Parforholdet rammes af frustrationer og afmagt, når Lichen ødelægger nydelsen. Lichen er en kronisk hudlidelse, som hyppigt ses ved kvinder, men rammer også mænd (6;1). Vævet ved kønsorganerne kan skrumpe, hvilket kan medføre smerte ved berøring og umuliggøre samleje. Manglende viden om Lichen stjæler sexlivet.
I oktober 2022 sendte DR Sex med P3 – Lets Talk about sex. En efterårsdag satte jeg mig og slugte alle 6 afsnit. Jeg havde set frem til oplysning om sexlivets mange facetter, men jeg blev skuffet. Hvad med alle de unge kvinder og mænd, som aldrig har hørt om Lichen? De blev fortsat dømt til gentagne behandlinger af svamp. Det kan give kortvarig lindring, men ikke korrekt behandling af Lichen.
Lichen er en tyv af sexlivet, og endnu engang gik den udenom at blive fanget. En langsom fremadskridende sygdom, som kan have perioder med udbrud og af og til ikke gøre meget væsen af sig. Måske netop derfor er tyven så så svær at fange. Tiden fra første symptomer til der er stillet en diagnose er lang. Alt for lang………….. Desværre mellem 5-7 år før lægen i samarbejde med patienten får fanget tyven.
DR fik ikke Lichen med i programserien, men måske kan vi sammen stoppe tyven, så den ikke stjæler sexlivet. Del ordet Lichen med en ven, kollega, datter eller søn. Jeg har med glæde set, at i skoleåret 23/24 skal de gymnasiale uddannelser have seksualundervisning, og her vil jeg prøve om jeg kan være så heldig, at Lichen bliver et ord, som bliver obligatorisk del af pensum.
Lea T. Jensen, psykolog, Sexologisk Center
Skriv et svar