Løbende igennem mine knapt 20 år som praktiserende psykolog, har jeg mødt mennesker som er kommet i alvorligt klemme i forskellige offentlige instanser, og hvor deres situation er blevet voldsomt forværret som følge heraf.
Som menneske gør det mig ondt, at være vidne til. Det gør mig flov, at være en del af dette system (som samfundsborger). Og det gør mig trist, ikke at kunne hjælpe. I mødet med disse mennesker overvældes jeg af følelsen af forbløffelse og afmagt, som den klienten sidder med.
Som fx parret der nær får tvangsanbragt deres 11-årige søn, fordi kommunen har udsat udredning af drengen igennem 4-6 år, og i stedet handler på en uprofessionel og løst funderet mavefornemmelse. Takket være en ekstern sagsbehandler, bremses dette heldigvis i sidste øjeblik. En udredning viser at drengen har autisme, og at et skifte til en mere ressourcefuld klasse er løsningen. (NB. autistiske børn tvangsfjernes tre gange oftere end andre børn – og ofte på baggrund af en fejlagtig sagsbehandling og et manglende kendskab til autisme – jf. altinget.dk).
Eller faderen, der bliver nægtet at se sin 7-årige søn, fordi kommunen tror på hans psykisk ustabile eks-kæreste og barnets mor, ift. hendes løgnagtige beskyldninger om at han er til fare for barnet – uden nogen beviser herfor. Eller moderen, som får frataget sit barn, på grund af eks-kæresten og barnets fars beskyldninger om at moderen er ustabil – selvom hun har vist sig at være den eneste stabile faktor i barnet liv ”so far”. Gamle diagnoser, som en borderline-diagnose, fra moderens ungdom fremhæves igen og igen. Og faderens åbenlyse aggressive og voldelige tendenser ignoreres.
Ligesom jeg har utallige eksempler fra klienter der blev mere syge, og i værste fald knækker helt, efter kontakten med jobcenteret. Det synes i sin nuværende form ikke designet til at tilbyde syge mennesker den rette hjælp.
Kan vi være det her bekendt?
Nej, det kan vi ikke!
Selvfølgelig kan der ske fejl – der VIL ske fejl. Men et oplyst samfund kan ikke bagatellisere, når systemet knuser den svage. Det bør ikke kunne ske. Så hellere tilbyde lidt mindre, og gøre det ordentligt. Ellers udvikles gradvist et urørligt systemisk ”enevælde”.
Ligesom det er værd at notere sig, at det ikke bliver billigere, hvis vi laver sjusket arbejde så tingene trækkes ud og måske forværres, og flere problemer støder til. I værste fald så folk knækker psykisk, eller mister tilliden til de fælles instanser. Det kan alt i alt blive en dyr regning at samle op – både menneskeligt og økonomisk.
Der er brug for en mentalitetsændring – vi skylder hinanden passende grad af ordentlighed og værdig behandling. Og dernæst er der brug for en implementering af en mere nuanceret og fleksibel tilgang til borgeren, der måtte have hjælp behov – i sundhedsvæsnet, på jobcentrene, i familieretshuset, m.v.
Skriv et svar