I mit første job som PPR-psykolog stod jeg afventende i hospitalspsykiatriens hvide og kliniske venteværelse. Jeg havde for måneder siden sendt et barn til udredning, og nu stod socialrådgiver, skolens afdelingsleder og jeg klar til at få en tilbagemelding på psykiatriens udredning. Op af trappen kom moren til den pige, jeg havde undersøgt os i møde. Samarbejdet med moren har været godt, og hun havde både været sød og forstående ift. skolens og mine bekymringer for hendes datter.
En ung og smilende psykolog ledte os ind i endnu et kridhvidt lokale, hvor vi placerede os om det store runde bord. Psykologen gennemgik udredningen og diagnoser, og netværksmødet forløb, som de plejede at gøre, lige indtil mødet var ved at være slut. Her bryder moderen pludselig ud i gråd. Her rejser psykologen i psykiatrien sig op og fortæller med et undskyldende udtryk, at tiden desværre er gået, og vi er nødt til at gå, for lokalet skal bruges til et nyt møde om lidt. Psykologen viser os ud af lokalet, mens moren græder for sin datter og den uvisse fremtid, som hun går i møde.
Som vi stod i en cirkel ude på gangen omkring den grædende mor, med personale og patienter gående frem og tilbage forbi os, blev jeg ramt af den mangel på plads til menneskelighed, der er blevet skabt i vores sundhedsvæsen. Hvor uordentligt det var, at vi havde fået skabt et system til at tage os af de mest skrøbelige og sårbare, men at de praktiske og professionelle forhold var vigtigere for os end at møde mennesket i krise. Her stod en kvinde, som havde gjort alt for at samarbejde og for at holde sammen på sig selv gennem hele forløbet, men hvor overfladen endelig krakelerede. Og der var ingen tid til at samle moderen op. Den dag kom medmenneskeligheden til kort i psykiatrien. Vi stod i en cirkel om hende på gangen, indtil gråden langsomt stilnede af.
Jeg besluttede der, i starten af min karriere som psykolog, at jeg aldrig ville sende en grædende forælder ud af døren på den måde. Men det løfte er gennem årene blevet udfordret gang på gang. Den virkelighed som jeg har mødt i det offentlige sundhedssystem gør, at jeg ikke længere tror på, at det løfte, som jeg gav mig selv er muligt at overholde. Det føles nu blot som et spørgsmål om tid, før jeg sidder på den anden side af mødelokalets bord, og viser den grædende mor ud af lokalet, så der er plads til den næste.
Børne- og ungdomspsykiatrien er aktuelt i fokus pga. lange ventelister som har store konsekvenser for både børn, forældre og ansatte, og fokus på at få udredninger hurtigere igennem systemet er et vigtigt fokus. Men med dette fokus på at skabe effektivitet og producere diagnosticeringer, må hospitalsledelserne og politikerne ikke glemme medmenneskelighed i sundhedsvæsenet, hvis de skal få skabt langtidsholdbare løsninger.
Jeg mener at vi gennem en langsom men stabil udhuling af det psykiatriske sundhedssystem har fået skåret medmenneskeligheden væk fra vores ydelseskatalog. Det er lige nu et system, der slider på forældrene men ligeså på de ansatte, som sender mennesker i deres livs krise ud af døren, fordi der ikke er ressourcer til at håndtere dem.
I vores forsøg på at nedsætte ventelister og imødekomme stigningen af henviste børn og unge i mistrivsel har vi glemt at medmenneskeligheden ikke er en luksus, men at denne bør være en kerneopgave i vores sundhedssystem.
Skriv et svar