Af Psykolog Signe M. Hegestand.
Siden 2019 har psykisk vold været strafbart, og det mener jeg, at vi, som faggruppe bør klædes på til, da vi gennem vores arbejde netop vil være nogle af dem, der kan være med til at sikre at denne form for vold opdages, og i allerhøjeste grad være med til, at de udsatte mennesker hjælpes. Men måske opdager vi slet ikke volden?
Psykisk vold, er et begreb, der dækker over flere underkategorier af vold fx økonomisk og seksuel vold. Man kan sige, at hele voldsbegrebet er blevet udvidet. For at vi kan tale om psykisk vold, så skal der ses en adfærd, der gentagende ydmyger, krænker, isolerer, truer, manipulerer og nedgøre. Når vi taler om psykisk vold ift til børn, så betegner man handlinger eller hændelser, der viser barnet, at det er mislykket, uønsket, værdiløst, uelsket eller utilstrækkeligt, som værende psykisk vold. Det centrale er, at der er gentagende handlinger, verbale udtryk og afvisninger.
Når nu vi ved, at psykisk vold er den mest udbredte voldsform. Det Kriminalpræventive Råd (2021) anslår at 108.000 danskere i alderen 16-74 år udsættes årligt, og en rapport fra Vive (2020) anslår at 5 % af danske børn er udsat for psykisk vold selv, og 5% er vidne til det. Helt nye tal fra VIVE (2024) finder i en befolkningsundersøgelse, at 29 % af alle kvinder siden de var 15 år, har oplevet mindst et tilfælde af fysisk, seksuel eller psykisk partnervold, det samme gælder for 12 % af mændene.
Vi ved, at den psykisk vold, er den form for vold, der har de mest alvorlige og gennemgribende konsekvenser for offeret. Jeg mener, at vi psykologer, har den faglige kompetence, der kræves for kunne genkende og beskrive, når vi opdager og møder denne komplekse voldsform. Jeg mener også, at vi som faggruppe sidder i mange forskellige funktioner, hvor vi vil støde på volden. Om vi sidder i PPR, og møder et barn med mistrivsel. Om vi sidder, som børnesagkyndig og udarbejder FKU’er eller BFU’er, om vi sidder, som parterapeut eller individuel kliniske psykolog. Så vil vi møde mennesker, der er voldsudsatte. Men den voldsudsatte kan have meget svært ved at beskrive, det de oplever, og ofte er det slet ikke erkendt, at de er voldsudsatte.
En undersøgelse fra Lev uden Vold (2023) slår fast, at der er en arvelighed i volden. Børn, der vokser op med vold i deres barndomshjem, har en større risiko for selv at ende som voldsudøver ift deres partnere (4,6 gange større risiko), eller selv at ende, som voldsudsat i deres parforhold (3,6 gange større risiko) sammenlignet med børn, der vokser op i hjemmet uden vold.
Jeg er selv et af disse børn, og jeg mener, at vi som faggruppe, skal have større fokus og viden om voldsområdet, således, at vi kan bidrage med at mindske vold i de nære relationer, og få brudt den sociale arv. Derfor mener jeg, at voldsfaglighed bør fylde mere i vores uddannelse, og som felt i vores profession. Vi har fagligheden til at gøre en forskel.
Skriv et svar