Seneste indlæg
21. juni 2021Ikke-kategoriseret
Photo: Zinna Mac-Eochaidh
Fra flueben i regneark til retfærdigt samfund
John er 56 år gammel. En firskåren mand med stålgråt hår, der omkranser et ansigt med dybe fuger, der bærer vidnesbyrd om et langt og barskt og kompromisløst liv. John er vokset op i et hjem med vold og har været på antidepressiv medicin siden har var 19 år gammel. Han har haft et massivt alkoholmisbrug, været gældsat, er sammenbidt af natur og en holdningernes mand – på den hårdnakkede måde. John blev skilt og så ikke sine børn i mange år. Han gik ind og ud af mange forskellige jobs – ude af stand til at fastholde dem. I 2019 blev John ansat på Grantoftegaard. Han blev stille og roligt inkluderet i et arbejdsfællesskab i køkkenet. Nu to et halvt år senere er John ude af sit misbrug, han arbejder 20 timer om ugen, møder ind til tiden og er pligtopfyldende. Og måske vigtigst af alt – gnisten i de azurblå øjne er vendt tilbage. Han tror på sig selv.
Bruddet med den negative sociale arv
Johns søn er flyttet hjem til ham, optaget på Technical Education Copenhagen TEC og bestået sin første eksamen med et 12-tal. John havde tårer i øjnene da han fortalte mig den fremragende nyhed forleden over frokosten. Stoltheden lyste ud af ham.
Det er lige netop i dette rum, i det øjeblik, at selve meningen med at skabe sociale fællesskaber bliver håndgribeligt i mere end én forstand. Set fra et Excellark og fluebensperspektiv spares der voldsomt mange udgifter til betaling af understøttelse. Der er færre udgifter til lægebesøg. Flere indtægter i form af betaling af indkomstskat. Og måske vigtigst af alt – der er skabt en rollemodel der fører næste generation videre mod uddannelse.Tanja Höper, Direktør
Non profit er big business
På blot 10 år er Beskæftigelseslovgivningen (LAB) lavet om hele 77 gange og fylder i dag 30.000 sider. En sagsbehandler bruger ca. 45 min. pr. time på administration. Der afholdes ca. 2,6 mio. samtaler med ledige hvert år og 750.000 aktiveringsforløb. Samtidig viser forskningen for sårbare og udsatte mennesker, at sanktioner og krav har den modsatte effekt af det vi ønsker, som jo netop er at flere mennesker modtager uddannelse, er i arbejde – og lever et liv med sundhed, livsglæde og livskvalitet. Omsorgen for udsatte borgere koster på tværs af velfærdssystemet ca. 41 mia. kr. om året i nettoudgifter. En stor del af pengene går til overførselsindkomster og sociale ydelser, men også behandling af fysiske og psykiske sygdomme genererer betydelige udgifter.
Photo: Zinna Mac-Eochaidh
Vi skal opbygge en ny kultur
Helt grundlæggende er der behov for at ændre kulturen, tilgangen, mødet og samtalen omkring vores etablerede systemer. Som socialøkonomisk virksomhed oplever jeg eksempelvis en stadig større respekt og anerkendelse omkring vores non profit arbejde fra den private sektor. De søger samarbejdet med os i en erkendelse af, at vi leverer ind i så uhyre mange andre bundlinjer end den økonomiske. Samarbejdet på tværs af sektorerne er ikke opstået af sig selv. Det har taget tid og en oprigtig nysgerrighed på hinanden. Det væsentlige er dog, at alle går fra hinanden med en følelse af at blive rigere i mere end en forstand. Lad os nu overføre denne erfaring og opbygning af tillid til andre sektorer.
Derfor vil jeg også nysgerrigt og opmærksomt holde øje med Reformkommissionens anbefalinger hen over efteråret. @Nina Smith vil stå i spidsen for den gruppe af kloge mennesker der skal komme med ideer til at løse udfordringerne i bl.a. at opkvalificere flere ufaglærte, unge til at tage en uddannelse m.v. Det er prisværdigt at Regeringen tager handsken op, men verdenen drejer fortsat og hverdagen buldrer derudaf.
Så lad dette være en åben invitation til arbejdsmarkedscheferne i Hovedstadskommunerne. Hop i et par gummistøvler og ta´ turen ud i det økologiske landskab. Lad os være oprigtigt nysgerrige på hinanden og dele vores erfaringer. Så mange, mange gode mennesker kommer i arbejde – og lever et liv med sundhed, livsglæde og livskvalitet.Tanja höper, direktør […]Læs mere…
9. juni 2021Ikke-kategoriseretOs, der bor på landet, læser ofte andres debatindlæg, om hvordan det er at bo på landet. Andres synspunkter, andres beskrivelser og andres historier – om de forfaldne huse ved vejkanten, den lukkede købmand og de uddøende lokalsamfund.
Men jeg bor her. Sammen med 2.2.609.342 andre mennesker bor jeg i et landområde i Danmark. Jeg er også medstifter af den socialøkonomiske virksomhed LandSkaberne. Og min historie har et andet afsæt.
I LandSkaberne arbejder vi med at skabe bedre levevilkår i vores landområder – flere basale servicefaciliteter, udvikling af lokale job- og erhvervsmuligheder, bedre mobilitet og mulighed for et fællesejet økonomisk fundament i mindre landsbysamfund. Vi bruger lokal og fællesejet virksomhedsdrift som løftestang og middel til det. Nogle kalder det demokratisk erhverv, nogle kalder det kooperativer, andre kalder det andelsbaseret virksomhed.
LandSkaberne er stiftet af en grund. Støtte til landområderne har gennem mange år fortrinsvist haft fokus på fritidslivets aktiviteter. Vi er enige i at fællesskaber og mødesteder er vigtige, men det er ikke tilstrækkeligt (vi bor her jo ikke kun om søndagen). Udvikling i landområderne har også i årtier været præget af enkeltstående projekter. Vi arbejder for at skabe et stabilt og fællesejet økonomisk grundlag for udvikling i lokalområder.
Men vigtigst af alt. Udviklingen af levevilkår i vores landområder kan ikke fikses udelukkende af os, der bor (og heldigvis er der politiske tiltag på vej, der løser nogle af de strukturelle barrierer som f.eks. statsgaranterede lånemuligheder til boliger) Men udviklingen af vores landområder kan heller ikke fikses uden os, der bor her. Fordi det er nemmere f.eks. at etablere energiløsninger i landområder, hvis de også giver en fordel for os, som bor lige ved siden af dem, hvis vi f.eks. bliver medejere. Udviklingen kan ikke fikses uden os; de borgerdrevne købmænd skal f.eks. ejes og drives af nogen. Der er gode politiske takter i forhold til økonomisk støtte til borgerdrevne købmænd, men de skal igangsættes af nogen. Nogen skal bruge en del tid i sit eget liv, for at give alle mulighed for at købe to liter mælk nede på hjørnet. Udviklingen kan ikke fikses uden os, fordi historien om livet på landet er (også) vores. Vi lever den – hver dag.
