Alt for mange børn og unge mistrives, det har vi slået fast for længe siden. Mange af de børn og unge ville trives langt bedre, hvis vi formåede at skabe fællesskaber, der kan rumme os alle.
Fællesskabet i skolen er en stor del af børnenes hverdag, og de fleste børn har et ønske om at være en del af det. Alligevel har jeg i min relativ korte tid i PPR mødt alt for mange børn, som på den ene eller anden måde står uden for fællesskabet. Enten fordi de ikke bliver inviteret ind i de fællesskaber, som de andre børn har, eller fordi de ikke passer ind i den norm, som er blevet skabt.
En dag på mit arbejde blev jeg bekendt med en sag, hvor de voksne omkring et barn ønskede barnet udredt og medicineret for ADHD. Det var med de bedste intentioner at de voksne ønskede det. Barnet kunne finde på at vandrer hvileløst rundt eller det virkede distræt, en adfærd der af de voksne, blev opfattet som noget der indimellem kunne irritere de andre elever. Barnet trivedes ellers godt, var glad for at komme i skole og havde ikke mærket de andres irritation. De voksne ønskede dog barnet udredt i tide, for der var jo en risiko for, at barnet på et senere tidspunkt ville blive ekskluderet fra fællesskabet.
Forældrene havde altså den opfattelse, at deres barn måtte ændre på sig selv, for fortsat at kunne være en del af fællesskabet.
Og jeg ser alt for ofte, at de udfordringer, der kunne løses ved at skabe inkluderende fællesskaber, bliver placeret hos det enkelte barn. De børn, der ikke har nogle venner, må mangle sociale kompetencer, børn som forstyrrer må udredes, og dem med andre interesser end flertallet må gå lidt mere op i det, de andre laver. Vi kender alle sammen disse børn, der hver dag kæmper for en plads i fællesskabet. Måske var det os selv, eller en vi gik i skole med eller måske går de i vores børns klasse. Jeg kan kun forestille mig, hvor ondt det må gøre at være forældre til de børn, foruden det at være et de børn. De børn fortjener også at blive inkluderet.
Vi kan ikke tvinge børn til at være bedste venner med alle, men det er heller ikke målet.
Ansvaret for inklusion og fællesskab starter hos os voksne. Måden, hvor på vi taler om børnene og om fællesskabet, har store konsekvenser. Når vi som voksne kategoriserer vores børns klassekammerater og elever som “ham, der altid forstyrrer” eller hvis vi undskylder manglende inklusion med, at “det også må være fordi hun fejler noget”, så lærer vi vores børn, at der er nogen mennesker vi ikke behøver at inkludere, og at man ikke altid behøver gøre sig umage overfor andre mennesker.
Det skal selvfølgelig ikke være op til det enkelte barn at være ansvarlig for, at alle de andre er inkluderede i fællesskabet. Det er vores ansvar som voksne at lære vores børn, at alle er lige meget værd og at allefortjener en plads i fællesskabet.
Skriv et svar