Vi hører dagligt om børn, unge, voksne og ældre i mistrivsel: Ensomhed, lavt selvværd, bekymringer – og diagnoserne er i stadig vækst. Problemstillinger vi har talt om i 30 år. Men ikke alt skyldes systemer, institutioner og politisk økonomiske dagsordner. Anerkendelse, nærvær og bekræftelse er dén psykologiske ilt, vi ikke kan leve foruden: Vi er afhængige af hinanden, og vi har alle et ansvar for at hinanden trives, også i det små.
I min barndom i den lille landsby Ganløse, gik vejen til skole forbi købmanden, bageren, gadekæret og det lille lokale slagteri. Her kunne vi standse og se køer blive slagtet. Det var uhyggeligt, men jeg blev ikke skræmt. For selv om vi var på egen hånd, var vi ikke alene, vi var indlejret i landsbyens fællesskab.
Et umiddelbart fællesskab vi mødte hver dag på vejen til og fra skole. Her mødte vi altid byens gamle. De mødte os, og så os. Deres opmærksomhed var tryghed, og hyggeligt. Men der var også rammer. Vi vidste at der var klare grænser: For eksempel var det forbudt at plukke blomsterne i den smukke have – der blev vogtet, men også snakket med os.
Vi lærte den helt fundamentale anerkendelse af hinanden: Vi lærte at hilse, ved et blik, et nik og nogle af de gamle forventede et ”Dav”. Det var ikke muligt at ignorere, så gik de i vejen med et smil, de ville hilses på. Vi blev set, og blev anerkendt i fællesskabet, som børn af byen.
Svundne tider
Vi har ikke længere det umiddelbare fællesskab med hinanden. Vi er travlt i gang med at realisere og præstere. Men vi kan ikke give systemerne, politikerne og alle andre skylden for følelsesmæssige og psykologiske problemstillinger. Vi to, du og jeg, er sammen om at forme vores samfund. Vi er hver eneste dag kulturskabere, og vi deltager i at vedligeholde bestemte omgangsformer. Så før du fralægger dig ansvaret, og synes at nogen må gøre noget andet, så vid at du kan gøre en forskel.
Når jeg i dag nikker, hilser og smiler til fremmede på gaden – som jeg har lært at jeg skal – så får jeg forskellige oplevelser: Jeg kan mødes af et tomt blik, men også af overraskelse, og nogle gange af noget der ligner chok og irritation. Men andre smiler og hilser tilbage, i kontakt: ”Vi to får en god dag i dag”, tænker jeg.
DU kan gøre store forskelle med små greb
Vi har alle muligheder for at have det godt, her i den mest privilegerede del af verden, men det er næsten som om at vi har mistet evnen til at glædes over det. Og vi er ikke bevidste om anerkendelsen og nærværet. Det ved jeg fra mit daglige arbejde med parterapi.
Vores tilstedeværelse med nærvær i det små, er med til at vedligeholde vores store fællesskab. Der skal ikke meget til, men det kræver mod, det ved jeg. Jeg har heller ikke altid overskud til at kigge op, smile og hilse.
Men vi kan beslutte at vi på de gode dage, deler ud af vores overskud. At give til andre, er en helt særlig glæde, men også en vigtig kompetence. Det skaber nærvær og har en effekt tilbage, vi kan smitte hinanden med anerkendelse og nærvær.
Jeg glæder mig til at hilse på dig!
Skriv et svar