Fællesskabet i folkeskolen

Selvom vi alle er forskellige, har forskellige indfaldsvinkler til lærerjobbet og forskellige bevæggrunde for lærergerningen, så har lærerne haft et fælles formål – et fællesskab om folkeskolen.

Under lockouten blev fællesskabet stærkere – vi stod sammen om at bekæmpe den ’ydre fjende’, som vi mente ikke ville det bedste for folkeskolen, men kun for de røde tal på bundlinjen. Og vi blev trynet. Kørt over. Svinet til… Knægtet og tvunget i knæ med en befolkning vendt mod os, og politikere og meningsdannere som talte rosenrødt om reformen og negativt om lærerne.

Hvis det var meningen, at lærerne skulle miste kampgejsten, begejstringen og lysten til at være en del af ’folkeskolens fællesskab’, så blev regeringens reform og lovindgreb en rygende succes. For fællesskabet er hurtigt nedadgående, mens antallet af sygemeldinger, opsigelser og klager over dårlig ledelse stiger dag for dag.

Jeg diskuterede begrebet ’fællesskab’ med en kollega, og meningen var helt klar – hvilket fællesskab? Hvad er vi fælles om længere? Hvor ligger lærernes fællesskab – ud over i at være enige om, at tingene på langt de fleste skoler ikke fungerer særlig optimalt? Hvad er det, der binder os sammen, når de personlige relationer, kreativiteten og pædagogikken nedprioriteres, og der i stedet skrues op for PISA-tests, nationale tests, lærerevalueringer og individuelle forhandlinger? Hvor er den fælles ånd, som motiverer os til at danne og uddanne eleverne til at bliver gode samfundsborgere frem for produktive robotter?

Vi skal løbe stærkere og løse flere opgaver, mens ressourcerne bliver færre, og der spares mere og mere på skoleområdet. Der er ikke tid til at være der for og med hinanden, når skoledagen er præget af mindre tid til forberedelse og møder, syge og nedslidte kolleger, trætte og uoplagte elever, ledelsesbeslutninger der træffes uden medarbejderindflydelse og en skolepolitik, der ikke tager udgangspunkt i grundlæggende pædagogiske principper for udvikling og læring, men i stedet fokuserer på ’effektivisering og optimering’.

Det vil tage tid, førend fællesskabet igen finder solidt rodfæste, og vi igen står stærke hånd i hånd med udgangspunkt i, at vi er her for at danne og uddanne eleverne på bedst mulig måde og ikke fokuserer på alt det negative. Men det skal nok komme – både i befolkningen og blandt politikerne er der ved at ske en opvågning, og hvis vi løfter i flok, får vi begejstringen, glæden og fællesskabet tilbage i skolen.