Som psykolog på 11. år er jeg ikke i tvivl om, at jeg er endt på rette hylde, for jeg elsker mine klienter. Men jeg er træt af at behandle børn og unge på samlebånd, fordi de ikke kan klare det pres, der er på dem. Jeg er træt af at behandle dem for noget, som ikke er en defekt hos den enkelte, men er resultatet af en syg præstationskultur. Jeg har ikke lyst til at være endnu en voksen, der fortæller børn og unge, at de skal slappe af og ikke tage tingene så tungt, og jeg har ikke lyst til at individualisere de udfordringer, som de kæmper med, når det er et samfundsskabt problem og løsningen skal findes dér. Det bliver ren symptombehandling. Børn og unge i dag stiller alt for høje krav til sig selv, fordi politikerne i årevis har haft fokus på karakterer og hurtig fremdrift. Det har skabt en stadig større bekymring hos børn og unge for ikke konstant at yde 100%, for at spilde tiden eller ødelægge deres muligheder. Der er nul plads til fejl, uperfektheder og læring ad omveje.
At vi har en trivselskrise kan næppe komme som en overraskelse for nogen efterhånden. Men når opråbene om børn og unges mistrivsel er så massive, hvorfor er det så så svært at få budskaberne ind på Christiansborg og se dem udmøntet i reformer? Hvorfor er der ikke nogen politikere, der tør tage et opgør med den evindelige effektiviserings- og sparetendens på uddannelsesområdet? Hvor er de politikere, der reelt ønsker at gøre noget andet? Dem, der faktisk ønsker at lette foden fra pedalen og bidrage til at få præstationsfokusset ud af folkeskole og gymnasier? Hvorfor er præstationspresset et problem, der bliver ved med at blive skubbet videre fra den ene regering til den næste?
Jeg er glad for, at jeg ikke er teenager i dag. Da jeg valgte gymnasium, behøvede jeg kun tage stilling til, om mine interesser var indenfor det sproglige eller det matematiske. Gymnasiet var hårdt, usikkert og stressende; hvem var jeg, hvad var vigtigt, hvor hørte jeg til. Jeg valgte en videregående uddannelse, hvor jeg kunne holde fast i ikke at beslutte, hvad jeg ville være, for jeg vidste det ikke. Men efter et par år på RUC, fandt jeg ud af, det var psykologi, jeg brændte for. Jeg havde på ingen måde karaktererne til at søge direkte ind på studiet, så kvote 2 blev min vej. Selvom kvote 2-optaget allerede dengang var mindsket, førte to års målrettet pointsamling til en optagelse på drømmestudiet. Jeg var heldig, at mine karakterer ikke spærrede vejen og at jeg ikke allerede fra folkeskole eller gymnasium skulle beslutte mig for, hvor jeg ville ende. Jeg havde givet op på forhånd.
I det årti jeg har arbejdet som psykolog, har jeg set presset bevæge sig nedad. Jeg har fulgt, hvordan et ødelæggende fokus på karakterer og pres til at ligge i toppen er gået fra at fylde meget hos universitetsstuderende til at ramme gymnasieelever i stor stil. Og nu oplever jeg igen og igen folkeskoleelever med ondt i maven, stress og fortvivlelse, fordi de bekymrer sig om deres fremtidige muligheder. Det er tidligere og tidligere, de skal tage stilling til, hvad de vil og frygter (med god grund) at lukke nogle muligheder, hvis de ikke toppræsterer i alt. Det kæmpe præstationspres følges ofte af en udpræget ensomheds- og forkerthedsfølelse, der individualiserer; for hvad er det der er galt med mig, at jeg ikke formår alt det her.
Jeg mener, der skal være plads til at dannes og udvikles. Det kan man ikke effektivisere sig ud af. Jeg ville ønske, at nogen turde gøre op med karakterræset og omtænke folkeskole og gymnasium. Folkeskolens fineste opgave burde være at stimulere børns naturlige nysgerrighed og vilje til at lære. Gymnasiets fineste opgave burde være den dannelsesfabrik, det er og hjælpe unge til at finde ud af hvem de er, hvad de er optaget af og hvilke interesser, de har. Udvid kvote 2 eller afskaf fuldstændig kvote 1 på nogle uddannelser, så optagelse sker gennem motiverede ansøgninger. Det ville tage noget af karakterfokusset væk. Hvis man skal have sparebrillerne på, så er det også en god ide, da kvote 2-optagelse har vist sig som beskyttende faktor mod frafald: Du bruger ikke tid på en motiveret ansøgning, samler point og forbereder dig på optagelsesprøver, hvis du ikke virkelig gerne vil det studie. Pengene til reformering af uddannelsessystemet kan tages fra alle de millioner, der ikke længere skulle bruges på psykologbehandling til pressede børn og unge. Forebyg i stedet for at behandle.
Skriv et svar