En del af unges stigende mistrivsel kan ledes tilbage til, at vores demokratiske system tænker kortsigtet i forhold til børn og unges udvikling. Når forskellige tiltag indenfor daginstitutioner og skole skal planlægges, laves der alt for mange midlertidige løsninger, der omlægges eller sløjfes efter en valgperiode eller to. Politikere præsenteres for hurtige forklaringer og fristes af hurtige løsninger. Resultatet bliver et dagpasningssystem, der med tiden et blevet mere udsultet i kerneopgaven, men hvor flygtige og politisk vedtagne indsatser forsøger at løse akutte problemstillinger.
I de senere år fylder unges mistrivsel stadig mere i mediebilledet. Der udgives løbende rapporter, der fra den ene eller anden vinkel dokumenterer fænomenet.
Forklaringerne er komplekse og svære at formidle tydeligt i et broget og hurtigt skiftende mediebillede, der foretrækker enkle og letforståelige forklaringer. Og netop disse hurtige forklaringer, kommer til at friste vores politikere til at lave hurtige løsninger.
Jeg er psykolog og underviser i specialpædagogiske metoder i folkeskolen. Jeg møder ofte et billede af, at det som lærer er blevet sværere at få alle elever med. Lærerne arbejder på højtryk, men når de standser op, møder jeg spørgsmålet: ”Har børn ikke ændret sig? Er de ikke blevet mindre robuste og mindre fællesskabsparate? Og hvordan forklarer du det som psykolog?”.
Der findes et væld af faktorer, der har indflydelse på, hvordan det er at være barn og ung i dag: Skærme, sociale medier, perfekthedskultur, strømninger i børneopdragelse og alt muligt andet. Man kan som fagperson og politiker hurtigt blive fanget af at ville skyde forhindringerne for unges trivsel ned – en ad gangen. Det kan måske også være hjælpsomt lige her og nu. Problemet er bare, at der hele tiden opstår nye ”trivselsforhindringer”.
Hvis vi vil fremelske robusthed hos vores børn, mener jeg, at vi skal lægge investeringen, hvor den så at sige får det største afkast. Vi skal ikke bare fjerne forhindringer, vi skal ruste vores unge til at overkomme vanskeligheder og udfordringer. Fra et udviklingspsykologisk perspektiv er tilgængelige og responsive voksne i barnets første leveår den mest afgørende faktor i forhold til fremtidig trivsel. Hvis børn skal kunne overkomme vanskeligheder, må de have velregulerede nervesystemer. Børn får velregulerede nervesystemer ved at være op ad voksnes velregulerede nervesystemer. Voksne kan holde deres nervesystemer velregulerede ved at have kompetencerne i orden og ved at have tid til at løse deres opgave.
Og når vi nu har et samfund, hvor langt de fleste børn benytter offentlige pasningsordninger i 0-6-alderen, har vi en unik mulighed for at booste kommende generationers mentale sundhed her. Minimumsnormeringer er et fint skridt på vejen, men fremtiden er ikke sikret med dem. Dels er de ikke tilstrækkeligt store til at gøre en reel forskel, dels er det i praksis blevet meget vanskeligt at rekruttere uddannede pædagoger nok. Netop pædagoguddannelsen er en af de faktorer, der skal være med til at sikre værdien af øgede normeringer. Det skal være en attraktiv og anerkendt position at arbejde som pædagog i Danmark.
I et økonomisk perspektiv ser ud til at være en god forretning: International forskning peger på, at tidlige investeringer i børns dagtilbud også kan være med til at sænke kriminalitet og sikre uddannelse samt tilknytning til arbejdsmarkedet. Og den rigtigt gode (og rigtigt kedelige) nyhed er, at afkastet bliver større, jo ældre barnet bliver.
Så til hele folketinget og alle de regeringer, der kommer: Der er brug for langsigtede investeringer i småbørnsområdet. Der er brug for, at uddannede pædagoger i årevis kan lave velfungerende vuggestuer og børnehaver, hvor der er overskud til at facilitere leg og se børns initiativer. Hvor der er tid til at efterbearbejde konflikter. Hvor man som barn sammen med en voksen kan træne at sætte sig i andres sted og at sætte egne grænser. Vi skal permanent væk fra tanken om dagtilbud som et opbevaringssted, mens forældrene er på arbejde. Vi skal begynde at se dagtilbudsområdet som et sted, hvor vi former fremtidens robuste unge og dermed også skaber et økonomisk afkast.
Bliver det dyrt? Givetvis. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være?
Skriv et svar