Som psykolog støder jeg på mange myter om stress i mit arbejde. En af de mest sejlivede er myten om det usårlige menneske; at der findes nogle få mennesker af en ganske særlig støbning, som simpelthen ikke kan knække af stress.
Jeg stødte endnu engang på myten for nylig, da jeg hørte en debat i radioen, hvor Jacob Ellemanns tilbagevenden til dansk politik blev analyseret. Herunder spørgsmålet om, hvorvidt han stadig kunne være en troværdig kandidat til Statsministerposten efter at have været stressramt. Sympatien var stor; selvfølgelig kunne han komme tilbage igen og fungere efter stress, som så mange andre før ham har bevist, man kan det. Men lige når det kom til statsministerposten var det mere tvivlsomt ifølge en af debattørerne, Klaus Riskær; “Der er nogle poster i samfundet, hvor stress er noget vi ligesom må sige… det ikke rigtig kan være en del af stillingsbeskrivelsen. Altså vi må være lidt immuniseret over for det. Hvis du har en flykaptajn må han meget nødig komme under stress(…) Der er sådan nogle bestemte steder, herunder statsministerposten, hvor vi må forvente at personen er stressresistent.”
Det lyder måske tilforladeligt nok. At der findes visse typer af personer, der er lavet af noget helt særligt, og simpelthen ikke kan blive stressede. Problemet er bare, at det er forkert.
Meget af den forskning vi har om personlighedspsykologi og stress stammer netop ud fra et forsøg på at finde de typer, de personlighedsprofiler, der kan klare hvad som helst. Oprindeligt i rekrutteringen af unge mænd til krig. Man ville vide, hvilke personlighedstyper, der ikke knækkede, men kunne “klare mosten”. Problemet var bare, at man jagtede en type af superhelte, som ikke fandtes i den virkelige verden. Det var kun et spørgsmål om at blive udsat for belastninger af tilstrækkelig intensitet med tilstrækkelig hyppighed, så kunne alle knække. Det har man vidst meget længe inden for Psykotraumatologien, altså forskningen i, hvordan vi mennesker påvirkes af voldsom stress og traumer. Alligevel er myten ikke så nem at få bugt med.
Vi har ikke så svært ved at forstå det med de fysiske traumer. At selv de bedste fodboldspillere- om de så hedder Messi eller Ronaldo- kan blive alvorlig skadede og ude af stand til at spille en periode, er indlysende for alle. Men når det kommer til psykiske belastninger, er myten om det usårlige menneske svær at aflive.
Myten er ikke kun et problem for Jacob Ellemann, flylederen eller andre i den lille eksklusive klub af mennesker på samfundets topposter. Det er også et problem for alle os andre, der kigger, spejler og stræber efter det de står for. Hvis stress er noget som en lille gruppe af os er immune overfor, giver det brændstof til fantasien om, at lige præcis jeg måske ikke kan blive ramt. Og vedligeholder skammen, hvis det så alligevel går galt. Omvendt ville mange utvivlsomt have nemmere ved at acceptere, at de var blevet ramt af stress, hvis vi kan blive enige om, at det vitterligt er noget vi alle kan blive ramt af.
Drømmen om det usårlige menneske er svær at aflive. Men hvor ville vi dog være nået langt, hvis vi helhjertet kunne parkere myten på fantasy-hylden sammen med julemanden og alle superheltene.
Skriv et svar