Som privatpraktiserende psykolog oplever jeg, hvordan de senere års store kriser har indflydelse på vores individuelle velbefindende – og dermed kræfter til at håndtere de mindre kriser, der er en almindelig del af livet.
Først tændtes en brændende platform: Vi fik en kollektiv chok-opvågnen i vores privilegerede del af verden, helt uvante med de kollektive kriser af den kaliber. Endda fik vi den besked af Statsministeren, samfund vi kender, aldrig bliver det samme igen”. Hør lige dén en gang til: ”Det bliver aldrig det samme igen” – derfra løb det løbsk.
Det første år vendte mange tidligere klienter med ellers velbehandlet angsttilstande tilbage, nogle var påvirkede i en sådan grad at de udviklede sundhedsangst. Jeg oplevede altså på nærmeste hold, hvordan frygten bredte sig og eskalerede til tilstande af ængstelse og angst. Men social påpasselighed, hjemmearbejde og ’familie-grupper’ blev til ensomhed, med deraf følgende meningsløshed og depressivitet. Det var ganske enkelt helt umuligt for mig i vinteren 2021 at have videosamtaler. For mange klienter var jeg den eneste de var fysisk tilstede med.
Måske vi klarede den. Måske vi kom godt videre. Der findes også de dejlige og livsbekræftende historier, par der fandt sammen og nu har nr. 2 barn på vej, glade og stærke i deres fællesskab, som blev bygget i den sociale isolation. Og manges oplevelse af at komme gennem kriserne, med endnu flere fine kompetencer og i gode udviklingsprocesser.
Men børnefamilierne der gennemlevede nedlukninger, hjemmeskoling, pres og udmattelse, de kærlighedsforhold er slidte. Nu er vi i skilsmissernes tid. Gennem de 12 år med parterapi har jeg ikke oplevet så mange skilsmisser. For nogle er det godt at smide håndklædet i ringen, at konstatere at de aldrig opnår det kærlighedsliv de længes efter. Men for langt de fleste par begræder vi sammen, at det var sådan det skulle ende for dem. Fordi de er gode par, med stor overensstemmelse i værdier, behov, længsler, udsyn og drømme. Men de er slidte. Pres, byrder, svære følelser er alt sammen noget der kan tænde vores trusselsystem – og vi kan leve i stress rigtig længe, uden at være bevidste herom. Til det pludselig bare er alt, alt for meget.
Så… kære os alle. Og særligt –
Kære Landsledelse, politikere, embedsmænd og ikke mindst pressens folk, medierne og offentligheden. Sluk nu for det krisefokus. Vi skal nok sammen klare alle de forfærdeligheder der findes, livets lidelse, konflikterne, manglen og forråelsen og SoMe-virkelighedens forvrængning af dét at være menneske, persona.
Men vi har brug for, blot for et øjeblik at trække vejret, mærke solen i ansigtet og falde lidt til ro. Skifte den kollektive tilstand fra forhøjet alarmberedskab til forbundethed med hinanden – her i vores meget, meget privilegerede del af verden.
Brug nu vores kollektive bevidsthed, vores midler, vores forbundethed med hinanden fornuftigt.
Tak!
Skriv et svar