Mange af os, der bor i landområderne, ønsker at tage favntag med vores lokalområder. Vi ønsker at tage favntag med vores liv, som udfolder sig der. Vi vil gerne give den en skalle for at være med til at løse nogle af de større udfordringer, der hvor vi bor. For nogen er det en mulighed, og initiativer, der løser grundlæggende udfordringer i landområder, rejses – og alle klapper. For andre er det ikke en mulighed. For andre mangler tiden, ressourcerne eller kræfterne til at tage favntag med grundlæggende udfordringer. For alle gælder det, at vi kæmper stort set kampen selv. For de fleste betyder det, at udvikling bliver tilfældig og ulige fordelt. LandSkaberne er stiftet af en grund.
Udvikling af landområderne er ingens opgave. Eller det er alles opgave? Er det op til os der bor der? Selvom mange landkommuner arbejder fokuseret med landdistriktsudvikling, så er det en kan-opgave. Ikke en skal-opgave. Det tænker jeg betyder noget for de ressourcer der prioriteres hertil.
Bedre livsvilkår i form af job- og erhvervsmuligheder, stabile og basale servicefaciliteter, bedre mobilitet. Skal vi opnå det ved helt egen kraft? Fordi vi bor i et landområde – i Danmark?
Så nej, min historie tager ikke udgangspunkt i gentagende beskrivelser af lukkede købmænd og huse der forfalder. Jeg vender faktisk hovedet den anden vej, hver gang jeg læser de overskrifter
Fordi dét, som jeg synes egentligt er i forfald, er de eksisterende muligheder for støtte og rådgivning til at løse grundlæggende udfordringer i vores landsbysamfund. De hænger dinglende i hængslerne fra en anden tid. De møder ikke det behov, der er. Det er det, jeg ser.
I rapporten ”Den kommunale landdistriktsindsats” (Center for regional- & turismeforskning) beskrives, hvordan initiativgrupper i landområder falder imellem to stole. De passer ikke ind i det etablerede erhvervsfremmesystem, der henvender sig til klassiske iværksættere. Dem som arbejder for at løfte deres eget lokalområde, og blot bruger virksomhedsdrift som middel hertil, opfatter nødvendigvis ikke sig selv som ”iværksættere”. Henvender de sig i stedet til deres kommune, så har de færreste landdistriktskonsulenter fokus på erhverv.
LandSkaberne er etableret, fordi vi som stiftere selv har oplevet, at der ikke fandtes nogen rådgivning til at udvikle en fællesejet demokratisk virksomhed i vores egen landsby. Den er stiftet ud fra en præmis om, at os der bor i landområderne, kan løfte vores lokalsamfund sammen.
Men vi kan ikke gøre det alene.
Vi har brug for at skabe en mere nuanceret forståelse af og opmærksomhed på, hvad erhvervsdrift er. Hvad erhvervsdrift kan bruges til. Hvad det betyder, at en virksomhed har en demokratisk organisering. Hvad det bidrager med. Hvad det kræver. Den nuancerede forståelse kan vi kun skabe sammen med de respektive kommuner og erhvervsfremmesystemer.
LandSkaberne er stiftet af en grund. Vi ser en mulighed for at benytte lokal og fællesejet virksomhedsdrift som løftestang og middel til at løfte et (lokal)samfund i vores landområder. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for at samarbejde med kommuner og erhvervsfremmesystemer. Vi kan ikke gøre det alene, fordi vi er en del af den samme virkelighed, og det samme samfund. Vi skal ikke gøre det alene, fordi det er i alles fælles interesse at skabe en langt bredere og mere mangfoldig forståelse af hvad erhverv kan bruges til. Det er i alles fælles interesse at udnytte det potentiale, der er i vores landområder, og at skabe et Danmark der hænger sammen.
Så giv os blot et kald! Vi er i gang, og vi er lige her. […]Læs mere…
8. juni 2021Ikke-kategoriseretI år vil alle igen havde mulighed for at tage del i demokratiet. Og deltagelse er det helt grundlæggende i et demokratisk land/styrer.
Demokrati og folkeoplysning:
Så alle er inviteret til demokrati, til at deltage i fællesskabet.
Men er det altid så let, og er mulighederne ens for alle? Og hvis det ikke er, så har det demokratiske styre en udfordring.
For at kunne deltage er der nogle grundlæggende ting der må og skal være i orden. For det første skal man kunne få information og meget gerne kunne følge med i debatterne om de politiske udfordringer. Og for at kunne det er det at kunne læse næsten helefundamentet for at kunne få information på en måde hvor man selv kan vælge sit stof.
For at være med i demokratiet skal man derfor kunne læse og skrive på et rimelig niveau. Bare tænk på, at når man se til stater som ledes enten i enevælde eller diktatur, er det næste altid lande hvor det generelle uddannelses niveau er meget lav.
Hvor tit tænker vi egentlig over hvad der er det grundlæggende og grundlaget for det demokrati vi kender i Danmark?
Folkeoplysning bliver i Danmark anset for at være en grundpille for folkestyret. Den er defineret som almen ikkeformel undervisnings- og oplysningsvirksomhed for unge og voksne og sker hovedsagelig i oplysningsforbund, på højskoler, på biblioteker eller gennem foreninger.
Vi fik et godt udgangspunkt i Danmark grundlov som vi fik i 1849. Vedtagelsen af grundloven blev slutningen på enevælden, kongens magt blev indskrænket og borgerne fik stemmeret. Grundloven er som Danmarks forfatning et vigtigt symbol for demokratiet og dets udvikling.
Folkeoplysning har været en stor del af formidling af viden og oplysninger, og et sted hvor alle havde mulighed for at være med – også i forhold til at læse og skrive – så der var mulighed for at tage aktiv del i demokratiet på et rimeligt niveau.
