En solskins dag i maj kommer hun/han/hen ind på min nye åbent psykologpraksis, ung, smilende, høflig, brun, krøllet hår, brune øjne og siger: ‘min veninde har anbefalet dig’.
Jeg spørger hvem veninden er og det er en anden brun, smilende, høflig ‘blandet ung’, som følt sig godt taget i mod, godt forstået og fik det bedre.
Det næste års tid strømmer de ind: de brune, de blandet, de ængstelige, de triste, de stærke, de ressourcefulde, de sårbare unge som har svært ved at finde deres plads
i det danske fælleskab og ved at spejle sig i de psykologer – og andre professionelle – de møder.
Da jeg så på mit klientkartotek forleden, spurgte jeg mig selv: er jeg blevet til en ‘minoritetspsykolog’? Svaret er både ja og nej. De fleste af mine klienter har stadig dansk etnisk baggrund, men jeg får flere og flere klienter med en andet baggrund end dansk. Hvordan kan det være? Er det fordi jeg selv er ‘brun’? Fordi jeg minder dem om deres familiemedlemmer? Fordi jeg deler noget af deres sårbarhed? Alt det kan spille en rolle i vores kontakt, dog vælger jeg at vægte min erfaring og kulturelle forståelse højere.
Disse unge med blandet etnisk baggrund fortæller mig, at de savner kulturelt forståelse fra psykologerne. Det er ikke nok at have været på udveksling og/eller at have rejst på ferie i Latin Amerika. Det kræver åbenhed, real interesse og viden om forskellighed.
Disse børn og unge er noget helt andet og unikt: de er lidt af hvert. De har et ben på hver leje. De er ikke kun en genetisk forbedring, de kan også være en kæmpe ressource for samfundet, hvis vi forstår dem og giver plads til deres ’unikthed’ – også i terapirummet.
Vi drøfter meget børn og unges mistrivsel for tiden, men den manglende mangfoldighed og viden om tværkulturalitet blandt professionelle bliver ikke adresseret i den debat. Den mangel er også en faktor som spiller ind, både i forebyggelse og behandling af disse børn og unge. Kan den mangel bidrage til misforståelse og mistrivsel? Uden tvivl!
Vi har behov for at alle vi, psykologer, reflekterer over deres egne kultur og normer, for at kunne møde vores nye ‘hybride’ klienter, som ikke nødvendigvis passer ind i disse danske normer, som modificerer disse normer, som danner nye former at være i verden på.
Vi skal fremme tværkulturel forståelse og fokus på mangfoldighed blandt psykologer. Vi bliver nødt til at fremme interessen for at få mere viden om migration og dens konsekvenser. Om at vokse op imellem to kulturer. Om identitetsdannelse af børn som vokser op imellem to eller flere kulturer.
Nej, vi skal ikke alle blive ‘minoritetspsykologer’, men vi skal bestræbe os på at lære at se, forstå, rumme og give plads til disse skønne nye kulturhybride mennesker, som danner det moderne danske samfund.
En ny solskinsdag og en invitation til mine psykologkollegaer: vil du være med til at have fokus på det rummelige terapirum i forhold til køn, alder og også i forhold til etnicitet? For disse dejlige unge mennesker strømmer stadigt ind og har behov for jeres kunnen.
Skriv et svar