Anoreksibehandling i Børne- og ungdomspsykiatrien er under massiv kritik fra patienter og forældre. Fortællinger om alt for stort fokus på vægt og kost, og alt for lidt på de udløsende og vedligeholdende psykologiske faktorer for spiseforstyrrelsen dominerer debatten. Så hvorfor retter psykiatrien ikke ind, når brugerne kalder på forandring? Svaret skal findes i forskningen og det teoretiske grundlag bag behandlingen. Denne tyder nemlig på, at patienternes ønsker for behandlingen ikke altid stemmer overens med, hvad der forskningsmæssigt findes effektfuldt ved behandling af anoreksi.
Det første møde med forældre til børn med anoreksi er ofte meget følelsesladet i Børne- og ungdomspsykiatrien. Nåleøjet for at komme ind er smalt og børnene skal være blandt de mest lavvægtige i hele Danmark, før de tilbydes hjælp på hospitalet. De indledende samtaler er ofte præget af tårer eller vrede, hvor forældrene fortæller om at have kæmpet en brav kamp for at få deres barn til at spise og stoppe med at tvangsmotionere. Som kiloene raslede af deres datter eller søns krop, har de dog indset at dette er en kamp, de ikke kan vinde uden hjælp.
Som skarp kontrast til forældrenes kald på hjælp står barnet egne ønsker for hjælpen. Langt de fleste børn med anoreksi, som jeg har snakket med ønsker ikke psykiatriens hjælp. Mange børn ønsker faktisk overhovedet ikke hjælp i forhold til anoreksien, for ifølge mange af børnene er lavvægten slet ikke noget problem.
Det er et indbygget vilkår i anoreksien, at barnet ofte synes at deres største problem er, at de ikke er tynde nok. Dermed er psykiatriens tilbud om hjælp til vægtindhentning ikke blot uønsket, men voldsomt angstprovokerende og ifølge barnet selv unødvendig.
Det som børnene derimod ofte vil tale om, er de tanker og følelser der hører med til spiseforstyrrelsen, da gener fra disse kan være meget pinefulde for barnet. Dette ser forældre hyppigt som en mere skånsom vej at gå i behandlingen, da de psykologiske gener kan blive set som et fælles ståsted for barnet og forældrene, modsat de ofte meget konfliktfyldte samtaler om vægt og kost.
Så hvorfor imødekommer Børne- og ungdomspsykiatrien ikke barnet og forældrene i forhold til dette ønske? Fordi forskningen peger på at fraværet af fokus på vægt og kost er en mindre effektfuld og mindre effektiv behandlingsform.
Forskning vedrørende anoreksibehandling peger på, at hurtig vægtindhentning i starten af forløbet har en positiv indflydelse på din prognose for at blive rask af spiseforstyrrelsen, hvilket gør at det er en kamp mod uret lige fra starten af behandlingen at få vægtindhentningen i gang. Lavvægten er i sig selv en vedligeholdende faktor for spiseforstyrrelsen, og i den indledende fase af behandlingen er barnet så lavvægtig, at det er særdeles farligt for barnet at være i denne tilstand længere tid end nødvendigt.
Når barnet er meget lavvægtigt vil spiseforstyrrelsen ofte være i førersædet både når vi taler om mad og vægt, men ligeledes når vi taler om de psykologiske symptomer vedrørende spiseforstyrrelsen, og der går desværre ofte lang tid hvor tankerne er forurenet af spiseforstyrrelsen i sådan en grad, at det kan være vanskeligt at få barnet som medspiller i kampen.
En normal og sund vægt betyder ikke at spiseforstyrrelsen er helbredt, men det er det nødvendige udgangspunkt for, at vi kan nå ind til det barn, vi sidder overfor.
Mange forældre og børn ønsker ofte af hele deres hjerte, at vi kan bekæmpe spiseforstyrrelsen gennem samtale frem for gennem ændret adfærd. At vi som psykologer kan forklare den irrationelle spiseforstyrrelse, at den er kommet på afveje, så barnet på en blid og venlig facon kan vende tilbage til sit gamle liv. Sandheden er dog som oftest, at kampen mod spiseforstyrrelsen er en grænseoverskridende og brutal krig for alle involveret. Hvis det var en krig vi kunne vinde ved forhandlingsbordet i terapilokalet, så ville vi gøre dette, da det ville være langt mere skånsomt for alle involveret.
Evidens og vores praktiske erfaringer fortæller os, at vi desværre ikke udelukkende kan tale os ud af en spiseforstyrrelse, og tiden vi bruger på at forsøge at tale spiseforstyrrelsen til fornuft er dyrebar tid, hvor undervægten ufortrødent fortsætter bombardementet mod barnets krop.
Vi i psykiatrien har et ansvar for at tilpasse vores behandling på en meningsfuld og respektfuld måde i den udstrækning vi kan uden at kompromittere vores behandlingsprincipper. Barnet skal inddrages når dette kan gøres på en konstruktiv måde i behandlingen. Hverken behandler, forældre eller barn ønsker en mere indgribende eller lidelsesfuld behandling end nødvendigt. Jeg vil dog samtidig argumentere for, at vi som sundhedspersonale i det offentlige system er nødt til at kæmpe med de våben, som vi har evidens for virker bedst, selv hvis dette ikke altid er i overensstemmelse med barnets ønske for behandlingen. Jeg anerkender at behandlingen i Børne- og ungdomspsykiatrien ikke virker for alle, og at de tabte kampe har store konsekvenser for de involverede parter. Men den udbudte behandling, bør være den behandling, vi har bedst evidens for virker for flest.
Skriv et svar