Hvad skal du lave i weekenden, Søren?
-lyder Malthes klare stemme gennem klasselokalet. Mine ører fanger straks spørgsmålet, og det varmer mit hjerte. For bare 8 måneder siden var tonen en helt anden. Da gik Søren og Malthe i 4. klasse, og deres samvær vidnede på ingen måde om oprigtig interesse for den andens liv og færden.
Jeg hader ham! Han er så irriterende! Jeg vil ikke gå i den her klasse mere! Udbrud som disse har vi heldigvis ikke hørt meget længe i vores 5. klasse. De kunne komme dagligt fra Søren – en af vores elever med særlige behov. Hans måde at opfatte verden på er forskellig fra den måde hans klassekammerater gør det. Derfor følte Søren sig ofte krænket, når de andre kom for tæt på rent fysisk. Eller han følte sig misforstået, ikke hørt eller ensom. Den periode i 4. klasse var virkelig hård for Søren og hans familie.
Min klasselærermakker og jeg har et meget tæt samarbejde, og vi vender små problemstillinger med hinanden i løbet af dagen. Det giver os et virkelig godt kendskab til alle eleverne og en fælles tilgang til dem. Alle vores elever nyder godt af denne genkendelighed, men særligt de elever, som er udfordret på at efterleve krav fra en voksen, trives med at vide, at vi er enige om, hvordan læringsmiljøet skal være.
Vi besluttede at prøve at ændre adfærden i klassen. Vi fik vejledning af en kollega og arbejdede i et længere forløb med klassens trivsel for at gøre eleverne opmærksomme på hinandens behov, følelser og reaktioner.
Det, der virkelig gjorde en forskel for eleverne, var åbenhed. I en matematiktime tog vi en runde, hvor alle sagde noget om, hvordan de godt kunne tænke sig, at vores klasse skulle være. Da det blev Sørens tur, kunne jeg høre, at han var parat til at fortælle om, hvordan han med sine sanser oplever situationer stærkere end de andre, og hvor vigtigt det er for ham, at de andre giver ham tid til at svare, før de bevæger sig videre i deres gøremål. Jeg støttede Søren i at fortælle. Hjalp ham ved at eksemplificere, så hans klassekammerater kunne forstå det ud fra de konkrete oplevelser, de har haft med ham. Allerede i slutningen af samme time fornemmede jeg en ændring i stemningen, da en af drengene gik hen til Søren. De begyndte at snakke om Mine Craft og om en bestemt film, Søren skulle se i weekenden. Begge drenge blev ivrigt opslugt af samtalen, og et håb bredte sig i mig.
Over de næste måneder styrkedes klassens sammenhold mærkbart. Søren har fået venner, og han har ro til at koncentrere sig om at lære.
Arbejdet med klassens trivsel er ikke forbi. Der er brug for med jævne mellemrum at vende tilbage til snakken om det gode, stærke fællesskab. Det er en klasselæreropgave, men i vores klasse er der også brug for en AKT-lærer til små samtalegrupper og vejledning af os lærere. Sammen er vi stærke – når vi løfter opgaverne i fællesskab med hver vores kompetencer, når vi meget længere, end vi gør alene.
Det er mit håb for folkeskolen, at det fortsat vil være muligt at give tid til kollegial vejledning. Det er min frygt, at det nedprioriteres, når slankning af budgetterne sættes i spil. Eleverne bliver taberne.
