Vi kan ikke gøre det alene

Os, der bor på landet, læser ofte andres debatindlæg, om hvordan det er at bo på landet. Andres synspunkter, andres beskrivelser og andres historier – om de forfaldne huse ved vejkanten, den lukkede købmand og de uddøende lokalsamfund.  

Men jeg bor her. Sammen med 2.2.609.342 andre mennesker bor jeg i et landområde i Danmark. Jeg er også medstifter af den socialøkonomiske virksomhed LandSkaberne. Og min historie har et andet afsæt.

I LandSkaberne arbejder vi med at skabe bedre levevilkår i vores landområder – flere basale servicefaciliteter, udvikling af lokale job- og erhvervsmuligheder, bedre mobilitet og mulighed for et fællesejet økonomisk fundament i mindre landsbysamfund. Vi bruger lokal og fællesejet virksomhedsdrift som løftestang og middel til det. Nogle kalder det demokratisk erhverv, nogle kalder det kooperativer, andre kalder det andelsbaseret virksomhed.

LandSkaberne er stiftet af en grund. Støtte til landområderne har gennem mange år fortrinsvist haft fokus på fritidslivets aktiviteter. Vi er enige i at fællesskaber og mødesteder er vigtige, men det er ikke tilstrækkeligt (vi bor her jo ikke kun om søndagen). Udvikling i landområderne har også i årtier været præget af enkeltstående projekter. Vi arbejder for at skabe et stabilt og fællesejet økonomisk grundlag for udvikling i lokalområder.

Men vigtigst af alt. Udviklingen af levevilkår i vores landområder kan ikke fikses udelukkende af os, der bor (og heldigvis er der politiske tiltag på vej, der løser nogle af de strukturelle barrierer som f.eks. statsgaranterede lånemuligheder til boliger) Men udviklingen af vores landområder kan heller ikke fikses uden os, der bor her. Fordi det er nemmere f.eks. at etablere energiløsninger i landområder, hvis de også giver en fordel for os, som bor lige ved siden af dem, hvis vi f.eks. bliver medejere. Udviklingen kan ikke fikses uden os; de borgerdrevne købmænd skal f.eks. ejes og drives af nogen. Der er gode politiske takter i forhold til økonomisk støtte til borgerdrevne købmænd, men de skal igangsættes af nogen. Nogen skal bruge en del tid i sit eget liv, for at give alle mulighed for at købe to liter mælk nede på hjørnet. Udviklingen kan ikke fikses uden os, fordi historien om livet på landet er (også) vores. Vi lever den – hver dag.

Mange af os, der bor i landområderne, ønsker at tage favntag med vores lokalområder. Vi ønsker at tage favntag med vores liv, som udfolder sig der. Vi vil gerne give den en skalle for at være med til at løse nogle af de større udfordringer, der hvor vi bor. For nogen er det en mulighed, og initiativer, der løser grundlæggende udfordringer i landområder, rejses – og alle klapper. For andre er det ikke en mulighed. For andre mangler tiden, ressourcerne eller kræfterne til at tage favntag med grundlæggende udfordringer. For alle gælder det, at vi kæmper stort set kampen selv. For de fleste betyder det, at udvikling bliver tilfældig og ulige fordelt. LandSkaberne er stiftet af en grund.

Udvikling af landområderne er ingens opgave. Eller det er alles opgave? Er det op til os der bor der? Selvom mange landkommuner arbejder fokuseret med landdistriktsudvikling, så er det en kan-opgave. Ikke en skal-opgave. Det tænker jeg betyder noget for de ressourcer der prioriteres hertil.

Bedre livsvilkår i form af job- og erhvervsmuligheder, stabile og basale servicefaciliteter, bedre mobilitet.  Skal vi opnå det ved helt egen kraft? Fordi vi bor i et landområde – i Danmark?

Så nej, min historie tager ikke udgangspunkt i gentagende beskrivelser af lukkede købmænd og huse der forfalder. Jeg vender faktisk hovedet den anden vej, hver gang jeg læser de overskrifter

Fordi dét, som jeg synes egentligt er i forfald, er de eksisterende muligheder for støtte og rådgivning til at løse grundlæggende udfordringer i vores landsbysamfund. De hænger dinglende i hængslerne fra en anden tid. De møder ikke det behov, der er. Det er det, jeg ser.

I rapporten ”Den kommunale landdistriktsindsats” (Center for regional- & turismeforskning) beskrives, hvordan initiativgrupper i landområder falder imellem to stole. De passer ikke ind i det etablerede erhvervsfremmesystem, der henvender sig til klassiske iværksættere. Dem som arbejder for at løfte deres eget lokalområde, og blot bruger virksomhedsdrift som middel hertil, opfatter nødvendigvis ikke sig selv som ”iværksættere”. Henvender de sig i stedet til deres kommune, så har de færreste landdistriktskonsulenter fokus på erhverv.

LandSkaberne er etableret, fordi vi som stiftere selv har oplevet, at der ikke fandtes nogen rådgivning til at udvikle en fællesejet demokratisk virksomhed i vores egen landsby. Den er stiftet ud fra en præmis om, at os der bor i landområderne, kan løfte vores lokalsamfund sammen.

Men vi kan ikke gøre det alene.

Vi har brug for at skabe en mere nuanceret forståelse af og opmærksomhed på, hvad erhvervsdrift er. Hvad erhvervsdrift kan bruges til. Hvad det betyder, at en virksomhed har en demokratisk organisering. Hvad det bidrager med. Hvad det kræver. Den nuancerede forståelse kan vi kun skabe sammen med de respektive kommuner og erhvervsfremmesystemer.

LandSkaberne er stiftet af en grund. Vi ser en mulighed for at benytte lokal og fællesejet virksomhedsdrift som løftestang og middel til at løfte et (lokal)samfund i vores landområder. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for at samarbejde med kommuner og erhvervsfremmesystemer. Vi kan ikke gøre det alene, fordi vi er en del af den samme virkelighed, og det samme samfund. Vi skal ikke gøre det alene, fordi det er i alles fælles interesse at skabe en langt bredere og mere mangfoldig forståelse af hvad erhverv kan bruges til. Det er i alles fælles interesse at udnytte det potentiale, der er i vores landområder, og at skabe et Danmark der hænger sammen.

Så giv os blot et kald! Vi er i gang, og vi er lige her.