Vi har endnu kun taget de første små skridt i kampen for at hjælpe mænd, der har det skidt
“For at være helt ærlig troede jeg, at det her ville være sådan noget med flæbende 70’er mænd i bløde hønsestrik-sweatere, der krammer træer”. “Jeg troede mere det ville være sådan noget Karl Mar Møller, hvor vi skulle rulle os rundt i mudder og råbe Pik er Gud.”. Ovenstående citater stammer fra to deltagere på det samme Mandehold, jeg som psykolog stod for at varetage for stressede mænd i Københavns Kommune. Hele holdet grinede anerkendende af de to mænds udsagn. De kunne genkende fordommene, også deres egne, om den hyperfeminine “tabermand” og den hypermaskuline “overmand”, som de slet ikke kunne spejle sig i.
For mange mænd er det at være mand en uklar størrelse, som jeg oplever, at mange famler efter at finde ud af, hvordan skal se ud.
Kvinderne er mange år foran med at definere nye kønsroller, som de kan spejle sig i. Og opflasket med at det ikke er noget man skal tage for givet, men noget man skal skabe og kæmpe for. Jeg tror mange mænd oplever vi stadig er på kravlestadiet, og man skal passe på for ikke at blive for hård, for blød, for lidt og for meget mand. Det kan være frustrerende og skabe trang til at klamre os til traditionelle, men også forældede manderoller. Der er ellers meget vi mænd stadig kan opnå, hvis vi tør blive ved at kæmpe og famle os frem i forsøget på at skabe nye og bedre manderoller vi kan se os selv i. Ikke mindst, når vi har det skidt psykisk. Mænd begår selvmord tre gange så ofte som kvinder, ender oftere i misbrug, og benytter sig langt mindre af de tilbud for hjælp, som vi har.
En stor del har med fordomme og begrænsede stereotyper at gøre. Hos mændene selv, men også hos alle dem, de møder på deres vej, som mangler viden om, hvordan psykiske problemer kan manifestere sig anderledes hos mænd, og vise veje til at få det bedre igen. Men vores sundhedsvæsen må også gribe i egen barm, og skabe alternative tilbud, som flere mænd kan se sig selv i. Det private og frivillige marked tilbyder i disse år mandelejre, og andre gode indsatser i forsøget på at appellere til en større andel af mændene. Også i det offentlige eksperimenteres der med at lave flere tilbud til mændene. Jeg har selv medvirket i brugen af natur, mandehold, kampagner og andre virkemidler til at få fat i flere mænd. Men kigger man bredt ud over de offentlige sundhedstilbud er det endnu kun små oaser på den store savanne af indsatser, der hovedsageligt benyttes af kvinder.
Det er synd og skam, for lige så vel som vi ved at mændene sjældent når hen til indsatserne, lige så vel ved vi, at de få som gør, får lige så meget ud af det som kvinderne. Også den omtalte mandegruppe. Mod slutningen af forløbet havde de fået så afslappet et forhold til manderollen, at de frivilligt afprøvede glæden ved at kramme et træ- også uden at føle sig som en tabermand.
Skriv et svar