BRUG FOR JER OG MANGLER JER […]Læs mere…
Jeg vil LEVE efter arbejdslivetElse Marie Wøhlk22. januar 2020KÆRE
BORGELIGE DANMARK.
Nick
er 27 år og havnearbejder. En ung mand med masser af kræfter og
energi. Nicks job er meget fysisk krævende og skiltet på billedet
viser, hvor længe Nick og hans kollega skal være på
arbejdsmarkedet.
Nemlig
indtil de er 74,5 år!! Er det rimeligt?? Er det holdbart??
En
stor del af befolkningen har et job som er fysisk hårdt.
Rengøringsassistenter, håndværkere, lagerarbejdere osv. For få år
siden kunne en arbejdsmand/kvinde vælge at gå på efterløn som
60-årig. Det var der politisk tilslutning for. Hvordan er det blevet
sådan, at man fra politisk side bedømmer, at vi nu kan holde til 15
år mere på arbejdsmarkedet end tidligere??
Det
er min holdning, at de penge der spares på pension istedet går til
sygedagpenge, sagsbehandling og sygehusvæsenet for VI KAN IKKE HOLDE
TIL DET……
Det
er mit håb, at politikerne lytter til arbejderne, som på deres egen
krop mærker når nok er nok.
Jeg
glæder mig til at det forhåbentlig igen bliver muligt at leve både
et godt arbejdsliv, men også et godt seniorliv. […]Læs mere…
Ændre boafgiften: Hvad nu hvis min far dør førstNick Tarp Rasmussen22. januar 2020Der er alt for mange der ender i familie krise, pga griskhed og rod, når én i familien går bort.Min vens forældre blev skilt da han var lille, hans far havde giftet sig igen, og har fået 2 børn med sin nye kone, og eftersom hans far er ældre end hans papmor, er det sandsynligt at hans far dør før papmoren.
Min ven og hans papmor snakker ikke så godt sammen, da hun går mere op i hendes børn.Så han er bange for hvad hun kan finde på at ændre i forhold til arv. Hvis hans far skulle gå hen og dø først.
Det er jo ikke noget han har lyst til at snakke med sin far om,men at det måske bare var en naturlig ting, det at skrive testamente.Så man kunne undgå de spekulationer som efterladt, så de der er tilbage har en vished om at alt er efter den afdødes ønsker.
Det skal ikke have noget med alder at gøre, men at det er noget alle skal forholde sig til. Hvad et testamente er, hvorhenne man kan få skrevet et, så der er styr på det, ung som gammel.Så ville man få færre familie skænderier, man ville undgå akavet situationer, så den ikke hænger på kommende efterlatte […]Læs mere…
Flere skal ta en erhvervsuddannelseRené Rosenkrans22. januar 2020Flere skal tag en erhvervsuddannelse.
Der bliver mangel på folk med en erhvervsuddannelse på arbejdsmarkedet, en skam nå en uddannelse samtidig giver den enkelte person øget mulighed for et godt og stabilt arbejdsliv.
Jeg har mødt et medlem. En familie mor på 40 år, med 10 års erfaring på den sammen produktions virksomhed. Hun vil meget gerne have sig en uddannelse og virksomheden vil gerne have medarbejder med uddannelse for at sikker en flexibel medarbejder gruppe. Hun kan gøre brug af sin erfaring på virksomheden til at få merit i uddannelsen, afkortning af uddannelsen og hun får et papir på sin kunnen.
Jeg har også talt med en mor og hendes søn som har haft en svær skolegang, han har haft svært ved af følge med i dansk og regning men til gengæld er han rigtig dygtig til fremstille ting med sine hænder såsom ting i sløjt og andre kreative fag. Han vil gerne starte på en tekniskskole hvor han kan bruge sin praktiske evner sammen med at han bliver motiveret mere for de boglige fag. Han har lyst til at starte en uddannelse som maskinsnedker. Jeg synes fagforeningen har en vigtig rolle med at støtte og vejlede ufaglærte medlemmerne til at overveje at tage en uddannelse og får undersøgt sin mulighed for at få merit.
Jeg synes folkeskolen skal være bedrer til at vejlede de unge mennesker mere og bedrer imod erhvervsuddannelser, og ikke kun som det sker mange steder mod gymnasium. Mor og far har her en vigtig opgave i at råde og bakke op om vores unge menneskers uddannelses ideer.
Jeg vil gerne bede Uddannelsesministen om at holde stramt fokus på erhvervsuddannelserne være med til at skabe praktikpladser og i stil med gymnasium sikre en reel uddannelses garanti. […]Læs mere…
Lyt til de ungeJohn Bargholz22. januar 2020Det er efter min mening meget vigtigt at vi får de unge ildsjæle med ind i fagbevægelsen og får hørt deres meninger og historien om fagbevægelsen og den danske model.
Jeg møder en ikke-organiseret ung kollega på arbejdet og vi får en snak om 3F og om at være organiseret, han siger at han har overvejet at melde sig ind i forbundet, men at han bryder sig Ikke om de sager der har været i medierne og derfor ikke vil melde sig ind. Jeg får en snak med ham og siger at det ikke har noget med 3F at gøre og siger at det ikke er 3F’s måde at arbejde på. Er næste ved at få ham overtalt.
Det er utroligt VIGTIGT at vi høre de unge og høre deres argumenter for at vælge fagbevægelsen og om hvor vigtigt det er at være organiseret, samt ved de mener der skal gøres for at vi får flere unge med på vognen.
Men det er vigtigt at vi på arbejdspladserne får de rigtige værktøjer, som kan bruges til at overbevise de unge til at organisere sig, for de er vores fremtid og vi har en pligt til at aflevere organisation og arbejdspladsen i trykke hænder.
Det er vigtigt for mig at få lyttet , samt forstået de unge, det er vigtigt vi som tillidsmænd får nogle redskaber til at håndtere de unge på arbejdspladsen inden for 3F. […]Læs mere…
Mindstelønnen skal op!René Schmidt Petersen22. januar 2020Da jeg som 18 årig i 1998 startede som ufaglært
lagerarbejder, havde jeg en timeløn på ca. 120 kr. Det var ikke nogen vild løn,
men jeg havde da råd til en bil og en lejlighed. Det er 22 år siden, men min
timeløn er i dag omkring 175 kr. og jeg er stadig ufaglært.
Når vi snakker mindsteløn i Danmark, drejer det sig om 2
slags overenskomster. Normalløn og minimalløn. På normalløn er lønnen fastsat
for hele overenskomstens periode, men på minimalløn er mindstelønnen lav, og så
forhandler man sig til resten. Satsen på minimalløns overenskomster gør, at man
ikke kan optjene retten til fuld dagpengesats.
Er man ansat i en butik, er mindstelønnen for ufaglært
arbejde ifølge overenskomsten på 118 kr. i timen. Det er langt fra nok til at
kunne optjene retten til fuld dagpengesats, som kræver et fuldtidsjob med 144
kr. i timen. Det værste er, at kravet for optjening stiger mere end timelønnen,
så problemet bliver kun værre.
HK og arbejdsgiverne burde sikre de ansatte en løn de kan
leve af, og som kan sikre retten til højeste dagpengesats.
I år er der overenskomstforhandlinger, og mindstelønnen skal
have et ordentligt hop. Butikkerne skal betale de ansatte en anstændig løn. De
er der tidligt og sent, for at vi kan købe mælk og kartofler.
