Læger kan ikke læse tanker. Dog var det måske, hvad Mahmoud håbede var tilfældet, da han forgæves forsøgte at fremstamme sine selvmordstanker til familielægen. Mahmouds opvækst som homoseksuel i en religiøs og traditionel familie havde resulteret i en depression, der nu fik ham til at søge hjælp. og en sygemelding. Men i stedet for at forklare lægen, hvor de depressive tanker stammede fra, fik han kun vævende sagt noget om, at han havde det dårligt.
Frygten for, at hans omgangskreds og familie skulle få nys om hans identitet, hvis han åbnede sig op holdte ham tilbage. Lægen, der fremstod uforstående over for hans problem, stoppede ham fra at være ærlig.
Mahmoud modtog en henvisning til en psykolog, som han aldrig benyttede sig aldrig af. Det havde krævet, at han selv fandt en psykolog, der netop havde forståelse for det at være homoseksuel og minoritetsetnisk på samme tid. En opgave, han betragtede som uoverskueligt vanskelig.
Hvis lægen kunne læse Mahmouds tanker, havde lægen måske også været i stand til at yde den rette hjælp. Hvis lægen kunne læse tanker, ville han vide, at Mahmouds opvækst var præget af et syn på mænd og drenge, der gjorde det svært for Mahmoud at tale ærligt om sin psykiske sårbarhed. Kunne han læse tanker, kunne han have henvist ham til LGBT+ Danmarks rådgivning eller til foreningen Sabaah, som yder rådgivning og fællesskaber for netop minoritetsetniske LGBT+ personer.
Hvis lægen kunne læse Mahmouds tanker, havde lægen måske også været i stand til at yde den rette hjælp.
Men læger kan ikke læse tanker. Det næstbedste ville dog have været, hvis Mahmoud og lægen havde haft en åben snak om Mahmouds identitet og den faktiske årsag til hans selvmordstanker.
Det kræver, at lægen tilegner sig nok viden om de forhold, der gør sig gældende for landets minoriteter, til at høre og forstå det, der med larmende tavshed ikke bliver sagt. Desværre mangler denne viden i store dele af sundhedsvæsenet.
I Danmark er LGBT+ personer markant dårligere repræsenteret i statistikker over mental sundhed. Angst, depression, stress, selvskade og selvmordsadfærd er alarmerende mere udbredt blandt seksuelle og kønslige minoriteter. Blandt minoritetsetniske LGBT+ personer beretter hver tredje, at have haft selvmordstanker inden for det seneste år.
Den alment praktiserende læge er gatekeeperen til resten af sundheds- og socialsektoren. Det er sådan vi har indrettet sundhedsvæsenet. LGBT+ personer skal trygt kunne møde sundhedsvæsenet uden at frygte hverken fordomme eller uforstående blikke fra læger, der ikke ved, hvad de skal stille op. Ellers formår vi som samfund ikke, at komme den alarmerende ulighed i mental sundhed til livs.
Mahmoud er et pseudonym, og hans historie fremgår af rapporten ’Danske LGBT-personers møde med almen praksis’ udarbejdet af Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet for Sundhedsstyrelsen i 2019. Han er én i en række LGBT+ personer samt almen praktiserende læger, der har fortalt om deres forhold til hinanden. Et forhold som rapporten konkluderer desværre præget af en række barrierer. Gensidigt tabu, manglende viden samt uforståenhed overfor, at LGBT+ personer kan kræve særlige hensyn, er blandt de største udfordringer.
Jeg kender ikke Mahmoud, men jeg håber, at han har fundet fællesskabet; at han har fundet ligesindede at dele sine erfaringer med. For Mahmouds erfaringer er ikke unikke, men sjældne nok til, at det kan kræve lidt hjælp og vejvisning de rette steder hen for at finde nogen at spejle sig i.
Jeg håber, at vores almen praktiserende læger snart kan bære den opgave, og vi kan komme uligheden i sundhed til livs.
Skriv et svar