Der er brug for en aftabuisering af vreden som følelse, fordi alternativet skaber angst, depression og ensomhed.
Jeg møder den 36-årige kvinde Laura efter at hun er blevet henvist til psykologbehandling for angst og depression. Hun aner ikke hvor det kommer fra eller hvorfor hun har det sådan. Hun har jo et godt liv – en sød kæreste, to skønne børn og en vellykket karriere. Hun har altid set det som en styrke at hun kunne styre sine følelser og komme hurtigt videre. Hun får også tit at vide, at hun er mentalt stærk og en driftig kvinde. Men hun føler sig ikke glad længere, og hun er begyndt at råbe mere af sine børn og blive mere kritisk overfor sin mand. Hun kan mærke stress i kroppen, og hun har det som om hun ikke kan få ro. Vi udforsker hvordan Laura har lært at tage hånd om sig selv og sine følelser, og det kommer frem at hun som barn blev sendt på værelset når hun blev vred, eller også blev hun omtalt som ”for meget.” Laura lærte at undertrykke sin vrede – en rigtig smart mekanisme for et barn, der har brug for dets forældres accept og omsorg: ”Hvis jeg lærer at styre mine følelser, vil du bedre kunne lide mig, og så kan du også tage bedre hånd om mig.” Lauras trykkoger er i voksen alder omsider blevet overbelastet, og hendes nervesystem kan ikke længer holde til presset.
Laura er langt fra den eneste med denne ”trykkogerproblematik”. Vi er flere generationer, der er vokset op med budskabet om at ”du kan komme tilbage igen når du kan opføre dig ordentligt!” Problemet er, at vi, indirekte, siger det samme til voksne mennesker i dag. Arbejdsgivere sender deres medarbejdere til psykolog for at få styr på deres følelser og jobcentre sender stressygemeldte på mindfullnesskursus for at falde til ro. Vi lader vores børn være vrede og undertrykker vores egen vrede – det kan vi ikke holde til! Resultatet bliver, at vi vender vreden indad. Vi bliver triste, ængstelige og vi føler os utilstrækkelige. For mange munder det også ud i uhensigtsmæssige raseriudbrud, ofte på vores børn, som utilsigtet kommer til at udløse vores største triggerpunkter. Vi mærker dårlig samvittighed, bliver kritiske overfor os selv, hvilket fører til mere brænde på utilstrækkelighedsbålet. Hjernen kommer på overarbejde i en desperat jagt efter at forstå hvad der sker, vi sover dårligt om natten og alle døgnets timer bliver en tiltagende kamp. Som psykolog ved jeg, at vi kan afhjælpe mange menneskers følelse af utilstrækkelighed og udbrændthed ved, at få fat i den sunde vrede. Den sunde vrede er den, der fortæller os, at noget ikke er rigtigt eller retfærdigt, den, der får os til at sige fra når noget ikke er i orden. Her har vi som samfund en vigtig opgave med at hilse den sunde vrede velkommen. Fortællingen om vreden må ændres, og vi fagpersoner – psykologer, lærere, sundhedsplejersker, jobkonsulenter, sundhedsplejersker og andre – må gå først! Vi må lade os inspirere af aktivisterne, der går på gaden for at sige ”STOP!” Vi må invitere de unge til at udtrykke vrede over det alt for store pres de står i. Vi må lade de stressygemeldte sige fra overfor urimelige arbejdsforhold, og vi må hjælpe forældre med at udtrykke vrede på en spiselig måde overfor deres børn, så børnene forstår at vrede er ok og ikke farligt.
Skriv et svar