Argumentet med at kunderne vil have længere åbent holder ikke.
Det er de store dagligvarekoncerner som f.eks. Salling Group der ønsker det.
Det er ikke kun de lavtlønnede der har gavn af det. Når vi
hæver lønnen, øger vi også indbetalinger til skat, som skal finansiere vores
velfærd, så kære HK og arbejdsgivere. Hæv lønnen, og betal de ansatte det de er
værd! […]Læs mere…
Når jeg er på arbejde, er wc ikke en selvfølgelighedHeidi B. Petersen22. januar 2020Jeg mener at, mig og mine kollegaer skal have muligheden for at gå på et rent wc på alle deres endestationer. Fordi, der er steder rundt omkring vi enten mangler eller at der er et uhumsk offentligt wc og chaufførernes helbred er en højpris at gamble med.
Jeg selv er
til daglig bybuschauffør i Aalborg, hvor jeg kører forskellige ruter. Jeg er
glad for mit job, og elsker at hilse på de forskellige passagerer hver dag. MEN
sommetider er dagen ikke så god som den burde være! Jeg starter ud fra en
endestation og lidt over 1 time senere er jeg ved den anden endestation. Jeg
skal tisse, og det eneste jeg har er en busk eller bussen, som jeg kan gemme
mig bag. Da jeg er på vanddrivende medicin er det ikke en mulighed at holde
sig, til jeg når retur til første endestation. Så jeg må ydmyge mig selv, sætte
mig så godt i skjul som jeg nu kan, og må tage bukserne ned omkring hælene og
tisse.
Så Aalborg
Kommune og Nordjyllands trafikselskab, jeg syntes virkelig i burde se ind på
jer selv. Vil I stå bag buske og træer når I trænger? Kan i holde jer op til
flere timer når der ikke er noget wc eller I ikke kan benytte et offentligt wc,
fordi det ligner et festivaltoilet som ikke har set vand og sæbe i flere uger.
Wc’er burde
som minimum være skrevet ind i det licitationsmateriale, I laver til
busselskaberne. I skal stille dem til rådighed på ALLE endestationer og så kan
busselskaberne selv stå for rengøringen. […]Læs mere…
Offentlig transport er for dyrt.Preben Engedal22. januar 2020Hvis 2 personer skal fra vest til øst, er det billigere at køre i egen bil.
En veninde og jeg skulle en tur til København og tænkte vi tager toget. Fandt ud af at en enkelt billet fra Ringkøbing til København koster 407kr. Turen i bil kan gøres for samme pris, måske endda lidt mindre. Vel og mærke omkostninger til bro og brændstof. Rejser man 2 sammen er besparelsen så stor at der er til alle omkostninger. Jeg ville gerne rejse med tog, men ikke hvis det blev er væsentlig dyre end i egen bil. I egen bil gav måske parkerings udfordringer, men det gav også en frihed på rejsen. Så
kære transportminister, Benny Engelbrecht, vil du have mig til at tage toget på tværs af landet, hvis du gerne vil fremme den offentlige transport, så gør det hvor det giver mening. Gør det feks. i storbyerne, på rejser tværs af landet osv. Andre steder måske helt fjerne det og i stedet fremme den private transport. Her kan det gøres ved at hæve fradraget på kørt km, sænke afgiften på miljø rigtige biler.
Sæt priserne ned på offentlig transport, så valget bliver meget nemmere. Få flere rejsende i tog og busser, og væk fra vejene. Dette vi samtidig løse nogle af de trafikale problemer vi har visse steder i landet. […]Læs mere…
Lægesekretærerne og SundhedsplatformenLine Hedeman Dam Endrup14. november 2019Der tales i disse dage meget om hvad lægerne i Region Sjælland mener om Sundhedsplatformen; den første tilfredsundersøgelse viser en udpræget mangel på glæde ved SP blandt lægerne og resten af personalet. 48% af personalet i Region Sjælland er utilfredse eller ligefrem meget utilfredse med Sundhedsplatformen. Jeg kan afsløre, at lægesekretærerne også vejer tungt i den utilfredse gruppe.
Siden implementeringen af Sundhedsplatformen har vi kæmpet med et tungt og ineffektivt system, hvor nogle af de primære opgaver for vores faggruppe er blevet betydeligt mere komplicerede og en del mere tidskrævende. Det er vigtigt at fremhæve, at alle registreringer, som læger eller plejepersonaler foretager i SP skal valideres af en lægesekretær; alle operationer, tilsyn, breve, telefonopkald, samtaler, ambulante besøg, samtaler m.m. skal kontrolleres og godkendes i systemet af en lægesekretær, før de er gældende og kan afregnes. Dertil kommer bestillinger af blodprøver, behandling af henvisninger (både ind- og udgående), bookning af skanninger, kommende aftaler for patienterne, afslutning af forløb og meget mere. Det er alt sammen administrative opgaver, der skal udføres korrekt, hurtigt og effektivt i forbindelse med en patients udredning og behandling på vores offentlige sygehuse i regionen. Det er frustrerende, når man oplever, at man mangler et samlet overblik over patientens sygdomme og behandlinger herfor – og når arbejdsgangene tager meget længere tid. Tid er nemlig en mangelvare i vores sundhedsvæsen.
Det er også vigtigt at nævne, at selvom vi kan give Sundhedsplatformen skylden for mangt og meget, så bunder en del af vores udfordringer som lægesekretærer i, at vi har fået en opgradering af Landspatientregistret (LPR3) og vi regnes ikke som sundhedsfagligt personale, hvorfor der er mange funktioner, som vi ikke må udføre. Det begrænser vores virke – og vi oplever en degradering sammenlignet med før Sundhedsplatformen. Det er ikke SP’s skyld, at vi konstant skal dokumentere, at vi arbejder på vegne af en læge, ikke længere må ajourføre patientens diagnose, hvis lægen ikke har nået det, eller hvis arbejdsgangene for vores faggruppe er tunge og besværlige.
Det er lidt mere end et år siden, at man i Region Sjælland så sig tvunget til at fyre en stor del af personalet på især Sjællands Universitetshospital grundet massive besparelser; sidenhen har vi mistet 146 lægesekretærstillinger samlet i regionen. Samtidig er der ønske om, at man kan lave opgaveglidning, så bl.a. lægesekretærerne skal overtage visse funktioner fra læger og plejepersonale. Vi kan bistå med rigtig meget – og der skal ikke herske tvivl om, at vi også meget gerne vil. Men måske skulle man starte med at se på allerede eksisterende arbejdsmængde sat op mod antallet af hænder?
Som nævnt er tid en mangelvare – også for min faggruppe. Vi kan ikke nå vores daglige opgaver, fordi vi mangler kolleger. Vi har et langt stykke hen ad vejen de samme arbejdsopgaver som før implementeringen af Sundhedsplatformen, og efter opgraderingen til LPR3 er registreringer og indberetninger af ventetider, kræftpakker og behandlingsgarantier blevet mere kompliceret. Vi skal således nå mere med færre kolleger. Og Sundhedsplatformen gør ikke vores arbejde lettere – tværtimod. Det vil være en skam at påstå, at lægesekretærerne er tilfredse med Sundhedsplatformen. […]Læs mere…
Nye tider, nye håb…Line Hedeman Dam Endrup29. august 2019”Nye tider, nye håb – der er godt nyt om de nye tider…”
Sådan synger Michael Falch i en gammel sang. Jeg nynner den sagte for mig selv, når jeg har min daglige gang på Sjællands Universitetshospital.
