Økonomisk ulighed

Kære Sofie Løhde – Bør en direktør tjene 100 gange mere end en offentlig ansat?

 I sidste uge sad jeg og læste avisen Finans, og her kunne jeg læse, at nogle danske direktører nu har fået lønstigninger på 25% – og tjener 40-50 mio. kroner om året. Det gør mig vred – ikke at der er nogen der tjener mere end andre – men at der er så kæmpe stor forskel på lønniveauet mellem en direktør og fx en offentlig ansat. Til sammenligning tjener en offentlig ansat gennemsnitligt ca. 4-500.000 kr om året.

Finanskrisen er slut, der er kommet gang i hjulene, samfundet kører derudad , der er mangel på arbejdskraft og lønningerne stiger igen. Det er jo fantastisk, og vi kan alle glæde os.

Men jeg mener, at den økonomiske ulighed i samfundet er blevet alt for stor, når der kan være en lønforskel på 40-50 mio kr om året mellem en direktør og en offentlig ansat!

Hvad er det der gør, at direktøren skal tjene så meget mere?

Hvorfor er direktørens arbejde så meget mere værd – end den pædagog der passer hans barn i børnehaven – den lærer der underviser hans barn i folkeskolen – den sosu der tager vare på hans gamle mor på plejehjemmet – den sygeplejerske der hjælper hans indlagte hustru på sygehuset – eller den politimand der kommer ud til indbrud i hans hjem? Vi bidrager alle til væksten i samfundet!

Jeg er selv uddannet både social og sundhedshjælper, social og sundhedsassistent og sidst men ikke mindst socialpædagog. Jeg har 30 års erfaring indenfor mit område og jeg tjener ca. 400.000 kr om året. 

Jeg får også lønstigninger – i denne overenskomstperiode på 3 år bliver min samlede lønstigning på ialt ca 8% – fordelt ud over 3 år. 

Men der er altså en kæmpe forskel på lønstigninger på 8% af 400.000 kr som offentlig ansat – og 25% af 40 mio kr. som privatansat direktør.

Det gør mig vred – at min profession og mit arbejde som pædagog og offentlig ansat ikke værdsættes og ikke anerkendes tilnærmelsesvis på lige vilkår med direktørens arbejde. For hvis ikke jeg og alle de andre offentlige ansatte er her til at løse de ovennævnte opgaver – så kan direktøren jo heller ikke løse hans opgaver.

Sofie Løhde – hjælp os med at gøre den økonomiske ulighed mindre

Jeg mener, at vi er nødt til at gøre noget ved denne økonomiske ulighed – og et rigtig godt sted at starte er ved vores minister for offentlig innovation Sofie Løhde. I december 2017 sagde du at “Danmarks 750.000 offentlige ansatte har fået for store lønstigninger, og det skal der bremses op for”. 

Kære Sofie Løhde, vi har brug for, at du ændrer holdning til de offentlige ansatte. At du er med til at tale de offentlig ansattes faglighed, deres arbejde og nødvendigheden af deres indsats op – i stedet for at tale den ned. 

Giv os den anerkendelse og den positive opmærksomhed som vores indsats fortjener. Giv os mere i løn, så løngabet og den økonomiske ulighed ikke bliver endnu større.