Ved et valg som det forestående er det også vigtigt at forstå, at det ikke altid handler om hvad er bedst for ”mig”. Udgangspunktet i et ægte demokrati må være at man kan se sig selv som medlem af et fællesskab, og så må det være hvad er bedst for fællesskabet der er i fokus
Et godt eksempel er beslutninger der er taget med udgangspunkt i fællesskab, har en længere overlevelse end beslutninger som er taget hen over hovedet på det store flertal. Det er en sandhed som ses meget tydelig i når man undersøger forskellene på de forskellige selskabsformer vi kender herhjemme. Alle undersøgelser viser nemlig, at kooperative virksomheder klarer kriser bedre end almindelige virksomheder. Og hvorfor gør de så det? Ja min påstand vil være at det er fordi de i kraft af deres medlemsdemokrati typisk træffer mere bæredygtige og langsigtede beslutninger. Og det uanset om medlemmerne er forbrugere eller medarbejdere. De tænker nemlig mere på hvordan virksomheden kan udvikle sig til gavn for sit formål, end på at skaffe sig det bedst mulige afkast hurtigst muligt.
Og for at sikre at medlemmerne altid er i stand til at deltage i demokratiet på et oplyst grundlag, er et af de grundlæggende principper i kooperativer det at man skal sikre sine medlemmer uddannelse og information. Og i den sammenhæng spiller muligheden for folkeoplysning stadig en stor rolle.
Så husk demokrati er ikke kommet af sig selv, og det overlever kun hvis man/du tager del i det. […]Læs mere…
26. maj 2021Ikke-kategoriseretDesværre kan vi ikke godkende din ansøgning om en erhvervskonto, fordi vi vurderer, at det er for risikabelt. Det var svaret Ali fik, da han kontaktede sin bank for at åbne en erhvervskonto. De 4 andre banker, han henvendte sig til efterfølgende, gav det samme svar.
Pludseligt var hans verden ved at kollapse – banken havde nemlig sagt at han havde 2 uger til at finde en erhvervskonto for sin kiosk – altså, i en anden bank. Han havde brugt sin privatkonto til at modtage betalinger fra kunder. Det er lovligt, når man har en enkeltmandsvirksomhed, men det var ikke godt nok for banken.2 uger og så lukker de hans privatkonto. Ali skal have et barn om lidt. Han har overlevet krigen, flugten, lejren, integrationsprogrammet, og så en periode på kontanthjælp. Siden han og hans familie har fået asyl i Danmark har de været blandt de fattigste i landet, og selvom han er meget taknemlig for integrationstøtten, har der ikke været særligt overskud til noget som helst de sidste år. Så da han fik muligheden for at tage over sin gamle nabos kiosk, troede han, at han kunne se lyset for enden af tunnelen. Han skulle være selvstændig erhvervsdrivende, ligesom i Syrien, da han var ung. Han skulle sørge for sin familie og have et godt og trygt liv i sit nye land, Danmark. Være sin egen chef. At en manglende erhvervskonto skulle spænde ben for den drøm havde han ikke set komme.
Han viste ikke, at man rykker højt op på bankernes risikoskala, når man er tilknyttet til et land, hvor der er stor risiko for terrorfinansiering – og han er født i Syrien, et højrisikabelt land kan man sige. Han viste heller ikke, at kioskbranchen vurderes meget risikabel for hvidvask, og så rykker man endnu højere op på risikoskalaen.
Småvirksomheder kommer i klemme med hvidvaskloven
Her har vi en modstandsdygtig, stærk iværksætter, en af de heldige, som får alle sine drømme kørt i grøften på grund af et system, han ikke havde regnet med.
Små butiksejere, chauffører, pizzeriaer, frisører osv. arbejder alle i brancher, som er relativt let tilgængelige, med en nem adgang til en kundekreds, men med et rygte for hvidvask. Men ved ikke at give dem adgang til en erhvervsbankkonto, rykker man dem ind i den grå økonomi, hvor meget ordnes kontant, og risiko for hvidvask er øget meget mere. Det er jo slangen, der spiser halen.
Flygtninge er ikke de eneste, som oplever store problemer med at få adgang til erhvervsrelaterede bankprodukter. Det problem breder sig. Jo mere kraverne til bankerne er øget – jo flere mennesker får drømmene knust i systemet.
Dette er ikke et integrationsproblem. Sofie fra Ribe har samme problemer, når hun prøver at åbne en café, fordi små virksomheder igen og igen kommer i klemme med hvidvaskloven. Jeg bliver ved med at høre disse historier.
Jeg mener, at regler og procedurer, som gør, at vi kan bekæmpe hvidvask er vigtige og meget nødvendige, men det er også vores pligt som samfund at finde måder til at tackle den finansielle eksklusion, som er skabt ifølge dem. Små erhvervsdrivende selvstændige er enormt vigtige for landets fremtid og et blomstrende lokalsamfund.
Om Finklusiv
Hos Finklusiv arbejder vi hårdt på at opnå noget, vi er stolte af: at tilbyde økonomisk integration og de bedste betingelser for succes for iværksættere og virksomhedsejere med flygtningebaggrund.
Vi er så heldige at have en partnerbank, som gerne vil kigge på den risiko, der kommer med at have erhvervsdrivende flygtninge som kunder. Vi tilbyder træning og rådgivning til vores kunder, så de lærer at bedre navigere love og krav, som hører med til at drive egen virksomhed på en tydelig og åben måde. Det gør bankens arbejde med hvidvaskbekæmpelse nemmere, og den er så mere villig til at modtage vores anbefalinger, og give flere af vores virksomhedsejere mulighed til at modtage indbetalinger på de rette vilkår.
Ved at give dem adgang til erhvervsbanktjenester, uddannelse og professionelle tjenester af høj kvalitet hjælper vi dem med at skabe og fremme deres forretning og i sidste ende deres levebrød.
Lad os snakke sammen til at få finansiel inklusion i fokus og finde løsninger til hele landets gavn. […]Læs mere…
8. maj 2021Ikke-kategoriseretOverraskelsen slog mig som en hammer i panden, da han langt om længe svarede, mere end halvanden uge efter at jeg i en besked spurgte, om han havde det godt.
“Næ, faktisk ikke. Jeg er sygemeldt med stress”
Da jeg skrev til min tidligere kollega, Hugo, var det egentlig blot ment som en høflig hilsen og et livstegn. Et forsøg på at række ud og prøve at fastholde den smule samhørighed, vi nok allesammen har brug for i vores hverdag under Corona-nedlukningen.Det var trods alt længe siden, vi sidst havde mødtes eller haft nogen form for kontakt. Jeg havde også selv brug for lidt positivitet, et lyspunkt i den monotone trummerum.
Så jeg skrev.
For han og kollegerne i hans virksomhed havde vist pænt meget at rive i. Deres forretning måtte gå godt, tænkte jeg.
Han skulle jo holde hjulene i gang i samfundet, når nu vi ikke rigtig formåede det.
Nogen skal jo betale gildet i vores velfærdssamfund, når andre ikke kan – eller?