Vi har været gennem en voldsom sparerunde i efteråret, som har kastet lange skygger og gjort det svært at bevare optimismen og arbejdsglæden – især lægesekretærerne stod for skud i sparerunden; tæt ved 50 kompetente medarbejder måtte tage deres gode tøj og gå, og næsten 40 ubesatte stillinger forsvandt som dug for solen. Man havde en forventning om, at vi blot var administrativt personale, som nemt kunne undværes. At vi har stor værdi for patienternes udredning og behandling, deres samlede forløb i sundhedsvæsenet, så man stort på.
Tiden siden november har været hård; vi har passet vores arbejde og forsøgt at se fremad samtidig med, at vores opsagte kolleger stadig har varetaget deres funktioner med alle de udfordringer, det giver, når man godt ved, at man er blevet vejet og fundet for let. Samtidig har vi stået endnu en opdatering af Sundhedsplatformen igennem grundet implementering af en ny version af Landspatientregistret. Der var deadlines og undervisning af lægesekretærerne, oprydning og lister, der skulle i bund. Og der var alt for få hænder til at nå det hele uden en ekstraordinær indsats.
Langsomt har vi sagt farvel til vores fyrede kolleger – en del har heldigvis fundet stillinger andre steder og en del har valgt at søge helt andre græsgange end det offentlige sundhedsvæsen. Vi har også taget afsked med dygtige og dedikerede lægesekretærer, som ikke længere kunne stå model til det pressede arbejdsmiljø i de enkelte afdelinger; stemningen på kontorerne har været tung og opgivende.
Nu er vi kommet ud på den anden side, og tiden er inde til at finde os selv igen. Vi skal finde nye måder at udføre arbejdet på, vi skal opfinde en metode til at løse de samme eller flere arbejdsopgaver med færre kolleger.
Der har været udskiftning i sygehusledelsen og mange afdelingsledelser er også nye – det kan give en masse støj, når toppen bliver skiftet ud, men det kan også tilføre nyt og være lige præcis det indspark, der skal til, for at vi kan bevæge os fremad. Allerede nu fornemmer jeg en åbenhed og et oprigtigt ønske om passe på de ansatte og få genskabt det gode arbejdsmiljø. Der lægges vægt på åbenhed og medinddragelse, og at vi mest af alt har brug for tid til at lande sikkert på begge ben igen. Der skal ro på, og der skal være styr på økonomien.
Træerne vokser ikke ind i himlen, og hvis fremtiden reelt skal se lysere ud, kræver det, at det offentlige sundhedsvæsen tilføres de økonomiske rammer, der kræves for at drive et hospitalsvæsen, som kan leve op til de forventninger, man har til et moderne universitetshospital i topklasse. Vi skal have ressourcerne til at kunne levere varen.
Og mens vi venter på, at forhandlingerne om næste års budget for regionerne og sundhedsvæsenet falder på plads, går jeg på gangene på Sjællands Universitetshospital og nynner om nye tider og håb for fremtiden. For jeg tror på, at vi kan noget helt særligt her på Køge, og jeg tror på, at ”der er godt nyt om de nye tider”… […]Læs mere…
ARBEJDSMILJØREPRÆSENTANTENS ÅR 2019Hanne Christensen26. april 2019På søndag d. 28 april er det international arbejdsmiljødag.
Baggrunden er tragisk, 32 brandfolk døde på denne dato i en skovbrand i Canada. Hvert år er der desværre også danske arbejdere der ikke kommer hjem fra arbejde.
Arbejdsmiljøet har i mange år stået øverst på danskernes liste over hvad der er vigtigst i deres arbejdsliv. Og jo, der er sket forbedringer på arbejdsmiljøområdet.
I 80´erne arbejdede jeg i en tøjkæde uden telefon, men med et bat som eventuelt forsvarsvåben. I 00´erne blev jeg valgt til sikkerhedsrepræsentant, i en virksomhed, som efter påbud fra Arbejdstilsynet, fik strammet op og styr på arbejdsmiljøet – langsomt men sikkert. Men hvor jeg også oplevede at selvom vi lavede forbedringer, var der ting vi ikke havde taget højde for, og som gav nye og flere arbejdsmiljøopgaver.
Jeg ved, at vores Arbejdsmiljørepræsentanter, landet over, hver dag gør et stort arbejde for det gode arbejdsmiljø, og der er altid noget at gøre for en Arbejdsmiljørepræsentant.
Fagbevægelsens Hovedorganisation har udråbt 2019 til at være Arbejdsmiljørepræsentantens år. Det er fuldt fortjent, og jeg synes at vi skal give Arbejdsmiljørepræsentanterne det skulderklap de fortjener.
Rigtig god arbejdsmiljødag- og HUSK du er din egen arbejdsmiljørepræsentant. Pas godt på dig selv og dine kolleger. […]Læs mere…
Opråb til Merete Riisager og Troels Lund PoulsenLena Sørensen7. april 2019Der er lavet en nul sukker-politik i vores børns vuggestuer og børnehaver, for at passe på poderne. Der er sat aldersgrænse for køb af tobak og alkohol, for at passe på vores poder. Så undrer det mig, hvorfor efterskoleelever må bruge kemikalier i skoleregi, når man på arbejdsmarkedet ikke må.
Jeg så et videoopslag på Facebook fra en dansk efterskole – der vises et ungt menneske igang med at benytte spraymaling og lave grafittikunst. Det overraskende var, at han ikke havde korrekt maske på, ej heller øjenværn i form af briller eller ansigtværn. Det er ellers værn, jeg skal benytte, når jeg bruger den type produkter, i mit professionelle erhverv som maler, for ikke at udvikle hjerneskade og luftvejssygdomme.
Jeg kontaktede efterskolen med min undren over den manglende sikkerhed og fik at vide, at de havde haft kontakt med diverse styrelser for at sikre ordnede forhold. Min tanke var, at noget måtte være gået galt i kommunikationen, så jeg gik selv igang med min egen undersøgelse. Jeg kontaktede Arbejdstilsynet, som kunne fortælle, at de kun har opsyn med folk, som arbejder på ansættelseskontrakt. Jeg har haft fat i Undervisningsministeriet, som desværre ikke har meldt tilbage.
Jeg vil gerne have jer forældre til at lære jeres børn om arbejdsmiljøloven. Vores børn skal lære, at dårligt arbejdsmiljø ikke kun skader en, når man er på arbejde, men at man også bliver skadet i fritiden og i skolen. Vi har et langt liv foran os, det liv skal vi værne om 24/7.
Men frem for alt, så vil jeg gerne, at arbejdsmiljøloven også er gældende i skolerne. Dertil har jeg brug for at I, Merete Riisager og Troels Lund Poulsen, tager fat i problematikken. […]Læs mere…
Så fjern dog de stakkels børn – jeg ville ønske, vi var blevet anbragtMaja Birk Davidsen5. april 2019Jeg så TV Midt Vest d. 28. marts. Et indslag om en sagsbehandler fra Herning, der er blevet afskediget pga. rod og fejl i sagsbehandlingen. To børn er blevet tvangsfjernet fra hjemmet. Måske skal børnene hjem igen, og sagen gå om, fordi tidsfrister ikke er overholdt, og fordi børnene og familien ikke er rettidig hørt i sagen.
