Mit eget lille Klondike
Bare jeg når det! Jeg drejer om hjørnet og møder duften af sure støvler og vådt regntøj, et virvar at livlige glade og skønne børn, som farer omkring mine ben: “Ha ha… jeg kom først ind ….skal vi ikke lave matematikværksted i lektiecafeen!”. Jeg fortsætter i lidt for hastigt tempo af de hektiske gange på vej mod 1. klasse. Jeg synes selv, at jeg er lidt bagud, for jeg ved, det fungerer bedst, hvis jeg modtager Mille og Sebastian, så snart de kommer ind fra frikvarter. De skal ikke hentes ud fra lektiecafeen men tages i hånden på vej ind.
En guldklump – midt i virvaret, støjen, kulden og de mange lugte. Hun har netop hængt sit overtøj og drejer ud fra garderoben med røde kinder, og en krop som er sprængfuld af energi. Hun får øje på mig og ændre retning væk fra klasselokalet. Jeg nåede det. Jeg mærker en god fornemmelse i maven, da en lille knude løsnes, og jeg får øjenkontakt med det ivrige ansigt. “Hej Karsten!”, råber Mille og sætter i løb. Hun springer op til mig og får en krammer, mens hun fortsætter: “Skal jeg med dig idag?”. Jeg spejder efter Sebastian, mens jeg roligt svarer: “Ja Mille, idag skal du med mig, og jeg har glædet mig!”.
Mille starter en ordstrøm, som desværre ikke når mig. “Han er her ikke idag”, siger Åse, og jeg retter igen min fulde opmærksomhed på Mille. “Kom Mille, lad os komme op til fiskene på vores kontor!”. Hun tager mig i hånden og starter ud i gadedrengeløb med et stort smil på læben. Hendes umiddelbare glæde giver mig god energi, og jeg får et roligt smil på læben, mens mine tanker strejfer: “Lige nu har jeg verdens bedste job”.
Vi sætter kurs mod kompetencecenteret, og det går op for mig, at jeg er uforberedt. Det giver et sug i maven og selvbebrejdelsen starter. Det er ikke godt nok, for Mille har behov for en regelmæssig undervisning, hvor der hele tiden puttes nye lag på. Det er trist, at gårsdagens kyniske prioritering nu går ud over Mille, for hun har også krav på at flytte sig fagligt og få opbygget selvværdet og selvtilliden. Klasseundervisningen er simpelthen bare for hård for børnene og mig, hvis min tilrettelæggelse og organisering ikke er god nok, så derfor traf jeg et valg.
Mille og jeg skriver tal på mælkelåg, og hun lægger dem i rækkefølge. Hun tæller op og ned og placerer dem efter nøje overvejelser på de rigtige pladser. Hun er glad, fuld af gå-på-mod og mestrer fint, når hun får tid, ro og tryghed til at løse opgaverne. “Jeg kan altså bedst lide de røde mælk!”. Hun fortsætter med at række mig de røde låg. “Her står der fjorten….er det ikke rigtigt?”
Min selvbebrejdelse har aftaget, men den nager fortsat, da Mille løber ud af døren. “Vi ses imorgen Karsten, så skal vi fodre fiskene igen!”. Jeg stopper hende i døren, for jeg vil have, at vi siger ordentlig farvel. “ Tak for idag Mille, du har virkelig gjort dig umage, og hvor er det godt, at du husker mig på fiskene. Vi ses imorgen!”.
Jeg glæder mig, til jeg skal finde guldklumper i mit eget lille Klondike igen i morgen, og jeg håber inderligt, at jeg når at forberede, de ting vi skal lave. Mest af alt vil jeg rigtig gerne lægge en længere plan for arbejdet med Mille og Sebastian, så de kan flytte sig lidt fra gang til gang, men jeg kan mærke at videoen til læringsamtalerne torsdag og de 6 lektioner fra morgenstunden og afdelingsmødet også skal prioriteres den næste time, inden jeg skal hjem.
