I januarmåned er der eksamenssæson på de danske kandidatuddannelser. Så er næste skridt specialet. Man skal igang med sidste skub, inden det længeventede (og frygtede) arbejdsmarked venter på den anden side. Her i januar har vi også hørt fra forskellige studerende om ledighed og overgangen til arbejdsmarkedet.
Danmarks Studieundersøgelse viser at 42% af nyuddannede kandidater oplever overgangen til arbejdslivet som svær. 35% af disse dimettender har beskrevet manglende formidlingsevner omkring sine kompetencer som én af grundene til dette. Regeringen har anset de 42% som alarmerende og derved opbygget en universitetsreform omkring dette. Der er et ønske om, at erhvervskandidatuddannelser skal tilvælges og på programmet i højere grad.
Men hvad med resten af kandidatuddannelserne? Jeg synes at det ovenstående indikerer, at måden universitetsuddannelserne er strikket sammen ikke forbereder os studerende til arbejdsmarkedet. Som jeg nærmer mig slutningen af min kandidatuddannelse, savner jeg personligt mere viden om arbejdsmarkedet for psykologer og egne kompetencer.
Jeg ved, at jeg ikke er alene. Dimittender fra psykologistudiet har endda lav ledighed på nuværende tidspunkt, men føler man sig overhovedet forberedt til at løfte den opgave, vi så får? Til at anvende al den viden vi har fået med os fra et 5-årigt studie, men med blot 65 dages praktik?
Regeringen vil gerne øge erhvervserfaring på universiterne gennem erhvervskandidatuddannelser. Men har universiteterne ikke også et ansvar om at løfte deres opgave for os kandidatstuderende? Er det helt umuligt at sætte workshops, undervisning, foredrag på programmet, så vi studerende kan øve os i at formidle vores kompetencer?
Har I ikke fagforeninger? A-kasser? Karrierservice på universiterne? I må lige tage jer sammen og søge hjælp som almindelige voksne mennesker.
Jo, der findes tilbud.
Men findes der nok? Og er de eksisterende tilbud nu også de rigtige?
Måske skulle man spørge de 35% af de nyuddannede kandidater, som ikke følte sig godt nok udrustet efter tiden på universitetet.
Én ting er i hvert fald sikkert. Universiteterne har en unik adgang til mange studerende, og derfor også en kæmpe mulighed (ansvar) for, at sætte fokus på overgangen til arbejdsmarkedet i undervisningen.
Men hvem ved?
Det kan jo være, at tilføjelsen af flere erhvervskandidatuddannelser, alene kan skabe en større parathed hos os studerende. Jeg tvivler på at det er nok.
Skriv et svar