Mit indlæg handler ikke om “rigtig eller forkert” i den konkrete sag fra Herning, men er udelukkende baseret på mine egne personlige oplevelser, samt holdninger til anbringelse af børn uden for hjemmet i det hele taget – eller mangel på samme. Jeg har ikke sat mig ind i sagen fra Herning, men jeg får alligevel ondt i maven.
Jeg havde et børneliv i helvede
Jeg er selv vokset op i et hjem med misbrug. En far der var kvartalsdranker. En mor der ikke magtede at ændre på det. Fire ældre brødre, der blev udsat for psykisk og fysisk vold – og ikke “en lussing eller en røvfuld”, men decideret tæsk, bank og ekstrem korporlig afstraffelse – samt en konstant tilkendegivelse af “at være en horeunge”, uønsket og i al almindelighed psykisk nedværdigelse af os børn.
Hvorfor sagde ingen noget? Vores mor sagde ikke noget – hun fik ellers sin del af bankene. Hvorfor sagde familien ikke noget – de må have vidst det? Hvorfor sagde skolen ikke noget – de må have set det? Hvorfor sagde vi børn ikke noget – det var jo os, det gik ud over?
Man bliver præget af det resten af ens liv! På forskellig vis og i forskellig grad. Nogle bliver misbrugere for at dulme smerten, nogle fortrænger det, men smerten ligger altid latent og ubærlig, nogle bliver voldelige fordi det er hvad de har lært, og atter nogle misbruger selv deres børn, fordi det var “normalt” i deres opvækst. Man kalder det den sociale arv.
Det er aldrig børnenes ansvar
Børn er loyale, og deres opvækst og vilkår skal være ekstreme, før børn vælger at “angive” deres forældre eller andre familiemedlemmer for omsorgssvigt, trusler, vold eller seksuelt misbrug.
Vi kender vel efterhånden alle “Tønder-sagen”, “Rebild-sagen” og “Vejen-sagen” – i hvert fald fra medierne. Fælles for de sager er, at der blev handlet for sent.
Det kan ALDRIG være børnenes ansvar. Det er voksnes ansvar at handle, når det går galt i familier.
Jeg ville ønske, vi var blevet fjernet
Jeg ved ikke om der fjernes for mange børn fra hjemmene.Jeg ved ikke om det altid er det bedste for børnene.
Men jeg ved, at der ind i mellem fjernes for få – og at de for altid vil være skadet på sjælen.
Jeg ville ønske, at der var en voksen, der havde taget initiativ i vores barndom. […]Læs mere…
Sommeren står for dørenHanne Christensen3. april 2019Om lidt er det sommer og dermed tid for mange unge i et fritidsjob
Sommertid er for mange unge muligheden for et sommerferiejob, og dermed også starten på arbejdslivet. Et arbejdsliv der for deres vedkommende, kan strække sig over de næste ca. 55 år.
Når man ser 55 år frem i tiden er det meget lang tid. Jeg vil derfor opfordre til, at vi alle – forældre – pårørende – venner – arbejdsgivere – kunder, ja os alle sammen, hjælper de unge til at få en rigtig god start på deres arbejdsliv. De unge i fritidsjob har ikke den samme erfaring som fastansatte, derfor vil der naturligvis forekomme situationer hvor den unge virker usikker.
Jeg har været ude på skoler og fortælle om det danske arbejdsmarked, og har hørt de unge fortælle om at de er blevet kaldt “Slapsvans” fordi de ønskede hjælp til tunge løft. Unge der har været udsat for en arbejdsskade, og som fik valget: Anmeld arbejdsskaden og få en fyreseddel, eller anmeld ikke arbejdsskaden og behold dit job. En ung i en frisørsalon der blev sat til at arbejde med at farve vipper og bryn. Unge der selv skulle finde en afløser ved sygdom, eller for at de kunne deltage i en familiefest.
Jeg har også været med Jobpatruljen, som besøgte unge i fritidsjobs. De steder hvor vi gerne måtte tale med de unge, var der god styr på tingene. Der var også steder hvor vi ikke måtte tale med de unge. Vi ville bare gerne vide noget om alder, skolegang, fremtidsplaner, brug af E-Boks, feriepenge, arbejdstid, med mere.
Skæld ikke de unge ud når:
Der er kø ved kassenDin Yndlings is er udsolgtDankortterminalen er i stykkerDer er 1 times ventetid på din madEller når ………
Giv de unge et smil, vær venlig, hjælpsom, overbærende, eller hvad der nu skal til for at give de unge en god dag. og en god start på arbejdslivet.
Vi kan også fortælle de unge om fagforeningen og den hjælp de kan få ved at melde sig ind i en fagforening. F.eks. løncheck – får de den rigtige løn, og er de berettiget til tillæg. Hjælp til at gennemgå ansættelseskontrakten. Hvad med feriepenge? I 3F Holstebro koster det f.eks. kr. 30, – pr måned for en ung under 18 år i fritidsjob, at være medlem. Det svarer ca. til ½ timeløn
Rigtig god sommer til alle. […]Læs mere…
Men det starter ved ungdommenJosephine Nicoline Aabjerg Batiste18. marts 2019Jeg oplever, at unge i dag er blevet individualister, hvor det for det meste handler om egne behov – mig, mig, mig. Det sker på bekostning af et fællesskab og det bekymrer mig. Hvordan skal vi unge dog kunne stå imod arbejdsgiverne, hvis sammenholdet, som er vores stærkeste våben, smuldrer væk i mellem fingrene på os. Hvis ikke vi står sammen, bliver arbejdsgiverne bare endnu større spillere i gamet og leger rundt med os, som var vi marionetdukker, fordi vi giver dem lov til det!
Da jeg arbejdede som leder hos en fastfoodkæde i Odense, oplevede jeg, at det ikke var naturligt for de unge at træde til med en hjælpende hånd, hvis de kunne se, at kollegaen havde brug for det. De spurgte heller ikke, om de skulle hjælpe med noget. Derfor oplevede jeg også, at vi ikke længere stod sammen, når uretfærdigheden gik udover kollegaen. Vi stod ikke sammen, da vores ledere ikke gav os minimumstimerne, vi havde krav på. Vi stod ikke sammen, når vi blev talt ned til. Vi stod ikke sammen, da overenskomsten ikke blev overholdt. Jeg oplevede, at vi ikke hjalp hinanden, medmindre det gavnede os selv. Vi kiggede den anden vej for ikke selv at ende i en konflikt. Men er det bare fordi, at vi er blevet egoister? Det tror jeg ikke.Jeg tror det langt hen ad vejen nærmere handler om manglende oplysning om gode arbejdsforhold og hvordan man agerer i det. Derudover tror jeg også det handler om manglende oplysning om vores rettigheder samt, hvad vi burde og ikke burde finde os i. Men jeg tror også det bunder i, at vi unge mangler at kende værdien i et fællesskab og hvor langt fællesskabet kan tage os.
