Af Birgitte Ørnstrup, privatpraktiserende børnepsykolog, børnesagkyndig konsulent og forfatter.
Længe har jeg tænkt: Det må komme! Det der nye ungdomsoprør….
Tallene har længe været alarmerende. Altså ikke bare sådan lidt, men så meget, at den faglige diskussion nu er, om det at mistrives mentalt og have belastningssymptomer næsten er ved at være mere almindeligt, end det er ualmindeligt. Særligt for de unge kvinder er det gået helt galt. Vi ved fra gentagne undersøgelser, at unges mentale sundhed over en årrække har været dalende, og hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand mellem 16 og 24 år rapporterer ved seneste nationale måling i 2021 (Den nationale sundhedsprofil, sundhedsstyrelsen, marts 2022) om dårligt mentalt helbred, og over halvdelen af de unge kvinder oplever at være stressede.
Om disse tal tænker jeg efterhånden anderledes. Måske det ikke endnu en gang er et spørgsmål om, hvad de unge skal gøre mindre eller mere af? Måske vi snarere bør stille os det spørgsmål, hvad vi selv, vi voksne, os med magten, bør gøre mere eller mindre af?!
Det undrer mig. Hvordan kan tal om så megen mistrivsel især blandt unge kvinder stå upåagtet hen? Når tal så tydeligt peger i retning af, at så mange unge piger og kvinder ikke kan trives i det samfund, vi har skabt, og den tid vi er en del af, hvor bliver så vores oprør af?! Os der er de voksne og ansvarlige, os med magten, os der mest direkte står for skud ift. det samfund, vi har skabt.
Ikke blot tallene siger det. Vores egne erfaringer siger det også. Der findes nok ingen af os, der ikke selv kender det. Vi kender børn og unge, der har det svært enten i egen eller bekendtes familier. Vi kender det som forældre eller bedsteforældre, venner eller kollegaer. Ja så almindeligt er det, at det efterhånden bliver svært at finde de familier, der ikke har et barn eller en ung, der på et tidspunkt er alvorlig bekymring for. Hvor selv små børn vægrer sig ved at gå i skole. Hvor unge sygemeldes fra ungdomsuddannelserne. Hvor halvdelen af 19 årige har gået til psykolog.
Vi må erkende, at noget synes at have bidt sig fast. Vi er ude over en tendens, og ser ind i måske endda en ny måde at betragte mental sundhed på. En måde hvor det er mere normalt end unormalt at patologisere menneskelig sårbarhed, hvor ikke blot diagnoser er blevet flere men måske selve vores normalitetsbegreb er blevet mindre.
Når prognoserne bliver for dunkle, så får vi en tilskyndelse til at tvivle, og således er der også røster, der ganske rigtigt husker os på, at mange børn og unge jo også trives i dansk børneliv, i skolen og til fritidsaktiviteter. Også sproget har forandret sig, og generationer skal finde hinanden. Man vil måske kunne mene, at de unges ytringer om lidelse og belastning er for meget eller ligefrem noget pjat. Vi lever i en tid, hvor vores sprog om det indre, identitet og helse ændres. Ord og begreber der før henførte til personlighed og personlige egenskaber er i dag i højere grad psykologiseret og ofte patologiseret som psykisk lidelse og diagnoser. Men vi kommer ikke udenom, at det, der måske også rummer en grad af generationsforskelle, også rummer en realitet og i dag påvirker rigtig mange børnefamilier. At det for unge kvinder i dag måske endda er ved at være mere almindeligt at have det mentalt meget svært, end det er ualmindeligt!
Så hvad skal vi gøre, og hvad kan vi gøre? Hvordan kan vi ikke blot tale om en mental sundhedskrise blandt børn og unge, og se til mens især de unge kvinder mistrives, og måske endda får svært ved de udfordringer som voksenlivet indebærer.
Jeg mener, at vi må starte med at erkende problemet, og at vi som de voksne har et ansvar og en forpligtelse til at sætte ind med det, vi faktisk allerede nu kan sætte ind med. Og at vi må åbne op for den forskning og den hypotesedannelse, der kan hjælpe os på at blive klogere på de forståelser, vi endnu mangler. Vi skal ikke tro, at en enkel forklaring er nok. Eendimensionelle forklaringer dur ikke til komplekse problemer. Det er ikke realistisk at tro, at enten sociale medier, eller mere opmærksomhed mod at diagnosticere, ene er forklaringer på, at børn og unge får det svært, eller andelen af børn og unge med psykiske diagnoser er stigende. Der er brug for, at vi søger og finder forklaringer mere bredt og ikke forenkler i en grad, hvor vi tror, at alt er klaret med et enkelt tiltag.
Skal vi være de troværdige voksne, der ser og erkender vores del af ansvaret, og ikke ene og alene enten individualisere problemerne, som noget hørende til i den unge selv, eller forenkler problemerne til at være en ungdomskultur, der er blevet for sart. Ja så må vi handle på, at problemerne er der. Vi må forstå, at når de yngste i vores samfund får det sværere og sværere, så skal vi se på de betingelser for liv og trivsel, der netop også er tidlige, og vi skal tænke i forebyggelse og god trivsel blandt de helt små langt mere, end vi gør nu. Det kan vi godt. For vi ved godt, hvad der skal til, for at små børn kan trives og udvikle sig. Når de unge og især de unge kvinder så massivt giver udtryk for, at de ikke trives i det liv, der er deres. Så ved vi noget men endnu ikke alt. Vores viden er her mere mangelfuld, da vi også skal forstå en ”ny udsathed”, der ikke er karakteriseret ved samme risikofaktorer, som vi ellers kender til. Vi kender heller ikke nok til forklaringerne på de kønsforskelle, der afspejles i tallene. Her er vores hypoteser flere end vore forklaringer. Men det vi dog ved, det er, at det efterhånden er mere almindeligt at være ung kvinde og have ret massive former for belastning og lidelse, end det er at være ung kvinde med de mere almindelige udfordringer, som også tidligere generationer kender til.
Spørgsmålet er: Vil vi være det bekendt?
Skriv et svar