Nattearbejde er usundt og det bliver ikke sundere fordi jeg får 10kr mere i timen

Jeg holder hjulene i gang om natten, og selvom mig og mine kollegers arbejdsforhold kan være svære at forholde sig til for ’almindelige danskere’, håber vi stadig, I vil huske os, når der skal forhandles overenskomst.

Lige nu arbejder folk på skiftehold normalt to timer mindre end andre. Men det mener jeg ikke er nok. Det burde være muligt at sørge for, at alle der arbejder på skiftehold, har en ekstra fridag om ugen.

For som udgangspunkt er nattearbejde ikke sundt og det bliver det heller ikke om 10 20 eller 30 år. Jeg oplever tit i mit daglige arbejde at Peter på 32 med små børn kæmper en kamp for at komme igennem en nattevagt, Jens på 62 kæmper en kamp, fordi han ikke kan sove om dagen. Det kan enten være fordi han ikke kan sove mere eller fordi han bliver forstyrret i hans søvn af en tissetrang der rammer alle ældre mennesker på et tidspunkt i livet.

Alt forskning siger nattearbejde ikke er sundt, flere får blodpropper, sukkersyge, forhøjet kolesteroltal og en masse andre sygdomme. Det skal vi selvfølgelig kompenseres for!

For samfundet drives også af os, der knokler hele natten.

Så kære forhandlere, der i de her måneder forhandler nye overenskomster for os alle, tænk på os der arbejder, mens du ligger der hjemme og sover med din familie, mens vi er nogen der ødelægger vores helbred for at holde hjulene i gang.