Lovændringer indenfor børne- og ungeområdet skal tage udgangspunkt i praksis fremfor symbolpolitik

”Jeg vil være børnenes statsminister”, sådan sagde Socialdemokratiets daværende statsministerkandidat, Mette Frederiksen, i 2018 og fastslog, at hun ville gøre hverdagen bedre for udsatte danske børn. Men som offentligt ansat psykolog indenfor børne- og ungeområdet er det min bekymring, at implementeringen af Barnets Lov i Januar 2024 med dets ideologiske fokus på at øge barnets inddragelse og rettigheder i eget sagsforløb, skaber større pres for de fagpersoner, der skal implementere ændringen i praksis samt giver barnet for stort et ansvar i forhold til at tale egen sag.
Behovet for forbedring på børne- og ungeområdet er dog tydelig og understøttes af Danmarks Statistiks konstatering af, at der i 2022 var en stigning på 9% af underretninger på årsplan sammenlignet med 2021. Samtidig har mediebilledet de seneste år været optaget af konsekvenserne af disse underretninger bl.a. gennem flere dokumentarer, der har haft fokus på anbragte børn og unges oplevelse af at blive kastet rundt i systemet uden nødvendigvis at have haft medindflydelse på egen situation.
Tanken om den unge som aktiv og medbestemmende aktør i eget liv er dog ikke ny for pædagogisk praksis, men har været løbende udfordret af manglende resurser, der har begrænset mulighederne for grundig afdækning af den unges situation samt for at kunne tilbyde den mest passende indsats. Metaforen om gammel vin på nye flasker springer derfor på sinde, koblet med en erkendelse af, at der bliver færre og færre kommunale flasker til at rumme den stigende mængde af udsat børne- og ungevin.
De gode intentioner bag Barnets Lov fremstår derfor i sidste ende hule, når jeg som offentligt ansat psykolog ikke oplever, der tages hånd om de resursemæssige mangler, som hæmmer mine muligheder for at tilbyde en indsats med positiv betydning for udsatte danske børns hverdag. Samtidig efterlades vi paradoksalt som fagpersoner med en frustration over ikke at blive hørt i forhold til en lovændring, hvis mål netop går på vigtigheden af medinddragelse.
Når barnet gennem øget medinddragelse får ansvar for at påvirke egen sag samtidig med ikke at øge fagpersoners resurser til at handle på barnets behov, risikeres der en individualisering af udfordringerne indenfor børne- og ungeområdet. Fremfor at se på resursemanglen opstår der i stedet en romantisk fortælling om den konservative fagperson, der skal ændre sit ungesyn overfor den selvstændige unge, der blot har behov for at kunne repræsentere sig selv og bede om den rigtige indsats. Dette romantiske billede kan jeg ikke genkende, og jeg mener, at vores politikere skal blive bedre til at lytte til de borgere og personer, der er del af praksis, fremfor at svigte velmenende intentioner og de udsatte børn og unge, som de omhandler.

Af Søren Kjeldsen

cand.psych. aut.