Jeg var lige blevet ansat som leder. Jeg fik 3 oplæringsvagter og blev ellers smidt ud i at åbne den her fastfood afdeling. Uden ledererfaring. En dag, 4 måneder senere, sad jeg til møde i ledelsen og endnu engang fik jeg smidt i hovedet, at vores arbejde ikke var godt nok. Vi skulle indgå i mere oplæring, men det skulle være frivilligt. Dét var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Men det var ikke det værste. Alle mine unge leder-kollegaer indvilligede uden den mindste kritik, men også uden at vide, at det var imod reglerne. Fordi jeg sagde fra, stod jeg ene og alene med angst for nu at miste mit job. Jeg var rasende, men jeg vidste også, at de var uoplyste om deres rettigheder.
Det kan ikke være rigtigt at unge mennesker, der ønsker ordentlige løn- og arbejdsforhold skal gå og være bange for at miste deres job. Og det er heller ikke fair for unge mennesker, der ikke kender deres rettigheder, skal finde sig i at blive udnyttet.
Men det er ved ungdommen det starter. Vi bliver nødt til at være oplyste for at kunne bibeholde og bevare den sunde velfærd, vi har i dag. Den sunde velfærd vores forældre og bedsteforældre har kæmpet så hårdt for! Men ungdommen kan ikke gøre det alene, vi behøver hjælp! Vi behøver hjælp fra vores familier.
Så kære mor og far. Vi har brug for at I sætter jer ned og tager snakken med os omkring vores første fritidsjob. Vi har brug for, at I finder tiden til at forklare os om vores rettigheder. Vi har brug for, at I hjælper til og støtter os, når det hele synes uoverskueligt og uretfærdigt udenfor jeres trygge rammer.Vi har brug for at I guider os i, hvordan vi finder tilbage til at stå sammen side om side, så vi opnår en tryg og retfærdig fremtid på arbejdsmarkedet og derved gør velfærden endnu bedre end den er.
Vi regner med jer og håber, at I har lyst til at bidrage med at vores fremtid ser lys og retfærdig ud.
Sammen er vi stærkere
På forhånd tak […]Læs mere…
Stk. betaling af onlineartikler – ja tak!Lena Sørensen17. marts 2019Jeg læser nyheder fra flere forskellige medier på internettet, ofte når jeg rammer en rigtig god artikel, viser den sig at være låst. Det er ikke min nærighed over at betale et online-abonnement til et bestemt nyhedsmedie, der afholder mig fra at læse den ene artikel, men mere det, at den næste gode artikel jeg møder, ligesåvel kan være fra et andet nyhedsmedie. Og pludselig skal jeg betale til flere online nyhedsmedier, det rækker min økonomi ikke til – hverken nu som enlig forsørger, ej heller da jeg var gift. Og jeg er langt fra den eneste.
Så nøjes jeg blot med kommentarsporet, men så er problemet at fejlinformation dannes ret hurtigt, såfremt man ikke er obs på det. Ja der vil altid være nogen, som svarer i øst når der bliver spurgt i vest.
Muligheden for at alle os andre, kan rette op på disse misforståelser eller rent faktisk være en del af den aktive og oplysende information i den aktuelle debat, vil være større hvis artiklen er tilgængelig fx som “pay per wiew”.
Jeg er klar over at der skal penge ind på kontoen for det arbejde som journalister laver. Men kunne løsningen være en stk betaling pr/artikel ? Fx en lille knap der kan klikkes på/swipes til siden ? Tænker fx lidt som det wish kører med, det er næsten for let at købe div hjem fra Kina. Men kort sagt, en gang for alle, gemmer man sine oplysninger på den enkelte nyhedsudbyders side, og så swiper man lige knappen til siden, og swiper igen for at godkende. Vi skriver 2019 det bør kunne lade sig gøre.
Der må også være økonomi i at fange alle os som savner denne stk pris funktion. Det kan vel også sammenlignes med den gruppe som køber avisen i kiosken, når den gode forside fanger deres interesse vs den gruppe, som får den leveret i postkassen.
På forhånd tak og glæder mig til at kunne betale stk pris på online artikler […]Læs mere…
Pia K og I andre på borgen – nu jeg er jeres chef skal vi lige have en snak om jeres kontraktLena Sørensen15. marts 2019Et kort øjeblik, da mine øjne faldt på overskriften i avisen.dk tirsdag den 12 marts > Pia K vil have opgør med politikernes frynsegoder < tænkte jeg, wauw !!! endelig en politiker der har fået øjnene op for uligheden mellem dem på borgen og alle os andre…. men så læste jeg artiklen og pludselig var alt retur til som det altid har været.
CITAT:Pia Kjærsgaard mener, at kløften mellem folket og de valgte har vokset sig for stor, men hun mener også at “folketingspolitikere er noget andet”:
– Det gør det så svært. De er ikke finere og bedre. Men skal vi sidde og kigge på en lægeattest? Det kan vi jo ikke. Derfor er det så kompliceret. Verden herinde er anderledes. Der sidder ikke en arbejdsgiver. Det er vælgerne, der er arbejdsgiver, siger Pia Kjærsgaard til Ekstra Bladet. CITAT SLUT
Det er vist den eneste stilling jeg kender til, hvor arbejdsgiveren ikke sætter dagsordenen for ansættelseskontrakten. Ja – vi vælgere kan komme med et borgerforslag, om ændring af div frynsegoder og berigende kontrakter med dertilhørende pensionsordninger på borgen, og disse borgerforslag er også blevet fremlagt politikerne, men de bliver også nedstemt hver gang. Så er alternativet at samtlige ca 4.000.000 danske vælgere står sammen og vælter regeringen, men det kommer heller ikke til at ske. Hvordan kan vi så ændre uligeheden mellem jer og os?
Det er kun jer kære folketingspolitikere, som kan ændre jeres ansættelseskontrakt. Det er kun jer, som mangler at åbne jeres øjne, og se jeres kontrakt og frynsegoder fra vores side. Det er kun jer kære folketingspolitikere som kan forklare os hvad det er I gør der gør jer fortjent til at have disse vilkår som ligger så langt fra vores andres vilkår. […]Læs mere…
Detailhandlen lader unge i stikken.Pernille Jensen14. marts 2019Detailhandlen lader
de unge i detailhandlen i stikken, når de fylder 18 år.
Når jeg går ind i et vilkårligt supermarked i Danmark og
kigger på, hvor gamle deres ansatte er, så er det sjældent, der er mere end to
medarbejdere, der er over 18 år. Resten er ungarbejdere.
Jeg har en datter, som fylder 18 år i maj i år. Hun har et fritidsjob
i SuperBrugsen, mens hun passer sit gymnasium, og har været ansat siden hun var
16. Min datter er meget glad for sit arbejde og ville ønske, at hun kunne
fortsætte med at arbejde der, efter hun bliver 18 år.
Men dette er ikke muligt, da hendes kontrakt – og alle andres unge menneskers kontrakter – er formuleret: ”Kontrakten ophører den sidste dag i måneden inden din 18-års fødselsdag.”Når nu min datter ikke har et arbejde efter den 30. april, så bliver der ansat en anden 16-årig i hendes fritidsstilling, fordi det er billigere arbejdskraft at ansætte en person under 18. Er du under 18 år skal du have 65 kr. i timen, men den dag du fylder 18 år, så skal du have 112 kr. i timen. Så det er ren kassetænkning fra detailhandlens side.
