De 65.000 udbrændte

Overraskelsen slog mig som en hammer i panden, da han langt om længe svarede, mere end halvanden uge efter at jeg i en besked spurgte, om han havde det godt.


“Næ, faktisk ikke. Jeg er sygemeldt med stress”

Da jeg skrev til min tidligere kollega, Hugo, var det egentlig blot ment som en høflig hilsen og et livstegn. Et forsøg på at række ud og prøve at fastholde den smule samhørighed, vi nok allesammen har brug for i vores hverdag under Corona-nedlukningen.Det var trods alt længe siden, vi sidst havde mødtes eller haft nogen form for kontakt. Jeg havde også selv brug for lidt positivitet, et lyspunkt i den monotone trummerum.

Så jeg skrev.

For han og kollegerne i hans virksomhed havde vist pænt meget at rive i. Deres forretning måtte gå godt, tænkte jeg.

Han skulle jo holde hjulene i gang i samfundet, når nu vi ikke rigtig formåede det.

Nogen skal jo betale gildet i vores velfærdssamfund, når andre ikke kan – eller?

Det blev starten på en længerevarende dialog, hvor jeg reelt måtte hjælpe ham med at komme på højkant igen.

Der er nemlig ikke rigtig megen hjælp at hente hverken i sundhedssystemet eller det sociale system. Det sidste er en helt anden historie, som vi kan tage en anden gang.

Turen gennem stressmaskinen kender jeg kun alt for godt selv.
Men hvordan kan det være, at det skal være en forholdsvis udenforstående person som mig, der skal få tingene til at ske?

Hvorfor skal det være nødvendigt?

Det er snart flere år siden jeg så tallet

65.000

Det var ifølge Danmarks Statistik det antal mennesker, der hver eneste dag mangler på arbejdsmarkedet på grund af stress eller depression herhjemme. Og de fleste ser passivt til…

Der er gået nogle måneder.

Hugo er en sej gut. Via familie og venner får han privat psykologhjælp i sin stræben efter at samle sig selv op og redefinere sig selv og sit liv.

For både samfundet og virksomheden, som har mistet en arbejdskraft, og for Hugo, kommer det til at tage et godt stykke tid endnu – lang tid. Det bliver dyrt.

Men allerede nu ligger det fast, at Hugo ikke vender tilbage til sin hidtidige arbejdsplads.

Deres måder at arbejde på og styre opgaverne levner ham ikke plads til at kunne fungere som menneske igen.

Det er nødvendigt med luftforandring for, at han kan starte på en frisk.

Tilbage står jeg med de samme spørgsmål, jeg har haft i årevis:

Hvordan kan det være, at selv de bedste og stærkeste på arbejdsmarkedet skal gå ned med flaget i konkurrencen om kundernes opgaver og jagten på overskud?

Hvorfor skal rene tilfældigheder bestemme, hvem der trækker nitten og bliver syge, mens de andre “overlever”
– i denne omgang…

Hvem skal erstatte Hugo og de 65.000 andre i stressmaskinen?

Hvad har du tænkt dig at bidrage med?

Se passivt til?

Jeg er med på, at du ikke kan redde hele verden.

Men du kan redde dem, der befinder sig i din nærhed. Hvis du gør dig umage med at “se” dem.

Og du kan sætte fokus på de måder I deler informationer og arbejder på, ligesom du kan øve indflydelse på den måde, opgaverne styres på.

Gør noget!