Flere diagnosticeres med ADHD og autisme end tidligere. Det nuværende system lider under mangler, og handling er presserende påkrævet for at forbedre det. Det er påkrævet, at vi retter fokus mod behandlingstilbud til mennesker med ADHD og autisme i vores samfund.
Forestil dig, at du fik en fysisk lidelse, som du skulle leve med resten af livet og som du skulle lære at tilpasse dit arbejdsliv til. Sukkersyge, hjerteproblemer, tarmlidelser f.eks. Du er oppe ved lægen, de fortæller dig diagnosen, giver dig tilbud om medicin eller nogle råd om forebyggelse og så bliver du sendt ud ad døren med et nummer til kommunen, uden mulighed for anden opfølgning. Det er svært at forestille sig.
Alligevel er det det der sker i mange tilfælde ved autisme og ADHD.
I de seneste år har efterspørgslen på udredning og behandling for ADHD og autisme været stigende. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen har dokumenteret en stigning på 90% i andelen af voksne der er i medicinsk behandling for ADHD. På trods af en markant stigning i medicineringen, har de nyeste Nationale Kliniske Retningslinjer netop understreget vigtigheden af samtidige ikke medicinske behandlingstilgange, der desværre er underprioriterede i standardbehandlingen.
Min egen erfaring som psykolog bekræfter dette problem. Gentagne gange har jeg set mennesker forlade sundhedsvæsenet uden tilstrækkelig psykologisk opfølgning eller adgang til relevante behandlingstilbud. Desværre ender mange af disse individer i forværrede tilstande, nogle gange med tilkommen angst eller depression, og har ikke fået hjælp, fordi de ikke formår at navigere systemet eller på grund af utilstrækkelige behandlingstilbud.
Der skal skabes broer mellem sundhedsvæsenet og kommunale ressourcer for at sikre en mere kontinuerlig og helhedsorienteret støtte til disse mennesker. Det er afgørende at etablere standardiserede overgange, så ingen falder mellem to stole, eller at der sikres behandling og støtte i samme regi som foretager udredning. Det er svært at forestille sig, at behandling for en fysisk lidelse ikke ville foregå i den specialiserede enhed, som konstaterede at den var der. Alligevel er det tilfældet med ADHD og autisme. Der bør være tilsvarende tilbud til mennesker med kroniske psykiske lidelser/handicap, som der ville være, hvis man havde fået konstateret en kronisk somatisk lidelse.
Et klart og veldefineret behandlingstilbud, også inden for psykiatrien, bør være tilgængeligt ved diagnosticering og bør omfatte ikke blot medicin, men også andre interventioner som psykoedukation, samtaler, samt støtte til kommunikation med det kommunale system. Forståelse af egne udfordringer og forebyggende arbejde er afgørende for at undgå yderligere psykiske lidelser, forværring af symptomer samt sikre langvarig fastholdelse på arbejdsmarkedet. Dette bl.a. fordi tal, fra analyser fra Sundheds- og Ældreministeriet samt Landsforeningen Autisme, har vist, at to ud af tre med ADHD eller autisme ikke er i arbejde. Der burde således være et økonomisk og sundhedsmæssigt incitament for at sikre en tidlig indsats, på lige fod med det vi tilbyder for fysiske lidelser.
Politisk investering er nødvendig for at skabe en struktureret og sammenhængende tilgang til behandling af ADHD og autisme. Der bør være lighed i sundhed og der bør sikres et solidt og let tilgængeligt behandlingstilbud for dem, der modtager diagnosen. Vi har set gode initiativer før, dog uden fast implementering, hvilket resulterer i betydelige regionale forskelle i tilbud. Aktuelt er der få gratis tilbud, der ofte er gruppebaserede eller omhandler hjælpemidler, men adgangen kræver ofte betydelige ressourcer for den enkelte at opnå.
Ved at investere i en sammenhængende behandlingsstrategi kan vi skabe en støttende og inkluderende ramme, der virkelig gør en forskel i disse menneskers liv og måske i højere grad sikrer deres muligheder for fastholdelse af tilknytning til arbejdsmarkedet, på samme måde som vi gør ved fysiske lidelser.
Skriv et svar