Jeg har talt med en butikschef, som fortæller, at det er den øverste ledelse, der bestemmer, hvor mange ansatte der må være over 18 år. Dette betyder at detailhandlen spekulere i at ansætte unger under 18 for at tjene flere penge til sig selv.
Jeg forstår ikke, hvordan detailhandlen kan behandle de unge
mennesker på denne måde, og at vi bare finder os i det.
Jeg håber HK vil kigge en ekstra gang nærmere på denne her
problematik for vores unge mennesker, og mit håb er, at ansættelseskontrakterne
bliver lavet om, så man ikke automatisk bliver fyret ved sin 18-års fødselsdag.
Så vågn op HK og kæmp for vores unge mennesker, men hvis i
allerede er der ude, så vis de unge mennesker, at i kæmper for dem.
Hvis I baner vejen for de unge, så vil fagforeningen vise sit værd, og vise at sammen er vi stærkest […]Læs mere…
Logik for burhøns!Susan Bea Vangmand14. marts 2019Lad os lege! Lege med tanke om, at det kun er medlemmer af overenskomstbærende fagforeninger, der kan fratrække deres fagforeningskontingent i skat.
Mon ikke mange af dem der har meldt sig ud af en fagforening, nu pludselig kan se fordelen i at være med i en overenskomstbærende fagforening?
Hvorfor er det, at man på få år kan opnå, at ingen vil købe buræg mere? Æggene er jo de samme; en blomme, en æggehvide og en skal uden om. Men det er synd for hønsene. De har dårlige arbejdsforhold, de lever kummerligt – det er synd for dem. Pludselig er det ikke den billigere pris det kommer an på, men mere hønsenes forhold. Tænk hvis vi kunne tænke på samme måde om os selv?
Jeg vil også have gode arbejdsforhold, jeg vil også have reel og lige løn, men hvem er det der sørger for dem? Det er de overenskomstbærende fagforeninger. Det er ikke de gule fagforening. Det kan godt være at de kan vinde sager om dårlige arbejdsforhold, men er det ikke bedre at sidde med ved det bord, hvor arbejdsforholdende bliver aftalt? Det kan godt være at de hjælper, når man er kommet i klemme, men er det ikke bedre at tage det i opløbet, som kun en lokal tillidsrepræsentant kan?
Som tillidsrepræsentant sidder jeg med ved forhandlinger – rigtig mange forhandlinger. Jeg forhandler løn, jeg er bisidder ved sygesamtaler, jeg forhandler vilkår i opsigelser. Det gør de gule fagforeninger ikke, det har de ikke kompetencen til. De kan hjælpe når skaden er sket.
Vi har brug for at sidde med i forhandlingerne, men vi risikerer at miste indflydelse som medarbejdere, hvis vi ikke vil fællesskabet.
Kan løn og arbejdsforhold i det hele taget gøres op i penge? Ja, måske i et land, hvor man helt kan stoppe med at sælge buræg fordi det er synd for hønsene
Det er da logik. Logik for burhøns . Det skal fremover kun være medlemmer af overenskomstbærende fagforeninger, der kan fratrække deres fagforeningskontingent i skat. […]Læs mere…
’LEAVE NO ONE BEHIND’ – men gør Danmark netop ikke det?Maja Hedin12. marts 2019I sommeren 2019 starter den nye ’Forberedende
Grunduddannelse’ (FGU), som skal nå de 50.000 unge, der ikke går den lige vej
gennem uddannelsessystemet. Lige nu sidder vores politikere derfor og drøfter
lovgivningen samt bekendtgørelsen, som skal danne dets værdigrundlag og
fundament. Forunderligt er det dog, at vi i en tid med fælles globale
udfordringer og samarbejde på tværs af grænser oplever, at både international
forståelse og bæredygtig udvikling ikke bliver anerkendt som vigtige og
grundlæggende elementer, som de unge ’på kanten’ skal forholde sig til.
’Leave no one behind’ er sloganet for
FN’s nye 2030 verdensmål (SDG) – men er det ikke netop det vi gør, ved ikke at
involvere de unge, der ikke går den lige vej? Burde Danmark og den danske
regering ikke hellere gribe denne chance, markere sig og visionært etablere en
skole – en ny uddannelse – som lever op til verdensmålenes slogan?
I fællesskab med 193 andre lande under
FN har Danmark forpligtet sig til at opnå verdensmålene i 2030. De markerer sig
anderledes end dets forgænger Millennium Development Goals (MDG), da de denne
gang i langt højere grad fokuserer på at Ilande – og ikke kun udviklingslande –
gennemgribende skal arbejde med at opnå målene. Ellers vil ambitionen ikke
lykkes! Dette indebærer, at det danske samfund ikke blot skal introduceres og
oplyses omkring SDGs 17 mål og 169 delmål, men tilmed forandres for at de
overhovedet kan realiseres. Civilsamfundet skal aktiveres, indikatorer
implementeres og lovgivning justeres, hvilket den danske regering har taget til
efterretning. Ift. sidstnævnte har Finansministeren Kristian Jensen sågar lagt
op til, at der fremadrettet skal være et SDG eftersyn ved alt ny lovgivning,
for at sikre at Danmark leverer.
I henhold til mål 4, som skal ’fremme kvalitetsuddannelse
og muligheder for livslang læring for alle’ (særligt delmålene 4.5, 4.7 og 4.a)
er det derfor oplagt, at gribe fat i FGU. FGU kunne blive en skole for FN’s
Verdensmål for Bæredygtig Udvikling. Dvs. at de 50.000 unge, som bevæger sig i
grænsefeltet mellem grundskole og kompetencegivende uddannelse, og som oftest er
ekskluderet ift. at sætte den politiske dagsorden, igennem FGU kunne være med
til at gøre en forskel og realisere verdensmålene i praksis. At få indskrevet verdensmålene
i bekendtgørelsen vil ikke blot sikre, at Danmark leverer på mål 4 og visionen
om at alle skal med. Men det vil også
give FGU en status, et progressivt image og ikke mindst sikre at unge på kanten
bliver inkluderet, involveret og aktører for bærerdygtig udvikling nationalt og
globalt.
Siden 2010 har jeg, som ansat ved Den Økologiske Produktionsskole på Nørrebro, stået i spidsen for kampagnen Ung Aktion. Jeg har set unge vokse 10 cm på en time og oplevet, hvordan ’restgruppen’ er blevet frontløbere, har mobiliseret og iværksat projekter i Danmark og på den anden side af kloden, til fordel for nogle af verdens mest udsatte grupper. Unge på kanten, som aldrig har turde ytre sig eller følt deres stemme var noget værd, har stået foran flere 100 mennesker, blevet meningsdannere og opfordret til, at alle kan være med til at gøre en forskel. Det er ikke blot livsgivende og inspirerende, men det er også, efter min mening, det vi skylder dem. At give ALLE unge en platform, hvorfra de kan blive handlekraftige aktører i det samfund – lokalt og globalt – som de er en del af.
Derfor har jeg en appel – en appel til vores politikere, der i skrivende stund
sidder og udarbejder den endelige bekendtgørelse til FGUen.
Kære politikere vi skal have ALLE med,
når det gælder vores fremtid! Derfor er det afgørende, at unge på den nye FGU får
international forståelse og bliver involveret i, hvordan vores samfund kan
udvikle sig i en mere økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig retning. Det
er muligt, men det er nødvendigt at I sikrer, at det bliver indskrevet i
bekendtgørelsen.
