Respektér min kone

Kære Politiker😊

Jeg har ’dobbeltfri’ hver anden weekend året rundt.

Hvad betyder så det spø’r du dig selv. Jo, det skal jeg forklare dig.

Min hustru arbejder på et plejehjem som social- og sundhedshjælper og arbejder derfor hver anden weekend.

Hun er stolt af sit arbejde, og hun ser det som et kald at sikre og passe på vores ældre medborgere i det, der som regel er deres sidste hjem på denne jord.

Hvad hun til gengæld ikke er stolt af, er din manglende erkendelse og ikke mindst påskønnelse af det arbejde hun faktisk er glad for.

At min hustru elsker sit arbejde, berettiger ikke dig som politiker til gang på gang at udsætte hverken hende, hendes kolleger og ikke mindst de mennesker, hun arbejder for at sikre en god alderdom, de besparelser, du for at give de af os, der i forvejen har en god indtægt, flere skattelettelser, vi i bund og grund ikke har brug for.

Brug i stedet pengene på en normering, så weekendnormering ikke, som det allerede er tilfældet, bliver hverdagsnormering, hvilket er jo nok en årsag til det rimeligt højt sygefravær inden for branchen.

Adskillige af min hustrus kollegaer har allerede været langtidssygemeldte grundet stress med mere, og jeg frygter nu, hvornår det sker for min lille familie, og hvad er min ’dobbeltfri’ weekend så værd ?