Når bare bryster gør en forskel…
”Nej siger jeg jo” ”Er det virkelig nødvendigt, at jeg gentager mig selv? ” ”Nej kom så ned, du ved jo udmærket godt at du ikke må sidde i vindueskarmen. ” Nej, nej og atter nej. Hvor er det irriterende at høre mig selv. Jeg har kendt klassen i et halvt års tid, da det bliver december. ”Nej” er et ord der ofte bliver brugt. ”Stop” lige så ofte. Så når børnene spørger om lov til at se og høre julesange på klassens computerskærm til frokost, er jeg hurtig til at sige ja. For det er med at huske at sige ja, når chancen byder sig.
Klassen ønsker den ene julesang efter den anden. Stemningen er lidt spændt, for vi har lige haft en anstrengende snak om, hvordan de skal opføre sig overfor hinanden. Igen.
”Søren Banjomus” er der en der ønsker. Jeg søger på Otto Brandenburg på Youtube og klikker play. Stemningen vender lige så stille. Flere af børnene synger med og hygger sig. En del smiler. Jeg står med ryggen til skærmen og skriver resten af dagens program på tavlen. Pludselig bryder en høj fnisen ud blandt børnene. Jeg vender mig og en af drengene siger, at der vist har været et billede af en mærkelig julemand med i sangen. Hmm. Jeg skriver videre. Igen fnises der højlydt. Og igen fortæller en af drengene om en mærkelig julemand. Jeg begynder at følge med. Der kommer ikke flere mærkelige julemænd, kun billeder af mus og andet julesjov.
Da sangen slutter, er klassen ved at gå til af latterkramper. Det sidste billede der bliver vist, er nemlig en flok nøgne damer med strittende bryster der bevæger sig i takt til musikken. Latteren vil ikke stoppe, mens jeg febrilsk leder efter stop knappen samtidig med, at jeg selv, lidt rød i kinderne, griner og får fremstammet, at det da vist ikke var så godt.
Men det var det. Det var godt, for det var lige præcis det vi trængte til den dag. En rigtig god fælles oplevelse og et stort fælles grin. Det gjorde en forskel for mig og klassen. Det var med til at give os et fælles grundlag for at bevæge os fremad. Sammen.
Jeg tror på positiv psykologi, på den anerkendende tilgang til barnet. Jeg tror på, at vi skal arbejde på, og sammen med, de klasser, der oplever en konfliktfyldt hverdag. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at Søren Banjomus kan flytte bjerge og med et trylleslag få en klasses trivsel i top. Men jeg har oplevet, at en fælles oplevelse, en fælles latterkrampe og en lærer på glatis kan være med til at fremme trivslen og lette stemningen.
Nogle gange skal der bare bryster til.
_________________________________________________________
Jeg skrev til klassens forældre om den sjove episode. Flere fædre vendte tilbage med ønsket om et link til videoen, så det får I også lige her: https://www.youtube.com/watch?v=OTL34KA3Xz0