Må vi præsentere… “Den dybe tallerken”

-Ja, det kan godt være, at du ikke kan gøre som du plejer. Men, det er jo fordi at skolereformen lægger op til nye måder at gøre tingene på…

Jeg kan godt mærke, at jeg bliver lidt irriteret. Det er jo altid rart, at få at vide, at man skal gøre noget andet, end man gør. Især når ordene kommer fra en, hvis eneste kvalifikation i forhold til at udtale sig om mit arbejde som udskolingslærer er, at han har to børn i indskolingsalderen. Det gør ham selvfølgelig til ekspert på området. Og jo tak, jeg ved godt, hvad reformen lægger op til.

Jeg fortryder en lille smule, at jeg hoppede på at forklare en ”ikke-lærer” om udfordringerne ved at passe sit arbejde som lærer, når man ikke længere har tid nok. Alligevel tager jeg tyren ved hornene:

-Nå, hvad er det så jeg kan gøre anderledes? spørger jeg, i håbet om at han godt selv kan høre, at han fatter nada.

-Videndeling! svarer han uden at blinke.

-Videndeling?

-Ja, videndeling! I lærere kan jo bare dele hinandens arbejde. Det kan være, at der er en af dine kolleger, der har læst den der roman, du skal arbejde med. Så kan hun jo forklare dig, hvad den handler om, og så kan du overtage hendes forberedelse! Han ser ud som om han har opfundet den dybe tallerken. Jeg ser formentlig ud som om, han netop er trådt ud af en flyvende tallerken.

Jeg synes faktisk, at han er ret intelligent, ham jeg sidder i samtale med. Det gør jeg. Og jeg kan også godt lide ham. Det kan jeg. Men gad vide, hvor meget han overtager af kollegers forberedelse, når han står i sit firma og holder oplæg for direktionen? Gad vide, om man bare sådan lige kan lire de andres arbejde af? Gad vide, om han ikke bare lige skal læse det igennem? Gad vide, om han ikke lige skal lidt dybere ind i området, så han kan svare på spørgsmål? Gad vide, om han slet ikke lige overvejer, hvem det er, han holder oplægget for? Og om der ikke er forskellige måder at gribe tingene an på, afhængigt af, hvad han vil opnå med arbejdet?

Jeg ved det ikke. Men, jeg ved, at selvom min fantasifulde hjerne måske kunne have en ide om, at han det meste af dagen sidder på sin røv foran en computer, og flytter bunker rundt, svarer på mails og sikkert bæller kaffe og laver ikke noget, så kunne jeg aldrig, aldrig drømme om at fortælle ham, hvordan han skal udføre sit arbejde. Af den simple grund, at jeg ikke har forstand på det.

Faktum er, at videndeling er en god ting. Det har vi sgu da gjort i årevis. Nu kan vi bare ikke gøre det, fordi vi kun har tid til nødtørftigt at forberede vores timer, og måske rette en enkelt opgave hist og her, hvis det går højt. Men, at sætte sig ned med mine kolleger og videndele; det har jeg ikke gjort i år.

Så, min i øvrigt begavede bekendte har ret i, at folkeskolereformen lægger op til at gøre tingene på nye måder. Det er i og for sig ok. Men, intet er som det plejer, og man har dertil ændret mine arbejdsforhold så radikalt, at noget tilsvarende formentligt aldrig ville finde sted i en privat virksomhed. For, jeg har i årevis udført eet stykke arbejde, og haft frie hænder til at bruge den tid, arbejdet tager. Nu skal jeg udføre et andet arbejde, og ingen har fortalt mig hvordan, jeg skal gøre. Samtidig har jeg ikke tid til at sætte mig ind i hvordan, fordi min arbejdstid er indskrænket. Så videndeling? Jo, tak… Kan jeg få noget tid til det?