Er det særlige mere normalt, end vi tror?

“Kan det virkelig passe, at jeg er den eneste, der har brug for hjælp til at regne ud, hvordan man gør? Vi har vel alle sammen brug for at kende vores skema mere end en uge før og er usikre på, hvem man kan være i gruppe med, hvad der skal foregå i timerne, og hvordan man finder sin plads i fredagsbaren, er vi ikke?”

Dette spørgsmål er jeg for nyligt blevet stillet igen fra en ung under uddannelse. Jeg hører ofte lignende spørgsmål fra unge, når vi taler om, hvordan deres opstart på et studie er gået.

De unge, jeg taler om her, er en del af den statistik, der omtales i en nylig rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), og som er illustreret i Dagens Tegning i Politiken d. 4/1-24. I EVAs rapport beskrives det, at 19% af de førsteårsstuderende på de videregående uddannelser opgiver, at de har en funktionsnedsættelse (fx ADHD, autisme, angst, ordblindhed og fysiske handikaps). Dette høje tal må medføre, at vi er nødt til at se på, om vi må ændre retning i vores tilrettelæggelser af vores uddannelser, hvis op til 20 % har funktionsnedsættelser og deraf særlige behov – er det særlige så mere normalt, end vi tror?  

Som psykolog med speciale i autisme og ADHD taler jeg ofte med og hører ofte om unge og voksne, der er mere udfordret end flertallet på bl.a. at få lavet gode studievaner samt at finde ind i de sociale fællesskaber. Når jeg taler med undervisere, er der ofte en stor frustration over, at de kun sjældent føler sig klædt på til at hjælpe dem, der har funktionsnedsættelser og særlige behov. Og samtidig opleves denne gruppe at fylde mere og mere i skoler og på uddannelser.

Hvis man har en funktionsnedsættelse, er det muligt at søge specialpædagogisk støtte på de videregående uddannelser. Denne støtte har mange både gavn og glæde af. Måske skal vi samtidig hjælpe hinanden med at kigge nærmere på, hvad der efterspørges af de unge med funktionsnedsættelser? Hvad er individuelle behov, og hvad er faktisk mere almindelige behov?

Når jeg taler med unge og voksne med autisme og ADHD, er det ofte relativt konkrete ting, der ønskes hjælp til, fx:

• at få en skriftlig dagsorden / plan for, hvad timer og opgave indeholder
• at få helt konkrete skabeloner og eksempler at lave opgaver ud fra
• at blive hjulpet ind i en gruppedannelsesproces, hvor man lærer om egen arbejdsstil og opdager dem, man matcher med (akkurat som man også gør mange steder, når man sammensætter teams på arbejdspladser efter endt studietid)

På nogle uddannelser er disse ting heldigvis en selvfølge, men overraskende mange steder, er flere af punkterne ikke altid en selvfølge.

Hvis vi ser bort fra, at ønskerne kommer fra unge med diagnoser, så kan man måske selv løbe listen igennem og se på, hvor mange af tingene, de fleste af os ville have glæde af.

Måske kan vi starte med at se på, om det særlige er så særlige er mere normalt, end vi tror? Eller om vi kan vende tilbage til at tilbyde mere af det, der er til gavn for de fleste samtidig med, at vi tilbyder individuel støtte til dem, der har behov for det?