Så er der igen rullet en dokumentar over skærmen om, hvor presset ungdommen er. Dokumentaren starter med rektor ved Nyborg Gymnasiums tale til årets dimittender. Men det er ikke den sædvanlige opløftende floskelsprægede tale om ”I har været gennem et forsømt forår, nu skal I ud og nyde livet”. I stedet fortæller rektor Henrik Stokholm Vestergaard, hvordan han oplever, at stadig flere studerende føler sig mast under et umenneskeligt præstationspres og at skolen tilmed har skulle følge unge på psykiatrisk skadestue. Henrik Vestergaard kalder mistrivslen blandt unge for en ”mental epidemi, der er ude af kontrol”.
Jeg har set mistrivslen gro længe. Gennem mine 11 år som psykolog har jeg talt med hundredvis af mennesker om deres lidelser. Mit arbejde giver mig et unikt og værdifuldt indblik i menneskers følelsesliv og gør det muligt at spotte normer, tendenser og vilkår, der skaber lidelse og udfordringer for bestemte befolkningsgrupper. Når det kommer til børn og unge har jeg kunne følge hvordan presset til at ligge i toppen på alle parametre i livet; skolemæssigt, socialt, udseendesmæssigt, er gået fra at fylde meget hos universitetsstuderende til at ramme gymnasieelever i stor stil og til nu, hvor jeg igen og igen i min praksis oplever folkeskoleelever fra både indskoling og mellemtrin, hvis fokus på at klare sig godt fagligt og socialt fylder så meget, at de bekymrer sig konstant, får ondt i maven, bliver stressede, angste, fortvivlede eller selvskadende.
Jeg ser en bekymringstendens i ungdommen for ikke at yde 100% hele tiden, for at ”spilde tiden”, ”forspilde chancen” og ødelægge sine fremtidsmuligheder. Det kæmpe præstationspres følges ofte af en udpræget ensomheds- og forkerthedsfølelse, der individualiserer; for hvad er det der er galt med mig, at jeg ikke formår alt det her. Børn og unge i dag stiller alt for høje krav til sig selv, fordi omgivelserne gør det. De ender så at sige med at tage pisken i egen hånd og presse sig selv for at leve op til alle forventningerne.
Som fagperson ser jeg flere årsager til skabelsen af et børne- og ungdomsliv, der levner nul plads til fejl, uperfektheder og læring ad omveje. Fra skiftende regeringers side er der gennem årene igen og igen blevet skruet på den store skruetvinge med reformer, der enten har skabt stadig større fokus på karakterer, tests og målinger eller har haft til formål at skulle få unge hurtigere gennem uddannelse. Dette ofte kombineret med en retorik, der fremstiller børn og unge som ikke dygtige eller hårdtarbejdende nok.
En anden faktor er de sociale mediers indtog, som jeg oplever bidrager til at måling og vejning op i mod andre jævnaldrende ligger endnu mere lige for hos børn og unge, også når det kommer til det sociale liv, til kropsforståelse, til popularitet osv.
Jeg synes ikke, vi kan være bekendt at sætte samfundet op, så det efterlader så mange af vores børn og unge med en jeg-er-ikke-god-nok-følelse. Men hvad skal der gøres? Svaret er ikke enkelt, og det kræver handling fra os alle.
Vores politikere har ansvaret for at løfte foden fra pedalen, stoppe indførelsen af reformer, der måler og vejer børn og unge fra børnehave gennem ungdomsuddannelser og kræver at børn helt ned til mellemskolen skal tænke seriøst over, hvad de vil, når de bliver voksne. Giv lærerne fri til at kunne fokusere på at fremelske børn og unges lyst til at lære og tale til deres nysgerrighed i stedet for deres frygt for at fejle i en test eller til en eksamen.
Forældre og andre voksne, der omgås børn og unge: Bekæmp præstationskulturen. I læringssituationer: Hav fokus på proces fremfor resultat og tal om det at lave fejl som en naturlig og ønsket del af en læreproces. Tal med jeres børn og unge om, at sociale medier er en redigeret virkelighed, hvor de fleste viser omverdenen en lykkeligere, pænere, mere spændende udgave af sig selv og almengør dét at føle sig usikker, ensom og trist nogle gange.
Og til ungdommen: Vær modige og stå frem med dine uperfektheder, vær kritisk i din brug af sociale medier, bidrag selv til en mere sandfærdig fremstilling af virkeligheden og tal højt om det at være usikker og angsten for at gøre det godt nok og være god nok. Du vil hurtigt opleve, at du ikke er den eneste.
Skriv et svar