Stormvejr i specialundervisningen

Jeg er lærer og er stolt af mit arbejde. Jeg arbejder i en gruppeordning, hvor eleverne har ADHD – og ofte forskellige andre diagnoser. Og jeg elsker de sjove, fjollede, tossede, kloge, udadvendte og alternativt tænkende unger, som jeg er så priviligeret at undervise.
Da jeg startede som specialundervisningslærer, som det hedder, når man arbejder med ‘børn med særlige behov’, havde vi nærmest uanede ressourcer til vores rådighed. Eleverne fik deres egen pc, vi havde et klasselokale til syv elever og to lærere eller lærer/pædagog. Der var mulighed for at tage eleverne med på lejrskoler til udlandet, hvor de skulle opleve, hvordan det var at være i et fremmed land med fremmede mennesker, der talte et fremmed sprog.
Fra alle sider blev der taget hensyn til vores elevgruppe – fra borgmesterkontoret og ned til rengøringspersonalet på skolen. Det var som om, at der var en universel enighed om, at denne elevgruppe var så udsat og havde brug for så meget hjælp og støtte, at alle bakkede op om personalet i afdelingen, og der blev lyttet, når vi sagde noget.

Desværre har de politiske vinde skabt røre i andedammen, og langsomt, men sikkert, er tingene begyndt at falde fra hinanden.
Det er ikke længere muligt at få et overblik over afdelingens økonomi – og derfor heller ikke muligt at udskifte elevernes pc’er, når de går i stykker (uanset om det er hændelige uheld eller ej). Det er stort set ikke længere muligt at komme på lejrskole, fordi skolen mener, at det er der ikke råd til – uagtet at vi har et selvstændigt budget. Antallet af kurser er faldt drastisk, og der blev længere mellem vidensdeling og opkvalificering af medarbejderne.
Men det, der for alvor er gået galt, er, at vi ikke får erstattet alle de kolleger, som har forladt afdelingen – og dermed ikke længere kan være to voksne i klassen hele tiden.

Nogle undrer sig over, hvorfor der overhovedet skal være to lærere eller lærer/pædagog til stede, når vores klasser kun har op til syv elever. Men svaret er simpelt – når man står med en elevgruppe, hvor der det ene øjeblik kan være fred og fordragelighed og det næste totalt kaos og nærmest borgerkrigsagtige tilstande, så er det rigtig svært kun at være en voksen.

Vi sætter både faglighed, pædagogisk indsigt og sociale kompetencer højt i vores afdeling – og vi har masser af succeshistorier med elever, der ville være tabt i det normale skolesystem, men som gennem deres tid hos os har fået opbygget selvtillid, selvværd og et solidt fagligt fundament. Elever, som har startet egen virksomhed, som har læst på teknisk skole, gået i gymnasiet eller HTX – og klaret det med bravur mod alle odds.

Desværre kan vi se, at med kun en voksen i klassen, så falder fagligheden, fordi vi ikke både kan undervise og løse konflikter på samme tid. Samtidig er det svært at undervise fagligt og målrettet den enkelte elev, når eleverne er på forskellige niveauer, og de fleste har brug for en-til-en undervisning.

Men jeg har håb for fremtiden om, at stormvejret vil lægge sig, og der igen vil blæse mildere vinde over specialundervisningen. Jeg håber, politikerne opdager risikoen for, at færre elever med særlige behov får en ungdomsuddannelse og i stedet ender på kontanthjælp eller måske i fængsel. Så skal de politiske vinde vende, må vi igen få de nødvendige ressourcer og midler for at give disse unge de bedste muligheder for at få en fremtid som aktive samfundsborgere – i stedet for igen at blive udelukkede.