Det blev starten på en længerevarende dialog, hvor jeg reelt måtte hjælpe ham med at komme på højkant igen.
Der er nemlig ikke rigtig megen hjælp at hente hverken i sundhedssystemet eller det sociale system. Det sidste er en helt anden historie, som vi kan tage en anden gang.
Turen gennem stressmaskinen kender jeg kun alt for godt selv.Men hvordan kan det være, at det skal være en forholdsvis udenforstående person som mig, der skal få tingene til at ske?
Hvorfor skal det være nødvendigt?
Det er snart flere år siden jeg så tallet
65.000
Det var ifølge Danmarks Statistik det antal mennesker, der hver eneste dag mangler på arbejdsmarkedet på grund af stress eller depression herhjemme. Og de fleste ser passivt til…
Der er gået nogle måneder.
Hugo er en sej gut. Via familie og venner får han privat psykologhjælp i sin stræben efter at samle sig selv op og redefinere sig selv og sit liv.
For både samfundet og virksomheden, som har mistet en arbejdskraft, og for Hugo, kommer det til at tage et godt stykke tid endnu – lang tid. Det bliver dyrt.
Men allerede nu ligger det fast, at Hugo ikke vender tilbage til sin hidtidige arbejdsplads.
Deres måder at arbejde på og styre opgaverne levner ham ikke plads til at kunne fungere som menneske igen.
Det er nødvendigt med luftforandring for, at han kan starte på en frisk.
Tilbage står jeg med de samme spørgsmål, jeg har haft i årevis:
Hvordan kan det være, at selv de bedste og stærkeste på arbejdsmarkedet skal gå ned med flaget i konkurrencen om kundernes opgaver og jagten på overskud?
Hvorfor skal rene tilfældigheder bestemme, hvem der trækker nitten og bliver syge, mens de andre “overlever”– i denne omgang…
Hvem skal erstatte Hugo og de 65.000 andre i stressmaskinen?
Hvad har du tænkt dig at bidrage med?
Se passivt til?
Jeg er med på, at du ikke kan redde hele verden.
Men du kan redde dem, der befinder sig i din nærhed. Hvis du gør dig umage med at “se” dem.
Og du kan sætte fokus på de måder I deler informationer og arbejder på, ligesom du kan øve indflydelse på den måde, opgaverne styres på.
Gør noget! […]Læs mere…
8. maj 2021Ikke-kategoriseretFor 10 år siden var jeg med til at stifte en ny virksomhed. Vi havde lige færdiggjort vores studier, tømmermændene havde knapt lagt sig da realiteten ramte os. Fuck vi får jo aldrig jobs her i finanskrisen. Vi blev nødt til at skabe dem selv. Fulde af virkelyst kastede vi os over udformningen af vedtægter, budget og forretningsmodeller og alt det andet, man har brug for, hvis man skal have lov til at lege virksomhed. Vores mål var at skabe nye arbejdspladser og grøn omstilling. Vi fik hurtig den første kunde i hus og så var vi i gang.
Det skulle dog vise sig, at det med at skaffe kunder var vores absolut mindste problem. Igen og igen ramte vi nemlig panden mod muren, når vi skulle have godkendt vedtægter, bogført regnskaber og alt det andet, der hører til at starte en virksomhed. Når vi talte med SKAT og Erhvervsstyrelsen, vidste de dårligt nok hvor de skulle sende os hen, og vi blev syltet igen og igen. Til vores egen overraskelse – vi var jo bare en virksomhed, og selv kom jeg fra CBS og var skolet i profitmaksimering og dem mødte de vel masser af? Det var først, da de præsenterede os for ‘problemet’ i at vi jo var et kooperativ – og at de synes, det var en gammeldags og dårlig konstruktion, at vi forstod, hvorfor vi hele tiden strandede uden hjælp og vejledning. Den eneste, de kunne henvise os til, var en eller anden revisor i Aarhus – som i øvrigt var død i mellemtiden.
Selvom juristerne hos erhvervsstyrelsen og SKAT anbefalede, at vi lukkede biksen, så de kunne slippe for besværet, så gav vi os heldigvis ikke en millimeter og til sidst måtte SKATs jurister da også indrømme at vi havde loven på vores side, omend vi gjorde det besværligt for dem. Efter mødet var der en af dem der trak os til side og sagde at det faktisk var godt der stadig eksisterede kreative sjæle som os, der turde prøve noget nyt og gå op imod systemet. Lettere rystede tog vi fra mødet med vores firma i behold.
Efter 10 år som forretningsudvikler har jeg mødt mange desillusionerede unge der ønskede at lave en virksomhed, hvor alle er medejere og har noget at skulle have sagt. De opgiver ved målstregen, da de ikke kan finde hverken bankmænd, revisorer og advokater, der ved noget om emnet og alle dem du møder i erhvervslivets økosystem er skolet i en model, hvor mennesker blot er en ressource til at skabe mere rigdom for de få. Det er såmænd ikke ond vilje man møder derude. Men det virker som om at Danmark har tabt sit økonomiske guldæg på gulvet, i forsøget på at danse med de tunge drenge på den internationale scene.
Hele erhvervsfremmesystemet er over tid blevet indrettet efter en one size fits all model inspireret af den amerikanske drøm. Og det er jo ikke ligefrem fordi at de stinker af succes derover..
Hvis man kigger på nøgletallene bag de ca. atten tusinde danske kooperativer er historien en anden. De tegner sig for 10% danske BNP og har i gennemsnit en højere produktivitet end de gængse virksomhedsformer.
Jeg er hverken rød blå grøn eller alternativ. Men jeg mener, at rammevilkårene for kooperativer skal sidestilles med andre virksomhedsformer, fordi de udgør en af grundpillerne for vores fantastiske økonomiske velstand herhjemme i Danmark. Så burde vi ikke afpudse vores syn på, hvad en rigtig virksomhed er og kan være, før vi overlader vores børns fremtid til tvivlsomme børsspekulanter, der er skolet i at kortsigtet gevinst for enkeltpersoner på toppen af kransekagen?
Der sidder masser af driftige unge mennesker derude med en drøm om at skabe noget for sig selv og hinanden. Lad os give dem de bedste muligheder for ikke at drukne i doven systemtænkning. […]Læs mere…
8. maj 2021Ikke-kategoriseretDiversitet i iværksætteri og fysiske fællesskaber er afgørende for at Danmark fortsat kan være et innovativt og bæredygtigt foregangsland. Vi skal som samfund gribe nye ideer og sikre at vi ikke går glip af sociale innovationer.
Da jeg for næsten 20 år siden skulle åbne min første tøjbutik på Nørrebro stod jeg relativt alene med et tomt og fugtigt kælderlokale som jeg af uransagelige årsager havde forelsket mig i.
