Danskerne fortjener fri og lige adgang til stressbehandling

Udgivet

i

På trods af, at stress er en folkesygdom, mangler vi i Danmark fri og lige adgang til behandling. Forestil dig Pia, som sidder nede ved lægen og nyligt er blevet sygemeldt med alvorlig arbejdsrelateret stress. Lægen vurderer, at Pia kunne have gavn af psykologisk behandling og begynder nu, at gå den mentale tjekliste igennem: Har hun en sundhedsforsikring? Nej, Pia er en af de 800.000 offentligt ansatte i Danmark og det offentlige har ikke en sundhedsforsikring for medarbejderne. Hvad med arbejdspladsen, kunne de betale for et forløb? Det ved Pia ikke, men hendes leder har ikke tilbudt det og det virker svært at spørge om. Har hendes fagforening eller pensionskasse måske et tilbud? Det er Pia usikker på og hun kan forståeligt ikke overskue at ringe til dem, så dårligt som hun har det nu. Kunne Pia måske have en depression eller en angstlidelse, for så kan lægen skrive en henvisning til psykolog med tilskud? Men da Pias symptomer peger på alvorlig stress, ligger det udenfor kriterierne for henvisning, også selvom tilstanden nu er så svær, at det har ført til en sygemelding. Kunne Pia mon selv betale for en psykolog? Lægen ved, at Pia er eneforsørger med børn og har en beskeden løn, så det forekommer ikke umiddelbart realistisk.

Ovenstående viser det fragmenterede landskab af tilbud, som stress-ramte og de fagfolk der ønsker at hjælpe dem, navigerer i. Tilsammen udgør det en barriere for fri og lige adgang til behandling for stress. Der sker i disse år en opsplitning mellem det offentlige og sundhedsforsikringernes tilbud til behandling af psykiske vanskeligheder. Ift. stress-ramte er det særligt tydeligt, for her mangler der fuldstændig et bredt tilgængeligt offentligt tilbud og de som står uden adgang til de private tilbud, efterlader vi derfor på perronen. Det er ulighed i sundhed og det kan vi ikke være bekendt.

De som sætter rammen for det offentlige sundhedsvæsen kunne lære af de private aktører på området. De har nemlig fokus på, at tilbyde hurtig og kvalificeret psykologisk hjælp, for at forebygge langsigtede konsekvenser som sygemeldinger der trækker ud eller i sidste ende, at stress-ramte skubbes ud af arbejdsmarkedet. Fravær ifm. stress koster årligt det danske samfund 16.4 mia. kr. i tabt produktivitet og hertil kommer udgifter til sundhedsydelser, sygedagpenge samt omkostningerne for den enkelte. Det er derfor på tide, at der etableres vilkår og rammer for et sammenhængende nationalt tilbud om hjælp og behandling til stress. Der findes allerede dansk forskning af dokumenteret effektive behandlingstilbud for stress, men for få har adgang til dem. Kritikere kan indvende, at behandling koster, men det koster mere at lade være.

Tags


Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *