Børn er ikke voksne!

Udgivet

i

Af Birgitte Ørnstrup, privatpraktiserende børnepsykolog, børnesagkyndig konsulent og forfatter.

Det lyder vældigt simpelt. Selvsagt er børn ikke voksne.

Men et faktum er det alligevel, at vi bliver nødt til at forstå, præcist hvorfor børn ikke er voksne. Ellers kommer vi let i situationer, hvor vi ud fra de bedste intentioner kommer til at handle, som om børn er voksne.

Det kan være, når vi som forældre bliver bekymrede og vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe vores børn. Så kan vi meget let have en tendens til at blive meget udspørgende, og vores børn kan mærke vores uro på et tidspunkt, hvor de måske snarere har brug for at mærke vores ro.

Det kan være, når vi som fagpersoner ser gode metoder virke for voksne, som vi også vil bruge til børn, og vi mister fokus på, at for børn er metoden ikke alt men helt afhængig af kontekst, fx om barnet er trygt og har sine vigtigste voksnes hjælp til det svære.  

Eller det kan være, når vi som samfund vil arbejde for ligeværd også for børn, og at børn også skal inddrages i vigtige beslutninger i deres liv, men vi glemmer, at for børn er det ikke nok at spørge. At børn  har brug for rette betingelser for at kunne udtale sig om det, der er deres, på en måde og i et sprog, der er foreneligt med præcist at være barn.

Har vi ikke blik for, at børn er børn og ikke voksne, så ender vi med, at barndommen ikke længere kan være den livsperiode, hvor små mennesker udvikler sig påvirkeligt og afhængigt af det miljø og de vigtige relationer, der er deres. Hvor fokus bliver så meget på barnet, at barnet kan risikere at miste noget af den beskyttelse, det er at være del af noget større og mere ansvarsfuldt. At ligeværd bliver det samme som lige ansvar.

Vil vi arbejde for, at de børn, der har brug for hjælp, får rette og tilstrækkelig hjælp, så må vi først og fremmest forstå det konkrete barn og hvilken hjælp, der vil gavne præcist dette barn. Denne vurdering vil om børn altid indeholde en forståelse af de konkrete livsbetingelser og udfordringer, barnet står i, og vil altid indeholde en forståelse af, at barnets vigtigste voksne, ofte forældrene, er vigtige for at forstå barnet men også for at hjælpe det videre.

Vil vi arbejde for, at børn inddrages i netop de beslutninger, der drejer sig om dem og er vigtige, så må vi skabe rette betingelser for, at børn kan ytre sig, men også for at børn bliver forstået og forstået korrekt. Samtaler med børn om vigtige emner kræver børnefaglighed, herunder en forståelse af barnets dybe afhængighed af sine vigtigste voksne. Giver man barnet ret til at blive hørt, skal man også give barnet ret til at blive forstået herunder blive forstået som et barn og på et barns præmisser.

Børn er ikke voksne. De er børn. De er lige så meget værd, og de har ret og brug for at blive forstået med det, der er vigtigt for dem. Skal vi forstå og hjælpe børn, kræver det en merforståelse og en børnefaglighed. Så kan vi forstå børn som børn, og vi kan som voksne hjælpe og tage det ansvar, der er vores.

Tags


Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *