På den ene side har en stor gruppe lærere med faglige, saglige og erfaringsbaserede argumenter forsøgt at kritisere rammen omkring deres arbejdsforhold og dermed rette fokus på de udfordringer, den giver i forhold til at levere en veltilrettelagt, forberedt, velorganiseret, differentieret, opdateret og varieret undervisning.

Det er nemlig det, som betyder mest for de lærere, jeg kender – at kunne levere en undervisning, som de kan stå ind for. Det er efter min mening en rimelig og ansvarlig kritik, som ofte er blevet fejlfortolket i retning af faglig kamp.

På den anden side har man en gruppe folk, som beskuer folkeskolen fra sidelinjen. Det være sig politikere, UCN-undervisere, professorer, meningsdannere og andre såkaldte eksperter – alle med en mening om folkeskolen og en ide om, hvad der præcist foregår bag væggene. Folk som med velmente visioner, ideer, ideologier, studier samt erfaringer fra andre faggrupper udtaler sig om en meget kompleks dagligdag i en folkeskole, som de ikke har indgående kendskab til.

Debatten er gået i hårdknude og har udløst en form for metaltræthed. Det har resulteret i, at lærernes argumenter ofte mødes med tåbelige og nedladende ytringer som: ”Tag nu ja-hatten på”, ”Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, må du finde et andet sted” og lignende. Med andre ord: Hvis du kritiserer, er det dig, der er noget galt med!

Sådan lidt Bush-retorik – enten er du med os eller også er du imod. Det er sørgeligt, at vi er nået dertil i Danmark, kritik er en nødvendighed for at komme videre. Vi lever faktisk i et land og en kultur, hvor kritik hverken er forbudt eller forkert. Det er tværtimod en af grundpillerne i vores demokratiske samfund at stille spørgsmål.

Desværre har vores ellers så stolte tradition for samfundskritik efterhånden vendt sig til selvkritik: ”Hvad kan du selv gøre anderledes?”, ”Jeg tror på dine kompetencer, så du løser nok problemet hen ad vejen”, ”Jeg hører hvad du siger, men kunne du ikke have gjort noget anderledes”. Med andre ord: Det er dig, der er noget galt med!

Det er i virkeligheden ganske smart. Man kan ikke blive kritiseret for at have taget dårlige beslutninger, være urimelig eller have vedtaget forkerte reformer eller love. For hvis der er nogen, der kritiserer, er det dem, den er galt med. En slags moderne ”Kejserens nye klæder”.

Det er ikke godt nok. Det er i alles interesse, at lærere udnytter deres ret til at være kritiske over for de valg, der træffes. Der skal naturligvis ikke leveres brok i lind strøm, men reel kritik på rette sted til rette vedkommende. Det gælder egentlig også forældre, som står med spørgsmål og kritik. Kom frem med den og få en forklaring eller en mulighed for at blive hørt. Måske vil nogle forældre mene, at det er dyrt købt, når nogle lærere bruger to-tre ugers forberedelsestid på elevplaner, for hvordan vil det påvirke den daglige undervisning i disse uger. Er planen det værd?

Lærere og andre offentlige ansatte er beskyttet af Grundlovens paragraf 77 om frihed til at ytre sig, og ombudsmanden har i maj 2010 udtalt: ”Man har som offentlig ansat en vidtgående frihed til at udtale sig om resursespørgsmål, som kan have væsentlig betydning for de fremtidige forhold på arbejdspladsen…”

”Hav mod til at kritisere!”, skrev den tyske filosof Immanuel Kant for mere end 200 år siden. Vi står faktisk i en situation, hvor mange offentlige ansatte igen skal til at mobilisere et mod for at rette saglig kritik. Grundfos anvendte medarbejdernes kritik af systematisk og målrettet til at komme gennem krisen – med stor succes.

Jeg håber, at lærere og andre offentlige ansatte vil have mod til at ytre deres velbegrundede kritiske refleksioner over tingenes tilstand, for det er en fortsat nødvendighed for udvikling. Kritik bør mødes, diskuteres og løses – ikke lukkes ned. Hvis kritik lukkes ned, forlanger man en stiltiende ukritisk accept af tingenes tilstand – også der, hvor det er åbenlyst forkert.

Af Karsten Lynge Simonsen, Gistrupparken 30, 9260 Gistrup e-mail:kars0271@klarsko.dk

Nordjyske Stifttidende 25.08.2014