Jeg håber, at I hører min appel –
nedenfor har jeg forslag til, hvordan det kan integreres.
FORSLAG TIL BEKENDTGØRELSE 1. FGU-skoler skal integrere og afspejle FN’s verdensmål for derved at være med til at opnå målsætningen for mål 4 – at fremme kvalitetsuddannelse og muligheder for livslang læring for alle. 2. Undervisningen skal bidrage til udvikling af deltagernes personlige, sociale og faglige kompetencer med henblik på at styrke mulighederne for fortsat uddannelse eller overgang til varig beskæftigelse. Tilbuddet skal endvidere gennem arbejdet med FN’s verdensmål bidrage til, at udvikle deltagernes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund, samt fremme international forståelse. 3. Undervisning, produktioner og projekter skal forholde sig til FN’s verdensmål, og derved dygtiggøre deltagernes egenskaber til at påtage sig et fælles ansvar og evne til at producere, forbruge og agere således, at de kan være med til at sikre global bæredygtig udvikling. […]Læs mere…
Unuanceret, konfliktoptrappende journalistik i TVLene Andersen12. marts 2019Min familie og jeg oplevede KUN fagligt dygtige, empatiske og rummelige læger af anden etnisk herkomst end dansk i en situation, hvor min far blev indlagt med en blodprop i hjertet. Ja faktisk oplevede vi en naturlig varme og omsorg, en empati og en altfavnende væremåde, som burde være enhver patient og pårørende forundt.
Disse oplevelser må der være mange andre, der også har haft, men de er desværre uinteressante for seerne – disse historier skaber IKKE høje seertal.
Jeg har for nyligt set TV dokumentarprogrammet: ”De udenlandske læger”,I programmet får vi at vide, at der er lægemangel på nogle sygehuse, især de sygehuse, der ligger langt væk fra Aarhus, København og Odense.Derfor rekrutteres der læger med anden etnisk herkomst end dansk. Her opstår problemerne – hvilket stort set er det eneste programmet fokuserer på.
Selvfølgelig er der læger af anden etnisk herkomst, ligesom det også kan være tilfældet med etnisk danske læger, der ikke kan deres metier. Deres lægefaglige kundskaber viser sig at være mangelfulde, og oveni dette ønsker/ evner de heller ikke at lære et tilstrækkeligt dansk, så de er til at forstå for den menige dansker, hvilket i sagens natur skaber utryghed.
Jeg bliver så indigneret, dér i min sofa, fordi det igen er et program, der fokuserer på at få vist et unuanceret billede af en bestemt gruppe i samfundet. Denne gang læger af anden etnisk herkomst end dansk.
De reaktioner, jeg har kunnet finde i medierne efter udsendelserne, har alene været læserbreve, der understreger problematikken. Kun ét læserbrev, der fortæller om kompetente læger med anden etnisk herkomst end dansk – skrevet af en hollandsk læge.
De findes, de dygtige udenlandske læger, og vi har brug for dem.Lad os støtte op om de fagligt kompetente udenlandske læger, og lad os dele de gode historier, så de kan få et værdigt arbejdsliv i Danmark.
Ja, lad os i det hele taget forholde os kritiske til diverse unuancerede, konfliktoptrappende dokumentarprogrammer. […]Læs mere…
Tag ansvar for de unge på arbejdsmarkedetNicolai Arentz Larsen19. juli 2018I år er jeg, igen, ude og køre jobpatrulje, som jeg efterhånden har gjort i en del år, og igen bliver jeg bekræftet i hvor vigtig kampagnen faktisk er.
Da jeg som 15 årig stod bag disken på den lokale tank, var det ikke alt der var helt efter bogen. Faktisk var det ikke særligt meget, så jeg kunne godt bruge at Jobpatruljen havde kigget forbi, og oplyst mig om hvordan arbejdsmarkedet hang sammen. og sådan har mange unge det. Men sådan burde det ikke være, faktisk burde det være omvendt, der burde være så godt styr på de unges arbejdsforhold, at Jobpatruljens arbejde slet ikke er nødvendigt.
Når vi kører Jobpatruljen, har vi et spørgeskema, som vi arbejder ud fra, det skema kommer bredt rundt om de rettigheder, som de unge har, så som, hvor meget må du løfte og skal du selv finde en afløser når du er syg. Især de spørgsmål synes jeg at svarene er ekstra foruroligende ved. De unge ved ofte ikke hvor meget de må løfte, hvilket er virksomhedens ansvar at oplære dem i, de gør det bare ofte ikke. Men endnu værre er det, når de unge selv skal finde en afløser når de er syge. Jeg har selv oplevet på mange af de forskellige fritidsjobs, jeg har haft, at jeg selv skulle finde en afløser, når jeg var syg. Det betød at man lå derhjemme i sin dårligskab og skulle fokusere på at finde en afløser til en lørdagsvagt, istedet for at koncentrere sig om at blive rask til skolen om mandagen. Det er ikke i orden, og jeg syntes at det er på tide at virksomhederne strammer op, og lever op til deres ansvar, som er at sikre en god start på arbejdsmarkedet for de unge. […]Læs mere…
Nej, #Metoo er ikke gået for vidtLine Petersen4. juni 2018Jeg skulle servere til Anders’ konfirmation og var lige mødt ind for en halv time siden. Jeg havde lige været rundt og hilse på de gæster jeg skulle servere for. Se dem i øjnene og give dem et smil med på vejen.
“…Under påskud af, ikke at kunne læse mit navneskilt sætter han ansigtet helt hen til mine bryster og nærstuderer…”
Jeg står nu, og er ved at fylde op med sodavand på deres buffet bord, hvor en mandlig gæst kommer over til mig.
Han kommer bagfra og lægger en arm omkring skuldrene på mig. Jeg får hurtigt drejet mig ud af hans greb, da det er en smule grænseoverskridende at en ukendt person kommer og lægger armen om skulderen på mig.
Jeg vender mig om, og smiler til ham, og spørger om jeg kan hjælpe ham med noget. Jeg forsøger at få øjenkontakt med ham, men hans øjne er fikseret på lidt sydligere breddegrader. Under påskud af, ikke at kunne læse mit navneskilt sætter han ansigtet helt hen til mine bryster og nærstuderer. Jeg havde heldigvis en rimelig tilknappet skjorte på, så det var begrænset hvor god en udsigt han havde. Det var for mig, helt tydeligt at det bestemt ikke var navneskiltet han gik efter, og hvis han virkelig ville vide hvad jeg hedder, kunne han jo kigge mig i øjnene og spørge i stedet for.
Mange eksempler, og ikke kun som tjener
Det her er et eksempel ud af mange, på hvordan chikane kan opleves i hverdagen, på arbejdspladsen. Jeg har selv utallige af dem fra mit arbejdsliv, og det begrænser sig ikke kun til tjenerfaget. Jovist, det her er et af de mindre voldsomme eksempler, og jeg vil da aldrig kalde det et decideret overgreb. Men derfor gør det det ikke mindre forkert. Det her var en grænse der blev overskredet for mig. I situationen havde jeg rigtig svært ved at sige fra, fordi det gik så hurtigt, og det var først bagefter det rigtigt gik op for mig hvad der var sket.