Jeg husker tydeligt spændingen, men også følelsen af modløshed fordi jeg stod alene med min ide. I markant kontrast til det var glæden ved den store opbakning fra lokalområdet og mit eget netværk som virkeligt blev synligt den dag jeg åbnede. Der var så mange mennesker som mødte op på gaden foran butikken, at vi stoppede både busser og biler for gennemkørsel. Der var lokale kunstnere og hangarounds fra nørrebro, venner, familie, og selv den lokale skomager i sin kørestol som havde fulgt med i månederne op til, og som et par timer forinden havde lappet mine yndlings højhælede sko, kom forbi med en blomst og en flaske. Det samme gjorde de hjemløse nede fra hjørnet og designerne fra Danmarks designskole.
Den dag gik det op for mig hvilken styrke diversitet, fællesskab og netværk har, fordi de her mennesker hver især på den ene eller anden måde havde fulgt mig og været med til at støtte mig hen imod min drøm.
Den opbakning jeg fik stod i dyb kontrast til den modløshed jeg følte da jeg stod alene med en ide og en tom butik som skulle åbne inden for kort tid.
Det er i forvejen svært at starte noget nyt op, og hvis man samtidig ikke har et team med sig, adgang til netværk og et fællesskab som både kan bakke op, være med til at fejre når det går godt og være der når man fejler, så er vejen længere og den kan føles ensom.
Igennem de sidste 12 år som direktør for DISIE (Danish Institute for Sustainable Innovation & Entrepreneurship) har jeg oplevet hvordan unge iværksættere har fundet sammen om at skabe nye løsninger på nogle af samfundets problemer. Her kan de uformelle møder over fredagsbaren, i køkkenet eller over kaffen være skelsættende.
Jeg har været vidne til hvor afgørende fællesskabet er, både for dem som står udenfor universitets inkubatorerne, ligesom jeg gjorde da jeg startede, for de ledige akademikere, iværksætterne der forlader inkubatorerne, dem der har siddet isoleret med en ide og for alle dem der ikke nødvendigvis passer på det stereotype billede af en iværksætter som vi som samfund har skabt.
Fællesskabet er ikke kun afgørende for at man lykkes, men også betydningsfuldt for at processen til succes både kan være lærerig, sjov og værdifuld.
Fællesskaber hvor der er plads til diversitet kan være med til at sikre at vi ikke går glip af vigtige samfunds innovationer og der er i den grad behov for fællesskaberne for at nye løsninger kan blive skabt.
Efter lang tids nedlukning hvor vi alle er blevet vant til at næsten alt kan klares digitalt tegner der sig i modsætning til det digitale et tydeligt billede af hvor vigtigt fællesskaber er.
Vi har som mennesker behov for at være sammen, og det understreger endnu mere behovet for de iværksættere der ikke er en del af et fællesskab.
Lad os skabe flere iværksætterfællesskaber i hele Danmark, som både kan være samlende for de lokale økosystemer, og give iværksætterne adgang til rådgivning, risikovillig kapital og et relevant netværk som kan være afgørende for at iværksætter ideerne når fra ide til handling.
Fællesskaber med rollemodeller hvor iværksætterne kan udvikle sig i samarbejde med andre gode iværksætter kollegaer som kan give det vigtige klap på skulderen når det er svært, og fejre succeserne når en milepæl nås.
Vejen til succes er både sjovere og kortere hvis den skabes i fællesskab med andre. […]Læs mere…
8. maj 2021Ikke-kategoriseretOs, der bor på landet læser, ofte andres artikler om, hvordan det er at bo på landet. Andres ord, andres meninger, andres historier – om de forfaldne huse, den lukkede købmand, og om alle dem, der flytter væk.
Jeg bor her. Sammen med alle de andre, der bor her. Jeg er også medstifter af LandSkaberne. Vi er sat i verden af en grund.
Den historie starter også med en nedlukket købmand. Selvfølgelig gør den det – og ja, den købmand var vigtig for os, der bor der. Fem kilometer til nærmeste butik, børnene, der selv kunne gå ned og købe fredagsslik, det uformelle mødested, småsnakken, og fornemmelsen af at høre til.
Men det er ikke den historie, der er vigtig at fortælle. Det, som er vigtigt at fortælle, det er, hvorfor vi ikke magtede at gøre noget ved det selv. Hvad vi manglede.
Jeg vidste godt dengang, at det var nu, vi skulle gøre noget. Lige nu. Jeg vidste godt, hvad vi kunne gøre. Jeg vidste, hvordan vi kunne gøre det. Det er det felt, jeg er udannet indenfor.Jeg vidste at, vi kunne overtage butikken sammen i landsbyen og drive den som et andelsvirksomhed, men det var – tilfældigvis – bare det forkerte tidspunkt. Et familieliv med fuldtidsjob, 1½ times pendling frem og tilbage til København, en efteruddannelse – et hverdagsliv med alle bolde i luften på én gang – som så mange andre.
Jeg slap tøjlerne. To måneder senere blev bygningen købt for en slik. Af en, der ikke selv bor der. Siden har den stået tom. Og ubrugt.
Og nej, jeg ser ingen grund til at fortælle om tomme huse i landområderne. Det er der så mange andre, der gør.
Det, som jeg virkelig gerne vil fortælle, er, at der er masser af mennesker og potentialer og entreprenant flittighed i landområder, som går til spilde. Hver eneste dag. Fordi der ikke er nogen form for rådgivning, der rammer lige dette behov.
Os, der bor i landområderne, ønsker at tage favntag med vores lokalområder. Vi ønsker at tage favntag med vores liv, som udfolder sig der. Men vi kæmper stort set kampen selv. Bedre livsvilkår i form af øget lokal økonomi, bedre muligheder for job og erhvervsmuligheder, stabile og basale servicefaciliteter, bedre mobilitet. Skal vi opnå det ved helt egen kraft?
LandSkaberne er sat i verden af en grund.
Vi er med til at skabe bedre vilkår for, at alle kan gribe muligheden, når f.eks. den lokale købmand pludselig må lukke. Vi arbejder ud fra det grundprincip, at fællesejet erhvervsdrift er løftestang og et middel til at udvikle et (lokal)samfund. Og vi arbejder tæt sammen med lokale initiativgrupper i landsbyerne for at nå fra den første ide om f.eks. den fællesejede købmand eller den fællesejede turistvirksomhed. Og vi gør det sammen.
