Hurra for folkeskolereformen

Jeg læste første gang om “Ny Nordisk Skole” også kaldet folkeskolereformen, da jeg læste til lærer i 2012. Det var mit sidste år på seminariet, og jeg var i gang med min bachelor. Jeg havde valgt at skrive i Håndværk og design, hvilket var ideelt til folkeskolereformen, da det både indeholdt det praktiske og kreative.
Jeg synes, det var super spændende og gav rigtig god mening.
Den traditionelle undervisning, som vi kender den, kunne nu suppleres med aktiviteter, hvor der skulle måles fodboldbaner op og hoppes tabeller i matematik, findes navneord udenfor i dansk eller løbes stjerneløb i fag som historie.
Altsammen et mix af rigtig gode tiltag, der skulle få hele kroppen og det hele menneske med.

Heldagsskolen kunne også styrke de fagligt svage ved længere skoledag samt lektiehjælp.
Da jeg har haft mange elever fra ressourcesvage hjem, ved jeg også, hvor meget det sociale i skolen kan betyde. Der er ikke penge eller overskud til at sende børnene til fodbold. Det er i skolen, at de lærer både det faglige og sociale.

Så kom skolereformen, men den kom desværre ikke alene. Arbejdstidsreglerne der gjorde, at man skal undervise mere og forberede sig mindre kom også. Det har desværre gjort, at min undervisning langt fra er spændende og sjov.
Tværtimod er den blevet kedelig og ensartet. Jeg tager bøger frem, hvor den eneste påkrævede forberedelse er at åbne bogen og måske lave lidt rettearbejde (rettearbejdet springer jeg dog ofte over, da det tager for lang til).
Den understøttende undervisning, hvor der skulle være lege, der understøttede dansk og matematik, er i stedet blevet et langt frikvarter, hvor ingen læring er til stede.

Mit eget fag, håndværk og design, hvor innovation og designproces er omdrejningspunktet, er blevet til sløjd i gamle dage, hvor der høvles i takt.
Innovation skulle styrke elevernes evne til at arbejde procesorienteret og finde nye veje, få nye ideer. Men med sløjd som i gamle dage og stillesiddende ensartet undervisning er det desværre det modsatte, der sker. Det er det stik modsatte af, hvad reformen ville, hvad jeg ville, og hvad der giver så god mening.

Det er kedeligt at sige, men det handler om tid. Det tager tid at planlægge gruppearbejde, der virker, danskundervisning der rammer den enkelte, og hvor læring og bevægelse går op i en højere enhed. Vi sparrer i vores teams, men sparring er ikke nok, og skaber ikke mere tid.
Procesorienteret undervisning kræver en lærer, der er på forkant med situationen, kender eleverne og kender det faglige stof. Dén lærer drukner desværre i manglen på tid med de nye arbejdstidsregler, hvor der skal undervises 28 lektioner i dansk, kristendom, understøttende undervisning, håndarbejde og sløjd.

Det synes jeg er ærgerligt, jeg synes det er ærgerligt, at de ansvarlige politikere ikke tager deres egen reform seriøst. Ikke giver de nødvendige midler, så vi kan få en folkeskole med varierende, kreativ og spændende undervisning, hvor de fagligt svage elever lærer mere og ikke mindre, og hvor de fagligt stærke bliver udfordret.
Mangel på tid er blevet en benspænder for det, der skulle være et mix af gode tiltag, tiltag der skulle tilgodese det hele menneske.