Plejepersonale, der lader gamle sidde i beskidte bleer. Pædagoger, der ignorerer grædende børn. Historier om omsorgspersonale, der svigter de allersvageste. Det virker som om, de har glemt, at de arbejder med mennesker. Jeg frygter, at det en dag kan blive mig.
Onsdag morgen for tre år siden bliver jeg ringet op af kokken i den socialøkonomiske café, jeg på daværende tidspunkt er leder af. Hun beder mig om at komme nu. Der er mødt en ny borger op fra Jobcenteret og der er noget helt galt.
Det burde være indlysende, at man ikke sender en syg stofbruger ud og blive arbejdsprøvet i en café.
Da jeg træder ind i caféen, fører kokken mig om bag ved, til vores samtalerum. Her sidder en mand i 40’erne. Der lugter surt i rummet. Han sveder kraftigt og ryster. Han rækker mig en kold og fugtig hånd og præsenterer sig som Jens. Jeg spørger om han er syg. Han fortæller mig, at hans sagsbehandler har sagt, at han skal i arbejdsprøvning i vores café, ellers tager de hans kontakthjælp. Jens er stofbruger og har virkelig brug for pengene, så han har dagen før taget en kold tyrker, så han kan møde op upåvirket. Han er simpelthen i gang med selv at afgifte sig. Imponerende og helt og aldeles uholdbart – både for Jens og for caféen.
Det er dømt til at gå galt. Så hvorfor sker det? Hvordan kan der sidde et menneske – i det her tilfælde en sagsbehandler – der sikkert havde noble grunde til at tage en uddannelse inden for socialområdet – over for et andet menneske med en tydelig stofafhængighed og synes, at det er en god idé at sende ham ned og arbejde i en café med abstinenser? Tror sagsbehandleren, at Jens bliver stoffri fra den ene dag til den anden, af at få et arbejde? Er sagsbehandleren ond eller blind? Nok ikke.
Det her starter oppefra.
Det betyder noget, når politikere indfører mere og mere kontrol og straf på det sociale område og inden for beskæftigelsesområdet. Når sagsbehandlere får så mange sager på deres bord, at de ikke har tid til at se på det enkelte menneske og foretage en rationel og menneskelig vurdering. Når der foretages nedskæringer på området, år efter år.
Jeg stemte rødt ved sidste folketingsvalg, ligesom flertallet i øvrigt, og jeg må indrømme, at der sneg sig lidt yes we can begejstring ind i mit ellers ret politiker-lede-ramte hjerte. Endelig var valget ikke endnu en konkurrence i, hvem der kunne stramme mest på udlændingeområdet. Der blev talt om normeringer i institutionerne og vores sygehuse. Der var visioner og håb for de svageste i samfundet. Men begejstringen blev desværre kortvarig.
To ud af de tre debatindlæg beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har udgivet i april måned, omhandler – ikke overraskende – indvandrere. Ikke jobskabelse og udsatte, ikke om hvordan vi løser sundhedsvæsnets udfordringer sammen med personalet. Det er blevet hverdag og standardlæserbrevet handler igen om noget med indvandrere.
Kære Peter Hummelgaard. Du og regeringen bliver simpelthen nødt til at ændre kurs inden os, der arbejder inden for det her område, knækker og lader kynismen sejre. Vi skal have en human beskæftigelsespolitik, der sætter det enkelte menneske i fokus. Vi skal tænke langsigtet og også turde investere i løsninger, der først har effekt efter næste folketingsvalg.
Vi socialøkonomiske virksomheder kan rigtigt meget. Vi kan opbygge troen på egne kompetencer. Vi kan tilbyde kollegiale fællesskaber. Vi kan hjælpe folk videre, fordi vi gør os umage med at finde den enkeltes ressourcer og drømme for et godt liv. Men vi kan ikke gøre det alene.
Vi har brug for en social model, hvor vi kan sætte os på den samme side af bordet med Jens, med sagsbehandleren, med politikerne og hvem der ellers er brug for, så vi kan træffe de rigtige beslutninger. Vejen ud af udsathed er ikke ens for alle og løsningerne er ofte komplekse. Det er besværligt, men nødvendigt.
For det er jo i virkeligheden helt banalt det her. Vi er alle sammen mennesker. Uanset om du er på bistand eller på Borgen. Og forråelse kan ske for os alle. Både for beskæftigelsesministeren, pædagogen og sagsbehandleren, hvis vi glemmer at se mennesket bag udsatheden. Og jeg frygter, at det en dag også kan ske for mig.
Skriv et svar