Sammen udvikler vi forretningsmodeller, der kommer hele byen til gavn. Vi udvikler sammen det produkt, der bliver kernen af den fællesejede virksomhed. Sammen organiserer vi den fællesejede virksomhed, så det bliver langtidsholdbart. Vi kæmper sammen for at skaffe det første økonomiske grundlag, og vi hjælpes ad, når hele lokalsamfundet skal medinddrages.
Nogle kalder det demokratisk erhverv, nogle kalder det kooperativer, andre kalder det andelsbaseret virksomhed. Vi kalder det, det der skal til.
Det gør vi i LandSkaberne, men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for at bygge bro til de eksisterende former for rådgivning.
Heldigvis er det en problemstilling, som landdistriktsforskningen har taget fat om. I rapporten ”Den kommunale landdistriktsindsats” beskrives hvordan en gruppe af mennesker falder imellem to rådgivnings-stole. De oplever ikke at kunne bruge de etablerede tilbud om rådgivning i forhold til iværksætteri og erhvervsfremme. Det er tilbud, der henvender sig til klassiske iværksættere. Men dem der arbejder for at løfte deres eget lokalområde– og blot bruger virksomhedsdrift som middel hertil – opfatter nødvendigvis ikke sig selv som ”iværksættere”. Og henvender de sig i stedet til deres kommune, så vil de færreste landdistriktskonsulenter have et erhvervsmæssigt fokus. Så der findes et hul i erhvervsrådgivningen her – en sprække som LandSkaberne er vokset ud af.
Den sprække vil vi gerne gøre synlig. Vi vil gerne fortælle hvad det betyder – for alle os der bor i landområderne- og vi vil genre i LandSkaberne fortælle, hvordan andelsbaserede virksomheder kan være et greb hertil. Og vi har brug at bygge bro til andre. Så grib telefonen. Vi er kun et opkald væk. […]Læs mere…
8. maj 2021Ikke-kategoriseretGrantoftegaard.dk
Løftestang mod livsmestring
Emilie var blot 17 år gammel, da hun satte sine ben for første gang på Gården. Hun kom med massive udfordringer, med en kaotisk opvækst og mange anbringelser bag sig. En dag over frokosten spurgte jeg hvordan det gik derhjemme. Tja – lød det lidt drevne svar med nedslåede øjne. Mor ligger døddrukken på fifaen og det eneste hun ville have af mig, er at gå ned og hente smøger til hende. Med omsorg, tillid, ansvar og en tro på Emilies evner har hun fået et truckcertifikat og kørekort. Hun har afsluttet sin 9. klasses eksamen i dansk og matematik.
Vores økologiske gård fungerer ikke bare som landbrug, men som målrettet og dedikeret uddannelses- og beskæftigelsesindsats – non-profit. Og denne økologiske landbrugsdrift har fået Emilie i ordinær fuldtidsbeskæftigelse – hun bor i dag i egen lejlighed og har en skøn kæreste.
Fra system til livsmestring
Jeg bobler af stolthed og glæde når jeg tænker på Emilie, og hvordan hun har genvundet troen på fremtiden, men helt grundlæggende, så oplever jeg, at ungeindsatserne er utilstrækkelige organiseret. Indsatsen og samarbejdet omkring de unge er præget af en klar magt- og rollefordeling med myndigheden som stiller opgaven, og aktøren som skal opnå og bliver målt og belønnet ud fra en fastsat forståelse af resultater, hvor målet helliger midlet, og borgerens integritet og egen drivkraft er i risiko. Målsætningerne defineres ud fra en fastlåst og snæver definition af hvad gode resultater er, ud fra et kortsigtet økonomisk perspektiv, og bliver taget ud af en helhed hvor det ikke er et anerkendt resultat at den unge fx har opnået øget livsmestring og behov for mindre støtte, reduceret eller ophørt misbrug. Dette bevirker i øvrigt, at myndighederne shopper rundt i et marked af sultne aktører, som dels underbyder hinanden i ren desperation for at få en bid af kagen og opretholde deres eksistensgrundlag.
Kærlighed, omsorg, personlig styrke og modstandskraft, fastholdelse af venskaber, delagtiggørelse i forpligtende fællesskaber, evnen til at komme på e-Boks, styre ens økonomi eller vasketøj er blevet negligeret og taget ud af ligningen – bagatelliseret.
Tallenes vidnesbyrd
Hvert år tilføres der milliarder af kroner til sociale indsatser rettet mod udsatte børn og unge. Tal fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) anslår, at udsatte unge uden job koster det danske samfund 105 milliarder kr. om året i udgifter og tabte indtægter. På trods af dette, viser tallene for hjemløshed, misbrug og psykiske lidelser blandt de unge, at udviklingen går i den forkerte retning. Det samme gør andelen af unge, der ikke er i job eller uddannelse.
Indsatserne er samtidig præget af systemets egen logik, der bl.a. udspringer af de objektive og målbare parametre og målsætninger, som vi kan vurdere de unges livssituation ud fra. Denne logik gennemsyrer måden, hvorpå de unge tilbydes hjælp. Lovgivningen og praksis er utålmodig, og ofte bevilges indsatser for 13 uger ad gangen i beskæftigelsessystemet, hvilket efterlader den unge i usikkerhed om fremtiden og uden anerkendelse af, at tiden er en afgørende faktor.
Udgangspunktet for den manglende succes på trods af de mange millioner af kroner der allokeres til indsatserne, kan således meget vel hænge sammen med måden, hvorpå vores sociale system fungerer og resultatopgør på.
Emilies historie beviser, at hårdt fysisk arbejde, forpligtende fællesskab, kærlighed og omsorg – samt en fungerende og seriøs tværgående indsats, bliver garanten for et bæredygtigt resultat i mere end én forstand. Regnestykket er ret simpelt…
Fra idé til handling
Så kære Pernille Rosenkranz Theil, Astrid Kragh og Peter Hummelgaard – træk nu i jeres gummistøvler og ta’ turen på jer ud i det økologiske landskab. Vi vil – over ”rosenkålene” – i dialog med jer om denne grundlæggende problemstilling om manglende muligheder for at tilegne sig livsmestringskompetencer. Løsningerne kalder på nye veje og tilgange til den komplekse indsats for de udsatte unge. Der er behov for nye målsætninger, andre typer løsninger og et langt tættere samarbejde mellem forskellige aktører.
