Offentligt ledelse er ingen let sag – særligt ikke i sundhedssektoren. Vi hører hele tiden om nedskæringer, strejker og nedslidt personale. Alt sammen et fokus, der tages fra patienten og borgeren, der er målgruppen for sundhedsvæsenet. Der snakkes om, hvordan personalet skal kompetence udvikles, superviseres og klædes på til de enkelte opgaver. Men hvis personalet er nedslidt, og der i forvejen er mangel på hænder, er det vel ikke kompetenceudvikling, der kaldes på? Jeg tror i hvert fald ikke, det nødvendigvis kommer patienten eller borgen til gode.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) rådgiver og formidler viden inden for det specialiserede social- og specialundervisningsområde. Her kan kommuner blandet andet ansøge om gratis hjælp til komplekse problemstillinger på sagsniveau. Seneste tiltag, fra oktober 2023, er et tilbud om kompetenceudvikling på opholdssteder og døgninstitutioner.
VISO leverer stærke faglige vurderinger og tiltag, men det er også et vanvittigt dyrt batteri at rulle ud, hvis ikke modtageren er klar på, hvad det koster af tid at få implementeret den konkrete viden eller vurderinger.
I mit arbejde som neuropsykolog, er jeg ofte udsendt som konsulent i regionalt og kommunalt regi. Her er min opgave typisk som neuropsykolog at supervisere personale eller at udrede og vurdere konkrete borgere med komplekse problemstillinger, ofte erhvervet hjerneskade, og på baggrund heraf indføre og undervise personalet i hjernen, kognitive udfordringer og rette pædagogiske tilgang.
Al for ofte har jeg oplevet, at det har vist sig ikke at være borgeren, der har voldt personalet det største problem, men mere personalemangel, al for lidt tid til intern faglig sparring samt en fraværende leder, der ikke har hørt medarbejdernes råb om hjælp.
I en konkret sag, der træder særligt frem, var jeg som VISO-specialist udsendt på et bosted. Efter en kort introduktion er jeg i gang med undervisningen, og som en ekspert i pædagogiske virkemidler, tager jeg en runde, hvor jeg spørger de enkelte personaler, hvad de oplever problemstillingen med den pågældende borger er. Kasper, der er socialpædagog og en af borgerens primære personaler, svarer lidt fåmælt; ”Jeg synes, egentlig det største problem er, at vi skal sidde her og bruge tid på at høre dig fortælle en masse om hjernen.”
Der blev helt stille. Lederen rømmede sig, og jeg skyndte mig som den trænede psykolog, at sige ”Jeg hører dig, det kan jeg godt forstå”. Men jeg var i vildrede. Kasper havde jo ret, det er bestemt ikke tiden til undervisning og ny læring, når man forsøger at slukke en brand, men samtidig vidste jeg jo også, at branden (her den udadreagerende adfærd hos borgeren) ikke blev slukket uden de rette redskaber.
Runden kørte færdig og i pausen, sagde lederen, at hun var nødt til at smutte videre til et andet møde. Efterladt var jeg med udbrændte medarbejdere, der kun havde fået sat lige nøjagtig den tid af, det tog for mig at fortælle dem om hjernen og den pågældendes borgers funktionsniveau – ingen tid til implementering og opfølgning.
Det er ikke nødvendigt at sige, at lige præcis den opgave ikke blev løst særligt godt eller effektivt. Og jeg tvivler på, at der er ændret et eneste tiltag omkring den pågældende borger. Jeg brugte til gengæld rigtig lang tid på at skrive en lang forkromet faglig udrednings- og vurderingsrapport, for jeg følte jo lidt, de skulle have noget med sig – men den er nu helt sikkert endt i en skrivebordsskuffe.
Så hvordan kan vi sikre os, at sociale puljemidler eller kommunernes øremærkede penge til sundhed og rehabilitering bruges der, hvor de kommer borgeren til gavn? Uden at vi nødvendigvis lægger al ansvaret hos det i forvejen ekstremt hårdt arbejdende personale. Som psykolog er jeg naturligvis fortaler for at klæde personale fagligt på til at kunne løfte en særlig kompleks borgeropgave, men jeg er endnu større fortaler for rettidig indsats, det vil sige den rette indsats på det rette tidspunkt og ikke mindst dér, hvor det batter. Så kunne man forestille sig, at det var de offentlige ledere, der skulle klædes bedre på til at lave nødvendige omstruktureringer, til at turde sætte borgeren i fokus gennem bedre visitation og til at kunne se sine medarbejderen i øjnene ved at afsætte tiden, før man kalder på eksperten.
Skriv et svar