#Metoo gået for vidt
#MeToo startede som en bevægelse på sociale medier i USA, og har siden spredt sig til hele verdenen. Herhjemme har den fået en blandet modtagelse. Over halvdelen af danskerne mener at #Metoo er gået for vidt.
Undskyld mig? gået for vidt?
Manden der nærstuderede på mine bryster gik for vidt
Manden der hev mig ned på hans skød til en julefrokost gik for vidt
Manden der uprovokeret stak hans tunge ind i min mund og kyssede mig i byen gik for vidt
Til tvivleren, skeptikeren og modstanderen
Jeg var selv skeptisk i starten. men efterhånden som jeg læste, hørte og mærkedede de stærke fortællinger der er kommet frem med et # Metoo, er jeg blevet overbevist. Det her er kvinder der før ikke havde en stemme, der nu tør stå frem og sige fra. #MeToo er nutidens ligestillingskamp. #MeToo er ikke en kampagne, det er en bevægelse. Det er inddragelse af de sociale medier og at samle mennesker på tværs af religion, samfundslag og landegrænser, i en nødvendig kamp i mod årevis af chikane og krænkelser, i bland andet, arbejdslivet.
VI står overfor et valg
Vil vi gå med hysteri anklagerne, eller vil vi anerkende at vi har et problem?
Vil vi lade modstand ødelægge, at Metoo er blevet et fantastisk talerør, og har givet taletid til dem der tidligere ikke havde en stemme?
Vil vi stå sammen i fællesskab, og for alvor, nu, gribe bolden og tage kampen op?
Så til dig; Tvivleren, Skeptikeren eller Modstanderen, gør som jeg gjorde, lyt, læs og mærk efter. Det her er vigtige stemmer, og det er ikke bare hysteri eller overdrivelse.
Det her er et reelt problem […]Læs mere…
Mere Faglighed I Den Politiske DebatAndreas Børresen Hvilsom31. maj 2018Mit første blogindlæg på denne side handlede om, at politikere ikke skulle blande sig i, om jeg som madfar i en daginstitution skulle servere svinekød eller ej. Det var en debat der startede tilbage i 2011, og for nylig bragte DF emnet på banen igen.
Det er et eksempel på, at politikerne ikke lytter til min og mine kollegers faglighed når vi siger, at vi altså godt selv på den enkelte institution kan håndtere problematikken. Derfor skal vi råbe højt!
Under de nyligt overståede overenskomstforhandlinger stod det klart, at hvis os der er faglærte ikke råber op, ja så ender vi med at lægge under for tal og bundlinjer.
Men det er os der mærker konsekvenserne ved nedskæringer på velfærden.
Det er os der mærker, at vores uddannelser bliver ringere og ringere, fordi de ikke bliver prioriteret.
Det er os der føler vores faglige stolthed ikke bliver anerkendt.
Ude i vores virkelighed ved vi bedre. Så når der bliver fremsat love og besparelser om vores område, bliver vi nødt til at blive hørt.
Når der bliver varslet effektiviseringer i sygehusvæsenet, så bliver vi nødt til at høre fra sygeplejersken og lægen, der i forvejen løber umenneskeligt hurtigt.
Når der bliver sparet på arbejdsstyrelsen, så bliver vi nødt til at høre fra stilladsarbejderen, der måske i forvejen er bange for sit ve og vel, når vedkommende går på arbejde.
Når vi alle bliver pålagt at skulle arbejde længere, før vi kan gå på pension, bliver vi alle nødt til at vise politikerne, hvilke konsekvenser det vil få for os.
Det kan føles som Davids kamp mod Goliat, men jeg taler af personlig erfaring når jeg siger, at man ikke står alene.
Hvis man tæller ufaglærte med, da de oftest arbejder i samme fag som erhvervsuddannede (faglærte), så udgør vi over halvdelen af arbejdsstyrken.
Kigger man igen på OK18, så så vi, at der er flere og flere danskere der er villige til at kæmpe arbejdernes kamp. Der blev mødt talstærkt op til demonstrationer, møder og diskussioner og sikrede sig, at vi blev hørt.
Så det nytter noget!
Det er os der ved hvad der sker på gulvet, og det er os der står i det til hverdag. Derfor er det vigtigt at vi blander os i debatten. Det er vigtigt vi rykker i politikerne. Det er vigtigt der er faglighed i debatten, så det hele ikke handler om regneark.
Råb op! […]Læs mere…
Hva’ så nu?Andreas Børresen Hvilsom17. maj 2018Jeg stod midt i et stykke Danmarkshistorie. En historie som handlede om, hvad jeg følte, respekt for velfærdsyderne. Et skift i hvordan man anskuer offentligt ansatte, og det offentlige velfærdssamfund som helhed. Måske var vi ved at glemme de offentligt ansatte lidt? Måske var vi ved at glemme, at når der opstod et problem i vores elskede velfærdssamfund, og vi så råbte op om, at ”nogen må da gøre noget”, så var ”nogen” altså helt almindelige mennesker, med et job der også skulle få deres hverdag til at hænge sammen.
Vi tog velfærden for givet. Men det føler jeg, har ændret sig nu.
Min rolle i hele det virak, der hed OK18, startede med at jeg selv havde givet op overfor politikerne. Jeg følte mig som David mod Goliat, når jeg mente at noget var forkert i vores samfund. Noget der burde rettes op på. Det var trods alt mine kolleger og jeg, der mærkede de reformer og love som blev nedsat. Så nogen måtte jo gøre noget. Men det var som om, at der var blevet lukket ned for os der stod på gulvet, at vi ikke blev lyttet på. Noget jeg har følt mere og mere i løbet af de 6 år jeg har været ansat i en institution.
JEG måtte gøre noget.
Jeg valgte at blande mig. Det førte blandt andet til, at jeg blev inviteret med til det kæmpe TR-møde i Fredericia, og var med til at skabe en Facebookgruppe der hedder ”Bak op om de offentligt ansatte”, der i skrivende stund stadig har omkring 200.000 medlemmer. Og inde i den gruppe oplevede jeg en utrolig stor opbakning og støtte fra alle dele af samfundet.
Folk havde fået øjnene op for den trussel vores offentlige velfærdssystem stod overfor. En trussel der langsomt har gnavet systemet helt ind til benet bl.a. med de 2% ”effektiviseringskrav”. Den solidaritet og opbakning man så igennem hele forløbet, var enorm og håbefuld. Jeg føler mig ikke længere som den lille mand på gulvet, men en del af et samfund, der rent faktisk ønsker at bibeholde et solidarisk og stærkt velfærdssamfund. Et samfund der anerkender de folk der står bag de ydelser vi alle har glæde af, og kan regne med.
Men hva’ så nu?
Der er delte meninger om udfaldet af OK18, men jeg tror ikke nogen kan benægte den effekt det har haft, når vi alle sammen rejser os og kæmper sammen.
Det sammenhold må vi for alt i verden ikke glemme.
Det er et sammenhold, som jeg håber vil inspirere mange andre til at kæmpe i samlet flok, når tingene bliver uretfærdige. Det er en følelse jeg i hvert fald tager med videre, når overenskomstforhandlingerne står for døren i mit fag som kok.
Mit håb er i sidste ende, at folk kan se, at det nytter noget at råbe op.
Det nytter noget at kæmpe sin sag.
Og det nytter noget at stå sammen. Skulder ved skulder. […]Læs mere…