Om Grantoftegaard
På Grantoftegaard, som drives som Registreret Socialøkonomisk Virksomhed, sår vi liv og høster og høster rent grundvand. Vi er drevet af en ambition om at skabe forandringer – for folk – deres liv – og verdenen vi befinder os i. Med den økologiske landbrugsproduktion som redskab, er der skabt en bæredygtig ramme til at opnå uundværlige livsmestringskompetencer og bane vejen mod et rummeligt arbejdsmarked. Om det er at sætte stiklinger til forårsløg eller pastinak i drivhuset og på marken og herefter høste, rengøre og sælge til de begejstrede og opløftede gårdbesøgende, pleje og passe bistaderne, så hvidkløveren og rapsen har de bedste forudsætninger for at trives, eller køre med den gigantiske 8 fods såmaskine så rækkerne står snorlige til årets økologiske produktion. […]Læs mere…
8. maj 2021Ikke-kategoriseretAlle skal havde ret til og muligheder for en uddannelse og en plads på arbejdsmarkedet. Uddannelse på dagpenge er ikke en mulighed for familier, der har stiftet familie.
Situationen på arbejdsmarkedet, set efter Corona, og forventninger til behovet for arbejdskraft viser, at der bliver mere end 90.000 faglærte job, som det bliver svært at besætte. Men samtidig vil rigtig mange også stå uden et arbejde, og det vil især være dem med meget lidt eller meget kort uddannelse, som vil have svært ved at få en plads på fremtidens arbejdsmarked.
Det er tale om ansatte, som har været på de samme arbejdspladser i mange år af deres liv, og de har stiftet familie og har faste udgifter. De vil ikke have mulighed for at tage en uddannelse, som ellers ville kunne give en plads på det nye arbejdsmarked.
Så når den ansatte på industrivirksomheden mister det arbejde hun har haft i 25 år, så er hun meget dårligt stillet, selvom hun har passet sit job hver dag. Hun har brugt mange år på at sikre en tryg hverdag for sin lille familie. Nu skal hun hjem og fortælle, at de måske må flytte. Der vil ikke være råd til ferie eller andre ting, som har været det, der sikrer et godt liv for hendes familie.
Muligheder for en efteruddannelse, som f.eks. faglært på lærlingeløn eller dagpenge på 110 % i uddannelsesydelse, kunne lyde af meget. Men selv det er langt under det, man normalt havde som indtægt og vil ikke vil kunne dække de faste udgifter. Så konsekvensen kan være, at man så må gå fra hus og hjem.
For at sikre en forsat efteruddannelse til alle og dermed muligheden for at være en del af fremtidens arbejdsmarked, bør alle have ret til et antal uger eller måneders uddannelse. Det kunne blive vurderet ud fra det antal år, man har haft et arbejde, og som sikrer den samme indtægt, som man har haft i optjeningsperioden. Det vil give muligheder for en reel uddannelsesløsning.
På lang sigt kunne løsningen være, at alle borgere i Danmark fødes med retten til et antal uddannelses år/økonomisk dækning. En uddannelsesmulighed, som man så kan taget af igennem hele livet. […]Læs mere…
8. maj 2021Ikke-kategoriseretPlejepersonale, der lader gamle sidde i beskidte bleer. Pædagoger, der ignorerer grædende børn. Historier om omsorgspersonale, der svigter de allersvageste. Det virker som om, de har glemt, at de arbejder med mennesker. Jeg frygter, at det en dag kan blive mig.
Onsdag morgen for tre år siden bliver jeg ringet op af kokken i den socialøkonomiske café, jeg på daværende tidspunkt er leder af. Hun beder mig om at komme nu. Der er mødt en ny borger op fra Jobcenteret og der er noget helt galt.
Det burde være indlysende, at man ikke sender en syg stofbruger ud og blive arbejdsprøvet i en café.
Da jeg træder ind i caféen, fører kokken mig om bag ved, til vores samtalerum. Her sidder en mand i 40’erne. Der lugter surt i rummet. Han sveder kraftigt og ryster. Han rækker mig en kold og fugtig hånd og præsenterer sig som Jens. Jeg spørger om han er syg. Han fortæller mig, at hans sagsbehandler har sagt, at han skal i arbejdsprøvning i vores café, ellers tager de hans kontakthjælp. Jens er stofbruger og har virkelig brug for pengene, så han har dagen før taget en kold tyrker, så han kan møde op upåvirket. Han er simpelthen i gang med selv at afgifte sig. Imponerende og helt og aldeles uholdbart – både for Jens og for caféen.
Det er dømt til at gå galt. Så hvorfor sker det? Hvordan kan der sidde et menneske – i det her tilfælde en sagsbehandler – der sikkert havde noble grunde til at tage en uddannelse inden for socialområdet – over for et andet menneske med en tydelig stofafhængighed og synes, at det er en god idé at sende ham ned og arbejde i en café med abstinenser? Tror sagsbehandleren, at Jens bliver stoffri fra den ene dag til den anden, af at få et arbejde? Er sagsbehandleren ond eller blind? Nok ikke.
Det her starter oppefra.
Det betyder noget, når politikere indfører mere og mere kontrol og straf på det sociale område og inden for beskæftigelsesområdet. Når sagsbehandlere får så mange sager på deres bord, at de ikke har tid til at se på det enkelte menneske og foretage en rationel og menneskelig vurdering. Når der foretages nedskæringer på området, år efter år.
Jeg stemte rødt ved sidste folketingsvalg, ligesom flertallet i øvrigt, og jeg må indrømme, at der sneg sig lidt yes we can begejstring ind i mit ellers ret politiker-lede-ramte hjerte. Endelig var valget ikke endnu en konkurrence i, hvem der kunne stramme mest på udlændingeområdet. Der blev talt om normeringer i institutionerne og vores sygehuse. Der var visioner og håb for de svageste i samfundet. Men begejstringen blev desværre kortvarig.
To ud af de tre debatindlæg beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har udgivet i april måned, omhandler – ikke overraskende – indvandrere. Ikke jobskabelse og udsatte, ikke om hvordan vi løser sundhedsvæsnets udfordringer sammen med personalet. Det er blevet hverdag og standardlæserbrevet handler igen om noget med indvandrere.
Kære Peter Hummelgaard. Du og regeringen bliver simpelthen nødt til at ændre kurs inden os, der arbejder inden for det her område, knækker og lader kynismen sejre. Vi skal have en human beskæftigelsespolitik, der sætter det enkelte menneske i fokus. Vi skal tænke langsigtet og også turde investere i løsninger, der først har effekt efter næste folketingsvalg.
Vi socialøkonomiske virksomheder kan rigtigt meget. Vi kan opbygge troen på egne kompetencer. Vi kan tilbyde kollegiale fællesskaber. Vi kan hjælpe folk videre, fordi vi gør os umage med at finde den enkeltes ressourcer og drømme for et godt liv. Men vi kan ikke gøre det alene.
