Gymnasiets spændetrøje

Da jeg gik på gymnasiet, befandt jeg mig i et konstant spænd mellem lærernes prædikener om karakterernes ligegyldighed og den meget klare realitet, at de er adgangsgivende for min fremtid. Jeg vidste, at jeg ville læse psykologi, og jeg vidste at det krævede et 10 eller 12 i alle fag. Mine faktiske interesser var ligegyldige, kun min præstation var vigtig, som ifølge lærerne udelukkende blev bedømt på min faglige præstation. Men hvad jeg hurtigt fandt ud af, sammen med alle andre gymnasieelever, så bliver vi bedømt på alt andet end vores faglige niveau. Vi bliver bedømt på vores attitude, udseende, selvsikkerhed og evne til at tage ordet på det rigtige tidspunkt. Vi bliver bedømt på vores evne til taktisk at sige det samme som eleven forinden, men på en lidt anden måde. Vores evne til at manipulere læreren er desværre også en del af slutresultatet; kende til deres interesser, hvilke typer personer de kan lide og ikke kan lide. Det er forskelligt om oprigtig nysgerrighed bliver belønnet, eller om spørgsmål indenfor faget bliver set som en svaghed eller manglende viden. Der er forskel på om larm eller manglende larm bliver belønnet eller straffet, alt efter hvem der gør det og hvordan. Den stille pæne pige bagerst i lokalet med middelmådige skriftlige evner får 7-10 i mundtlig. Den ikke attraktive stille dreng bagerst i lokalet med middelmådige skriftlige evner får 02-4. Jeg blev selv anbefalet at få nye venner af min en af mine undervisere, da de larmede og havde en forkert og kritisk attitude, og det trak mig med ned på trods af, at hun anerkendte, at jeg ikke deltog i larmen under undervisningen. Jeg endte med at få 10 mundtligt. Gad vide om det havde været et 12-tal, hvis jeg havde haft andre venner eller mindre kritisk?

I dag er jeg kommet ind på mit studie, efter 3 års frustrationer og massivt fagligt pres. Og der er én ting, som jeg har til fælles med næsten alle på mit studie; urimelige og forskellige gymnasiale krav, som alt sammen fortæller historien om et fuldstændigt usammenhængende karaktersystem, der vurderer på alt andet end dit individuelle faglige niveau og som svinger urimeligt meget fra lærer til lærer og fra sted til sted. Det er den realitet som gymnasieelever dagligt befinder sig i, og det er en realitet som på mange måder er afgørende for resten af vores livs muligheder. Når man som ung udtrykker sig om dette møder vi tit den samme sang fra voksne; Der er jo ALTID en kvote 2, der jo ALTID andre muligheder, og at ALT ikke handler om hvilken uddannelse man kommer ind på. Men det er meget svært at tage helt til sig, når der parallelt med denne sang, synges en anden; Hvad vil du? Hvem er du? Hvad er et realistisk mål for dig? Begge sange bliver sunget hele din opvækst og det hele kulminerer i et klasselokale, hvor lærere, uvidende om deres indflydelse, bestemmer præcis hvilke muligheder du kommer til at have resten af dit liv. Vi er enige i begge udsagn på samme tid, men realiteten er, at vores karakterer og personligheder ér adgangsgivende til de videregående uddannelser. Denne spændetrøje vi bliver spændt fast i, er en stor faktor i det pres og den mistrivsel, som i denne tid får meget omtale. Jeg håber, at de tiltag, som der er på tale allerede nu, bliver til virkelighed og at dialogen der endelig er sat i gang fortsætter. Men vi skal ikke glemme, at den virkelighed unge mennesker står overfor er meget, meget reel. Vi skal stoppe med at negligere virkeligheden og påstå, at karakterer er ligegyldige og at unge mennesker bare skal slappe af eller tage sig sammen. Der er en meget virkelig konsekvens af ikke at få høje karakterer. De latterligt høje adgangsvilkår til diverse uddannelser, bliver vi også nødt til at kigge på og ændre, hvis vi vil ændre det meget reelle pres, som unge mennesker føler.