Tænketanken Justitia udkom sidste uge med en yderst relevant rapport om sagsbehandlingen ved landets Familieretshuse, hvor de rejser en række skarpe kritikpunkter af den instans der er sat i verden for at hjælpe sårbare familier – men de følger heldigvis også op, med en række matchende gode og konkrete løsningsforslag.
Alt for mange sager om samvær og forældremyndighed risikere i dag at blive afgjort på forkert grundlag, konkluderer de. Og her taler vi om familier, som i forvejen er udsatte og sårbare. Der er reelt set tale om et overgreb fra Staten. Og det er også sådan det føles, for den borger der kommer i klemme…
Som fx en af mine klienter, som ikke har set sin 9 årige datter i halvandet år, og som ikke har talt med hende de sidste to måneder. Det skyldes dels en yderst manipulerende eks-kæreste. Men mest to inkompetente kommuner og en halvhjertet indsats fra et Familieretshus.
Instanser, der egentligt havde til opgave at hjælpe.
Du inviteres her på en kort rundtur ned i min klienters sko – og til hermed proaktivt at aktivere dine medfødte spejlneuroner – for at fremme din indlevelse og forståelse af hendes situation:
Forestil dig du har været udsat for psykiske vold fra din partner igennem otte år, og da du føder jeres datter begynder den fysiske vold. Volden tiltager med årene, i takt med at dit selvværd svækkes. Først da volden bliver så voldsomt at din partner nær får dræbt dig, finder du modet til at gå fra ham.
Din partner fodre kommunen med løgne om dig, og kommunen nærer nu mistillid til om DU har rent med i posen. Du må rende til misbrugscenteret i hele tre forløb, der alle afkræfter deres mistanke – for blot at konstatere at den stadig er anført i journalen. Som i øvrigt er fuld af ”fejl og mangler”, der ikke bliver rettet selvom du eller andre påpeger dem. Flaskehalsen peger af en eller anden grund stadig på dig!
Så pludselig flytter din eks-kæreste til en anden kommune. Og nægter at udlevere jeres datter, til aftalt samvær med dig. Din ekspartner tager stram styring med situationen, som han plejer. Og påstår at jeres datter ikke ønsker at se dig. Efter et år, får I dog lavet en aftale via Familieretshuset om at du kan ringe til din datter én gang om ugen, på et fast klokkeslæt, til max en times samtale. Men så pludselig har din datter ikke tid til at snakke – hun skal tømme opvaskemaskinen osv., pudsigt nok lige som du ringer. Sidste uge skrev hun til dig, i en sms, at hun ikke ønske at tale mere med dig.
Men hvorfor skulle en 9-årig pige turde sige sin mening højt, når hun bor under tag med en far der aldrig har vist hende ømhed og interesse. Som altid har været humørsyg, styrende, selvcenteret og vredladen. En far som altid være ydmygende og spydig overfor ens mor – og som sågar flere gange har slået hende guld og blå. Og som nu synes at formå at manipulere selv kommuner, skoler, og jurister… ?
Det er ikke nemt… at være datter her.
Og mere end tungt for en mor at opleve, at kommunen og Familieretshuset ikke evner at hjælpe.. men tvært imod forværre ens sag, ved at blåstemple og fastholde voldsmandens agenda.
Kan vi være det her bekendt, som samfund?
Nej, det kan vi ikke!
Ovennævnte triste situation kunne måske være undgået, med disse tiltag: En strammere lovramme for kommunerne at navigere i, så borgerens basale rettigheder sikres. Fx krav om at opgaverne udføres af uddannede og kompetente personer. Ligesom der med fordel kunne være en løbende evaluering af den kommunale sagsbehandling.
Endnu en revidering af funktionærloven ville også være på sin plads, så det var muligt at fyre funktionærer ved grov forsømmelse i eller misbrug af deres stilling. En evindelig omplacering af kommunalt ansatte som disse, er hverken holdbart eller acceptabelt.
Ift. sagsgangen i Familieretshuset, så har Justitia jo allerede en rækker gode bud på forandringspotentialer. Så lad os bare komme igang med en opjustering!
Skriv et svar