Jeg så også Drengeakademiet på DR

Jeg så Drengeakademiet på DR – og hvor var det fedt! Det rører mig dybt at se trænerne brænde for hver og en af børnene, og jeg genkender fuldstændig det engagement og den indlevelse, de har. Det er ikke bare en opgave, de skal løse – men børn de skal nå ind til, støtte og guide. Og mens rulleteksterne kører, tænker jeg igen, hvor rigtigt det er, at jeg har valgt at blive lærer. Jeg kan ikke forestille mig noget job, der kan skabe større arbejdsglæde og give flere betydningsfulde oplevelser.

Når en flok af mine gamle elever stolte kommer forbi med deres studenterhuer, og fortæller, at de stadig taler om vores avisprojekt, og griner over, hvordan Thomas gav hele den fremmødte presse baghjul ved landsholdets træningslejr, og som den eneste fik et interview med landstræner, Morten Olsen. Når jeg bliver kontaktet af en gammel elevs mor, der på vegne af sin søn spørger, om jeg har lyst til at komme forbi til et farvelarrangement og ønske ham god tur på højskole – så bliver jeg ikke bare glad, men oprigtigt rørt. Jeg er ikke bare lærer. Jeg har virkelig betydet noget for de her unge mennesker.

Det fortæller de mig. Det fortæller deres forældre mig. Og jeg kan mærke, at det er rigtigt – og de betyder også alverden for mig.

Med begejstringen stadig summende i maven logger jeg efter tv-udsendelsen på Facebook. Og så er det, jeg bliver ubeskriveligt træt: Lars Løkke Rasmussen har postet et åbent brev til danske virksomheder og fonde, hvori han skriver: ”Vi kan føre erfaringerne fra Drengeakademiet ud i den danske folkeskole og dermed hjælpe tusindevis af drenge til bedre resultater og mere selvværd.”

Al energi forlader min krop, og jeg kan mærke mine skuldre opgivende sænke sig. Endnu engang udtaler nogen sig om, hvordan vi burde gøre i folkeskolen, uden at vide hvad vi allerede gør.

Mener Lars Løkke Rasmussen for alvor, at jeg ikke hjælper mine elever til bedre resultater? Mener Lars Løkke Rasmussen, at jeg ikke giver mine elever bedre selvværd? Suk!

De former for undervisning, øvelser og leg, de bruger på Drengeakademiet, er de samme, som vi bruger i folkeskolen. Der er ikke noget nyt under solen. Så vi er helt enige om, at dét er vejen til en levende, sjov og lærerig undervisning. Men det kræver tid at lave kreativ undervisning.

Det er jo ikke for ingenting, at trænerne sidder hver eneste aften, når drengene er lagt i seng, og evaluerer dagens forløb. De skal være super skarpe på at se de udfordringer, der kommer undervejs og lave nye strategier for de elever, der ikke ”bider på” trods de optimale forhold. Man kan ikke bare lire planlagt undervisning af. Præcis det samme gælder i folkeskolen.

Og så skal der tales med eleverne. Igen og igen. Tænk hvis jeg havde mulighed at vende hver af mine elevers faglige udvikling dag for dag. Uge for uge. Eller bare månedligt. Både med mine kolleger og efterfølgende i personlige samtaler med hver elev.

Hvis eleverne i folkeskolen skal have mulighed for den tætte opfølgning, vi ser på Drengeakademiet, så skal rammerne og ressourcerne i folkeskolen bringes op på samme høje niveau. Fagligheden, metoderne og lærere, der har hele deres sjæl med i arbejdet, er her allerede.