Jeg husker, da jeg for en hel del år siden så Apple-grundlæggeren Steve Jobs’ tale fra 2005 til Stanford Universitets afgangselever. Talen ramte mig som et godstog. Stik imod tiden tendens hyldede Jobs dét ikke at gå den lige vej i uddannelsessystemet og dét at hvile i troen på, at der er masser af værdi i omvejene. Med sit eget liv som eksempel talte Jobs om, at selvom værdien ofte først ses klart bagefter, skal man stole på sin mavefornemmelse, følge sin nysgerrighed og give sig selv lov til at sadle om, selvom andre (eller man selv) kunne synes, at man spilder tiden.
Selvom Steve Jobs tale er 18 år gammel, er den mere relevant end nogensinde. I mit arbejde som psykolog, oplever jeg, at flere og flere børn og unge kommer med stress, depression eller mistrivsel, fordi de er så bange for at spilde tiden, hvis de ikke hele tiden yder 100 % i alle fag eller ikke ved, hvad de vil længere fremme i livet. Nogle har sågar en følelse af, at de risikerer at ødelægge deres liv, hvis de vælger ”forkert”, når det kommer til eksempelvis uddannelsesvej.
Jeg mener, at den stigende mistrivsel, jeg oplever og som også dokumenteres af tallene fra Sundhedsstyrelsens rapport fra 2022, hvor mistrivslen blandt unge er steget 37% på ti år – særligt blandt de 15-19-årige – har stor sammenhæng med de livsvilkår, vi byder børn og unge i uddannelsessystemet. Angsten for at vælge forkert og spilde sin tid, mener jeg, udspringer af det samfundspres, der blandt andet er bygget op af mange års politiske uddannelsesreformer. Reformer der har haft til hensigt at få unge hurtigere gennem uddannelse og som har skabt et miljø, hvor man tidligere og tidligere skal tage stilling til, hvad man vil være og som får elever helt ned på mellemtrinnet i folkeskolen til at føle, at de kan ødelægge fremtidige uddannelseschancer, hvis de ikke toppræsterer i alle fag. Det stemmer ikke overens med det faktum, at det er de færreste børn og unge, der allerede i folkeskolen og sågar i gymnasiet ved, hvad de vil eller vil komme til at interessere sig for i fremtiden.
Jeg tog omveje i min uddannelse og har i nogens øjne ”spildt tiden”. Men jeg var gået glip af meget nyttig livserfaring og havde brugt mange år (måske resten af mit liv) på at mistrives, hvis jeg ikke havde holdt fast i, at jeg ikke behøvede at vide på forhånd, hvad jeg ville være og hvor jeg skulle ende op; hvis jeg ikke havde givet mig selv lov til at vælge forkert, vælge om og starte forfra. Jeg var ikke nået dertil, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde turde holde fast i at følge min interesse og nysgerrighed, selv da den skiftede fokus: Hvis jeg havde ladet mig stoppe af et for lavt snit til direkte adgang på universitet eller havde ladet mig gribe af andres bekymring om, at jeg havde spildt tiden ved først at studere på RUC og siden stoppe, samle point til kvote 2 og starte forfra på psykologi på KU. Jeg har ikke bare fået den uddannelse, jeg henad vejen fandt ud af var den rigtige for mig, jeg har også lært utroligt meget på omvejene. Den læring jeg fik i de år, der på papiret ser ud som om jeg har ”spildt tiden”, er noget af den læring jeg trækker alleroftest på i mit arbejde. Det havde jeg ikke kunne forudse.
Men der er ikke mange, der offentligt hylder omvejene, som nyttige trædesten, der ikke bare er spildtid. Dette er også grunden til, at Steve Jobs tale og budskab til ungdommen stadig er så vigtigt, trods nogle år på bagen. Der skal være nogen at spejle sig i og i samtalerne med pressede børn og unge ender jeg ofte med at bruge mit eget eksempel for at hjælpe med at skabe lidt albuerum og give værdi til de omveje, vi tager. Hvis man hviler i, at de også har værdi, selvom den røde tråd ikke er klar på forhånd, gør det mere plads til tage det roligt, følge sin nysgerrighed og forfølge noget, der fanger interessen her og nu.
Jeg er overbevist om, at hvis vi skal noget af den unge generations mistrivsel til livs, skal vi væk fra at presse børn og unge til at føle, at de for alt i verden skal gå den snorlige vej gennem uddannelsessystemet og blive hurtigt færdige. Vi skal normalisere tvivlen og ikke at vide hvad man vil, at vælge forkert og skifte mening undervejs. Børn og unge skal have lov at øve sig i at lytte til mavefornemmelsen, følge nysgerrigheden og stole på, at det hele nok skal gå i sidste ende. Det tager tid at udvikle sig og finde ud af hvem, man er og hvad der interesserer én. Vejen derhen findes bedst ved at prøve at lytte til sig selv og slippe forventningen om, at man skal regne det hele ud på forhånd. Som Jobs siger: “Du kan ikke forbinde prikkerne på forhånd, det kan du først, når du kigger tilbage. Du bliver nødt til at stole på, at prikkerne på en eller anden måde bliver forbundet i din fremtid. Du bliver nødt til at tro på noget – din mavefornemmelse, skæbne, livet, karma, et eller andet. Denne overbevisning har aldrig skuffet mig og det har gjort hele forskellen i mit liv”.
Skriv et svar