Vi har brug for en social model, hvor vi kan sætte os på den samme side af bordet med Jens, med sagsbehandleren, med politikerne og hvem der ellers er brug for, så vi kan træffe de rigtige beslutninger. Vejen ud af udsathed er ikke ens for alle og løsningerne er ofte komplekse. Det er besværligt, men nødvendigt.
For det er jo i virkeligheden helt banalt det her. Vi er alle sammen mennesker. Uanset om du er på bistand eller på Borgen. Og forråelse kan ske for os alle. Både for beskæftigelsesministeren, pædagogen og sagsbehandleren, hvis vi glemmer at se mennesket bag udsatheden. Og jeg frygter, at det en dag også kan ske for mig. […]Læs mere…
8. maj 2021Ikke-kategoriseretJeg mener, at der er brug for meget mere åbenhed om det økonomiske, end vi er vant til i vores arbejdsliv, fordi det er et felt, som både er vigtigt og samtidigt kan give grundlag for mistanker.
Kantinens opslagstavle
Under et besøg i en kooperativ trykkerivirksomhed, hvor jeg blev vist rundt af José, en af grundlæggerne , medlem af ledergruppen, kommer vi forbi indgangen til kantinen. Her ser jeg en opslagstavle med et dokument, som viser, hvad hver medarbejder har som lønniveau mv og beløb. Ved siden af er det virksomhedens seneste månedsresultat, som er slået op. Jeg er overrasket over denne åbenhed og spørger, hvad det betyder, og José forklarer: ”Når en ny medarbejder starter hos os, er han jo helt med på, hvad vi fortæller om vores måde at fungere på. Men når det halve år er gået, og han bliver medlem, så har vi jo set, at der kommer en skepsis. Kan det nu være sandt? Hvor går pengene hen? Der må være noget lusk et sted. Det er derfor vi sætter de opslag på tavlen – så alle kan se at vi ikke skjuler noget.”
Dette er en oplevelse fra en veletableret virksomhed i en provinshovedstad i Argentina, som var i vækst med 37 beskæftiget på det tidspunkt. Jeg oplevede en tilsvarende åbenhed i kooperativer der er medlem i Mondragongruppen i Baskerlandet i Spanien. Det var information der supplerede hvad der i øvrigt var af adgang til viden og information blandt medarbejderne.
Den lønåbenhed og åbenhed om vilkårene og hvordan det egentligt går for virksomheden, håber jeg er til inspiration for danske kooperativister eller få lys på hvordan I allerede skaber et godt vidensniveau blandt medarbejderne om økonomi i kooperativet. Det er et sundhedstegn, når man åbent og frit kan tale om, hvordan det går og hvordan medarbejderne får indflydelse på virksomheder.
Er åbenhed om økonomien en god ting i et kooperativ? […]Læs mere…
8. maj 2021Ikke-kategoriseretLæger kan ikke læse tanker. Dog var det måske, hvad Mahmoud håbede var tilfældet, da han forgæves forsøgte at fremstamme sine selvmordstanker til familielægen. Mahmouds opvækst som homoseksuel i en religiøs og traditionel familie havde resulteret i en depression, der nu fik ham til at søge hjælp. og en sygemelding. Men i stedet for at forklare lægen, hvor de depressive tanker stammede fra, fik han kun vævende sagt noget om, at han havde det dårligt.
Frygten for, at hans omgangskreds og familie skulle få nys om hans identitet, hvis han åbnede sig op holdte ham tilbage. Lægen, der fremstod uforstående over for hans problem, stoppede ham fra at være ærlig.
Mahmoud modtog en henvisning til en psykolog, som han aldrig benyttede sig aldrig af. Det havde krævet, at han selv fandt en psykolog, der netop havde forståelse for det at være homoseksuel og minoritetsetnisk på samme tid. En opgave, han betragtede som uoverskueligt vanskelig.
Hvis lægen kunne læse Mahmouds tanker, havde lægen måske også været i stand til at yde den rette hjælp. Hvis lægen kunne læse tanker, ville han vide, at Mahmouds opvækst var præget af et syn på mænd og drenge, der gjorde det svært for Mahmoud at tale ærligt om sin psykiske sårbarhed. Kunne han læse tanker, kunne han have henvist ham til LGBT+ Danmarks rådgivning eller til foreningen Sabaah, som yder rådgivning og fællesskaber for netop minoritetsetniske LGBT+ personer.
Hvis lægen kunne læse Mahmouds tanker, havde lægen måske også været i stand til at yde den rette hjælp.
Men læger kan ikke læse tanker. Det næstbedste ville dog have været, hvis Mahmoud og lægen havde haft en åben snak om Mahmouds identitet og den faktiske årsag til hans selvmordstanker.
Det kræver, at lægen tilegner sig nok viden om de forhold, der gør sig gældende for landets minoriteter, til at høre og forstå det, der med larmende tavshed ikke bliver sagt. Desværre mangler denne viden i store dele af sundhedsvæsenet.
I Danmark er LGBT+ personer markant dårligere repræsenteret i statistikker over mental sundhed. Angst, depression, stress, selvskade og selvmordsadfærd er alarmerende mere udbredt blandt seksuelle og kønslige minoriteter. Blandt minoritetsetniske LGBT+ personer beretter hver tredje, at have haft selvmordstanker inden for det seneste år.
Den alment praktiserende læge er gatekeeperen til resten af sundheds- og socialsektoren. Det er sådan vi har indrettet sundhedsvæsenet. LGBT+ personer skal trygt kunne møde sundhedsvæsenet uden at frygte hverken fordomme eller uforstående blikke fra læger, der ikke ved, hvad de skal stille op. Ellers formår vi som samfund ikke, at komme den alarmerende ulighed i mental sundhed til livs.
Mahmoud er et pseudonym, og hans historie fremgår af rapporten ’Danske LGBT-personers møde med almen praksis’ udarbejdet af Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet for Sundhedsstyrelsen i 2019. Han er én i en række LGBT+ personer samt almen praktiserende læger, der har fortalt om deres forhold til hinanden. Et forhold som rapporten konkluderer desværre præget af en række barrierer. Gensidigt tabu, manglende viden samt uforståenhed overfor, at LGBT+ personer kan kræve særlige hensyn, er blandt de største udfordringer.
Jeg kender ikke Mahmoud, men jeg håber, at han har fundet fællesskabet; at han har fundet ligesindede at dele sine erfaringer med. For Mahmouds erfaringer er ikke unikke, men sjældne nok til, at det kan kræve lidt hjælp og vejvisning de rette steder hen for at finde nogen at spejle sig i. Jeg håber, at vores almen praktiserende læger snart kan bære den opgave, og vi kan komme uligheden i sundhed til livs. […]Læs mere…