Danske politikere har et afgørende ansvar for, hvordan de formulerer sig om krigen i Gaza, da deres ord direkte påvirker en sårbar gruppe, der i forvejen forsøger at hele de dybe sår fra krig.
Krigen i Gaza raser nu i sin tredje måned, og de globale reaktioner har sat gang i intense debatter verden over. I Danmark har politikere og meningsdannere ikke undladt at deltage i disse diskussioner. Den måde krigen bliver omtalt på, har en alarmerende indvirkning på den psykiske tilstand hos traumatiserede flygtninge. Retorikken har desværre resulteret i en psykisk forværring hos mennesker, der allerede bærer på dybe ar fra krig.
Nogle af de mest foruroligende reaktioner inkluderer statsministerens angreb på en journalist, der spørger om hendes sympati også gælder palæstinensiske ofre, eller Statsministerens udtalelse om at Israels ret til selvforsvar ”vil betyde nogle ofre”. Disse reaktioner skaber en fornemmelse af uretfærdighed og usynliggørelse af palæstinensere og flygtninge fra krigshærgede områder. Selvom retorikken i Danmark har udviklet sig under krigen, mangler der en afstandtagen til visse udtalelser og en fordømmelse af Israels krigsforbrydelser i Gaza.
Mens traumatiserede flygtninge, der allerede lider af psykiske lidelser, står over for krav om integration og beskæftigelse i Danmark, skaber retorikken om krigen en følelse af isolation hos flygtninge, der ikke blot er ofre for krigen, men nu også udsættes for stigmatisering i deres nye hjemland. Skarpe udtalelser fra politiske kommentatorer som Joachim B. Olsen, der kalder Israels angreb for ”en velfortjent huskekage”, risikerer at gøre de traumatiserede flygtninge til syndebukke og forstærke deres følelse af uretfærdighed.
I mit arbejde med traumatiserede flygtninge, har jeg været vidne til, hvordan politikernes udtalelser kan forværre symptomerne på posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Billeder og videoer fra krigens rædsler er allerede belastende for patienterne, men reaktionerne fra danske politikere, der understøtter Israels handlinger, forværrer yderligere deres mentale tilstand
En af mine patienter, 27-årige Sara (anonymiseret), en palæstinensisk flygtning fra Syrien, har oplevet en forværring af sine PTSD-symptomer. Hun fortæller grædende, ”Det handler ikke kun om døde børn og kvinder. Det handler om danske politikere, der støtter et folkemord.” Sara er blot én af flere patienter, der beretter om forværring af deres psykiske symptomer som en direkte konsekvens af politikernes retorik.
Politikernes ord fungerer som en påmindelse om de smertefulde begivenheder, flygtninge har oplevet, og forstærker følelsen af tab og sorg. Det er afgørende, at politikere vælger deres ord med omhu for at undgå at retraumatisere de traumatiserede flygtninge. Det anslås, at 30-50% af flygtninge fra asyllande i Danmark lider af traumer, og politikernes ord kan have en afgørende indvirkning på deres mentale tilstand.
På trods af FN’s har karakteriseret Israels krigshandlinger som et folkemord, er det alligevel nødvendigt at adskille politiske holdninger fra den menneskelige tragedie. Selvom dagene i krigens forløb i højere grad tydeliggør hvem der henholdsvis er David og Goliat, bør politikere og meningsdannere være bevidste om deres indflydelse på den nationale samtale og stræbe efter at skabe en atmosfære af forståelse og empati, der støtter de traumatiserende flygtninge i deres helingsproces. Det er påkrævet for at opbygge et samfund, der bygger på tolerance, respekt og solidaritet, selv midt i krigens kompleksitet. Det er ansvar som politikerne ikke længere kan forsømme!
Skriv et svar