Psykologer, terapeuter, coaches. De kæmper alle virkelig hårdt. Det er der ikke nogen som skal tage fra dem. Men selvom man godt kan have respekt for nogen der forsøger at flytte en sø med en ske, når der i det mindste står en spand ved siden af…. 12 for indsats uden tvivl. Effekt? Tjah.
Vi må indrømme at give behandling til den enkelte er hamrende ineffektivt og i samme blik indse, at der er noget mere på færde. Og det ved vi jo egentlig godt, gør vi ikke? Det kan ikke være normalt, at halvdelen af ungdommen har det enormt presset og statistikken om os bugner af ikke-medfødte psykiske diagnoser. Nogle siger præstationskultur, nogle siger at vi bare er svage (hvem er det lige, der har opdraget os?).
Politikerne har lært, at man løser et problem ved at spytte flere penge i det, men der skal simpelthen noget andet til, for problemet er for stort og for gennemgribende til at løse hos den enkelte.
Organisationen Effective Altruism bruger en model til at beslutte, hvilke problemer der giver mest at løse og hvilke løsninger der er mest effektive. Den model hedder ITN (Impact, Tractability, Neglectedness – eller på godt dansk: kraftfuldhed, håndterbarhed, forsømthed). Helt simpelt så kigger den på hvor meget effekt en løsning har, hvor nem den er at implementere og opskalere, og til sidst hvor meget mangel der er på.
Hvis vi virkelig er seriøse omkring at ville hvad vi efterhånden godt kan kalde en epidemi til livs, hvad så med at kigge mere nøgternt på, hvor problemerne oftest opstår og gribe ind, og hvilke tiltag der virker bedst for flest? Vi ved med sikkerhed, at forebyggelse er den klart mest effektive måde at løse et problem på – og oveni handlen slipper de ramte endda for smerte i sjælen!
Jeg kunne for eksempel forestille mig, at gribe stærkt ind på ungdomsuddannelserne før hver enkeltes indre helvede bryder løs, som desværre så ofte sker i den situation – både på grund af de unges alder og det nærmest psykisk skadelige miljø de bliver presset ind i.
Hvis der virkelig er nogle ting, som nutidens ungdom bare ikke har fattet ifht. At håndtere livet, hvad så med at lære dem det?! Hvorfor skal man give en skid for tysk eller algebra når ens hjerte slår så hurtigt man tror man skal dø, eller ikke kan tænke på andet, end at man er en byrde for alle omkring en? Vi bryster os af at snakke om dannelse i Danmark men det er en fucking løgn hvis det virkelig er sådan her vi prioriterer, hvad vi synes er vigtigt at give til den kommende generation. Start med at lære dem håndtere stress, usikkerhed, etc., at lære at være mere åben og sårbar og ikke prøve at præstere for hinanden, og give mere plads til, at unge kan være unge ville hjælpe gevaldigt. Eller måske er det fordi, de voksne heller ikke selv ved hvad de skal gøre?
Måske er vi en hel generation af kanariefugle i kulminen.
Skriv et svar