Psykologien kan ikke være garant for at skabe en enkelt holdning eller mening i den offentlige debat, fordi det er et mangefacetteret felt, der betjener sig af at få øje på nuancer, modsætninger, dilemmaer og forskelle.
Når man kort skal formidle, at man mener noget om noget, er der derimod behov for at skærpe argumentet og stille det lidt på spidsen.
Samtidig er rigtig mange psykologers arbejdsliv politisk influeret, og der er behov for at tale tilbage til den ”offentlige holdning” for, at psykologer kan løse til deres arbejdsopgaver på en ordentlig måde.
Jeg mener, at vi som faggruppe har behov for at præcisere for den brede offentlighed, at den enkelte godt kan have faglige holdninger om sit fagfelt uden at være repræsentant for hele psykologien og psykologer generelt. Der er brug for, at vi som psykologer giver hinanden plads til at mene noget forskelligt offentligt, men også at vi tør tale højt om, at psykologer ikke nødvendigvis mener det samme.
En del af DP’s arbejdsprogram for 2021-24 handler om, at psykologien skal bruges til gavn for samfundet. At der skal arbejdes for at påvirke eksterne parter og interessenter til at træffe gode beslutninger med udgangspunkt i psykologernes profession, viden og kompetencer. I den anledning har DP i samarbejde med tænketanken Cevea kørt uddannelsesforløb under overskriften ”meningsdanner”.
Jeg har fået privilegiet at deltage på meningsdannerkurset. Da jeg mødte op den første dag, var det med blandede følelser: På den ene side var jeg meget spændt, og fuld af ideer til steder, hvor mit indspark måske kunne gøre nytte. På den anden side var jeg mere end almindeligt nervøs. Ikke for at møde uenighed. Men for om andre psykologers syn på mig ville ændre sig, hvis jeg sagde noget i den brede offentlighed, som ikke var til at misforstå. En venlig medkursist spurgte mig ”altså sådan noget imposter syndrome..?” Men det var ikke helt det. Det handlede ikke om mit udgangspunkt for at være på kurset og sige noget. Det handlede om hele psykologstandens udgangspunkt for at være tydelige og sige noget. For hvordan kan psykologer sige noget som helst, når vi nu er så pinligt bevidste om, at der kan være mange gode grunde til at anlægge det modsatte perspektiv? Og bør vi så som minimum ikke anlægge begge perspektiver, når vi siger noget?
Vi skulle øve os på at skrive et debatindlæg. Et af spørgsmålene var: ”Hvem er du i konflikt med?”. Her skærpedes mit ubehag. Jeg ser ikke mig selv som specielt konfliktsky; snarere omvendt. En meget stor del af min arbejdstid går med at opsøge konflikter, og finde ud af, hvad vi kan mødes om, for at kunne komme i samarbejde. Det var derfor meget kontrainituitivt for mig at opstille en konflikt med mig selv som den ene part.
Jeg summede videre med mit debatindlæg.
Og så skete der noget magisk: En medkursist havde skrevet et ualmindeligt velargumenteret oplæg og læste det op. Det fik en anden medkursist til at række hånden op og sige ”Hvor er det skarpt formuleret. Jeg er helt uenig. Jeg får sådan lyst til at skrive et modsvar med det samme!” Og så smilede de til hinanden. Ikke sådan et ulvesmil, hvor man bare ser tænderne. Nej, sådan et rigtig smil, der nåede øjnene og signalerede ”her har vi gang i noget fedt med hinanden”.
Det smil flyttede noget for mig. For selvfølgelig kan jeg stille mig tydeligt frem uden at miste indsigten i, at der findes nuancer. Selvfølgelig kan jeg mene noget om noget, selvom det er dilemmafyldt. Min dygtige kollega kan sagtens have det modsatte perspektiv. Men det må da ikke forhindre mig i at sige noget.
Kommunikationsbureauet Radius har de sidste 15 år lavet en undersøgelse af den danske befolknings tiltro til forskellige faggrupper. Her ligger psykologer lunt i svinget sammen med pædagoger og tandlæger. Tendensen ser for opadgående ud for os. Vi er en faggruppe, der bliver lyttet til, og som den brede befolkning har tiltro til. Det ville da være ærgerligt, hvis vi aldrig fik brugt den taleposition til at gøre gavn af frygt for at stikke ud eller blive set skævt til af fagfæller.
Vi skal vende den brede befolkning af med at forvente, at ”psykologerne” nødvendigvis har en samlet holdning til alting. Men for at vi kan gøre det, må vi også vende os selv til, at uenighed ikke nødvendigvis er det samme som grøftegravning og konflikt. Vi kan være med til at skabe en sober og kvalificerende demokratisk debat, der kan være udviklende for andre at følge med i.
Hvis du slet ikke genkender min angst for som psykolog at tale offentligt, siger jeg undskyld for at have spildt de sidste minutter af dit liv. Hvis du har det som jeg, vil jeg invitere dig med på rejsen: Lad os stå lidt klarere frem i vores fagligt funderede holdninger. Og hvis du mener det helt modsatte, vil jeg sige – uden ulvesmil – ”Velkommen, skriv mig et modsvar”.
Skriv et svar