For 10 år siden var jeg med til at stifte en ny virksomhed. Vi havde lige færdiggjort vores studier, tømmermændene havde knapt lagt sig da realiteten ramte os. Fuck vi får jo aldrig jobs her i finanskrisen. Vi blev nødt til at skabe dem selv. Fulde af virkelyst kastede vi os over udformningen af vedtægter, budget og forretningsmodeller og alt det andet, man har brug for, hvis man skal have lov til at lege virksomhed. Vores mål var at skabe nye arbejdspladser og grøn omstilling. Vi fik hurtig den første kunde i hus og så var vi i gang.
Det skulle dog vise sig, at det med at skaffe kunder var vores absolut mindste problem. Igen og igen ramte vi nemlig panden mod muren, når vi skulle have godkendt vedtægter, bogført regnskaber og alt det andet, der hører til at starte en virksomhed. Når vi talte med SKAT og Erhvervsstyrelsen, vidste de dårligt nok hvor de skulle sende os hen, og vi blev syltet igen og igen. Til vores egen overraskelse – vi var jo bare en virksomhed, og selv kom jeg fra CBS og var skolet i profitmaksimering og dem mødte de vel masser af? Det var først, da de præsenterede os for ‘problemet’ i at vi jo var et kooperativ – og at de synes, det var en gammeldags og dårlig konstruktion, at vi forstod, hvorfor vi hele tiden strandede uden hjælp og vejledning. Den eneste, de kunne henvise os til, var en eller anden revisor i Aarhus – som i øvrigt var død i mellemtiden.
Selvom juristerne hos erhvervsstyrelsen og SKAT anbefalede, at vi lukkede biksen, så de kunne slippe for besværet, så gav vi os heldigvis ikke en millimeter og til sidst måtte SKATs jurister da også indrømme at vi havde loven på vores side, omend vi gjorde det besværligt for dem. Efter mødet var der en af dem der trak os til side og sagde at det faktisk var godt der stadig eksisterede kreative sjæle som os, der turde prøve noget nyt og gå op imod systemet. Lettere rystede tog vi fra mødet med vores firma i behold.
Efter 10 år som forretningsudvikler har jeg mødt mange desillusionerede unge der ønskede at lave en virksomhed, hvor alle er medejere og har noget at skulle have sagt. De opgiver ved målstregen, da de ikke kan finde hverken bankmænd, revisorer og advokater, der ved noget om emnet og alle dem du møder i erhvervslivets økosystem er skolet i en model, hvor mennesker blot er en ressource til at skabe mere rigdom for de få. Det er såmænd ikke ond vilje man møder derude. Men det virker som om at Danmark har tabt sit økonomiske guldæg på gulvet, i forsøget på at danse med de tunge drenge på den internationale scene.
Hele erhvervsfremmesystemet er over tid blevet indrettet efter en one size fits all model inspireret af den amerikanske drøm. Og det er jo ikke ligefrem fordi at de stinker af succes derover..
Hvis man kigger på nøgletallene bag de ca. atten tusinde danske kooperativer er historien en anden. De tegner sig for 10% danske BNP og har i gennemsnit en højere produktivitet end de gængse virksomhedsformer.
Jeg er hverken rød blå grøn eller alternativ. Men jeg mener, at rammevilkårene for kooperativer skal sidestilles med andre virksomhedsformer, fordi de udgør en af grundpillerne for vores fantastiske økonomiske velstand herhjemme i Danmark. Så burde vi ikke afpudse vores syn på, hvad en rigtig virksomhed er og kan være, før vi overlader vores børns fremtid til tvivlsomme børsspekulanter, der er skolet i at kortsigtet gevinst for enkeltpersoner på toppen af kransekagen?
Der sidder masser af driftige unge mennesker derude med en drøm om at skabe noget for sig selv og hinanden. Lad os give dem de bedste muligheder for ikke at drukne i doven systemtænkning.
Skriv et svar