Forældre til børn og unge med psykiske lidelser, kæmper ikke alene med de udfordringer karakteriseret af deres givne diagnose, men i lige så høj grad med den stigmatisering og uvidenhed som fortsat lever i bedste velgående.
Kristeligt Dagblad bragte i sidste uge en artikel med præst Agnete Raahauge (jf. 27. januar 2023 Tidehvervspræst: Der ville være færre børn med diagnoser, hvis flere mødre kunne være mere sammen med deres børn | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk), hvor hun med udgangspunkt i sin faglighed som præst, og den dertil knyttede kontakt med folket, postulerede at der ”ville være færre børn med diagnoser, hvis flere mødre kunne være mere sammen med deres børn”. Hermed taler hun ind i den forældede opfattelse af ’køleskabsmødre’; kolde og fraværende mødre som ikke kan tage vare på deres børn, og som dermed forårsager mistrivsel og lidelse.
Med udgangspunkt i præmissen at det for de kvinder som bevæger sig ud på arbejdsmarkedet, hovedsageligt handler om at de ikke kan få tiden til at gå derhjemme, placeres skyld og årsag for børns medfødte neuropsykiatriske lidelser hos mor. For en mor som foretrækker et arbejde og dermed overlader pasning af sit barn til en institution, må jo iflg. Agnete Raahauge gøre sig klart at ”det at blive puttet i en institution, når man er så lille er diagnoseskabende”.
Ifølge Agnete Raahauge kan især stigningen af ADHD, forklares ud fra dette, da den diagnose ville kunne være undgået hvis blot barnet var blevet passet hjemme og ordentligt opdraget. Til spørgsmålet om stigningen i antallet af diagnoser mon ikke skyldes at vi er blevet bedre til at diagnosticere, svarer Agnete Raahauge: ”Muligvis, men så er det lige ved, man kan sætte diagnoser på os alle, og det er slet ikke sundt at have en diagnose. Det bliver til en undskyldning. Så kan man gå rundt og sige, at man ikke kan sidde stille, fordi man har ADHD. Når jeg har konfirmander, der siger det, så siger jeg: “Det er fint, men så behøver du ikke at blive konfirmeret. For så skal man kunne sidde stille.” Det er ikke fordi, de mangler nogen, der råber ad dem, men de mangler nogen, der opdrager dem kærligt”.
De forældre til børn og unge med psykiske lidelser, såvel som de børn og unge som selv har en psykisk lidelse, skal ikke alene overkomme den mistrivsel og de udfordringer som deres givne diagnose beskriver. De skal i lige så høj grad kæmpe mod den stigmatisering, misforståelser og uvidenhed, som fortsat hersker. Meningerne er mange, og de usaglige og ufaglige årsagsforklaringer er der endnu flere af. Mangel på ordentlig opdragelse, rammer og kærlighed, er blot nogle af de udokumenterede fordomme som kastes efter disse børn, unge og deres familier.
Agnete Raahauge lader sig som mange andre, ikke hæmme af sin mangelfulde viden indenfor psykopatologien og dens tilhørende ætiologi. I uddybelsen af spørgsmålet omhandlende at det iflg. præsten fortrinsvist er kvinder som har drift til at være sammen med deres børn, udtaler hun ”Det er ikke noget, jeg kan bevise, men jeg mener at sådan er det”.
Meninger og holdninger har det med at blive blandet sammen med fakta og videnskab, i en grad som gør ondt. Hvor de fleste nok vil tænke sig om en gang eller to, inden de udtaler sig om årsag og behandling af fx kræft, tyr folk gerne til at dele meninger og årsager til komplekse neuropsykiatriske lidelser – ofte uden den nødvendige viden. Ydmygheden vejer her – ikke tungest.
Opfattelser som manglende opdragelse, og at en medfødt psykisk lidelse blot er en undskyldning for en given adfærd, er voldsomt stigmatiserende, og emmer af uvidenhed overfor de børn, unge og voksne, som kæmper for at blive mødt, rummet, forstået og ikke mindst, inkluderet i samfundet. De er nogens barn, søster, bror, mor, far eller partner. Fremfor udskamning og en misforstået idé om at der blot er tale om et behov for mere frisk luft og forældre der bare skal være bedre til at sætte grænser, ville det klæde os som samfund at være nysgerrige og åbne overfor de vanskeligheder som vores medmennesker oplever. Samfundssind om man vil, men med fokus på omsorg for sin næste. Noget jeg vil mene man som præst med fordel kan praktisere.
Det ville klæde Agnete Raahauge at byde alle de unge konfirmander velkommen i kirken. Uanset hvad de kæmper med. Og kæmper de med at sidde stille, ville forståelse og omsorg være på sin plads. Noget de nok ikke har mødt så meget af i deres liv.
Skriv et svar