Vi skal blive bedre til at se/møde børn/unge/hinanden – ikke se på (vurdere/diagnosticeret), fordi vi bliver skabt og udviklet i disse møder.
Unge mellem 18-25 år står nu igen med meget begrænsede muligheder for at kunne få vederlagsfri psykologsamtaler. Mange af mine kolleger, inkl. mig selv må melde hus forbi, men behøver alle de unge, praktiserende læger henviser til vederlagsfri psykologsamtaler, tale med en ydernummerpsykolog?
På mit arbejde på en ungdomsuddannelse får jeg henvist Anders fra hans værkstedsleder til udredning for ADD og ASF. Han har svært ved at koncentrere sig om opgaverne, huske beskeder og vil helst arbejde alene.
Anders er tynd, tøjet hænger på ham – det er rent, håret har ikke været klippet længe, men også det er rent og redt. Øjenkontakten er sparsom og tavsheden larmende.
”Anders, hvad er du optaget af lige nu?” Pause – lang pause. Anders ser op med et spørgende blik – jeg kan næsten læse hans tanker: ”Er du virkelig interesseret i hvad der optager mig?” Et lille nik og et smil fra mig, får ham til at fortælle, at han drømmer om at komme ud at sejle. Hans farfar har fortalt så malende om den frihed, han oplevede på havet – den frihed optager Anders.
I min iver for at hjælpe Anders med at realisere sin drøm bliver jeg konkret og praktisk: ”Hvad skal der til for at du kan nå det mål?” Anders vender tilbage til virkeligheden og slår blikket ned, men svarer: ”9 kl., men jeg kan hverken læse eller regne, så…”
Anders udebliver fra vores næste samtale – dumme mig, jeg har ødelagt hans drøm og vores relation i min iver for at nå at motivere ham til at gennemføre 9. kl. på de 5 samtaler jeg har til min rådighed. Værkstedslederen fortæller, at Anders har begået et væbnet røveri i går. Der løber en million tanker igennem mit hoved. Jeg må tale med Anders – høre hvordan han har det.
Anders er blevet anbragt på en sikret døgninstitution. Politiet giver mig tilladelse til at besøge Anders, men vi må ikke tale om røveriet.
Der er gået 5 uger siden Anders begik den kriminelle handling. Jeg venter på ham i besøgsværelset. Det er en forandret ung mand, der kommer ind. Han har taget på – det klæder ham, hans tøj passer i størrelse, hans hår er klippet. Han kommer ind i rummet med værdighed. Han smiler, fastholder mit blik og spørger, hvordan jeg har det? Jeg er målløse og mumler: Øh, godt. Hvad med dig?
”Ved du hvad, Pia? Her har jeg mit eget værelse, her er rent og roligt, maden er lidt kedelig, men OK og der er ALTID – dag og nat nogen at tale med – voksne der har tid til at lytte og bare være sammen med. Og så har jeg opdaget, at jeg godt kan læse og regne, så inden jeg bliver lukket ud, så har jeg 9. kl.” Han smiler fra øre til øre.
Drømmen om at komme på Søfartsskole er stadig intakt, men vil de tilbyde ham en plads? Og hvis, hvordan kommer han derhen?
Søfartsskolen er villig til at tale med ham. Den kommunale sagsbehandler sørger for transporten. Efter samtalen er Anders indskrevet på uddannelsen til ubefaren skibsassistent, og han har en plads på skolehjemmet. Grundforløbet på 20 uger klarer Anders fint, og han besøger sin ungdomsuddannelse for at fortælle sin værkstedsleder, sine tidligere holdkammerater, at nu stikker han til søs – han har fået hyre på et skib.
Han fanger ganske kort mit blik og jeg får et lille nik og et smil.
Skriv et svar